Baggrund
Læsetid: 4 min.

Nekrolog: Borgerrettighedsforkæmperen John Lewis var »Kongressens samvittighed«

Det demokratiske kongresmedlem John Lewis er død. Som barn så han kun to hvide mennesker, som ung mærkede han adskillelsen af hvide og sorte, og resten af livet kæmpede han for sorte amerikaneres borgerrettigheder
John Lewis (1940–2020).

John Lewis (1940–2020).

Leah Millis

Udland
20. juli 2020

Historien om kongresmedlemmet John Lewis er også historien om racerelationer i USA de seneste otte årtier.

Lewis blev født i en tid, hvor racismen stortrivedes, han var leder af borgerrettighedsprotesterne som ung, og han spillede en essentiel rolle i mange af de mest afgørende og farlige begivenheder i bevægelsen.

Han blev banket af Ku Klux Klan og politiet, sad i fængsel gentagne gange, men fortsatte alligevel kampen, mens han ignorerede venlige stemmer, der advarede ham mod at skubbe for hårdt til apartheidlovgivningen i store dele af USA.

Da de forandringer, som han havde kæmpet for, kom, blev han valgt ind i Repræsentanternes Hus, hvor han også blev leder: Han blev kaldt »Kongressens samvittighed« af avisen The Atlanta Journal-Constitution.

Og mens han var vidne til, at en sort mand blev valgt som præsident, så han også mange af borgerrettighedsbevægelsens hårdt tilkæmpede fortjenester blive trukket tilbage af reaktionære dommere, senatorer og især præsident Donald Trump.

Lørdag døde han af kræft i bugspytkirtlen, 80 år gammel.

Freedom Rider

Lewis blev født i Troy, Alabama. Hans mor og far var forpagtere i landdistrikterne i Pike. Lewis fortalte ofte, at han i hele sin barndom kun havde set to hvide personer. Han gik på lokale skoler og så videre til en raceopdelt High School i Pike. Hans studietid blev hæmmet, da han ikke havde adgang til bibliotekerne, der kun var for hvide: Troy University var kun for hvide, og Morehouse College, hvor han håbede på at kunne studere, var for dyrt.

Så Lewis involverede sig i ikkevoldelige protester. Han begyndte som leder af Nashvilles studenterbevægelse i Tennessee og blev arresteret mange gange, da han organiserede ikkevoldelige protester, de såkaldte sit-ins, mod byens opdelte restauranter og busser.

I 1960 var han og Nashville-kollegerne Dian Nash og Marion Barry hjertet i stiftelsen af SNCC (Student Non-Violent Coordinating Committee), ansporet af Martin Luther King. Andre SNCC-ledere inkluderede den fremtidige Black Power-leder Stokely Carmichael og den fremtidige Georgia-politiker Julian Bond.

Lewis var en af de 13 oprindelige Freedom Riders, demonstranter af blandet etnicitet, der kørte igennem USA’s sydstater i busser for at protestere mod raceadskillelse. I forsøget på at bruge faciliteter kun for hvide på en busstation i Rock Hill, South Carolina, blev Lewis den første Freedom Rider til at blive overfaldet i 1961, da to mænd slog og sparkede ham.

Hele demonstrantgruppen blev angrebet i Anniston, Alabama, mens andre busser blev angrebet og en bombeangrebet. Da James Farmer, leder og Freedom Rider, afbrød busturene på grund af volden, tog Lewis, Dian Nash og Nashville-gruppen over.

Lewis endte 40 dage i fængsel i Mississippi, mens rigsadvokaten Robert Kennedy bad om en »nedkølingsperiode« og et stop af busturene.

At blive formand for SNCC i 1963 gjorde Lewis til en af organisatorerne bag den berømte demonstration i Washington, hvor Martin Luther King leverede I Have a Dream-talen.

Lewis kom selv med en central pointe i sin egen tale, da han sagde:

»Hvilken side er vores regering på?«

Lewis forlod studenterbevægelsen i 1966 og blev formand for Voter Education Project, der havde til formål at registrere minoritetsvælgere.

I 1977 stillede han op til et Kongressæde i Atlanta, der var blevet ledigt, da Andrew Young blev Jimmy Carters ambassadør i FN. Men han tabte valget. Han blev i stedet valgt ind i Atlantas byråd i 1981 og igen i 1986, og da Wyche Fowler forlod Repræsentanternes Hus for at stille op til Senatet, iscenesatte Lewis en bitter kamp for at erstatte ham til primærvalget mod hans tidligere kollega Julian Bond, hvor han bagatelliserede Bonds betydning for borgerrettighedsaktivismen og beskyldte ham for korruption og stofmisbrug.

Troen på protester

Lewis vandt overraskende valget og blev nemt valgt ind i det, der er et sikkert demokratisk sæde. Han blev genvalgt 16 gange, aldrig med mindre end 69 procent af stemmerne og uden modstander seks gange. Han blev opfattet som en af Kongressens mest liberale demokrater, han forblev voldsomt uafhængig. Han stemte imod den første Irakkrig og boykottede indvielsen af George W. Bush, hvis valg han opfattede som illegalt på grund af vælgerfusk i Florida. Lewis nægtede også at overvære Donald Trumps indvielse i 2016.

Men han gav også Bush sin stemme til nødhjælpsresolutionen efter angrebet 11. september 2001, selv om han senere kaldte på en rigsretssag mod Bush for at misbruge den magt. Ironisk nok var det Bush, der i 2003 skrev under på en lov, som Lewis havde foreslået hvert eneste år, siden han blev medlem af Kongressen, og som gik ud på at etablere et museum for afromerikansk historie i Washington.

Han mistede aldrig troen på magten af protester, han blev arresteret to gange på den sudanske ambassade for at demonstrere mod folkedrabet i Darfur og én gang uden for Kongressen for at demonstrere for en immigrationsreform. Han gennemførte en 26 timer lang sit-in, da Senatet nægtede at handle på våbenlovgivningen efter et masseskyderi i Orlando i 2016.

Han støttede Hillary Clinton som den demokratiske præsidentkandidat i 2008, men skiftede kurs og støttede i stedet Barack Obama og kaldte hans kandidatur for et »stort spring« for USA. Da Obama blev valgt, blev Lewis spurgt, om det var opfyldelsen af Kings drøm.

Han svarede: »Det er bare en udbetaling.«

Oversat af Daniel Hovalt Nielsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her