Baggrund
Læsetid: 7 min.

Barcelonas migranter har ingen stat at støtte sig til under pandemien

Pandemien har haft store konsekvenser for Europas illegale migranter. I Barcelona har 400 kvinder fra fagforbundet Sindihogar Sindillar oprettet deres eget hjælpepakkesystem og via det overlevet under pandemien
46-årige Rocío Echeverría bor lidt nord for Barcelona med sin mand og datter. Hun er fra Peru og arbejder illegalt som hushjælp for spanske familier. Under coronanedlukningen har familien levet af opsparing, men den slap hurtigt op.

46-årige Rocío Echeverría bor lidt nord for Barcelona med sin mand og datter. Hun er fra Peru og arbejder illegalt som hushjælp for spanske familier. Under coronanedlukningen har familien levet af opsparing, men den slap hurtigt op.

Maria Contretas Call

Udland
20. august 2020

En tidlig april morgen gik Rocío Echeverría i stå foran sin hoveddør. Pung, telefon og nøgler havde hun husket; det var tankerne, hun ikke kunne samle. Spanien havde to uger forinden lukket landet ned med udgangsforbud på grund af pandemien. Politiet patruljerede i gaderne og sikrede, at folk havde et skriftligt dokumenteret formål med at være udenfor. Det havde Rocío Echeverría ikke. Faktisk måtte hun slet ikke være der.

46-årige Rocío Echeverría bor ved kysten lidt nord fra Barcelona sammen med sin mand og datter. Hun er oprindeligt fra Peru og arbejder illegalt som hushjælp for spanske familier.

I løbet af de første to ugers coronanedlukning levede Rocío Echeverrías familie af deres opsparing, men den slap hurtigt op. Den morgen foran hoveddøren skulle hun på arbejde:

»Jeg er normalt en temmelig handlekraftig kvinde, så det var en underlig situation at stå i. Jeg tror, jeg prøvede at finde frem til det rationelle at gøre. Hvis jeg gik udenfor, ville jeg måske blive smittet med corona eller anholdt af politiet. Men blev jeg hjemme, ville vi ikke have råd til aftensmad,« siger Rocío Echeverría.

Hun tjener i gennemsnit 30 euro på en dag. Hun gik ud gennem døren.

Selvstændig hjælpepakke

I alt formodes der at bo cirka 450.000 udokumenterede migranter i Spanien. Ifølge Zenia Hellgren, der er seniorforsker på immigrationsprogrammet på Pompeu Fabra Universitet i Barcelona, har nedlukningen været særligt kritisk for de mennesker, der er en del af den uformelle økonomi og ikke har opholdstilladelse.

»Regeringen har indtil videre så godt som ingenting gjort for dem. Store dele af samfundet er i krise, og de udokumenterede migranter er ikke en prioritet,« siger Zenia Hellgren.

Gennem foråret var der kun én ud af de fem familier, som Rocío Echeverría arbejdede for, der ville have besøg af hende. Man var bange for smitte udefra, lød beskeden fra de fire andre hun måtte vente med at komme, til alt havde lagt sig lidt igen. Situationen var den samme hos hendes kolleger:

»Vi har ingen kontrakt, og når der ikke er noget arbejde, er der heller ingen penge. Vi er jo ikke inkluderet i samfundets hjælpepakker, og kvinderne i mit netværk begyndte at blive mere og mere desperate. Jeg kunne se, at vi snart var nødt til at finde på noget.«

Rocío Echeverría er talsperson i det feministiske fagforbund Sindihogar Sindillar. Det er en sammenslutning af cirka 400 migranthusarbejdere i Barcelona. Hovedbestyrelsen består af fem kvinder.

En dag på et bestyrelsesmøde fremlagde et af medlemmerne en idé: Foreningen kunne oprette sit eget hjælpepakkesystem, der kunne holdes i gang via donationer og merchandise, som medlemmerne lavede i karantæneperioden. En anden foreslog, at de kunne sy dukker og sende med som maskotter til donationsgiverne. Rocío Echeverría var vild med idéen, men ret meget i tvivl om, hvorvidt den ville fungere. Ved den næste gruppeforsamling havde resten af medlemmerne det på samme måde.

»Det var ikke ligefrem, fordi folk sad med armene i vejret og jublede. Vi var gået i tænkeboks for at finde ud af, hvordan vores medlemmer kunne undgå sult og hjemløshed, og så var vores bedste bud hjemmesyede dukker. Til at begynde med syntes folk, at det var en usikker og mærkelig idé,« smiler Rocío Echeverría.

Dukkekampagnen blev dog en succes. Via indtægter fra den har foreningen haft råd til at dække udgifter for alle de medlemmer, der har haft brug for hjælp i løbet af de seneste fire måneder. Hvert medlems lønkompensation er stykket sammen af et basalt overlevelsesbeløb samt medlemmets husleje. I gennemsnit løber det op i cirka 300-400 euro om måneden pr. person. I de perioder, hvor medlemmer selv har kunnet tjene penge, er de blevet trukket fra støttebeløbet.

Omsorg eller kontrol

Undervejs i forløbet er der opstået mange uventede problemstillinger, forklarer Rocío Echeverría. Blandt andet da et medlem besluttede, at hun ikke ville betale sin husleje, men i stedet bruge pengene på andre ting og risikere at blive sat på gaden.

»Vi havde en længere snak om det, men i sidste ende blev vi enige om, at vi ikke kan styre, hvordan folks liv er indrettet, og hvad de vælger at prioritere. Vi kan ikke begynde at være efter folk på den måde, for så stopper den åbne kommunikation, som vi altid har haft med hinanden,« siger Rocío Echeverría.

Hendes erfaring med hjælpepakkearbejdet er, at omsorg og kontrol hurtigt kan komme til at overlappe. I juni ringede direktøren for et Barcelona-baseret firma til Sindihogar Sindillar og tilbød foreningen en donation på 2.000 euro. Betingelsen var dog, at pengene ikke måtte gå til at betale kvindernes husleje. Firmaet ville hellere løfte det professionelle niveau i foreningen, og deres donation skulle derfor gå til oprettelsen af et nyt onlineundervisningsforløb, som kunne lære kvinderne at sy masker.

»Hensigten var kun god, men vi endte med en masse ekstra arbejde med de masker. Vi havde jo vores andre projekter. Jo større donationen er, des flere betingelser stilles der også. Så vi skal være bevidste om vores egne grænser,« siger Rocío Echeverría.

’Modstandskassen’

Hun er hen over sommeren blevet fyret fra tre af sine fem job. Begrundelsen er ikke længere smittefare, men i stedet den økonomiske krise, som coronavirussen har forårsaget. Familierne skulle spare og måtte skære ned på hushjælpen.

»Jeg forstår dem godt, de har også haft det hårdt. Men vi migranter har nok en anden oplevelse af pandemien, fordi vi går under radaren. Vi har ingen stat og intet system at spejde imod, når det går rigtig galt,« siger Rocío Echeverría.

Fordi hun kun står tilbage med to familier, er hun blevet nødt til at acceptere nye arbejdsvilkår dels for at få flere timer, dels fordi familierne har spurgt hende. Blandt andet skal hun nu arbejde om søndagen, som ellers var hendes fridag. Og med nul udsigt til at kunne få andet arbejde er hun i en position, hvor hun ikke kan sige nej.

Også derfor kalder Sindihogar Sindillar deres hjælpepakkesystem for ’modstandskassen’ og kampagnen for SindiRebels.

»Coronakrisen har gjort det værre for alle i min omgangskreds, men vores arbejde har altid været hårdt, fordi det ikke er reguleret,« siger Rocío Echeverría.

»Lige nu tilbyder vi som migrantklasse en vital service meget, meget billigt for lande i Europa. Der er ingen EU-borgere, der vil arbejde som os. Men når der så kommer en krise som denne, så kan staten blankt ignorere os og sige, at vi alligevel er illegale.«

Peru

Rocío Echeverría tog rejsen fra Peru til Spanien for tre et halvt år siden. Grunden til at migrere betegner hun selv som »udramatisk« der var ikke nok arbejde, hverken for hende eller for hendes familie, og dagligdagen kunne ikke fungere.

I foråret ramte coronavirussen Latinamerika hårdt, og Peru har haft verdens længste udgangsforbud. Det begyndte i marts og sluttede i slutningen af juni, og Rocío Echeverrías søskende har i den tid ikke modtaget hjælp fra staten. Normalt er det hende, der sørger for en del af deres indkomst.

»Helt ærligt har jeg ikke kunnet hjælpe dem som sædvanligt,« siger Rocío Echeverría.

I december flyttede hendes datter til Spanien fra Peru, efter forældrene havde fået deres liv på plads i Barcelona. »Hun nåede det, inden det hele gik galt,« som Rocío Echeverría siger.

Nye forgreninger

For omkring en måned siden sad Sindihogar Sindillar-holdet samlet i et mødelokale i Barcelona. De havde for en tid sikret sig via deres eget hjælpepakkesystem; nu var idéen at række ud til andre foreninger. Det var Rocío Echeverría, der havde stået for kampagnen, som hun skulle forklare om live på Youtube. Hun havde forberedt en tale og havde varme håndflader. Mens hun talte, kunne hun se kommentarerne på skærmen. Der var mange, og de var positive. Kampagnen var en succes.

»Det betød næsten mere, end da vi havde fået vores eget system op at stå. Tilgangen til os migranter er ofte, at vi er en byrde, men jeg tror på, at vi skal insistere på, at vi er til nytte, selv om det er i trods,« siger hun.

Pengene fra den nye kampagne har Sindihogar Sindillar sendt videre til forskellige netværk i Barcelona blandt andet en organisation for hotelrengøringspersonale og et netværk af honduranske kvinder.

Timingen viste sig at være god, for i juli lukkede Catalonien igen midlertidigt ned på grund af coronavirus. Og med et generelt stigende smitteantal i Sydeuropa er situationen begyndt at blive kritisk. Om morgenen, inden hun skal på arbejde, stopper Rocío Echeverría derfor op foran sin hoveddør og trækker vejret lidt. Så går hun ud.

»Jeg har nogle, jeg skal være stærk over for, og nogle, som gør mig stærk. Min familie og Sindihogar Sindillar vi har jo klaret en pandemi sammen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjørn Pedersen

Konfiskér hendes arbejdsgiveres formue og ejendom (og sælg ejendommen), giv hende det samlede pengebeløb samt en betalt billet tilbage til Peru. Det skulle gerne dække omkostninger til at starte et bedre liv i Peru. Gør det samme med alle de andre, hvis lønninger går til den fælles "modstandskasse" og deres arbejdsgivere.

Jeg er modstander af illegal indvandring, selvfølgelig, men mens de ikke bør være her, skal de ikke straffes unødigt for bare desperat at ville have et arbejde, og at tage imod arbejde fra dem der ønsker billig arbejdskraft udenom konventionerne, udenom overenskomster, udenom konsekvenser og udenom ansvar. Skal man straffe, skal man straffe dér hvor det har størst praktisk effekt: Arbejdsgiverne.

Søren Andersen

Hvordan mon lignende kasteløse klarer sig i Danmark?