Feature
Læsetid: 10 min.

»Hvis vi ikke er villige til at hjælpe hinanden i EU, så kan vi lige så godt lukke det hele ned«

I Syditalien er sult og fattigdom mere skræmmende end coronavirussen. Mens smittetrykket aftager i Norditalien, så kigger befolkningen på Sicilien ned i et sort økonomisk hul, hvor mafiaen står og venter. Her kan penge fra EU’s genopretningsfond, som Europas ledere fredag slås om i Bruxelles, måske gøre en forskel, men spørgsmålet er, om det er nok til at løse dybe historiske problemer
På denne årstid ville strandene på Sicilien normalt være tætpakken, men på grund af COVID-19 er der langt færre turister denne sommer, og mange har derfor mistet deres job.

På denne årstid ville strandene på Sicilien normalt være tætpakken, men på grund af COVID-19 er der langt færre turister denne sommer, og mange har derfor mistet deres job.

Antonio Parrinello

Udland
17. juli 2020

SIRACUSA, SICILIEN – Med sine gigantiske mekanikerhænder holder Salvatore Pizzo sin treårige dreng i armene. »Så smukt et sted og så grim en fremtid,« siger den 43-årige. »Og alt sammen på grund af en lille virus.«

Blændende hvide kirketårne, overdådige middelalderpaladser, græske templer og byzantinske kalkmalerier. Det her er stedet, hvor citrontræerne blomstrer fire gange om året, hvor der er en overflod af strand, sol og blåt hav.

Siciliens funklende sydøstkyst inviterer til la dolce vita – det søde liv. Men så er der det virkelige liv. Det bitre liv, som Salvatore Pizzo kalder det.

Da coronavirussen gjorde sit indtog, og Italien som det første land i Europa i starten af marts lukkede hårdt ned, blev han sammen med sin kone og tre børn skubbet ud over kanten. Indtil da havde han arbejdet som mekaniker og tjente omkring 800 euro om måneden. Det kunne lige akkurat holde familien med tre børn oven vande.

Så kom krisen, og han blev fyret. Fordi han – som op mod halvdelen af befolkningen heromkring – havde arbejdet sort, havde han ingen adgang til understøttelseskassen, som arbejdsgiverne kun indbetaler til, hvis den ansatte arbejder med kontrakt.

Han havde ingen opsparing. Ingen indkomst. Og ingen penge til at betale de 250 euro i husleje for den lille faldefærdige lejlighed på 45 kvadratmeter. Familien blev smidt på gaden og er nu kun i stand til at overleve, fordi de har fået mad og husly hos Caritas, en national katolsk hjælpeorganisation. Desuden har de fået to gange 600 euro, maksimumsbeløbet, som staten giver til familier i økonomisk nød grundet COVID-19.

»Vi burde lægge os ned og græde, men vi har børnene, så vi bliver nødt til at vise noget styrke,« siger konen, 36-årige Lauretta Salvatrice, der stoppede med at arbejde for et par år siden. Hun havde gjort rent hos ældre. Også sort.

Italien er et af de lande i Europa, som har været hærget mest af COVID-19. Omkring 35.000 italienere er døde med virussen, langt størstedelen af dem i Norditalien. Men selv om smittetrykket nu er lettet, er der ikke lys for enden af tunnelen hernede i det økonomisk svagere stillede Syditalien. Her er den økonomiske krise først ved at tage fat for alvor. Og antallet af fattige er steget dramatisk.

»Vi er ved at nå ud over kanten. Før eller siden vil det hele eksplodere her i oprør, kriminalitet og kaos,« advarer præsten Marco Tarascio, der leder Caritas i Siracusa, en by med omkring 120.000 indbyggere.

En ung kvinde kommer hen for at hilse på præsten. Hun tager sit mundbind af og kysser ham. Én gang på hver kind. Senere kommer en mand hen. Han får også kindkys. Der er håndtryk til højre og venstre.

En smitteforskrækket norditaliener ville gyse ved synet.

»Vi har næsten ikke haft nogen døde og smittede her, og sult og fattigdom virker nu mere skræmmende end virussen. Her har nedlukningen været klart værre end smitten,« siger Marco Tarascio.

Her er det kirken, langt mere end staten, der træder til for at holde hånden under de hårdest ramte.

»Antallet af familier, der nu er ude af stand til at få nok mad på bordet, er femdoblet i løbet af krisen. Pludselig er der op mod 3.000 flere familier, der har brug for hjælp,« fortæller præsten foran katedralen på den centrale plads i Siracusas gamle bydel.

På denne årstid ville pladsen være tætpakket med de turister, som udgør en afgørende del af byens indtægtsgrundlag, men langt færre end normalt er kommet hertil. En del restauranter, hoteller og butikker er derfor lukket ned. Og mange har mistet deres arbejde.

»Folk her har desperat brug for penge,« siger præsten.

Har EU et hjerte?

Måske vil de penge komme fra EU. Fredag mødes Europas ledere i Bruxelles i et forsøg på at opnå enighed om et nyt syvårigt budget for EU og om den omstridte genopretningsplan, der har som mål at sætte gang i hjulene igen, efter coronavirussen har slået EU-landenes økonomier i gulvet.

EU-Kommissionen har foreslået en genopretningsfond på 750 milliarder euro, hvoraf 500 milliarder skal gives i direkte støtte til de hårdest ramte lande, og de resterende 250 milliarder skal gives som lån.

Der er meget på spil for Italien, der som konsekvens af coronakrisen har udsigt til at få skrumpet sit bruttonationalprodukt med over 11 procent i år, det største fald noget sted i EU. Italien står til at få adgang til en gevaldig stor andel af milliarderne – potentielt over 170 milliarder euro. Men den såkaldte sparebande, bestående af Danmark, Holland, Sverige og Østrig, kan blokere planen. De insisterer på, at hjælpen først og fremmest skal gives som lån og ikke økonomisk støtte. De har også fremlagt krav om, at modtagerlandene skal gennemføre markante økonomiske reformer for at få adgang til milliarderne.

Det er derfor langtfra sikkert, at EU-landene kan opnå enighed om en samlet hjælpepakke. Tyske Angela Merkel og franske Emmanuel Macron støtter ellers den fremlagte plan, og Italiens premierminister Giuseppe Conte har inden for de seneste dage slået fast, at han ikke vil acceptere »et svagt kompromis«.

»Enten så vinder vi i EU sammen, eller vi taber sammen,« siger Conte. »Vi bliver nødt til at handle hurtigt.«

For Michele Mangiafico, byrådsmedlem for en borgerliste i Siracusa, vil udfaldet af EU-topmødet i Bruxelles blotlægge, hvad EU er gjort af.

»Har EU et hjerte? Er der overhovedet nogen form for solidaritet i Europa, eller eksisterer EU blot som et forum, hvor enkelte nationer gør deres bedste for at beskytte egne økonomiske interesser og ikke tænker på sammenholdet? Hvis vi ikke er villige til at hjælpe hinanden, så kan vi lige så godt lukke det hele ned,« siger han, mens han drikker et glas blåbærjuice på en café i udkanten af Siracusa.

Sort arbejdsmarked

En af årsagerne til, at man lukkede hele Italien ned i starten af marts, var frygten for, at smitten, som ellers var centreret om den nordlige region Lombardiet, ville sprede sig til Syditalien, hvor sundhedssystemet er i en ringere forfatning.

COVID-19 endte med aldrig for alvor at få fat i Syditalien. På Sicilien, der har fem millioner indbyggere, er 283 registreret som døde med virussen. I alt 3.100 er meldt smittede. Og nu er virussen så godt som forsvundet fra øen.

I stedet er fokus på økonomien, især i den sydlige del af landet, hvor en stor andel af befolkningen allerede før krisen kun med nød og næppe holdt sig kørende. Før corona lå arbejdsløsheden i Syditalien på omkring 18 procent, næsten tre gange så høj som i nord. I syd er ungdomsarbejdsløsheden rekordhøj på 50 procent.

Ifølge det nationale statistikbureau er der omkring fem millioner italienere, som før krisen levede i »absolut fattigdom«, her defineret som en tilstand, hvor man ikke er i stand til at købe varer og serviceydelser, »som er vitale for at undgå alvorlige former for social udstødelse.«

I syd er befolkningen i særlig høj grad sårbar over for arbejdsløshed, da en stor andel arbejder sort og uden kontrakt. Og det giver dem meget ringe adgang til sociale ydelser, når det hele brænder sammen.

»Coronakrisen har blotlagt, hvor skrøbeligt vi er som samfund, og at vi ikke har et fungerende velfærdssystem,« siger præsten Marco Tarascio.

I Italien er den sorte økonomi enorm – omkring 14 procent af BNP – og den beskæftiger flere end tre millioner italienere.

Myndighedernes officielle vurdering er, at det er i omegnen af en tredjedel af arbejdsstyrken i Siracusa, som arbejder sort. Marco Tarascio mener, at andelen nok er nærmere 50 procent.

Værre end finanskrisen

Halvanden times kørsel fra Siracusa ligger middelalderbyen Ragusa, som næsten hænger ned langs bjergene over dybe dale. Et af Siciliens traditionelt rigere områder, men også her har krisen ramt hårdt, fortæller Vincenzo La Monica, som leder et researchcenter for fattigdom, der hører under byens katolske stift.

»Pludselig ser vi folk søge hjælp, som ellers aldrig tidligere har haft brug for det,« siger han. »Vi ser en helt ny kategori af fattige.«

Normalt støtter byens afdeling af Caritas 800-1.000 personer hver måned med blandt andet mad og penge til husleje, el- og vandregninger. Nu er antallet pludselig oppe over 7.000.

»Nu er vi nået til det punkt, hvor der bliver slukket for folks elektricitet, og de bliver smidt på gaden,« siger Vincenzo La Monica. »Det her er langt værre end efter finanskrisen i 2008, og dengang var det allerede rigtig slemt.«

Sicilien var reelt først lige begyndt at bevæge sig ud af finanskrisens skygge, da coronanedlukningen ramte. Øens BNP faldt med mere end 13 procent mellem 2008 og 2015.

Det førte til en massiv udvandring, som ifølge Vincenzo La Monica er med til at skabe en ond cirkel, som fastholder Sicilien i fattigdom.

På sin computerskærm viser han en skarp opadstigende kurve, som illustrerer, hvor mange der har forladt Ragusa, en by med omkring 75.000 indbyggere, siden 2008 for at søge bedre økonomiske muligheder i Norditalien eller udlandet. Alene i 2018 flyttede 717 officielt fra Ragusa.

»Langt de fleste af dem er byens unge. Nu vil denne krise få endnu flere til at tage af sted,« siger Vincenzo La Monica. »Hvordan skal man overhovedet kunne holde gang i økonomien på nogen måde her, hvis alle de arbejdsdygtige og uddannede unge tager væk?«

»Vi plejede at have et stærkt samfund her, men staten er svag, og frygten har taget over,« siger han.

Der er også en udpræget nervøsitet for, at den sicilianske mafia står klar til at udnytte krisen til at øge sin magt i samfundet.

»Lige nu har krisen skabt et tomrum, som mafiaen vil forstå at udnytte til sin egen fordel,« advarer byrådsmedlemmet Michele Mangiafico.

Mafiaen trives ofte bedst under en finansiel krise, hvor den lettere kan udnytte sin økonomiske muskler til at øge indflydelsen, blandt andet ved at bruge sine enormt store pengesæk på at opkøbe det store antal små og mellemstore virksomheder, som på grund af virussen er på fallittens rand, og bruge dem til at hvidvaske sine penge.

Også præsten Marco Tarascio er bekymret for, hvordan øens notoriske kriminelle organisationer kan udnytte krisen.

»Folk er desperate. De har brug for penge, og på et tidspunkt vil de gøre alt for at få fat på dem. Mafiaen søger folk, der kan sælge narko, kriminaliteten vil stige, folk vil stjæle og røve for at overleve,« siger han.

Innovation og mafia

Spørgsmålet er dog, hvor stor langsigtet forskel en pengeindsprøjtning – såsom midler fra EU’s genopretningsfond – vil gøre. Der er dybe strukturelle problemer, som i årtier har blokeret for fremskridt på Sicilien og såmænd også i resten af Italien. Især det tunge statsbureaukrati, ringe infrastruktur, korruption og skattesvig.

Premierminister Conte har søgt at forsikre Europa om, at penge fra genopretningsfonden vil blive brugt på at skabe store forandringer i landet. »Det er en mulighed for os til at designe et bedre Italien,« som han siger det.

I det nye, bedre Italien er der brug for en ny tilgang, mener Vincenzo La Monica.

»Ja, vi har brug for penge. Også penge fra EU. Men vi bliver også nødt til at finde ud af, hvordan vi selv skal forandre os, så vi ikke fortsætter som hidtil og kun lige akkurat holder os i live. Vi skal ændre vores mentalitet og skabe noget nyt,« siger han.

»Hvordan kan vi eksempelvis skabe fremskridt, når vi fortsat dyrker jorden, som om vi befandt os i middelalderen – hvor er innovationen?«

Vincenzo Provenzano, økonomiprofessor fra Palermo Universitet, ser et behov for et opgør med »bureaukratiets snærende bånd, de alt for mange regler, den udbredte brug af bestikkelse og den organiserede kriminalitet«, som suger penge ud af samfundet og forhindrer fremskridt.

Samtidig er der et stort behov for massive investeringer i infrastruktur. Især på Sicilien er vejnettet i en yderst ringe forfatning, blandt andet fordi mafiaen viser sig at være involveret i mange af de selskaber, der bliver sat til at bygge veje og broer. Og når anklagemyndighederne fatter mistanke om mafiaens indblanding i specifikke projekter, så iværksættes undersøgelser, høringer og retssager, som kan stå på i årtier, og dermed forhindre, at byggeprojekter færdiggøres.

Den store tunge elefant i rummet, når det kommer til økonomisk udvikling på Sicilien, er netop mafiaen, der har fingrene i store dele af økonomien.

»Et af de værste træk ved mafiaen er, at den skaber ekstra omkostninger og forhindrer innovation. Det gør det ekstra svært for sicilianske selskaber. Mange nytænkende, innovative folk vil være meget tilbageholdende med at kaste sig ud i projekter, som kan udfordre firmaer, der har kontakter til organiseret kriminalitet. Mafiaen beskytter sine forretningsinteresser og fastholder dermed status quo og forhindrer fremskridt,« siger Vincenzo Provenzano.

Men et opgør med mafiaen vil kræve store og langvarige slag.

På den korte bane er det nemmere at falde tilbage på tidligere succesoplevelser og satse på et hurtigt comeback for den turistindustri, som har så stor økonomisk betydning for Sicilien.

»Lige nu skal vi slå på, at Sicilien ikke har nogen smitte. Vi er en sikker ø. Turister kan komme hertil og ikke bekymre sig om coronavirussen,« siger Michele Mangiafico.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Mathiasen

@Jes Enevoldsen
Du må have overset de læserreaktioner, der har været på Espen Bøghs meningstilkendegivelser. Som svar på hans udladninger har der bl.a været en link til en artikel om Italiens økonomi.

Hvis ikke andet, så er Bøghs synspunkter om Italien et første varsel om, at ikke så få af standpunkterne i konservativ tysk politik, også findes i Danmark, lige fra statsministeren og til menige medlemmer af folket. Du behøver blot at åbne for dagens udgave af Orientering for at høre Weekendavisens medarbejder forklare, at overførslerne fra Danmark til Italien gennem det nye budget truer Danmarks medlemskab af unionen. Det skal hun sikkert nok have ret i.

Merkel har gjort det, som er nødvendigt for at beholde magten. Havde hun ikke gjort det, havde Schäuble foranstaltet det kup, som mange tyskere ved stambordene har været fortalere for. Den tyske modstand mod en transferunion og en gældsunion er ikke Merkels personlige ejendom. Den har været et krav fra nationalbanken, talrige økonomiske institutter og økonomer, Bild Zeitung og vælgerne. I den kvalificerede ende af den liste har kansleren suverænt været den mindst generende at høre på, og den tyske nationalbank så langt den værste.
I øvrigt har politikken hele vejen igennem haft støtte fra den danske regering og et stort flertal i DK. Det er Espen Bøgh eksponent for.

Att.:Nils Bøjden
20. juli 2020 kl.21.12 påstod du, at "Italien har nedsat pensionsalderen til 62".
Står din påstand stadig ved magt? I bekræftende tilfælde, vil du ulejlige dig til at levere en smule dokumentation? På forhånd tak.

Sider