Baggrund
Læsetid: 7 min.

Trods ny forfatning: Putin er ikke så enevældig, som man skulle tro

Vladimir Putin ventes at vinde folkeafstemningen, der kan forlænge hans embede til 2036. Men hans magt er ikke så uindskrænket, som det ofte bliver fremstillet. To ruslandkendere analyserer de politiske fraktioner, som den russiske præsident omgiver sig med
Både coronakrisen og denne uges forfatningsafstemning om at forlænge Vladimir Putins præsidentperiode til 2036 har påvirket de interne mekanismer i den politiske elite i Rusland.

Både coronakrisen og denne uges forfatningsafstemning om at forlænge Vladimir Putins præsidentperiode til 2036 har påvirket de interne mekanismer i den politiske elite i Rusland.

Yuri Smityuk

Udland
2. juli 2020

Den ikoniske Røde Plads i Moskva er domineret af én bygning: fæstningsværket Kreml. Et overdådigt rødt bygningskompleks med seks paladser, fire katedraler og 19 tårne på den over to kilometer lange mur. Her, bag murens og tårnenes beskyttelse, har tsarer, generalsekretærer og nu præsidenter boet, og herfra har de regeret landet.

Kreml er ikke blot blevet synonymt med Ruslands lederskab – den russiske pendant til amerikanernes Det Hvide Hus – dens arkitektoniske udformning er også en metafor for den russiske magtelite. 

»Der bor kun én præsident på præsidentpaladset, men omkring Vladimir Putin er der mange tårne, der beskytter ham, men som også står i hver deres retning. Derfor kalder man de forskellige fraktioner i den politiske elite for ’Kremls tårne’,« fortæller Tatiana Stanovaja, der er grundlægger af den politiske analysevirksomhed R. Politik og tilknyttet tænketanken Carnegie Moscow Center. 

Og lige netop nu er det afgørende vigtigt at forstå eliten, der omgiver Putin. Det mener både Tatiana Stanovaja og ruslandkender Flemming Rose, der er tidligere Moskva-korrespondent. Begge peger de på, at både coronakrisen og denne uges forfatningsafstemning om at forlænge Putins præsidentperiode til 2036 har påvirket de interne mekanismer i den politiske elite. 

Den politiske elite i Rusland er nemlig et misforstået fænomen, påpeger Tatiana Stanovaja.

Der findes en udbredt fortælling om, at Putin træffer alle de vigtige beslutninger egenrådigt. 

»Men virkeligheden er langt mere kompleks,« siger hun. 

Den vurdering er Flemming Rose enig i. Han forklarer, at der altid har været fraktioner i Kreml, men at de ofte bliver glemt, når magten i Rusland bliver diskuteret. 

»Fortællingen om, at Putin selv sidder med alle beslutningerne, er i høj grad skabt af Putins egne folk, der har været interesserede i en fortælling om den stærke og magtfulde mand. Men faktum er, at du ikke vil forstå noget som helst, hvis du kun fokuserer på Putin – og det er ham, 95 procent af ruslanddækningen handler om.«

Forklaringen på den manglende dækning kan være, at konflikterne i den politiske elite er sværere at få øje på. Og beslutningen om at lave forfatningsændringer, der giver Putin mulighed for at sidde på magten frem til 2036, har desuden sat en dæmper på spekulationerne om, hvem der skal være Putins efterfølger.

Men forfatningsændringerne betyder langtfra, at konflikter mellem grupperingerne er et overstået kapitel, understreger Tatiana Stanovaja.

»De kæmper ikke kun om indflydelse og rigdom, men også om ideologi. Og når Putin den senere tid i stigende grad har distanceret sig fra beslutningsprocessen i hverdagen, har det givet mere rum til, at konflikterne lever videre,« vurderer hun.

Siloviki og systemliberale

Men hvem er grupperingerne så?

Flemming Rose opererer med en opdeling i særligt to fraktioner i den politiske elite: de systemliberale og silovikierne.

De systemliberale er de økonomisktænkende, der interesserer sig for økonomiske reformer, mens silovikierne – en sammenslutning af folk fra politiet, militæret og efterretningstjenester – tænker mere konservativt og reaktionært. For dem er fokus at cementere Ruslands internationale indflydelse, Kremls magt og landets traditionelle værdier, forklarer Flemming Rose. 

Som han ser det, har de to fraktioner nydt godt af hver af de to store udviklinger, der foregår i Rusland lige nu: de systemliberale af coronakrisen og silovikierne af forfatningsafstemningen. 

»De systemliberale – blandt andet finansministeren og centralbankdirektøren – har i høj grad fået lov at håndtere økonomien i coronakrisen, hvilket de har gjort ekstremt kompetent. Tallene er imponerende, når man tænker på, at de både har haft oliekrise og corona. Deres evner har vist sig at være uundværlige for Putins håndtering af økonomien,« fortæller Flemming Rose og peger på landets enorme valutareserve på over 550 milliarder dollar, der overstiger landets relativt lave udlandsgæld.

Men selv om den liberale blok har fået lov at styre økonomien under coronakrisen, sidder den ikke på magten:

»Generelt er balancen på vej mod silovikierne. Udviklingen er, at inderkredsen siden Putins genankomst til Kreml er blevet smallere, og at der ikke er nogen af de systemliberale tilbage i inderkredsen,« siger Flemming Rose.

Det kan man finde eksempler på i forfatningsændringerne. Her lægges blandt andet op til en mere socialt orienteret stat, der fastsætter en minimumløn og øger pensionsydelserne, hvilket ikke stemmer overens med de systemliberales markedsideologi. 

»Silovikierne får både en cementering af nationalstaten i en international sammenhæng, en fastholdelse af Putin ved magten og en række traditionelle værdier såsom at ægteskabet defineres mellem mand og kvinde.«

Tatiana Stanovaja er enig i, at silovikierne har opnået gradvist mere magt de senere år. Det skete særligt, efter Putin vendte tilbage til præsidentposten i 2012 og overtog den fra den mere liberale Dmitrij Medvedev:

»Putin begyndte at gennemgå alle de liberale tiltag, han ændrede sit fokus fra at forsøge at motivere vælgerne med en drøm om en udvikling i landet til at motivere dem med en frygt for udlandet, og hvad der vil ske uden ham på magten,« vurderer hun. 

En dagsorden, som passer silovikierne bedre, hvilket har givet dem mere indflydelse.

Statschefer og teknokrater

Ifølge Tatiana Stanovaja er en af de største udviklinger, Putin har gennemgået, siden han kom til magten, at han ikke længere agerer som en politiker. Med tiden er han snarere begyndt at se sig selv som en missionær.

»Han ser sig ikke som ansvarlig i forhold til samfundet, men som ansvarlig over for historien. Så i stedet for at interessere sig for økonomiske reformer og anden indenrigspolitik, fokuserer han på internationale affærer. Indenrigspolitikken, som han anser for kedelig, er derfor i højere grad blevet uddelegeret til andre.«

Det kom blandt andet til udtryk tidligere på året i forbindelse med annonceringen af forfatningsafstemningen. Her lavede præsidenten en pludselig regeringsrokade, hvor mange af de såkaldte statschefer røg ud.

Folk som den tidligere præsident Dmitry Medvedev, der i mange år har roteret mellem forskellige topjob, har den seneste tid fået mindre indflydelse. I stedet er topposterne blevet besat af unge, mere ukendte teknokrater. Medvedevs premierministerpost blev eksempelvis besat af Mikhail Misjustin, en embedsmand med en baggrund i skatteministeriet. 

Den udvikling hænger ifølge Tatiana Stanovaja sammen med, at Putin har ønsket at gøre Kreml til en maskine, der kan fortsætte hans kurs, når han ikke er der – både lige nu, hvor han fokuserer på udenrigspolitiske dagsordener, men også i fremtiden, når han engang ikke længere er på præsidentposten. 

»Teknokraterne er yes-men, der kun fokuserer på at implementere Putins ideer, mens de erfarne politikere i langt højere grad tænker på egne interesser, og det gider han i mindre og mindre grad at have omkring sig,« konstaterer hun. 

Statsoligarker med olieinteresser

Også inden for erhvervslivet er der konflikter mellem de såkaldte statsoligarker og de private forretningsmænd i Putins inderkreds. 

Statsoligarkerne er en gruppe, der er kendetegnet ved, at de fik kontrol over store statsaktiver i 00’erne og siden har ledet en række enorme statsvirksomheder såsom olie- og gasgiganterne Rosneft og Gasprom.

Statsoligarkerne har hjulpet Putin med at konsolidere sin magt ved at bekæmpe de gamle oligarker, der kom til under Boris Jeltsin i 1990’erne. Et opgør med datidens oligarker har været afgørende for, at Putin har kunnet cementere sin magt, forklarer Tatiana Stanovaja. 

Det kan lyde paradoksalt, men selv om disse nye oligarker er dybt afhængige af staten, har de en liberal agenda, der handler om at styre væk fra den nuværende konservative og isolerende retning. 

»På grund af deres store virksomhedsinteresser har de ofte et internationalt perspektiv og en villighed til forbedre forholdene til Vesten i håb om, at sanktionerne kan formindskes,« siger Tatiana Stanovaja.

Men de senere år har de – ligesom statscheferne – mistet indflydelse, fordi Putin foretrækker at samarbejde med unge embedsmænd uden personlige ambitioner og forretningsmæssige forpligtigelser. 

Forretningsmænd, der ønsker isolationisme

Den patriotiske, konservative og antivestlige retorik finder man til gengæld hos de private forretningsmænd. De leder – modsat statsoligarkerne – ikke statsvirksomheder, men har ligesom statsoligarkerne tjent massivt på deres langvarige bånd til præsidenten samt landets sikkerhedstjenester og politiafdelinger. 

»I modsætning til statsoligarkerne er de ikke bange for Vestens sanktioner. De ser tværtimod isolationismen som en mulighed for at arbejde tættere sammen med staten og dermed styrke forholdet til Kreml,« lyder vurderingen fra Stanovaja.

På den måde minder statsoligarkerne mere om silovikierne, mens de private forretningsmænd minder mere om de systemliberale, der de seneste år har været pressede. 

Men fremtidens dynamik mellem de forskellige fraktioner er for tidlig at spå om. Den kommer blandt andet til at afhænge af, hvordan Rusland kommer ud af coronakrisen sammenlignet med andre lande, mener Flemming Rose.

»Vi ser jo lige nu, at sundhedsvæsenet mangler enormt mange ressourcer, samtidig med at militæret viser sig frem til paraderne med de nyeste fine våben. Man kan sagtens forestille sig, at coronakrisen vil betyde, at der bliver kanaliseret flere penge til sundhedsvæsenet på bekostning af militæret. Så det er ikke sådan, at de konservative er helt uden bekymringer.«

Serie

Den evige Putin

Ruslands Vladimir Putin overraskede de fleste, da han tidligere på året annoncerede en folkeafstemning, der kan forlænge hans regeringsperiode til 2036. Men det er ikke de eneste forfatningsændringer, russerne skal stemme om den 1. juli. Ændringerne vil gøre Rusland mere nationalt konservativt, og landet vil lukke sig mere om sig selv, lyder vurderinger. Op til valget kigger Information nærmere på Putins Rusland.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjørn Pedersen

Ville det være muligt at undersøge, måske ligefrem interviewe, en af de højtstående silovoki for at få en indsigt i dels deres selvbillede som en seperat klasse, men også at finde ud af f.eks. om de har samme ideer om den bedste måde at cementere Ruslands indflydelse internationalt på?

David Zennaro, Reidun Jarlhøj og Karsten Nielsen anbefalede denne kommentar