Interview
Læsetid: 5 min.

Tysk tænker: Jeg havde forstået Nordens socialdemokratier, hvis deres modstand handlede om politik

Den nye EU-aftale er kun historisk, fordi det katastrofale sammenbrud blev afværget, mener den tyske politiske tænker Ulrike Guérot. Hun kalder det beskæmmende, at forhandlingerne kun handlede om at »bøje nationale interesser imod hinanden«
Den nye EU-aftale er kun historisk, fordi det katastrofale sammenbrud blev afværget, mener den tyske politiske tænker Ulrike Guérot. Hun kalder det beskæmmende, at forhandlingerne kun handlede om at »bøje nationale interesser imod hinanden«

Stephanie Lecocq/Ritzau Scanpix

Udland
22. juli 2020

Hovedrolleindehaverne selv er ikke tvivl. Det var et »historisk« EU-topmøde, der tidligt tirsdag morgen mundede ud i fælles enighed om EU’s budget for de næste syv år og i en storstilet genopretningsaftale, der skal hjælpe de betrængte europæiske økonomier ud af den økonomiske krise, som er fulgt i kølvandet på coronapandemien.

Den tyske politiske tænker Ulrike Guérot, der er grundlægger og direktør for det europæiske demokratilaboratorie i Berlin og en af Europas mest markante stemme i debatter om EU’s udvikling og fremtid, er kun delvis enig i de politiske lederes betragtning, fortæller hun over telefonen.

Hun er lettet over, at der trods alt kom et resultat, som alle kunne gå med til. Men hun ser ikke anledning til at bryde ud i ’Ode til glæden’, som EU’s hymne hedder:

»Jo, der blev skabt EU-historie med dette topmøde, alene fordi der kom en aftale i hus, og fordi topmødet strakte sig over så mange dage, at det blev historisk langt. Jeg glæder mig da over, at det lykkedes at afværge en overhængende trussel om et sammenbrud for det europæiske samarbejde, for i en tid med arbejdsløshed i katastrofal vækst i mange EU-lande, ville det have været ubærligt, hvis regeringerne fortsat skulle mundhugges til ind i efteråret.«

– Men kan man kalde topmødet historisk, i den forstand at EU nu ser ud til atter at stå stærkt og samlet  og har fået tilført fremdrift?

»Topmødet var helt sikkert ikke historisk, hvis vi sammenligner med de topmøder i tidligere årtier, hvor der blev udstukket nye retninger for mere integreret samarbejde eller vedtaget mere forpligtende traktater. Der var ikke tale om et historisk gennembrud, som da det indre marked blev skabt, eller eurozonen blev besluttet,« siger hun og fortsætter:

»Al den energi, der blev lagt i forhandlingerne, handlede om at bøje de nationale interesser imod hinanden – ikke om at formulere eller om at gennemføre store projekter til det fælles bedste eller for næste generation af europæere. Politiske visioner og politisk fantasi så vi ikke meget af. Jeg tror, at den egentlige historiske betydning kan ligge i, at det lykkedes for gruppen af mindre lande i den såkaldte sparebande – altså Danmark, Sverige, Østrig og Holland – at udmanøvrere en større gruppe af både større og mindre lande.«

Det er noget »helt nyt«, mener Ulrike Guérot, og efter hendes mening er det »til skade for Europas fælles bedste«.

»Den samarbejdsdynamik, som denne aftale kan indvarsle, ser jeg ikke som løfterig.«

Fransk-tysk tandem svækket

Selvfølgelig er det positivt, at det med EU-mødet lykkedes at opretholde en europæisk enhed, mener Ulrike Guérot.

»Men jeg savnede den solidaritetsånd, som vi så tilbage i marts med opbakning til at udvide EU’s solidaritetsfond til også at omfatte folkesundhedskatastrofer som coronapandemien,« siger hun.

I stedet mener hun, at vi med aftalen har set en »magtforskydning blive cementeret«.

»Vi må igen notere, at den fransk-tyske tandem ikke længere har styrke til at sætte kursen for unionen. Dette blev også bemærket af Østrigs kansler, Sebastian Kurz, og af Hollands statsminister, Mark Rutte – ja, Rutte sagde ligefrem, at ’nu er det de små sparsommelige lande, der styrer EU’. Men kan ’sparsommelighed’ være det fælleseuropæiske projekts bærende ideal og styrende mål? Og hvem er egentlig ’sparsommelig’ og på hvilken måde? Italienerne har for tiden en højere opsparing end østrigerne, for eksempel, og de sparer også mere på deres sociale budgetter end Østrig,« siger hun.

Aftalen åbner ikke desto mindre op for historisk mange støttemilliarder til genopretning af unionens kriseramte økonomier. Ikke så meget som foreslået i det tysk-franske udspil. Men midlerne til det nye budget og til genopretningsfonden løber i alt op i 13.600 milliarder kroner – og er den til dato største overførsel mellem EU-lande.

– Vil det være nok til at bringe Europa på fode?

»Målt op imod Europas BNP er det ikke et overvældende stort beløb. Det svarer til 1,4 procent af det europæiske BNP, hvor de tidligere europæiske budgetter var på 0,9 procent,« siger hun.

Ulrike Guérot har lagt mærke til, hvordan de enkelte regeringschefer i deres udtalelser til pressen først og fremmest glæder sig over, hvor meget de hver især har fået ud af det efter deres egen rent nationale målestok:

»Hvor meget fik de med hjem? Hvor billigt slap de? Hvor meget rabat kunne de redde sig? Det er som at overvære en børnefødselsdag, hvor alle kun kigger på deres egne gaver – ’se bare, hvad jeg fik!’,« siger hun og fortsætter:

»Og for at sætte beløbsstørrelsen i relief er de direkte hjælpetilskud til hele Europa på 2.900 milliarder kroner. Det er kun tre gange mere end den coronakrisepakke, som den tyske regering tidligere på året vedtog for Tyskland alene. Jeg synes ikke, det er imponerende. For mig at se prøver regeringscheferne at gøre en myg til en elefant.«

Danmarks socialdemokratiske regering er med i den ’sparebande’, der fik presset en over 100 milliarder euro stor reduktion af den tiltænkte støttesum i det fransk-tyske udspil igennem.

– Tror du, at resten af Europa nu vil se Danmark som en solidarisk partner?

»Det mest frustrerende ved forhandlingsforløbet for mig at se har været den tilgang, som de socialdemokratiske regeringer i Danmark, Sverige og Finland har lagt for dagen. Man har interesseret sig mere for beløbsstørrelser end for, hvilke politiske mål der skulle prioriteres i budgettet, og mange af de målsætninger, som disse landes socialdemokratier selv har forpligtet sig til i det fælles visionspapir fra Europa-Parlamentets S&D-gruppe om skatteretfærdighed, bekæmpelse af arbejdsløshed, udvidelse af sociale rettigheder, fælles digitale strategier, grønne tiltag, energieffektivitet, digitalisering, europæiske højhastighedstog osv., skulle de efter min mening have kæmpet langt hårdere for at fremme.«

Ulrike Guérot mindes, hvordan socialdemokratiske partiledere – »giganter som Olof Palme, Bruno Kreisky og Willy Brandt« – for lidt over en generation siden påtog sig at spille en fremtrædende rolle i internationale solidaritetsspørgsmål og tog internationalisme alvorligt som del af det socialdemokratiske projekt:

»Der er vi ikke rigtig med de socialdemokratiske ledere, vi har i dag, må vi konstatere. Jeg ville have kunnet forstå de nordiske socialdemokraters modstand imod den foreslåede budget- og genopretningsramme, hvis den havde været drevet af et ønske om at bruge midlerne på andre, klogere og mere progressive måder, og ikke bare af et ønske om at begrænse de nationale udgifter.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjørn Pedersen

Ville det være muligt/ønskeligt for Information at følge op på historien om den seneste aftale, ved at tale med repræsentanter for "Sparebanden"? Det er fair at man indtager et standpunkt, men det kunne da være interessant at høre om også "Sparebanditterne" også selv ser deres politik som ligeså destruktiv for europæisk sammenhængskraft og solidaritet. Om hvad deres narrativ om solidaritet, og det at være "europæer" indebærer.

Michael Christensen, Karsten Lundsby, Jacob Nielsen, jens christian jacobsen og Ole Arne Sejersen anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Velgørende betragtninger, ikke mindst sammenligningen til sidst mellem gamle og nuværende socialdemokratiske ledere.
Begyndte Mette Frederiksen ikke som en ung udgave af “koryfæerne”? Kommer hendes begrænsning nu Idag fra hende selv eller fra hendes vælgere? Hun er en dygtig politiker, ja, og så?

jens christian jacobsen

Højpandet varm luft fra en tysk føderalist. Typisk for idealister at det altid er dem der ikke deler idealerne der skal realisere idealerne og betale hvad det koster. Jf. Scherfig. Og Lenin.

Espen Bøgh, Danny Hedegaard, Jens Ole Mortensen, Karsten Lundsby, Erik Winberg, Finn Sørensen, Poul Kristensen og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg syntes faktisk, at Ulrike Guérot har fat i noget ganske rigtigt og selvmodsagt.

Sveriges socialdemokrati fører ikke egen politik. Den fører udelukkende den politik, som 3 borgerlige partier har fastlagt i "Decemberöverenskommelsen". Dette var forudsætningen for at socialdemokratiet kunne danne en mindretalsregering. Og afviger de fra dette, udskrives der valg. Derfor ved man faktisk ikke, hvad Sveriges socialdemokrati mener, og hvilke holdninger de har. Men de er normalt meget mere "røde" end de danske socialdemokrater.

Danmarks socialdemokratiske parti, altså det parti jeg selv var aktivt medlem af gennem mange år, er jeg meget mere usikker på. Det er en mindretalsregering, og jeg kendt Mette fra adskillige delegeretmøder, men hun har totalt forandret sig siden. Måske er hendes motiv i de seneste EU-forhandlinger ren populistisk indenrigspolitik. For på et tidspunkt skal der jo være valg igen.

Holland og Østrig har til gengæld ikke lagt skjul på, at deres motiver er helt anderledes. Både Mark Rutte og Sebastian Kurz står for en meget konservativ linje i EU - den ene liberal-konservativ og den anden kristelig-national-konservativ - og begge nærmest ekstremistisk konservative. De mener for eksempel, at kun deres politik skal kunne komme til udtryk i unionen. Og begge har væltet egne regeringer for at få egne holdninger frem i hjemlandene.

Man kan i hvert fald undre sig over, at netop disse 4 meget forskellige holdninger overhovedet har kunnet finde sammen i en fælles front mod - - - - mod ingenting faktisk.

Og så var det, at man (Mette Frederiksen og Stefan Löfven) til sidst fandt på dette med retssikkerheden i EU - altså vendt mod Ungarn og Poland. Men her var Rutte og Kurz ret neutrale, og den ene slog kun lidt i "bolledejen" for syns skyld, medens den anden var helt passiv. For dybest set sympatiserer disse 2 jo på mange områder (dog ikke alle) med netop Ungarn og Poland.

Nikolai Beier, Thomas Tanghus, Ete Forchhammer , Carl Chr Søndergård, Pietro Cini og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Socialdemokrater i hele Europa fulgte Tony Blair´s "Den tredje vej" med New Labour - de blev alle som én neo-liberalister hvor det hele drejer sig om penge og arbejdsudbud og absolut ikke noget ideologi som Schlüter under kartoffelkuren i fattigfirserne (Thacher regerede i Storbritannien - hende der sagde at Blair´s skifte var hendes største sejr) og det blev enden på socialdemokratismen i Europa hvor Danmark blev den undtagelse der bekræftede reglen. Viser jo blot at den tyske "tænker" ikke kan tænke.

Per Christiansen, Carsten Svendsen, Karsten Lundsby, Erik Winberg, Trond Meiring og Finn Sørensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Ideologi som Schlüter sagde var noget skidt. - sorry friends

@ Torben K L Jensen,

Du har da helt ret i, at mange europæiske socialdemokratier fulgte Tony Blair og New Labour - alt for mange faktisk. Og i Danmark har socialdemokratiet også begået en del dumheder siden starten af 1970-erne.

Men det var faktisk langt fra alle socialdemokratier, der fulgte denne "tredje vej". Men dansk presse er på mange området noget ensporet, det så man jo også meget tydeligt omkring de nyligt gennemførte EU-budget-forhandlinger. Så skal man følge med i europæisk politik, kan man i hvert fald ikke nøjes med de danske medier, der kun gav et noget filtreret og selektivt billed af, hvad der foregik..

Trond Meiring, Karsten Lundsby og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Guérots model for en europæisk republik bygger her på et regionernes Europa. F.eks. Danmark, Hessen eller Bretagne kan udgøre en slags delstater med en stor grad af autonomi i en samlet europæisk republik med en decideret præsident og et demokratisk valgt parlament, hvor der f.eks. vælges én parlamentariker pr. én mio. indbygger.
Information 10. juni 2017

Scavenius tøvede ikke med at sætte sin politik i værk. I det nye samlingsministerium allerførste møde, 8. juli (1940), forelagde han sine kolleger en udtalelse, han havde lovet Berliner Börsen-Zeitung: Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprunden i Europa, der vil medføre en nyordning i politisk og økonomisk henseende under Tysklands førerskab. Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt, aktivt samarbejde med Stortyskland. Det danske folkstoler på, at det i den nye europæiske ordning vil kunne bevare sin selvstændighed, og det håber på at finde forståelse for sin egenart og for sin traditionelle, fredelige politiske og sociale udvikling.
Politikens Danmarks historie

Carl Chr Søndergård og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar

Gert Rasmussen 19.05
Tak for den glimrende øjen- og øren-åbner.

Meningsmålinger viste godt 40% modstand mod EU i Italien. Det var lige det der skulle få the german lame duck til at vende 180 grader rundt i håb om at redde eftermælet ved at sejle frontalt gennem isbjerget og forlade scenen med historiens dyreste holdkæftbolche og et sidste honnør for et blueprint over fremtidens EU-krise over alle EU-kriser.

...og jubelidioterne jublede taktfast videre foran den energisk hildede nødvendighedens stærke kvinde i Europa umiddelbart før tæppefald i den genopstandne gældsunion, nu ganske uden exit.

Et forlis med maner

Am Abend (...)umfängt die Nacht
Sterbende Krieger, die wilde Klage
Ihrer zerbrochenen Münder.

Fra digtet Grodek af østrigeren Georg Trakl (1887-1914)

jens christian jacobsen

Georg Heym (1887-1912)

Die Irren
Der Mond tritt aus der gelben Wolkenwand.
Die Irren hängen an den Gitterstäben,
Wie große Spinnen, die an Mauern kleben.
Entlang den Gartenzaun fährt ihre Hand.
In offenen Sälen sieht man Tänzer schweben.
Der Ball der Irren ist es. Plötzlich schreit
Der Wahnsinn auf. Das Brüllen pflanzt sich weit,
Daß alle Mauern von dem Lärme beben.
Mit dem er eben über Hume gesprochen,
Den Arzt ergreift ein Irrer mit Gewalt.
Er liegt im Blut. Sein Schädel ist zerbrochen.
Der Haufe Irrer schaut vergnügt. Doch bald
Enthuschen sie, da fern die Peitsche knallt,
Den Mäusen gleich, die in die Erde krochen

Henrik Plaschke

Ja, tænk hvis de nordiske socialdemokratiers modstand havde handlet om politik og ikke blot om nationale interesser – en ”moderniseret” udgave af Thatchers I want my money back - eller pleje af misforståede vælgerinteresser.

Én, der til gengæld gerne vil tale politik, er den spanske venstrefløjspolitiker Pablo Iglesias. Han er en af grundlæggerne af det spanske parti Podemos, anden vicepremierminister i den nuværende spanske venstrefløjsregering og minister for sociale rettigheder. En tung og ansvarsfuld post i en situation, der næppe kan betegnes som misundelsesværdig givet de vanskeligheder, Spanien står over for. Og Podemos er lillebror i en koalition sammen med det mere centrumsorientede spanske socialistparti.

I et længere interview, der netop er bragt i det franske dagblad Le Monde, under overskriften ”En historisk afvisning af sparepolitikkens Europa”, fremlægger Iglesias således sin analyse af den netop indgåede aftale i Bruxelles.

EU har valgt at forholde sig til den aktuelle krise knyttet til Covid-19 på den diametralt modsatte måde af, hvad man gjorde i forbindelse med finanskrisen efter 2008. Tiden med beskæringer af de offentlige budgetter styret af de sortklædte jakkesæt i den såkaldte Trojka (EU-Kommissionen, ECB og IMF) afløses af nu af ekspansive keynesianske politikker på europæisk plan. Bekæmpelsen af social uretfærdighed og fattigdom er ikke blot en moralsk pligt, men også en måde hvorpå efterspørgslen kan fremmes. En politik, der tidligere stort kun forsvaredes af venstrefløjen, deles nu af aktører fra en række meget forskellige politisk-ideologiske strømninger, og vi ser såvel IMF som EU-Kommissionen forsvare ekspansive politikker og en styrkelse af de offentlige sektorer.

Til spørgsmålet om mulige betingelse knyttet til økonomisk hjælp til Spanien svarer Iglesias, at der ikke er nogen modsætning mellem EU's planer om støtte til digital og klimamæssig omstilling, ligesom han forventer, at en sådan støtte vil bidrage til skabelsen af jobs med en god social sikring. Jeg kunne tilføje, at den spanske regering for nylig har forslået en særlig beskatning af store formuer (https://www.theguardian.com/commentisfree/2020/may/25/spain-crisis-wealt...).

Om Angela Merkels rolle svarer Iglesias bl.a., at han mener, hun har handlet mere ansvarsfuldt end flere europæiske regeringsledere med socialdemokratisk baggrund. Et synspunkt jeg kun kan tilslutte mig, men som jo næppe vinder tilslutning hos tilhængerne af fortsat sparepolitik og hvert land må klare sig selv bedst muligt.

Ovenstående tekst bygger stort set på Le Mondes interview. Jeg har naturligvis kun gengivet nogle hovedpunkter i dette og ikke en komplet oversættelse.

Det samlede interview findes i: Pablo Iglesias : « Le dogmatisme néolibéral qui a fait tant de mal à l’Europe du Sud a été corrigé », Le Monde, 23. Juli, 2020 (indledningen til interviewet findes på : https://www.lemonde.fr/international/article/2020/07/22/pablo-iglesias-l..., men den samlede tekst er kun for abonnenter).