Baggrund
Læsetid: 5 min.

Tjetjeniens kritikere dræbes i Europas byer – og sporet leder tilbage til Moskva

Sidste søndag blev en eksiltjetjener skudt uden for Wien. Mordet er del af en tendens de seneste måneder, hvor prominente kritikere af det tjetjenske styre bliver dræbt i europæiske byer – og sporene ved flere af attentaterne leder tilbage til de russiske efterretningstjenester
Ramsan Kadyrov har ved hjælp af russiske midler genopbygget republikken fra dens krigsramte tilstand. Men samtidig har han i vid udstrækning af Putin fået frie hænder til at handle, som han ønsker i Tjetjenien.

Ramsan Kadyrov har ved hjælp af russiske midler genopbygget republikken fra dens krigsramte tilstand. Men samtidig har han i vid udstrækning af Putin fået frie hænder til at handle, som han ønsker i Tjetjenien.

Kirill Kudryavtsev

Udland
18. juli 2020

Blodige overfald med geopolitiske konsekvenser er ikke just hverdag i den svenske provinsby Gävle, der ligger nord for Stockholm. Det mest opsigtsvækkende i den mellemstore provinsby plejer at være den årlige kæmpestore julebuk af strå, der bliver opsat på byens torv hver december. 

Men en eftermiddag i februar blev den rolige by pludselig centrum for spændinger, der tilsyneladende bunder i konflikter 3.500 kilometer derfra.

Den 26. februar klokken 13 vågnede en eksiltjetjensk blogger, der skjulte sig i byen, ved at få en tung metalhammer i hovedet. Han slog øjnene op og så en fremmed mand med en hammer i hånden. 

Scenen udviklede sig til et slagsmål mellem de to – først på sengen og senere på gulvet, hvor eksiltjetjeneren formåede at gribe fat i mandens hår med venstre hånd og stikke højre tommelfinger direkte i øjet på sin overfaldsmand. Herefter faldt gerningsmanden til gulvet og tabte hammeren, hvorefter eksiltjetjeneren greb den og slog sin modstander med hammerens håndtag, indtil han var hjælpeløs. 

Den brutale slåskamps efterspil blev efterfølgende sendt ud til resten af verden. For udmattet og gispende efter luft greb den tjetjenske blogger telefonen og satte gang i en livetransmission til sine mange følgere på Instagram.

På videoen ser man en mand ligge opgivende med udstrakte arme og ansigtet mod et linoleumsgulv. Omkring mandens hoved flyder en massiv blodpøl. 

»Hvem har sendt dig,« hører man den prustende blogger råbe på russisk.

Overfaldsmanden svarer, at han er sendt af en person fra Grosnij – hovedstaden i Tjetjenien – men at han selv er fra Moskva.

En detalje, der går igen blandt rækken af attentaterne på tjetjenere, der på det seneste har været i Europa. 

Ikke alene

Bloggeren hedder Tumso Abdurakhmanov, og svaret på, hvorfor en moskovit sendt af en tjetjener er ude efter ham, er formentlig det samme som svaret på, hvorfor han stadig lå og sov klokken 13. I stedet for at bruge natten på at sove, har han arbejdet på endnu en video til sin youtubekanal, hvor han jævnligt kritiserer det tjetjenske styre og republikkens præsident, Ramsan Kadyrov.

Et budskab med klangbund – youtubekanalen har 350.000 abonnenter på trods af, at der kun er 1,4 millioner indbyggere i Tjetjenien. 

Angrebet i februar skete, kort efter at formanden for det tjetjenske parlament, Magomed Daudov, der er nær allieret med republikkens præsident, havde bebudet blodhævn over Abdurakhmanov og forsikret, at han ville finde ham. Daudov har dog afvist at stå bag angrebet, der skete på hans fødselsdag. 

Abdurakhmanov har selv længe advaret om, at han og andre eksiltjetjenere lever i livsfare. På sin youtubekanal har han afdækket og kritiseret en række andre mord på de op mod 130.000 tjetjenske flygtninge i europæiske lande. 

Senest blev en 43-årig eksiltjetjener, der også var hyppig kritiker af Kadyrov på YouTube, skudt ned forrige søndag uden for et shoppingcenter i Wien. En 47-årig russer flygtede i bil, men blev opsporet af en politikhelikopter og anholdt 150 kilometer fra gerningsstedet. Sagen undersøges nu af Østrigs antiterrorpoliti, der understreger, at det er uklart, hvorvidt drabet havde et politisk motiv. 

Abdurakhmanov har efterfølgende i en af sine youtubevideoer understreget, at han ikke er overrasket over det seneste attentat. 

»Det har gjort os vrede og kede af det, men det har ikke overrasket os. Alle forstår udmærket, hvorfor han blevet dræbt, og hvem der står bag,« fortæller han i videoen. 

Også her i avisen har vi beskæftiget os med de tjetjenske drab. Senest Zelimkhan Khangoshvili, der den 23. august blev skudt på åben gade i Berlin. Her cyklede gerningsmanden op til Khangoshvili og skød ham flere gang i hovedet.

Det undersøgende medie Bellingcat rapporterede efterfølgende, at Ruslands føderale sikkerhedstjeneste, FSB, samt det russiske militærs hemmelige efterretningstjeneste, GRU, begge var involveret i mordet.

Ifølge Bellingcat har FSB i 2012 delt en liste over efterlyste personer med tyske efterretningstjenester. Fem af de 19 tjetjenere på listen er siden blevet likvideret. Også den amerikanske tænketank Jamestown Foundation har kigget på attentaterne på eksiltetjenere. De beretter, at mindst otte eksiltjetjenere er blevet myrdet i Tyrkiet mellem 2003 og 2013. 

Mordene er del af en tendens de seneste måneder, hvor flere prominente kritikere af det tjetjenske styre er blevet angrebet i europæiske byer. Få uger inden det brutale overfald i Sverige blev en tjetjensk politisk flygtning fundet med flere end 130 stiksår på et hotel i byen Lille i Frankrig. Franske myndigheder fortalte efterfølgende, at den mistænkte gerningsmand var rejst til Rusland dagen efter drabet.

Abdurakhmanov mener, han har påvist en forbindelse mellem gerningsmanden og et medlem af det russiske parlament, der er tæt forbundet til Kadyrov. 

De truede eksiltjetjenere har forskellige profiler. Nogle er indflydelsesrige tjetjenske oprørskrigere, der er negativt stemte over for Kadyrovs alliance med Putin, mens andre er politiske rivaler, kritikere eller whistleblowere, der er imod Kadyrovs totalitære tendenser. 

Russisk støtte

Likvideringen af tjetjenere synes at være en del af en bredere strategi, hvor russere bliver dræbt på fremmed jord. Som forgiftningen af den tidligere informationsofficer Sergej Skripal og hans datter i Storbritannien eller forgiftningen af den tidligere russiske spion Alexander Litvinenko, der ligeledes blev dræbt i Storbritannien. 

Flere af morderne har da også tråde, der fører tilbage til Ruslands sikkerhedstjenester. Men hvad får Ruslands sikkerhedstjenester til at involvere sig i attentater på kritikere af Kadyrov? 

Tumso Abdurakhmanov mener selv, at der er tale om penge. Til BBC har han fortalt, at han har information om, at FSB kan have solgt information om hans tilstedeværelse til Kadyrov.

»Hvis det er sandt, er det langtfra mærkeligt. Det her er Rusland – og det er helt normalt for forskellige statsorganisationer at sælge ting til hinanden. Det har vi set længe i Tjetjenien.«

Penge er en central del af forholdet mellem Rusland og Tjetjenien. Moskva bidrager med en betydelig støtte til republikken, mens Kadyrovs brutale styre sikrer, at der ikke kommer konflikter med styret i Moskva. 

»Det er et praktisk ægteskab,« har Katya Sokirianskaia, tjetjenienkender og direktør for Conflict Analysis and Prevention centre, fortalt til BBC. 

»Det er meget tydeligt, at Putin tænker, at Ramsan Kadyrov løser hans problemer i Tjetjenien. På den anden side er det meget tydeligt, at Vladimir Putin sikrer dennes biologiske overlevelse – overlevelsen for Ramsan Kadrov selv, hans familie, hans børn og hans tætte venner, hans omgangskreds.«

Kadyrov er søn af en tidligere oprørskæmper, der i 90’erne kæmpede for Tjetjeniens uafhængighed, men som ved udbruddet af den anden tjetjenske krig skiftede side og blev allieret med Moskva, hvorefter han blev præsident i republikken. 

Kadyrov har fortsat denne linje fra sin far. Ved hjælp af russiske midler har han genopbygget republikken fra dens krigsramte tilstand. Men samtidig har han i vid udstrækning af Putin fået frie hænder til at handle, som han ønsker i Tjetjenien. En alliance, der tilsyneladende også kommer til udtryk i Europas byer. 

Kilder: Washington Post, Moscow Times, BBC, The Guardian, CPJ.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Beck-Lauritzen

De russere! Er de mennesker? Respekt for andre har lederne og deres håndlangere ikke. Stop de barbarer!

Ja, sådan noget gør amerikanerne heldig!vis ikke, de er derimod et sandt forbillede for friheden

jens christian jacobsen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Peter Beck-Lauritzen og Thomas Andersen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

EB: - ja det breder sig, Kina, Israel, Saudi osv., der er kraftig inflation i den "dårlige" opførsel. USA holder sig heller ikke tilbage!

Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
Alana Frederiksson

Espen Bøgh. I det mindste kan amerikanerne stemme deres demagog hjem i hans penthouselejlighed om et par måneder. Russerne kan ikke engang få deres til at gå af inden 2036.

Thomas Bindesbøll, Peter Beck-Lauritzen, Alvin Jensen, Per Torbensen og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
Thomas Bindesbøll

Kadyrov og Putin er iskolde mafia-typer, hvis håndlangere aikkert allerde planlægger det næste feje mord på en krtisk røst.

Støt de tjetjenske flygtninge - og kræv mere aktiv beskyttelse af dem !

DR P1 Orientering Weekend / Indslag ved 39:44
https://www.dr.dk/radio/p1/orientering/orientering-weekend-2020-07-18/00...

Podcast: BBC "Asignment":
https://www.bbc.co.uk/programmes/w3csz6l3