Baggrund
Læsetid: 5 min.

»Vi skal værne om internettets sidste fristeder. For staten går efter fuld kontrol«

Fra det digitale vilde vesten til øget statskontrol: Ruslands internet er blevet mere centraliseret, men der findes vigtige smuthuller, siger eksperter
Kampen for frihed på internettet i Rusland foregår ikke kun online. Her anholdes en demonstrant under en aktion for internetfrihed i 2018.

Kampen for frihed på internettet i Rusland foregår ikke kun online. Her anholdes en demonstrant under en aktion for internetfrihed i 2018.

Vasily Maximov

Udland
29. juli 2020

Det russiske internet drog et lettelsens suk i slutningen af juni. En af landets mest populære apps, Telegram, har været jaget af myndighederne i to år, efter at selskabet bag i 2018 nægtede at udlevere sine krypteringsnøgler. Nøglerne giver adgang til appens godt 400 millioner brugere og deres private beskeder, og Telegram har prioriteret deres brugeres privatliv over statens krav om overvågning med henblik på terrorbekæmpelse.

Myndighederne satte derfor hårdt ind med forbud, men den agile techgigant har vist sig svær at fange: Telegram er gennem to år flyttet til nye IP-adresser, mens den russiske internetmyndighed, Roskomnadzor, forgæves har fulgt efter med blokeringer. Og i juni meddelte Roskomnadzor, at den dyre og håbløse fangeleg var indstillet og Telegram frifundet.

Ksenija Ermosjina er lettet. Hun står bag den lille krypterede beskedapp DeltaChat og underviser russiske aktivister i sikker onlinekommunikation.

»Vi skal værne om internettets sidste fristeder. For staten går efter fuld kontrol, både over udenlandske aktører og sine egne borgere. Men vi kan stadig kæmpe imod, for internettet er kæmpestort og dyrt at kontrollere,« siger Ksenija Ermosjina, der desuden forsker i digitale infrastrukturer ved det franske Center for Internet og Samfund.

En gylden æra

I starten af det nye årtusind var Rusland kendt for sit helt frie internet. Copyright kom først sent på dagsordenen i russisk politik, og piratkopier og techentusiaster havde i den periode næsten frit spil. Udbygningen af det russiske internet fik samme autonome start.

»I andre lande som Frankrig lagde man internetkabler oven på infrastrukturen fra telekommunikationen, så det blev centraliseret fra start,« fortæller Ksenija Ermosjina.

»I Rusland var det i høj grad techamatører og studerende, der startede med at bygge de første netværk. De sad i deres lejlighedskomplekser og forbandt kabler til at dele filer med eller til at game

Det russiske internet består derfor af en myriade af trafikknudepunkter. Det udgør et problem i forhold til styrets mest heftige kontroltiltag i de seneste år: Installering af DPI-udstyr (Deep Package Inspection) på tværs af hele netværket. Udstyret skal overvåge gennemstrømmende trafik samt gøre Rusland i stand til at lukke alle onlineveje til udlandet og sikre landet mod udefrakommende cyberangreb. Et selvstændigt Runet med sit eget domænecenter skal herefter kunne tage over. Planen er overambitiøs ifølge Ksenija Ermosjina, men tendensen er bemærkelsesværdig.

»Det er supersvært at installere DPI-udstyret, så det dækker alle de mange forgreninger, og staten har ikke musklerne til det. Men det lykkes mange steder, og lovpakken er meget nationalt orienteret. For eksempel har vi en lov om, at selve udstyret skal laves i Rusland.«

Apple, ’made in Russia’

Rusland ønsker på flere fronter at styrke kontrollen med sit nationale digitale system. Man stiller derfor krav til globale techaktører. Firmaer som Samsung og Apple skal fra næste år installere software fra den russiske stat i deres styresystemer for at få lov til at sælge telefoner i Rusland.

Og i juni vedtog parlamentet, at det fremover er muligt for Roskomnadzor at blokere apps på for eksempel Google Play eller Huawei AppGallery med én dags varsel, hvis indholdet strider imod den russiske copyrightlov. Det Amerikanske Handelskammer i Rusland har ifølge mediet Kommersant kritiseret tiltaget for at skabe store udgifter for techfirmaer og gøre det for let at blokere apps.

Ljudmila Sivets, der er ph.d.-studerendepå Tartu Universitet i Finland med speciale i internetpolitik, ser ikke udviklingen som et særligt russisk fænomen:

»Loven skaber ny mulighed for at blokere vestlige firmaer. Men den slags digitale forsvarsmekanismer findes jo også i USA, der har sine kampe med Huawei. Internettet er i mange dele af verden gået i retning af at blive et mere militariseret og politiseret sted,« siger Ljudmila Sivets.

Indirekte statsmonopol

I Rusland er staten også rykket længere ind på det private it-marked. Det statsejede kommunikationsselskab, Rostelecom, opkøber for eksempel mindre internetudbydere, hvilket bekymrer Ksenija Ermosjina. Hun vender tilbage til infrastrukturen og til kablerne i jorden.

»Når vi mister det private marked og de små autonome trafikknudepunkter, mister vi også smuthullerne. Hvis Rostelecom opnår et slags monopol, kan de centralisere forbindelserne og bedre styre, at overvågningen anvendes homogent,« siger hun.

I efteråret sikrede myndighederne sig derudover beslutningskompetence over landets største søgetjeneste, Jandeks – en russisk pendant til Google. Påvirkningsmulighederne her er indirekte, men de er mindst lige så gode til at få etableret kontrol, mener Ljudmila Sivets.

»Roskomnadzor har for lang tid siden oprettet en liste med potentielt ’skadelige’ hjemmesider, kaldet Netoscope. I vores observationer kan vi se, at hjemmesider herfra nu vises allernederst på Jandeks. Altså: Staten har ikke via lov blokeret noget, men de facto er hjemmesiden så godt som forsvundet,« siger Ljudmila Sivets.

Kontrol rammer russerne

Styrets kontrolbehov handler i sidste ende om frygt for befolkningen, mener Ljudmila Sivets. Hun husker tilbage på 2012, hvor der opstod massive protester i forbindelse med parlamentsvalget. Internettet fyldtes øjeblikkeligt med debatter og information. På de statsejede tv-kanaler var der helt stille.

»Det var den første gang, at magthaverne så, hvordan internettet kunne skabe en offentlig sfære, som var uden for deres kontrol. Siden da er man blevet meget sensitive omkring, hvad folk foretager sig online,« siger Ljudmila Sivets.

Sensitiviteten kommer blandt andet til udtryk i hårde domme, der under overskriften ekstremisme rammer almindelige mennesker, der har lagt et meme op eller er medlem af den forkerte gruppe på VKontakte – en form for russisk Facebook. Jekaterina Abasjina sidder som jurist i organisationen Roskomsvoboda. Hun giver gratis rådgivning til folk på anklagebænken og dokumenterer, hvordan internetlovgivning former sig i Rusland.

»Jeg læser kriminalrapporter, hvor jeg ikke kan finde noget link mellem beviserne og den endelige dom. Helt unge mennesker, der er blevet dømt, nogle gange op til flere år, for et opslag,« siger Jekaterina Abasjina og understreger, at censuren ikke altid er topstyret:

»Ofte er det en specifik myndighed eller en mellemleder, der pludselig har set sig sur på en sag. Problemet er, at hele systemet tillader en høj grad af tilfældighed og subjektivitet.«

Rusland er ikke Kina

Man kan få lyst til at spørge, om Rusland er på vej mod en internetmodel som Kinas restriktive Great Firewall. Svaret fra næsten alle eksperter er dog nej, og ressourcemangel er ikke den eneste grund.

Den politiske vilje er således ikke til stede. I tilfældet med Telegrams frifindelse har flere myndigheder selv benyttet appen til at kommunikere vigtige beskeder ud til folk, blandt andet under coronakrisen. Præsident Putins egen talsmand, Dmitrij Peskov, har sågar brugt mediet, skriver seniorforsker Aleksandr Baunov fra Carnegie.

Ljudmila Sivets ser internetudviklingen som et tovtrækkeri mellem det autoritære Rusland og det demokratiske:

»Man har det ’problem’, at Rusland på nogle områder fungerer som et demokratisk land. Alle de gange regeringen har annonceret kontroltiltag, har man måttet arbejde hårdt for at sælge det ideologisk til befolkningen, og selv der har man ikke kunnet undgå store demonstrationer,« siger Ljudmila Sivets.

Ksenija Ermosjina er enig. Og så vil hun gerne punktere myten om det frie internet:

»I Vesten er det private firmaer som Google, der ødelægger det frie internet, i Rusland er det staten. Men folk har også fået flere digitale værktøjer. Når jeg kigger på fora på nettet, sidder helt almindelige russere og diskuterer løgbrowsere (browser, der kan bruges til at omlægge og anonymisere brugerens internettrafik, red.), VPN eller hvilken platform der mon har den bedste kryptering. Internettet er stadig et uforudsigeligt sted i Rusland, og vi kan nå at gøre modstand.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvis alle ville det gode, ville det frie net være et fantastisk sted.
Desværre er der en del, der ønsker at bedrage mig idet små og det store. Der er nogle, der ønsker at bruge mine børn i sexuelle fantasier. Andre prøver med løgne at fremme deres magt både over min dagligdag og over mit sind. Frihed er ikke lig med lykke.

Jørn Pedersen

Internet er et fantastisk værktøj til oplysning og information, men lad det blive ved det. Lad være med at lægge data ud på Internet.
Alle på nær politikerne ved, at Internet er et offentligt sted uanset, hvorledes man forsøger at sikre.
Desværre er der mange, måske især unge mennesker, der efter eget udsagn "ikke har noget at skjule". Derfor er det helt i orden, at alle vore data kan læses af staten.
Men det er ikke i orden, alle data kan bruges og misbruges, hvilket vi ser i stort omfang, og vi har alle noget, som vi ikke kønsker, at andre skal have indblik i.
Jeg læste et interview med en, der sagde at han ikke havde noget at skjule, så bad intervieweren ham om at tage bukserne af, hvortil han sagde nej. Hvorfor, du har jo ikke noget at skjule.
Lad internet være en kulde til almen oplysning og information, og lad al administration gå udenom Internet!

Bjarne Andersen, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar
Thomas Tanghus

Langt hen ad vejen enig, Jørn, pånær:

> lad al administration gå udenom Internet!

Det kan ikke lade sig gøre mere, og ville også være for stort et tab, men man skal tænke gevaldigt over, hvad man lægger på nettet, hvor man lægger det, hvad man kommunikerer om, og hvordan man gør det.

Bjarne Andersen, Lillian Larsen, Jørn Pedersen, Dan D. Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Hvis der er behov for det, syntes jeg, borgerne skal bekæmpe alle former for angreb og overgreb på samfundet, samfundets frie nyhedsformidling og borgernes mulighed for fri og ucensureret kommunikation.

Så kan det være, at nogle borgere skal vænne sig til at være langt mere kritisk omkring kilder i deres informationssøgning. Og vi vil formentlig alle blive snydt en gang i mellem. Men dette må altså være "prisen", borgerne må "betale", hvis de får myndigheder og politikere imod sig.

Til gengæld må vi som borgere kunne råbe politikerne op, og gøre dem helt klart opmærksom på, at samfundet tilhørere altså borgerne. Og vi må samtidig gøre opmærksom på, at vi borgere ønsker stort set fuld transparens i hele offentlige forvaltning, Og vi vil ikke acceptere, at offentlige myndigheder eller politikere afholder møde uden referat.

Egentlig er det utroligt, at politikernes forvaltning af samfundet er kommet så langt ud på et skråplan, at disse krav er nødvendige, for demokratiet med frie valg hver 4. år burde forlængst have fået politikerne tilbage på en mere seriøs "kurs".

Hvis der desuden skal føres forhandlinger eller blot uforpligtende møder mellem vores politikerne og fremme myndigheder, politikere og virksomheder, hvis indhold disse ikke ønsker offentliggjort, bør vores politikere enten undlade mødet, eller fremkomme i offentligheden med en rigtig god og logisk begrundelse forud for mødet. Og et flertal i folketinget skal desuden godkende, at mødet realiseres.

Thomas Andersen, Bjarne Andersen, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar
Jørn Pedersen

@ Thomas Tanghus
Hvilket tab?

Thomas Andersen

Nej, frihed er ikke lig med lykke. Men det er kontrol og overvågning nu heller ikke.

Mange af de ting, som staten forsøger at gøre på internettet, ville den brede offentlighed aldrig acceptere i det virkelige liv.
Det er f.eks. ikke fordi at vi sender vildt mange breve mere (jeg kan ikke huske hvornår jeg selv har sendt et), men der kan man jo også kommunikere hemmeligt.