Baggrund
Læsetid: 5 min.

Putin sejrede ved forfatningsafstemningen. Og oppositionen har fået mere at kæmpe for

En ugelang folkeafstemning om en ny forfatning i Rusland er slut, og præsident Putin har sikret sig muligheden for at beholde magten de næste 16 år. Nu diskuterer oppositionen sine muligheder efter en afstemning, hvor den end ikke kunne føre valgkamp
Russerne har som ventet stemt ja til højere mindsteløn, Gud i forfatningen, forbud mod homoægteskaber – og til at deres præsident, Vladimir Putin, kan sidde frem til 2036, hvis han ønsker det.

Russerne har som ventet stemt ja til højere mindsteløn, Gud i forfatningen, forbud mod homoægteskaber – og til at deres præsident, Vladimir Putin, kan sidde frem til 2036, hvis han ønsker det.

Ryumin Alexander

Udland
3. juli 2020

Russerne har som ventet stemt ja til højere mindsteløn, Gud i forfatningen, forbud mod homoægteskaber – og til at deres præsident, Vladimir Putin, kan sidde frem til 2036, hvis han ønsker det.

Med 99,9 procent af stemmerne talt op stemte 77,9 procent af vælgerne for forfatningsændringerne, mens 21,3 procent ifølge BBC var imod. Valgdeltagelsen var på 65 procent. Ændringen af forfatningen var dog allerede godkendt i parlamentet, og folkeafstemningen er vejledende. Men Putin havde gjort afstemningen til en popularitetstest og fastholdt, at afstemningen var nødvendig for at legitimere ændringerne.

Og hvordan stiller det så oppositionen?

Dårligt, mener Aleksandr Sjursjev, der er ansat ved oppositionspolitikeren Aleksej Navalnijs stab i Sankt Petersborg og var kampagneleder ved lokalvalgene sidste år.

Aleksandr Sjursjev frygter, at oppositionen nu vil få endnu sværere ved at bryde igennem til magten. For netop denne afstemning har sat en ny rekord i forskelsbehandling, mener Sjursjev, der er en del af Ruslands såkaldt ikkesystemiske opposition – det vil sige de partier, der står uden for parlamentarisk indflydelse.

»Vi (oppositionen, red.) har simpelthen fået totalt forbud mod at lave modkampagner. Teknisk set, fordi det er en forfatningsafstemning, men medierne har jo været fyldt med alt andet end neutrale budskaber fra den anden side. Jeg siger ikke, at Forenet Rusland eller Putin ikke er populære. Men vi bliver jo holdt ude af konkurrencen til at begynde med.«

Ensretning vs. diversitet

Den russiske oppositions dilemmaer er, at enten danner partierne fælles front og fokuserer på at vælte præsident Vladimir Putin og Forenet Rusland af pinden. Eller også forsøger hvert parti at slå igennem med deres egen politiske dagsorden.

Under lokalvalgene sidste år havde Aleksej Navalnij succes med den første tilgang, idet han introducerede kampagnen ’Stem Klogt’. Den instruerede vælgere i at stemme taktisk på den kandidat, der havde størst sandsynlighed for at slå Forenet Rusland, uanset om man ellers var enig med kandidaten eller ej.

»I mine øjne er der en klar idé i at stå mere forenet om det fælles mål. Vi har diskuteret det her i 20 år. Sovjetregimet blev heller ikke besejret af et flerpartisystem i første omgang,« siger Aleksandr Sjursjev.

Det er Anna Arutunyan ikke helt enig i. Hun er politisk analytiker og forfatter til bogen Mystikken om Putin fra 2015. Hun mener, at et for stort Putin-fokus hos oppositionen spænder ben for det egentlige formål: at udvide diversiteten i russisk politik og forbedre demokratiet.

»Det største problem for oppositionen i de seneste 20 år har i mine øjne været, at man har været lidt for optaget af at finde en leder, der kan besejre Kreml. Det er både farligt og ineffektivt: Så længe dit hovedmål er at bekæmpe Putin, definerer du dybest set dig selv på Kremls egne præmisser, og så tilbyder du ikke noget demokratisk alternativ,« siger Anna Arutunyan og henviser til, at oppositionen i Rusland er en alsidig flok med partier på begge yderfløje og omkring den politiske midte.

Alternative kanaler

Anna Arutunyan har dog bemærket en udvikling: I disse år involverer oppositionspartier sig i stigende grad i lokale, politiske sager, og i Moskva og andre byer har man haft succes med at påvirke lovgivningen og vinde konkrete dagsordener.

»Disse sejre ser måske små ud, men for mig er det faktisk et godt tegn, at man koncentrerer sig lidt mindre om Kreml og forsøget på at bryde ind i de højere magtkredse og mere om at skabe forandring for befolkningen i samarbejde med de lokale lovgivere. Så kan det vokse derfra,« siger Anna Arutunyan.

Fordi mange russiske oppositionspartier står helt uden for det parlamentariske system, har de måttet finde andre kanaler at skabe indflydelse igennem.

Aktivisme er ét værktøj. Sidste sommer arrangerede adskillige politikere – herunder de tidligere medlemmer af Jabloko-partiet Ilja Jashin og Julia Guljamina – større demonstrationer i forbindelse med Moskvas byrådsvalg. De blev efterfølgende idømt fængselsstraffe på nogle uger.

Desuden laver flere oppositionskanaler informationskampagner om korruption, der afslører politikere, som trods en relativ beskeden årsløn køber store biler og kæmpevillaer i udlandet.

»Nogle oppositionspolitikere kan man nærmest kalde for undersøgende journalister. De formidler information om det regerende parti via efterhånden meget etablerede kanaler og blogs,« siger Aleksandr Sjursjev.

Anna Arutunyan tilføjer dog et »men« til korruptionsafsløringerne:

»Jeg har respekt for, at de afdækker ulovligheder. Men det skaber også en informationskrig og en polarisering. Det underminerer muligheden for samarbejde,« siger hun.

Kremls balancegang

Ifølge Aleksandr Sjursjev er den ikkesystemiske oppositions forhold til de øverste myndigheder dog så dårligt, at man alligevel ikke har noget at miste. Det skyldes især den hårde linje, han i de seneste år har oplevet fra styret i forbindelse med demonstranter. Der er blevet idømt høje bøder og fængselsstraffe på flere år.

»Myndighederne er blevet mere aktive i forhold til at holde på deres magt. Til valgene foregår stemmeforfalskningen helt åbenlyst, og demonstranter bliver sat i fængsel i flere år og idømmes bøder for at ytre en mening. De autoritære metoder bliver i stigende grad totalitære,« siger Aleksandr Sjursjev.

Der findes dog også sager, hvor anklager imod styrets kritikere er blevet trukket tilbage, eller hvor dommen har været mildere end forventet. Det skete for journalisten Ivan Golunov i efteråret, youtuberen Jegor Sjukov i december og senest for stjerneinstruktøren Kirill Serebrennikov, der slap med en betinget dom, selv om anklageren havde krævet seks års fængsel. I alle tilfælde var et massivt pres fra civilsamfundet formentlig med til at påvirke resultatet.

Regeringen veksler således mellem hårde metoder og lempelse. Ifølge Anna Arutunyan vil man nemlig to ting på én gang:

På den ene side har man ikke noget imod, at oppositionen afreagerer. På nogle områder vil man endda gerne samarbejde, og et spirende civilsamfund er heller ikke noget, regeringen partout er imod.

På den anden side vil man ikke afgive magt.

»Du kan ikke samarbejde med andre, hvis du ikke er villig til at give dem lidt handlerum. Det er styrets største problem,« siger Anna Arutunyan.

To slags oppositioner

Regeringspartiet Forenet Rusland har typisk svaret på anklagerne om magtfuldkommenhed med, at der er adskillige oppositionspartier i parlamentet. For eksempel kommunisterne, der sidder på 42 ud af dumaens 450 sæder. De partier bliver dog ofte kritiseret for kun at udfylde en symbolsk rolle.

»Parlamentsoppositionen kritiserer alt det, regeringen gør. Men man ender alligevel med at stemme for selv de mest Kreml-venlige forslag,« siger Anna Arutunyan.

Situationen i regionerne er dog en anden, fortæller hun: »Der tiltrækker parlamentsoppositionen en masse nye aktivister og politisk engagerede. Det tilbyder dem en lokal infrastruktur og et netværk, og der er generelt højere til loftet i forhold til at ytre sin mening.«

Aleksandr Sjursjev og partierne i den ikkesystemiske opposition peger på parlamentsvalget i 2021 og præsidentvalget i 2024 som afgørende for at vinde mere indflydelse.

»Oppositionen er bedre forberedt nu end til parlamentsvalget i 2016. Men regeringen sover heller ikke, og nu ligner det, at Putin vil blive siddende endnu længere. Vores opgave er at løse problemet med, at vi bliver nægtet adgang til valgene. For det kan jo sætte en stopper for selv de bedste strategier i 2021 og 2024,« siger Aleksandr Sjursjev.

 

Serie

Den evige Putin

Ruslands Vladimir Putin overraskede de fleste, da han tidligere på året annoncerede en folkeafstemning, der kan forlænge hans regeringsperiode til 2036. Men det er ikke de eneste forfatningsændringer, russerne skal stemme om den 1. juli. Ændringerne vil gøre Rusland mere nationalt konservativt, og landet vil lukke sig mere om sig selv, lyder vurderinger. Op til valget kigger Information nærmere på Putins Rusland.

Seneste artikler

  • Forfatningsafstemningen i Rusland har ingen rigtige vindere. Ikke engang Putin

    3. juli 2020
    Rusland har fået en ny forfatning, som tegner en fremtid med mere Putin, mere konservativ ideologi og afstand til det internationale samfund. Både tiden før og under valget har dog vist et styre, der er i krise, og hvis bedste bud på en løsning er opretholdelse af status quo
  • Trods ny forfatning: Putin er ikke så enevældig, som man skulle tro

    2. juli 2020
    Vladimir Putin ventes at vinde folkeafstemningen, der kan forlænge hans embede til 2036. Men hans magt er ikke så uindskrænket, som det ofte bliver fremstillet. To ruslandkendere analyserer de politiske fraktioner, som den russiske præsident omgiver sig med
  • Generation Putin: Forandring, ikke stilstand, bør definere fremtidens Rusland

    29. juni 2020
    Vladimir Putin har regeret Rusland i 20 år, og i løbet af den tid er en ny generation vokset op. Information har spurgt tre unge russere fra den såkaldte Generation Putin, hvad de synes om præsidenten, der har siddet på magten i hele deres levetid, og hvordan de ser på forslaget til en ny forfatning, der kan holde Putin på posten frem til 2036
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Ida Sparre-Ulrich

Så kan vi glæde os til 16 år mere med Putin .... mindst !!

Peter Hansen

Spørgsmålet er om dette er en sejr for Putin, for når det nu med demokratiske midler er umuligt at vælte både Putin og det nuværende styre, så sker det nok igen og måske indenfor få år, på udemokratisk vis.

Det eneste spørgsmål er så bare hvor meget blod der vil flyde i gaderne, eller om det bliver en fredelige transaktion ligesom da Sovjetunionen brød sammen.