Nyhed
Læsetid: 5 min.

»Har I ikke modet til at sige, at I ikke er interesserede i EU og et fællesskab?«

Danmarks og sparebandens modstand mod EU’s genopretningsfond til coronaplagede lande ses i Italien som gift for EU-samarbejdet og som et udtryk for manglende interesse i et europæisk fællesskab
Den italienske premierminister Giuseppe Conte har fremlagt EU-striden som en kamp om EU’s fremtid, hvor blandt andet Italien ønsker et stærkere EU, mens han ser firebandens politik som en underminering af det europæiske fællesskab.

Den italienske premierminister Giuseppe Conte har fremlagt EU-striden som en kamp om EU’s fremtid, hvor blandt andet Italien ønsker et stærkere EU, mens han ser firebandens politik som en underminering af det europæiske fællesskab.

Olivier Matthys/Ritzau Scanpix

Udland
21. juli 2020

PALERMO – »Måske ønsker I slet ikke en europæisk union. Kan det være årsagen? Vil I hellere være alene?«

Leoluca Orlando, borgmesteren i Palermo, hovedbyen på Sicilien, tager fat i sit skrivebord og ser ud, som om han forsøger at ruske i det. Han er oprørt. Hans by, ø og land er hårdt ramt af coronakrisen. Først døde italienere i tusindvis i nord, og nu lider befolkningen i syd under en dyb økonomisk krise.

»Italien har brug for hjælp. Det her er en uforskyldt katastrofe,« siger den 72-årige, en af Italiens mest berømmede borgmestre, som siden han første gang blev valgt ind som Palermos førstemand i midten af 1980’erne har ført an i kampen mod mafiaen. I de seneste år har han været en fremtrædende stemme, som har talt imod den fremmedfjendske atmosfære, der har domineret italiensk politik.

Fra sidelinjen følger han de stormombruste forhandlinger i Bruxelles, hvor EU’s ledere skændes om en massiv genopretningesfond, som gennem et miks af støtte og lån især skal komme Italien og andre lande hårdt ramt af krisen til gode.

Men sammen med de andre i den såkaldte sparebande har Danmark spændt ben for planen.

»Coronavirussen har været forfærdelig, men i det mindste har den givet mulighed for at knytte et tættere bånd mellem EU-landene. Nu, hvor vi står over for den samme fjende, føler vi, at vi har mere til fælles end tidligere,« siger Leoluca Orlando. »Men forhandlingerne om penge kan skabe dyb splid.«

Før topmødet i Bruxelles havde EU-Kommissionen foreslået en genopretningsfond på 750 milliarder euro, hvoraf 500 milliarder skulle gives i direkte støtte til de hårdest ramte lande, og de resterende 250 milliarder skulle gives som lån. EU’s store lande – blandt andet Tyskland, Frankrig og Italien – har støttet planen, men sparebanden – Danmark sammen med Holland, Østrig og Sverige – har insisteret på, at hjælpen først og fremmest skal gives som lån og ikke som tilskud.

Striden har udviklet sig til et langtrukkent, bittert opgør. Topmødet, som startede fredag, var egentlig planlagt til at slutte lørdag, men fortsatte både søndag og mandag.

»Er de 27 ledere, der har et ansvar over for Europas befolkning, i stand til at opbygge europæisk enhed og tillid?« spurgte EU’s præsident, Charles Michel, de fremmødte ledere. Svaret var mandag eftermiddag fortsat ubesvaret.

Conte i skyttegraven

Meget er på spil for Italien, som før forhandlingerne stod til at modtage en stor del af EU-støtten – måske op mod 170 milliarder euro. Og bølgerne er gået højt i de italienske medier hen over weekenden og mandagen, da det stod klart, at sparebanden stod i vejen for de italienske forhåbninger. Især blev skytset rettet mod den hollandske premierminister Mark Rutte, der har fremstået som den uformelle leder af de små nordeuropæiske lande.

»Der er kun brug for en enkelt Rutte til at få EU til at afgå ved døden,« lød det dramatisk i avisen Il Fatto Quotidiano, der beskrev forhandlingerne som et spørgsmål om »liv eller død« for den europæiske union.

I medierne blev den italienske premierminister Giuseppe Conte, der allerede har opnået stor folkelig popularitet for sin håndtering af coronakrisen, portrætteret som feltherre: »Conte kæmper i skyttegraven for Italien,« lyder det i avisen La Repubblica, som hæfter sig ved, at »70 milliarder euro i midler er tabt« som følge af firebandens modstand mod EU-Kommissionens plan.

Premierminister Conte har fremlagt striden som en kamp om EU’s fremtid, hvor blandt andet Italien ønsker et stærkere EU, mens han ser firebandens politik som en underminering af det europæiske fællesskab.

»På den ene side er der et overvældende flertal af lande, inklusive Tyskland, Frankrig, Spanien og Italien, som forsvarer de europæiske institutioner og det europæiske projekt, og på den anden er der de få i den såkaldte sparebande,« skrev Conte på Twitter.

Italien – og lande som Spanien og Grækenland – har hårdt brug for den økonomiske støtte for at få styrken til at pumpe penge ind i økonomien og få sat gang i væksten igen, uden at landets allerede tårnhøje gæld vokser yderligere.

Conte er gået i offensiven og har sagt, at Europa bliver »afpresset« af firebanden, hvis politik i sidste ende kan føre til opløsningen af EU’s indre marked. Det er blevet rapporteret af EU-mediet Politico, at han i løbet af en af de ophedede diskussioner skulle have angrebet Hollands Rutte direkte: »Måske vil du være en helt i dit hjemland i nogle få dage. Men efter få uger vil du blive stillet til ansvar for at have blokeret for en effektiv europæisk reaktion på COVID-19.«

Premierminister Rutte og de andre medlemmer af sparebanden har fremlagt krav om, at modtagerlandene af EU-fondene skal gennemføre markante økonomiske reformer, reformer af deres pensionssystemer og arbejdsmarked for at få adgang til milliarderne.

I Italien er det en udbredt opfattelse, at coronakrisen fra start udviklede sig til en eksistentiel krise for EU, siger politologen Roberto D’Alimonte, der leder instituttet for samfundsvidenskab ved LUISS Guido Carli Universitet i Rom.

»Fra start bredte der sig hurtigt en følelse blandt italienere af, at EU ikke var solidarisk med et Italien, der var bragt i knæ af COVID-19. Det førte til en utrolig vrede og en følelse af, at EU var et nyttesløst projekt,« siger Roberto D’Alimonte. »Med udsigten til betydelig økonomisk støtte er stemningen ved at vende igen.«

Ønsker I et fællesskab?

Spørgsmålet er nu, om sparebandens ageren igen vil forstærke bitterheden i Italien.

I flere af de nordeuropæiske lande har man hørt argumentet, at det ikke kan betale sig at give økonomisk støtte til Italien, da pengene alligevel vil havne i mafiaens lommer.

Borgmester Leoluca Orlando, der i årtier har været i frontlinjen for krigen mod den sicilianske mafia, Cosa Nostra, og i vid udstrækning er lykkedes med at minimere mafiaens indflydelse i Palermo, en by, som ellers har været synonym med organiseret kriminalitet, mener, at det argument er resultat af en stor misforståelse.

»Det forholder sig lige omvendt. Hvis vi ikke har penge, så vil mafiaen blive styrket,« siger Leoluca Orlando, der tidligere også har siddet i EU-Parlamentet. »Hvis du er syg, som Sicilien og Italien er nu, og lægen ikke kommer, så kan du føle dig nødsaget til at kontakte heksedoktoren, og så får du det formentlig meget værre.«

»Mafiaen trives i en krise. Hvis staten ikke er der, så kommer mafiaen. Den kan opkøbe skrantende selskaber under markedspris, og den kan indrullere det voksende antal fattige i sine kriminelle netværk. Det kan ingen være tjent med, heller ikke jer i Nordeuropa, hvor mafiaen også har etableret sig.«

»Men måske er det bare en dårlig undskyldning, når folk i Nordeuropa siger, at de er imod støtte til Italien, da det vil hjælpe mafiaen. Måske er det bare noget, I siger, fordi I ikke har modet til at sige det, I virkelig føler, nemlig at I ikke er interesserede i EU, at I ikke er interesserede i et fællesskab.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Alana Frederiksson

»Men måske er det bare en dårlig undskyldning, når folk i Nordeuropa siger, at de er imod støtte til Italien, da det vil hjælpe mafiaen. Måske er det bare noget, I siger, fordi I ikke har modet til at sige det, I virkelig føler, nemlig at I ikke er interesserede i EU, at I ikke er interesserede i et fællesskab.«

Tjaa det er én mulighed. En anden er at vi heroppe er godt trætte af at “fællesskab” for italienere og spaniere betyder at vi overfører penge uden modkrav eller sikkerhed. Lidt latterligt at mene at kriminalitet ikke kan bekæmpes uden at Nederlandene og Danmark skal betale. Den udbredte korruption i Italien er nok nærmere grunden til at kriminaliteten ikke kan bekæmpes.

Jens Carstensen

Alana Frederiksson! Italien er verdens niendestørste økonomi. Støvlelandet har historisk været en af Europas stærkeste økonomier, men det kan ikke været tilfældet et stykke tid. Allerede op
igennem 00’erne klarede Italien sig dårligere end de øvrige lande i Eurozonen. Det kan skyldes en lang række faktorer. Det betyder fx. i dag, at euroen er alt for højt vurderet for en række af de svagere økonomier i syd, men alt for lavt vurderet i forhold til Tyskland. Havde Italien eller Spanien således haft deres egne valutaer, ville disse være faldet kraftigt i værdi, hvilket ville have øget deres eksport, fordi deres varer ville være faldet markant i pris. Omvendt ville indførelsen af Deutsche Mark, i dag, medføre en stærk stigning i dennes værdi, dyrere tyske produkter og en faldende tysk eksport. En undervurderet "tysk euro" har således stimuleret den tyske eksport og hæmmet importen. Omvendt har en overvurderet valuta i de sydlige økonomier stimuleret importen og hæmmet eksporten. I øvrigt er Norditalien og Syditalien i praksis delte. Mafiaen huserer ikke i nord. Sicilianerene kalder norditalierne for "tyskerne" og i nord kalder man folk på Middelhavsøen for "araberne". Det er altså ikke så godt hvis Italien går på røven. Det har Merkel vist også erkendt nu. Går Italien ned så ryger euroen sig formentlig en tur og det europæiske samarbejde ligeledes.

Holger Nielsen, David Zennaro, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, Søren Dahl, Werner Gass og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Netop, Jens Carstensen, og det er jo sådan, at når man påtager sig en opgave - som EU gjorde med euroen - følger forpligtelsen overfor dem, der ikke høster fordelene i samme grad som andre (os og tyskerne, f.eks.).
Og på nogle punkter burde vi nok snarere lære af sydeuropæerne - når det kommer til pension, f.eks.
Man skal huske, at det sydlige Europa har en betydeligt længere erfaring med samfundsdannelse, også over grænser, end vi har. I dét burde vi nok lytte lidt mere efter.

Holger Nielsen, David Zennaro, Ete Forchhammer , Thomas Tanghus og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Alana Frederiksson

“Havde Italien eller Spanien således haft deres egne valutaer, ville disse være faldet kraftigt i værdi, hvilket ville have øget deres eksport, fordi deres varer ville være faldet markant i pris.“

Nu mindes jeg ikke at tyskerne har vredet nogens arm rundt for at melde sig in i Euro’en. Euro’en er en fransk idé som stammer tilbage fra den tyske genforening hvor franskmændene så en mulighed for at tvinge tyskerne til at opgive deres egen valuta i modgift til fransk velsignelse af nedlæggelsen af DDR.

https://en.wikipedia.org/wiki/Corruption_Perceptions_Index

Spanien, Italien m.fl. må selv tage ansvaret for at få ordnet deres korruption. De har lovet det årtier men stort set intet opnået. Au contraire, i 00’erne stod halvdelen af Europas byggekraner i Spanien og byggede dyre lejligheder til et overophedet boligmarket der var godt fyret op af illegale kriminelle investeringer.

Hvilken stir institutionel investor gider investerer i Syditaliens korruption og usikkerhed? Sikkert ingen og det er dér problemet ligger. Ikke i Brussels eller Berlin men i en pilrådden politisk kultur.

Holger Nielsen, Lars F. Jensen og peter juhl petersen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

@Frederiksson
Du kan blive ved med at gentage historien om euroens tilblivelse. Man kan eventuelt tilføje, at italienerne og spanierne aldrig har søgt at komme ud af euroen for at opnå den vidt omtalte konkurrencefordel gennem devaluering, men det forhindrer ikke danske politikere i at sidde i tv-studier og forklare, at euroen er forkert konstrueret.
End ikke grækerne vil af med euroen. Schäuble ville hælde dem ud, men kun i 24 timer, så blev han fløjtet tilbage af Berlin og Paris.

Holger Nielsen, David Zennaro, Lars F. Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

En artikel sammen med andre tidligere artikler om de pågående forhandlinger om EUs budget for de næste 7 år, og en genopretningspakke, der "sælges" under falsk varebetegnelse i fint indpakningspapir, og alene indeholder yderligere forsørgelse af Sydens lande de næste 30 - 50 år til tonerne af de "gamle sange fra de varme lande" for 30 - 50 år siden, da man oprettede udviklings- struktur-fondene, som overførte mia. og atter mia. til sydens lande, den fremtidd vi har i dag, og viser sig at have været løgn og bedrag. om "det vil komme jer selv tilgode i fremtiden".

Vi må konstatere der intet er kommet ud af disse mange mia. norden har postet i syden via disse fonde i EU, kun turismen er udviklet, og som med corona-virussen er knækket helt sammen, for der er ikke sket nogen teknisk eller strukturmæssig udvikling sted, så syden er kommet på højde med nord.

Selv i Lombardiet i Norditalien er vejstrukturen transportmæssigt en middelalderlig affære, med smalle to-sporede veje bestrøet med betalingssationer, hvorimod effektive motorveje for varetransport ikke er at finde som moderne indfrastruktur.

Tognettet er også en ynk for vare og tjeneste transport mellem regionerne, og udviklingen i de sydlige regioner ser i dag ud som de gjorde tilbage i 1950erne, og længere nede på Scicilien kan italienske politikere let finde en fattig Pietro og hans fattige familie og græde snot over offentlig i EU, som det store billede på hele Italien.

Da corona-virusen kom til de italienske alper, skjulte man politisk problemet ligesom kineserne, og lod kræmmermentaliteten bestemme at der fortsat skulle sælges dyre drink på alpehotellerne, i stedet for at slå international alarm om corona-virus, så Italienske politikere er selv skyld i udviklingen af corona-virus spredningen - og ingen andre bærer skylden herfor.

Hele verden er ramt af denne pandemi, - det er ikke kun Italien, og andre sydlige lande, men det der står tydeligt og klart er, - de enkelte lande har handlet vidt forskellig i forbindelse med corona-virus, og som en naturlig følge heraf også er ramt meget forskelligt menneskelig og økonomisk, hvor det sidste primært en fejlagtig investering i turisme hovedsagelig, som nævnt ovenfor.

De gamle fonde for udvikling og struktur og de mange mia. der i tidensløb er blevet overført til syden skal nu afløses - eller rettere udbygges / opnormeres til rene forsørgelsesfonde under den løgnagtige betegnelse af Corona-virus hjælp, men det hverken vil eller kan hjælpe på udviklingen eller strukturerne i syden, - de vil blive spist op i stedet for.

Den politiske plathed i EU fra især nogle af sydens politikere, og herunder Italiens Conte har ikke været sene på aftrækkeren med spydige øgenavne af de lande der ikke vil se det fra Italiens side, som en katastrofe - corona-virus, der nærmest alene har ramt Italien, og vi i norden er gået helt fri, men glemmer at erkende - eller evner det slet ikke, at det er en global pandemi der rammer alle.

Den politiske italienske perversion består i udhængningen af disse lande som "sparebanden", og dertil vi står som ødelæggerne indefra og imod solidaritet, men man alt for let glemmer de sidste 30 - 50 års pengeoverførsler fra nord til syd i udviklingens lys uden noget er forandret eller udviklet.

Frankrigs Macron har lige siden sin tiltrædelse som præsident slået slag på slag for en fælles gæld i
EUs navn, som vi alle gerne skulle dele, - men han fortalte blot ikke samtidig, at det var Frankrigs gæld han tænke mest på, EU skulle dele ud over landene i EU.

Dengang sad Schauble på pengekassen i tyskland, og holdt igen, så det blev der ingen "lækker fransk ret ud af med rødvin til", i stedet fik Macron en "kold skulder" af franske gældsstiftelse i tidens løb.

Selvfølgelig jubler Macron over Merkel nu er gået med til fælles gældsstiftelse, og ikke mindst i håbet om der kan scores nogle mia. til at betale af på den franske udenlandsgæld, men det ændrer jo ikke afgørende i den politisk frankrigs præsidient skulle føre for at få balance i økonomien.

Macron ender som den hidtil sidste præsident i rækken, der vil blive husket for sin ligegyldighed i fransk politik.

Endelig er der de hellige danske "eksperter" hvoraf ingen ser noget problem i ovenstående, men
lalleglade kritiserer den danske politik i EU i forbindelse med disse mange mia. der nu med falsk
varebetegnesle yderligere skal fordeles i syden, uden der tilsyneladende er nogen form for
selvforsørgelse i sigte så lang tøjet rækker ud i fremtiden.

Sydens lande må selv række ud efter selvforsørgelsen i fremtiden, for fortiden hjælp har de misbrugt uden der er kommet væredygtig udvikling ud af det økonomisk, og de mange nyepenge skal vi næppe regne med vil blive brugt til udvikling og selvforsørgelse uden for turismens rammer, - hvorfor dog også det, når tosserne i nord alligevel kan knægtes med falske øgenavne for deres afvisning, og krav om kontrol og lån, så vi er fri for nogen tilbagebetaling.

Når vi samtidig kan finde en fattig bondehistorie på Sicilien til at understøtte vore fattigdomshistorie
med i EU, så får jo pengene til forsørgelse i de næste 30 - 50 år.

Disse fælles gæld og forsørgeles-fonde man nu er i gang med at oprette i fællesskabet og solidariteten navne, undergraver hele EU grundlæggende præmisser om økonomisk forvaltning vedr. budgetkotrol og ikke mindst gældsstiftelse indenfor de afstukne rammer i det Europæiske charter i fællesskabet, således at ingen stifter større gæld en deres egen økonomisk og produktion selv kan betale dette uden at belaste de andre lande i EU.

Den nye gældsstiftelse er simpelthen altødelæggende for Unionen og dens fremtid, så det forholder sig lige omvendt af hvad der står i overskriften , som udtalt politisk i EU om Danmark med andre og deres holdning til de økonomiske forhandlinger; "Har I ikke modet til at sige, at I ikke er interesserede i EU og et fællesskab?«", forlige netop dette vil undergrave unionen indefra, og det sker i grådighed og misundelse af syden over dens egen manglende formåen til at skabe udvikling, men i stedet brugepengene på forsørgelse.

Holger Nielsen, Niels Makholm og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar

PS:

Med disse nye lange lån i fællesskabet navn - har man udsat slagsmålet om hvem der skal betale lånene når de skal indfries.

Jørgen Mathiasen

Ikke at jeg tror det hjælper, men Bøghs fremstilling af alarmadfærden fra Italien i den tidlige fase af pandemien er (ligesom resten) fuldstændig i hegnet - men man kan behøver i disse spalter naturligvis ikke at fremlægge nogensomhelst dokumentation for nogetsomhelst.

Den europæiske presse var fuld af alarmer fra italienerne - Bøgh kan kigge engang i The Guardians kommentar-sektion og blive en smule klogere. Vores italienske naboer var forfærdet over, hvad de så i deres eget land. Det samme var de faglige kanaler (lægeverdenen), som man kunne høre på danske sundhedseksperter, og vi kan takke italienerne for, at bl.a Tyskland og Danmark er kommet lempeligt igennem pandemien.

Holger Nielsen, David Zennaro, Lars F. Jensen, Thomas Tanghus, Chris Ru Brix, Eva Schwanenflügel, Henrik Plaschke og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Henrik Plaschke

Skulle der være nogle, der er interesseret i en smule faktuel viden om økonomien i den del af vores fortsat eksisterende fællesskab, der hedder Italien, kan jeg henvise til en kort artikel, netmagasinet Social Europe netop har bragt.

Philipp Heimberger og Nikolaus Krowall tager udgangspunkt i det velkendte spørgsmål:

“Why would affluent northern-European taxpayers want to pour money into an Italian economy that is a basket-case? Except it isn’t.”

Og gennemgår dernæst syv vigtige facts, som også en del danske debattører kunne have godt af at gøre sig bekendt med, om den italienske økonomi:

Philipp Heimberger & Nikolaus Krowall, Seven ’surprising’, facts about the Italian economy, 25, juni, 2020, Social Europe, https://www.socialeurope.eu/seven-surprising-facts-about-the-italian-eco....

Pietro Cini, David Zennaro, Thomas Tanghus, Chris Ru Brix, Eva Schwanenflügel, Jørgen Mathiasen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Thomas Østergaard

Den italienske borgmester kender nok næppe meget til Poul Schlüters udtalelse om unionen, men det danske nej til Mastrichttraktaten i 1990, til euro'en i 2000 og afskaffelsen af retsforbeholdet i 2015 burde han vel have kendskab til, så han ikke behøvede at spørge så dumt?

Det danske svar bør givetvis være: "Jo, jo, vi går skam fuldt og holdent ind for Unionen, men vores grødbønder af en befolkning hyler og skaber sig, så vi er nødt til at spille lidt kostbare".

Alana Frederiksson

“Du kan blive ved med at gentage historien om euroens tilblivelse.”

Ja, for det er ret væsentligt. Det tyskerne opgav for Europa var intet mindre en selve sjælen i det tyske mirakel efter 1949. Der er ingen tyskere der kynisk har siddet og beregnet at nu skulle de tage røven på sydeuropæerne. De har haft bekymringer omkring valutaens stabilitet renteforskellenes store udsving taget i betragtning. Og med rette. De nødvendige arbejdsmarkedsreformer er blevet udskudt igen og igen og igen i Frankrig, Italien, Spanien og Grækenland. Det er ingen overraskelse at de ikke kan komme op i gear igen efter tunge økonomiske katastrofer. Tværtimod, det er åbenlyst at de ikke kan omstille sig og vil forlænge deres egne økonomiske kriser i forhold til konkurrencedygtige stater.

Jørgen Mathiasen

@Frederiksson
Tyskerne taler ganske vist om et økonomisk mirakel i 1950erne, men så udelader de den første periode for den nye valuta, som ikke var noget mirakel.

Bortset fra euro'en har EU-modstanderne brugt megen forgæves energi på at overbevise omverdenen om, at EU ikke er noget fredsprojekt, men meget begyndte med kul & stål-unionen, som var et andet ord for oprustningskontrol. Hvis der er et tysk mirakel, så vil de fleste tyskere forbinde det med forholdet til Frankrig. Det europæiserede Tyskland, som nogle, - denne gang kyndige, sætter spørgsmålstegn ved, er et land, der har søgt og stadigvæk søger konsensus med Frankrig, og EU har netop med tysk tilslutning besluttet forskellige forholdsregler, hvis idegrundlag er fransk. Forbundsrepublikken accepterer et ansvar for fællesskabet, og det kan de skeptiske dårligt forbigå uden at få et problem med deres geopolitiske forståelse. Men Per Øhrgaard har naturligvis fortsat ret i, at Tyskland holder et øje på sine nationale interesser.

For økonomer er alt økonomi. Jeg forstår derimod artiklens emne, det europæiske fællesskab, som en henvisning til noget andet end penge, eksempelvis engagementet for at hjælpe en nabo, som er hårdt ramt af en pandemi, og mirakel eller ej: Tyskerne har det rigtigt godt med at leve i fred med naboerne.

Henrik Plaschke

Jørgen Mathiasen:

”For økonomer er alt økonomi” – nej, sådan tænker vi faktisk ikke alle sammen!

Jørgen Mathiasen

@Henrik Plaschke
Tak for linken til artiklen i SocialEurope. Den havde nogle rigtig gode pointer om italiensk økonomi.
Selvfølgelig skal vi undgå uberettigede generaliseringer, også om økonomer, men de argumenterer nu sjældent med andet end økonomiske bevæggrunde. Under alle omstændigheder var bemærkningen slet ikke tænkt som en kritik af deres faglighed, men derimod som kritik af økonomisk reduktionisme.

Økonomiminister Peter Altmeier blev i går hos ZDF stillet spørgsmål som, "hvorfor skal tyske skatteydere betale for andre landes problemer" etc. Han svarede, som rigtigt er, at Tyskland nyder godt af det indre marked.
Forbundsrepublikken har mange interesser, bl.a økonomiske, men før dem kommer freden. Landet er i mange henseender blevet europæiseret, siden dengang Thomas Mann formulerede modsætningsparret det europæiserede Tyskland versus et tysk Europa. Forfatteren har altså haft fat i den lange ende, men afgørende er naturligvis, at vi forstår på hvilken måde. Tyskerne anser det ikke for geopolitisk adækvat at handle i nationalstatslig ensomhed, og Manns oprindelige diskussion, som først blev bekræftet gennem den tyske fredspolitik og forholdet til Frankrig, er nu overhalet gennem geopolitikken.
Måske var det sidste noget, den danske statsminister skulle drøfte med sin befolkning.

Henrik Plaschke

Jørgen Mathiasen

Jeg er jo enig med dig i, at der er lidt for mange økonomer, der tenderer mod kun at fokusere på økonomiske bevæggrunde og med en snæver forståelse af, hvad sådanne indebærer. Men vi altså også nogen, der har en bredere samfundsvidenskabelig forståelse af økonomi som en samfundsvidenskab forbundet med andre discipliner – hvad enten vi så kalder disse for samfundsvidenskabelige eller humanistiske – og en forståelse for politik, kultur og samfund m.v.

Men det er nok bedre at diskutere sådanne spørgsmål i forbindelse med konkrete problemstillinger.