Afrika spejder forgæves efter andre veje end Silkevejen

Da den tidligere liberianske minister William Gyude Moore forleden satte ord på, hvordan afrikanske nationer bør forholde sig til USA og Kinas eskalerende rivalisering, startede han i Monrovias slum med en anekdote fra sin tid i regeringen. På Twitter skrev han:

»Jeg tog engang mit team med ud til et af byens slumområder for at tale om regeringens programmer. Jeg fremhævede vores indsats for menneskerettigheder, antikorruption og vejbyggeri. Da jeg var færdig, løftede en af ​​lytterne sin hånd for at stille et spørgsmål. Han ville vide, om han kunne ’tilberede disse ting og give dem at spise til sine børn’. Han var ikke imponeret over mit svar.«

Fra 2014 og tre år frem var William Gyude Moore det vestafrikanske lands minister for offentlige anlægsarbejder med ansvar for opførelse og vedligeholdelse af infrastruktur. I den position var han vidne til, hvordan milliarderne strømmede til kontinentet i form af lån under Kinas gigantiske silkevejsprojekt. Finansieringen til togbaner, kraftværker, havnefaciliteter og meget mere overgik langt, hvad andre lande og institutioner ville tilbyde.

Med de kinesiske penge fulgte en række bekymringer, men hvilket valg har de afrikanske lande egentlig, spørger William Gyude Moore.

»Naturligvis bekymrer afrikanere sig for ytringsfrihed og mindretals rettigheder. Vi er interesseret i retsstatsprincipper og miljøbeskyttelse og menneskerettigheder. Men i sidste ende vender jeg stadig tilbage til spørgsmålet fra slumbeboeren: ’Kan vi lave mad ud af det og give det til vores børn?’ Hvor er det europæiske eller amerikanske alternativ til Kinas silkevej? Hvor er det?«

Skjulte kinesiske investeringer

Regeringer rundt om i Afrika stiller givetvis det samme spørgsmål.

Der findes ikke en vestlig pendant til det afrikanske byggeboom, som kinesiske udviklingsbanker og statsejede selskaber står bag i disse år. Hverken på samme koordinerede vis eller i samme størrelsesorden.

Hvor europæiske, amerikanske og japanske investeringer typisk er private, kan de kinesiske føres tilbage til staten. De er en integreret del af Silkevejen, der siden 2013 har været den kinesiske ledelses udenrigs- og handelspolitiske topprioritet designet til at åbne nye markeder, sikre energiforsyninger og opnå geopolitiske fordele.

Hvor store summer, der præcis er tale om, er ikke lige til at sætte tal på. Kina laver ikke opgørelser. Ifølge Kiel Institute for the World Economy i Tyskland er halvdelen af alle Kinas lån til udviklingslande »skjulte lån«, der ikke bliver registreret, fordi de hverken er private investeringer eller bilateral bistand.

Instituttets egne beregninger viser, at Kina har lånt flere penge ud til kontinentet end Verdensbanken, Den Internationale Valutafond (IMF) og de fleste vestlige lande tilsammen. Som regel sker det til en rente tæt på markedsprisen.

I mange tilfælde må modtagerlandene stille aktiver som sikkerhed eller bruge indtægter fra naturressourcer som olie eller metaller som garanti for tilbagebetaling. Når de etablerede finansielle institutioner og udviklede lande ikke står i kø for at matche Kina, skyldes det også, at mange af projekterne er kommercielt risikable.

Til erhvervsmediet Bloomberg udtaler Christoph Trebesch fra Kiel Institute for the World Economy, at en bølge af misligholdte lån på et tidspunkt vil ramme kontinentet. Faldende oliepriser og coronapandemiens økonomiske ødelæggelser vil uvægerligt have negativ indvirkning på den udvikling.

»Det er kun et spørgsmål om, hvorvidt det bliver en stor eller en lille bølge,« siger Christoph Trebesch.

Voksende afrikanske bekymringer

Ophobningen af kinesiske lån og den manglende gennemsigtighed i forhold til vilkårene vækker bekymring både i og uden for Afrika.

Chef for IMF Christine Lagarde har advaret mod at se lånene som gratis og peget på risikoen for, at andre områder end infrastruktur bliver overset.

I flere afrikanske lande er den voksende kinesiske tilstedeværelse blevet mødt af folkelig og politisk modstand. I Nigeria er parlamentarikere ved at gennemgå kinesiske lån, der bliver set som uretfærdige, og i Tanzania har præsidenten kaldt en investeringsaftale om et milliardbyggeri indgået af sin forgænger for en handel, som »kun en skør person ville skrive under på«.

I Kenya har et lån på 20 milliarder kroner fra den kinesiske udviklingsbank Exim Bank of China udviklet sig til en større skandale. Pengene er gået til en togforbindelse mellem havnen i Mombasa og hovedstaden Nairobi. Det skulle have gjort det billigere at fragte varer ind i landet og var første etape på en længere jernbane ind til Uganda.

Anden etape er også blevet konstrueret til en pris af ni millarder kroner, men den stopper brat 120 kilometer fra hovedstaden i et område mest anvendt af masaihyrder. Den sidste strækning til en anslået pris på 23 milliarder kroner er der ikke penge til. De kinesiske banker har lukket kassen i. Muligvis fordi projektet har vist sig at være urentabelt – det er stadig billigere at fragte gods med lastbil. Hele forløbet har været en farce, forklarer Khelef Khalifa, direktør for ngo’en Muslims for Human Rights i Mombasa.

»Den kenyanske regering har nægtet at offentliggøre kontrakten mellem parterne. Vi har skrevet til myndighederne, og ifølge kenyansk lov skal de svare inden for tre uger. Nu er der gået næsten et halvt år, og vi har ikke fået noget svar. I stedet vil vi nu gå rettens vej og tvinge regeringen til at frigive dokumenterne,« siger han.

Han er overbevist om, at hemmelighedskræmmeriet skyldes omfattende korruption.

»I Europa eller USA fører det til store retssager, hvis korruption bliver opdaget, også hvis det involverer europæiske eller amerikanske virksomheder i udlandet. Det gælder ikke kineserne. De bekæmper korruption hjemme i Kina, men ikke uden for Kina. Vesten må ændre sit syn på Afrika, ellers sætter Kina sig på kontinentet, og det er ikke godt for os, det er ikke godt for menneskerettighederne, det er ikke godt for demokratiet, det er ikke godt for noget,« siger han.

Tomme løfter fra Vesten

Samme holdning vinder i disse år frem blandt sikkerheds- og kinaeksperter i USA og Europa. Senest har professor i international politik ved Princeton University Aaron L. Friedberg i magasinet Foreign Affairs givet sit bud på, hvordan Vesten bør forholde sig til Kinas voksende globale ambitioner. For at forhindre udviklingslandene i at blive trukket endnu længere ind i Kinas kredsløb må klodens demokratier gå sammen og fremvise et alternativ, skriver han.

»Det kan omfatte bistand, medicinsk assistance, flere uddannelsesvisa og forbedret adgang til vores egne markeder. Vestlige regeringer bør også samarbejde med etablerede internationale institutioner og private investorer for at finansiere infrastrukturprojekter, der er bygget efter høje standarder ved hjælp af lokal arbejdskraft og på rimelige økonomiske vilkår. Her som på andre områder bør målet være at genvinde initiativet i stedet for blot at reagere på Kinas handlinger,« lyder det fra den amerikanske professor.

Liberianske William Gyude Moore er ikke i tvivl om, at verdens udviklede og demokratiske nationer sagtens kunne matche Kinas fremfærd i Afrika, hvis viljen var der. Han hæfter sig ved, at samme nationer i løbet af det seneste halve år har brugt og øremærket tusindvis af milliarder på at støtte deres økonomier og betale folk for at blive hjemme.

»Så vi ved, at Vesten kan matche og overgå Kinas silkevej, hvis man ville. Men vil Vesten det? Jeg er ikke overbevist. Jeg tror, ​​at man er tilfreds med at sende nogle signaler, når det kommer til Afrikas velstand. Så det bør ikke komme som en overraskelse, når afrikanske regeringer omhyggeligt undgår at blive trukket ind i en rivalisering og opretholder en bred koalition af partnere. Hvis Kina har bygget mere infrastruktur i Afrika på to årtier, end Vesten har gjort i århundreder, er Kina også vores ven,« skriver han på Twitter.