Læsetid: 9 min.

Den libyske kystvagt skyder tre migranter og sætter fokus på EU’s flygtningepolitik og tre andre historier fra verden

Drab på tre migranter understreger ifølge flygtningeorganisationer, at det er en uansvarlig politik at sende folk, der søger mod Europa, tilbage til Libyen
Sudanesere hviler på en skole i den libyske hovedstad Tripoli, efter de er flygtet fra områder i deres hjemland, der er blevet angrebet af sudanesiske regeringstropper.

Sudanesere hviler på en skole i den libyske hovedstad Tripoli, efter de er flygtet fra områder i deres hjemland, der er blevet angrebet af sudanesiske regeringstropper.

Fadel Senna

1. august 2020

Her er fire vigtige internationale historier, som du måske er gået glip af i løbet af ugen.

Tilmeld dig i bunden af artiklen, hvis du vil modtage Verdens Gang i din indbakke hver fredag aften.

  • Den libyske kystvagt skyder tre migranter og sætter fokus på EU’s flygtningepolitik

Med den libyske kystvagts drab på tre migranter bliver der endnu en gang sat et kritisk fokus på, at EU i stort omfang har overdraget kontrollen med sine ydre grænser til et krigshærget Libyen.

Ifølge FN’s migrantorganisation IOM blev en flygtningebåd på vej til Europa tidligere på ugen bremset af et libysk kystvagtskib, som sendte de 70 om bord retur til det nordafrikanske land.

Da de ankom til kystbyen Khoms, omkring 120 kilometer øst for hovedstaden Tripoli, blev de tre migranter – alle sudanesere – dræbt, da libyerne åbnede ild, angiveligt fordi hovedparten af migranterne forsøgte at slippe væk for at undgå at blive tilbageholdt i Libyens berygtede detentionscentre.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

"For flygtningeorganisationer understreger episoden, at Libyen er et dødsensfarligt sted for migranter, og det kritiseres, at EU fortsat betaler den libyske kystvagt for at stoppe flygtninge og migranters færd over Middelhavet, vel vidende hvilke forhold de udsættes for i landet."

Først fucker man landet helt op - og dernæst bestikker man dets tilløbne, korrupte magthavere at udføre det beskidte arbejde for én. En nydelig mafiøs politik, som med lidt andre fortegn også praktiseres iht. Tyrkiet. EU har rene hænder, men ingen demokratiske tænder.

Anker Heegaard, Thomas Tanghus, Gert Romme og Jens Ole Mortensen anbefalede denne kommentar

@ Hanne Utoft,

Jeg syntes absolut ikke, at EU kan have rene hænder i disse sager. Og selv om Tyrkiet og Libyen nok er de mest groteske lande i denne forbindelse, kan jeg i hvert fald nævne et par EU-lande, der mishandler flygtninge man møder på en virkelig grov måde, inden man sender dem (i øvrigt ulovligt) tilbage over den EU-grænse, der er kommet fra. Også dette er ganske veldokumenteret overfor EU.

Men inden man fastlægger ansvaret, bør man nok gøre sig det klart, at EU-organisationen egentlig fungerer som en slags embedsmænd. Det endelige ansvar ligger derfor alene hos EU-ministerrådet - altså landenes fornemme statsministre. Og de skammer sig tilsyneladende ikke den mindste smule, for de har deres egne borgere i ryggen.

Torben Lindegaard, Thomas Tanghus og Gitte Loeyche anbefalede denne kommentar

Gert Romme, bemærkningen om de rene hænder var en anelse ironisk ment - og skulle sådan set blot beskrive at EU politisk forsøger at se tilforladeligt og velmenende ud, mens virkeligheden ofte er en helt anden. Det samme kunne siges om Libyen, som EU i 2011 var med til at lave regimeskiftekrig i - mens man forsøgte at sløre dette med en masse demokrati- og frihedssnak.

Anker Heegaard, Thomas Tanghus, Gert Romme og Anders Graae anbefalede denne kommentar

Rasmus Knus, det var EU i form af en række økonomiske sanktioner mod det libyske styre (Council Regulation nr. 204/2011) - foruden dets væsentligste medlemslandes (bortset fra Tyskland, som afholdte sig fra at stemme for FN-resolution 1973) deltagelse i den militære operation i Libyen.

Ja, Frankrig, England og Danmark deltog i militæroperationen som var sanktioneret af FN's sikkerhedsråd, men det var i NATO-regi, EU som institution havde ingen rolle.

Rasmus Knus, læs gerne bl.a. dette:
"The Council of the European Union adopted legislation on 23 March 2011 to implement
UN Security Council Resolution 1973 which broadened the scope of the restrictive
measures against Libya imposed by UNSCR 1970 and introduced further measures."

https://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/EN/foraff...

Du har ret i at EU som institution fremstod ret passiv fsva. den militære del, mens institutione deltog i den politiske og økonomiske konfrontation af den libyske stat - og det skal med at også EU-lande som Spanien, Norge, Sverige, Grækenland, Holland, Belgien, Bulgarien, Rumænien og Italien bidrog til den militære del.

Ved nærmere eftertanke er det altså bemærkelsesværdigt, at selvom et flertal af de 22 deltagende lande i den militære intervention var EU-lande, at langt hovedparten af EU-landene stemte for dén FN-resolution som banede vej for angrebet på det syriske statsapparat, at EU siden lovimplementerede samme resolution, at EU formelt opfordrede til styrets afgang og udnævnte de erklærede rebeller som legitime partnere, at EU ignorerede at der blandt befolkningen formentligt var et flertal for det siddende styre og at EU indefrøs libyske midler/foretog sanktioner mod bl.a. den libyske centralbank og den statslige investeringsfond, så står det blandt nogle, muligvis mange, til diskussion om EU medvirkede til regimeskiftekrigen i Libyen.

Vel var der interessekonflikter og institutionelle forhold i EU, som bevirkede at man iht. den militære indsats var ude af stand til at bekende kulør og indgå formelt ... og at enkelte lande (specielt Italien) indledningsvist vægrede sig mod at erklære økonomisk, politisk og militær krig mod det libyske styre, men i praksis var stærke EU-kræfter betydeligt involveret på alle tre niveauer. Siden har Libyen da også været skueplads for en (forudsigelig) energikrig mellem bl.a. EU-magter som Italien og Frankrig, mens landets snart ti år gamle 'borgerkrig' nærmest fuldstændigt har ødelagt dets ellers rimeligt fungerende (og relativt sekulære) samfund og produktionssektorer.

Hvis vi tager udgangspunkt i at EU i betydelig grad består og virker i kraft af den til enhver tid gældende/dominerende konsensus mellem de politiske magteliter i Europa (altså diskursen om at det er landenes regeringer, som driver politikkerne), så deltog EU i det store og hele uformelt i den strengt militære del af regimeskiftekrigen, men formelt i de politiske og økonomiske dele.

Jeg vil gerne minde herom via f.eks. følgende formelle og konfrontatoriske proklamationer fra EU's side op til internventionen (herunder de vanvittige krigstilstandes (og energikrigenes) tilkomst:
https://www.youtube.com/watch?v=gCPaursMv6o
https://www.youtube.com/watch?v=XmuAhJrIjak
https://www.youtube.com/watch?v=q9pcnrAMIBg&feature=player_embedded

Vi ser stort set den samme passivitet fra EU iht. Syrien-konflikten, hvor man for alvor pludselig fik flygtninge på egen nakke og skyndte sig at bestikke det tyrkiske styre til at sætte en kynisk prop i flygtningestrømmen. Overfor Syrien fører EU formelt økonomisk og politisk krig mod det siddende styre, mens stærke EU-kræfter deltager militært ... atter i koalition med amerikanere, golfstater og Tyrkiet. Og ligesom i Libyen truer en fuldstændig opløsning af Syrien, mens der intet farbart alternativ til det siddende styre findes. Bare kaos, disintegration og udenlandsk kapitals pirateri.