Nyhed
Læsetid: 4 min.

Tidligere CIA-chef: »Trump har kapituleret over for coronavirus«

Leon Panetta, en af USA’s mest respekterede politiske veteraner og embedsmænd, anklager den amerikanske præsident for at udvise mangel på lederskab og lade amerikanerne i stikken i den værste sundhedskrise i USA i et århundrede
Personale i gang med at gøre rent hos en corona-patient på et hospital i Houston, Texas. Coronavirussen har smittet over 2,8 millioner amerikanere og taget livet af 131.000 af dem, viser de nyeste talopgørelser fra Johns Hopkins-universitetet. Onsdag nåede tallet for nye daglige smittetilfælde for første gang op over 50.000 – et rekordniveau under USA’s smitteudbrud

Personale i gang med at gøre rent hos en corona-patient på et hospital i Houston, Texas. Coronavirussen har smittet over 2,8 millioner amerikanere og taget livet af 131.000 af dem, viser de nyeste talopgørelser fra Johns Hopkins-universitetet. Onsdag nåede tallet for nye daglige smittetilfælde for første gang op over 50.000 – et rekordniveau under USA’s smitteudbrud

Udland
4. juli 2020

Donald Trump er »reelt deserteret fra det lederskab, han skulle udvise for et land, der står i en dyb krise«, udtaler Leon Panetta, som tidligere har været amerikansk forsvarsminister og direktør for CIA.

Panetta, som har tjent i høje embeder under ni amerikanske præsidenter, er den seneste fremtrædende offentlige figur, som retter en direkte anklage mod Trump for at have kapituleret over for COVID-19-pandemien og dermed ladt amerikanerne i stikken. I sin udtalelse bruger han et udtryk fra amerikanske militærjargon – awol (absent without leave)der kan oversættes med ’desertering’ eller ’ulovlig rømning fra tjenesten’.

»Det her er en kæmpekrise,« sagde Panetta til nyhedskanalen CNN onsdag, idet han henviste til, at den amerikanske regerings chefekspert i virusbekæmpelse, Anthony Fauci, har advaret om, at USA snart kan ramme 100.000 nye smittetilfælde pr. dag.

»Men i stedet for at samle indsatserne i en national strategi, der kan imødegå krisen, er præsidenten optaget af at skrive Twitter-beskeder om vandalisme og andre ting for at aflede opmærksomheden fra den krise, som trænger sig på.«

Han tilføjede: »Vi har en præsident, som ikke udviser nogen vilje til at stille sig i spidsen og gøre det, som er nødvendigt for at lede landet i en dybt alvorlig krisestund. Jeg har aldrig oplevet mage til ansvarsforflygtigelse hos nogen tidligere præsident.«

Coronavirussen har smittet over 2,8 millioner amerikanere og taget livet af 131.000 af dem, viser de nyeste talopgørelser fra Johns Hopkins-universitetet. Onsdag nåede tallet for nye daglige smittetilfælde for første gang op over 50.000 – et rekordniveau under USA’s smitteudbrud. I hele 40 stater meldes smitten i eksplosiv vækst. 12 stater har indtil videre sat deres planer for at genoplukke samfundet i bero, og hospitalernes senge- og testkapacitet meldes igen at være presset til det yderste.

Dobbelt svigt

Trump beskyldes for dobbelt ledelsessvigt: Først bagatelliserede han virussen i januar og februar og siden, efter en hektisk april måned, hvor han førte sig selv frem som selvbestaltet »krigstidspræsident«, pressede han hæmningsløst på for at få staterne til at åbne igen og skød sin egen valgkamp i gang. Nu har han tilsyneladende stukket hovedet i busken igen. Ligesom i pandemiens første fase påstår han, at virussen på et tidspunkt bare »vil forsvinde af sig selv« – »det håber jeg da,« tilføjede han, da han onsdag blev interviewet af Fox News.

Da Trump i sidste uge holdt vælgermøde i et livetransmitteret Fox News-program med tv-værten Sean Hannity, var der kun afsat tre minutter til at diskutere coronavirus, viser en analyse fra CNN. Og da den særlige task force, som Det Hvide Hus har nedsat til bekæmpelse af coronavirus, holdt sin første pressebriefing i næsten to måneder, fandt den sted i USA’s sundhedsministerium og ikke i Det Hvide Hus. Og blev præsenteret af vicepræsident, Mike Pence, hvor Trump tidligere selv har ført ordet.

Trumps Twitter-feed domineres til stadighed af angreb på modkandidat Joe Biden, raseriudbrud over statuer, der væltes, krigeriske trusler om at sikre ’lov og orden’ med alle midler og selvhævdende udtalelser om at være »THE LONE WARRIOR!« – virussen derimod nævner han kun sjældent.

Da The Guardian onsdag spurgte Kayleigh McEnany, pressesekretær i Det Hvide Hus, om præsidenten med overlæg har besluttet sig for at udtale sig mindre om virussen, svarede hun følgende: »Præsidenten fokuserer ikke på at tale. Han fokuserer på at handle. Og den her regering har taget historiske skridt med hensyn til coronavirus.«

»Vi har overskydende mængder af værnemidler … og en enorm mængde af respiratorer på lager. Ting, vi fik at vide, aldrig ville kunne gøres, er blevet gjort under denne regering. Vi tester over 600.000 om dagen. Denne præsident har udrettet en historisk indsats med hensyn til coronavirus.«

Sorteper

Men demokraterne hævder, at Trump ignorerer en katastrofe og forsøger at sende sorteper videre til lederne af de enkelte stater. I en tale i Wilmington, Delaware, tirsdag, erklærede Biden: »Det ser ud til, at vores krigspræsident har overgivet sig, vinker med det hvide flag og har forladt slagmarken.«

Moe Vela, en demokratisk strateg og tidligere chefrådgiver for Biden i Det Hvide Hus, siger: »Jeg tror, han virkelig selv tror på, at hvis bare han ikke taler om det og distraherer os fra det, så vil vi på en eller anden måde glemme, at han var ansvarlig for det.«

»Han tror, at hvis han taler om noget andet, fokuserer på et andet emne eller opfører sig på en eller anden bizar måde, så vil vi glemme, at mennesker dør. Men hvordan kan man glemme, at mennesker dør? Det her er ikke bare en genopblussen – det er en fortsættelse af et uhyre dødbringende virusudbrud, der spreder sig som en løbeild, og han løber selv i den stik modsatte retning.«

Vela, der i dag er ’chef for gennemsigtighed’ i teknologivirksomheden TransparentBusiness, tilføjer: »Trump kan let rangere i top 1 eller top 2 over eksempler på fejlslagen ledelse i vores lands historie. Hvis man sætter ham op over for Abraham Lincoln, får man en dramatisk illustration af ekstreme modsætninger i spektret for lederskab.«

En undersøgelse fra Hart Research for lobbygruppen Protect Our Care konstaterer, at også de vælgere, der ellers bifalder Trumps håndtering af økonomien, tillægger hans forkludrede reaktion på virussen, højere betydning i deres vurdering af ham. Godt 57 procent af vælgerne i meningsmålingen vurderer, at Trumps indsats mod pandemien har forstærket risikoen for, at mange flere mennesker vil dø af coronavirus, mens kun 17 procent mener, at den har mindsket samme.

Samlet set konstaterer undersøgelsen, at 60 procent af vælgerne ikke bifalder Trumps håndtering af coronaviruskrisen, og at 57 procent mener, at præsidenten bærer skylden for de dødsfald, der er forbundet med krisen.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole Svendsen

Donald Trump er en på alle måder inkompetent og uduelig præsident med en uhørt selvovervurdering.

Han flopper totalt som leder i den største krise i USA's historie, hvor flere store kriser falder sammen på en super uheldig måde:

En corona-epidemi totalt ude af kontrol, raceuroligheder pga. et forståeligt opgør med strukturel racisme efter Floyds død, en økonomi i frit fald, mio og atter mio amerikanere uden sundhedsdækning, hvor der er allermest brug for den, et USA der aldrig har været mere polariseret, bl.a. pga. Trumps os-og-dem retorik.

Læg dertil den mest inkompetente ledelse af USA med en præsident, der lever i en fantasiverden, hvor han er "a very stable genius" + et Hvidt Hus, som er blevet fyldt med inkompetente folk. Et resultat af at Trump systematisk har fyret de kompetente folk og erstattet dem med rygklappere og spytslikkere.

Har svækket NATO, har gjort sig utilbens overfor allierede, ville købe Grønland, har anerkendt Israels besættelse af Vestbredden og flyttet USA's ambassade til jerusalem, svigtede Kurderne, der havde kæmpet side om side med USAs tropper mod IS og lod dem blive kanon-føde for Erdogans militær, har svækket miljøbeskyttelsen, trukket USA ud af Paris aftalen, benægter videnskabelige fakta og kalder klima forandringer fake news. er patologisk løgner og har ifølge Washington Post fakta tjek på 1226 dage kommet med 19,128 falske eller vildledende påstande pr 29 maj 2020.
https://www.washingtonpost.com/graphics/politics/trump-claims-database/

Ufatteligt at de republikanske politikere holder hånden over ham på trods af alt dette.

Man må håbe, at Biden slår Trump til november og at Demokraterne gør rent bord og får flertal i både Repræsentanternes Hus og Senatet.

Der er bare meget langt tid til januar 2021, og starten af næste præsidentperiode, når man tænker over hvilke dumheder Trump kan nå at begå inden da. Selv en Biden i Det Hvide Hus vil ikke kunne reparere skaderne efter 4 år med Trump.

Skulle han overraske, og der bliver 4 år mere til Trump - jeg tør slet ikke tænke på det!

Svend Erik Sokkelund, Arne Stensgaard Berg, Frank Borchorst, Katrine Damm, Søren Fosberg, Lisbeth Glud, Holger Nielsen, Eva Schwanenflügel, Issa Chaaban, Lis djørup, Kim Houmøller, Peter Beck-Lauritzen, Torben K L Jensen, Torben Arendal og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

En del republikanere er begyndt at sætte foden ned i forhold til Trump bla. ved at lave en masse korte og personlige videoer.
Men se selv:https://www.youtube.com/watch?v=oblNMWrwlsQ

Svend Erik Sokkelund, Ole Svendsen, Lisbeth Glud, Holger Nielsen, Eva Schwanenflügel, Issa Chaaban og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Helle Walther

Ja vil amerikanerne deres eget bedste fravælger de ham massivt 3.11.20. Han bliver værre og værre og hans underlige retorik og enfoldige udtryksform, som mere henvender sig til folk som er meget nemme at narre. Han er det værste USA har oplevet til dato mht en præsident.

Svend Erik Sokkelund, Ole Svendsen, Katrine Damm, Torben Arendal, Søren Fosberg, Lisbeth Glud, jens christian jacobsen, Holger Nielsen, Eva Schwanenflügel og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Jo, men mennesker, de rige, er jo ikke i fare. Det er jo kun pøblen, som risikere livet som i så mange andre situationer i Guds eget land. Utroligt at det amerikanske folk bliver ved med at fine sig i at leve som slaver i et kapitalistisk diktatur stat.

Og endnu mere utrolig, at resten af verden, ikke mindst EU, lukker øjnene for den død og ødelæggelse USA vedbliver med at sprede ud over verden.

Ole Svendsen, Torben Arendal, Christel Nellemann, Søren Fosberg, Michael Waterstradt, Lisbeth Glud, Ib Christensen, jens christian jacobsen, Holger Nielsen, Per Torbensen, Eva Schwanenflügel og Issa Chaaban anbefalede denne kommentar

Forsvarsminister Leon panetta, da han i 2012 blev spurgt i 60 minutes om hvor mange krige amerikanerne var involveret i:

Det er et godt spørgsmål hahaha haha hahaha.

Hvordan kan nogen tænke.....lad mig ringe og høre hvad Leon Panetta har at sige?!

Ole Svendsen, Torben Arendal, Holger Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Arne Stensgaard Berg

Det gør på ingen måde katastrofen mindre, men jeg synes det er rimeligt at påstå, at amerikanerne på mage måder ligger som de har redt. De har i stor stil købt ind på billedet af, at offentligt finansierede sociale sikkerhedsnet er renlivet kommunisme, og at pengene har det bedst i borgernes lommer. Nu har Covid-19 situationen så sat en fed streg under, at borgernes lommer ikke tilnærmelsesvis er dybe nok til at kunne betale hospitalsregningen, endsige finansiere en længere periodes ledighed.

Dermed er et overvældende flertal af amerikanerne ”left between a rock and a hard place”, som de siger derovre: Skal de gå på arbejde og risikere at blive smittet af en sygdom, hvis pleje de ikke har råd til at betale for, eller skal de blive hjemme, med udsigt til ikke at kunne betale købmanden og huslejen lige om lidt? Jeg forestiller mig, at det på ingen måde er en let beslutning at tage…

Ikke at de ikke har haft et valg. Af hele to omgange er de blevet tilbudt hvad der, i det mindste i amerikansk kontekst, bedst kan betegnes som en alternativ vej i skikkelse af Bernie Sanders. Men begge gange har de takket pænt nej, oven i købet allerede i de indledende primærvalg. I stedet er de gået efter en ”mere af det samme-politik”, hvor de få, der allerede har, åbenlyst gives mere på bekostning af de (alt for) mange, der ikke har.

Man kan naturligvis kun gisne om Sanders’ chancer, hvis pandemien havde ramt landet tidligere, eller primærvalgene var faldet senere, men jeg tror oprigtig talt ikke det havde gjort den store forskel. Dels virker det som om den amerikanske folkesjæl indeholder en ikke ubetydelig mængde masochisme, og dels er det amerikanske system skruet sådan sammen, at den, der kan rejse pengene, er den der får magten, næsten uanset hvilken politik vedkommende går til valg på…

Jeg vil ikke bruge mange ord på Donald Trumps uformåenhed. Den har Ole Svendsen beskrevet så glimrende ovenfor. Men med til vurderingen af Trumps gøren og laden i forbindelse med Covid-19 hører, at Verdens Mest Magtfulde Mand i virkeligheden er væsentligt mindre magtfuld hjemme i egen stue end fx en dansk statsminister.

Føderal indgriben i den menige amerikaners liv har alle dage været et ”no go”, så Trumps muligheder er i virkeligheden ret begrænsede. Han kunne naturligvis vælge at tiltage sig den magt, der skal til, men det skulle han i så fald gøre, vel vidende, at hans indblanding vil blive taget overordentligt ilde op, ikke mindst blandt hans kernevælgere. Så hvis man gerne vil genvælges som præsident, er det sikre kort at overlade upopulære beslutninger til lokale guvernører i de respektive delstater. På den måde undgår man så at sige risikoen for, at skraldebilen ender med at bliver parkeret udenfor Det Hvide Hus.

Så skyd bare på præsidenten. Men han har blikket stift rettet mod tirsdag den 3. november 2020, og det overskygger tydeligvis alt andet i hans verden, inklusive (foreløbig) mere end 130.000 Covid-19 relaterede dødsfald. Dertil kommer, at novembers præsidentvalg står mellem ”Det samme” og ”Mere af det samme”, og at amerikanerne tilsyneladende har det fint med, at én procent af dem ejer op mod 40% af alle samfundets værdier, og at det offentlige ikke blander sig i noget som helst. Så vi skal nok ikke forvente, at tingenes tilstand ændres væsentligt i en overskuelig fremtid, og i det scenarie har pandemien gode overlevelseschancer. Det har den gennemsnitlige amerikaner til gengæld ikke.

Ole Svendsen, Svend Erik Sokkelund og Trond Meiring anbefalede denne kommentar