Coronasmitten stiger igen i Sydeuropa og tre andre historier fra verden

Her er fire vigtige internationale historier, som du måske er gået glip af i løbet af ugen.

Tilmeld dig i bunden af artiklen, hvis du vil modtage Verdens Gang i din indbakke hver fredag aften.

• Coronasmitten stiger igen i Sydeuropa

Af Martin Gøttske, Sydeuropakorrespondent, Italien

Alarmklokkerne er for alvor begyndt at lyde igen i Sydeuropa. Efter at have gennemført hårde samfundsnedlukninger i et forsøg på at stoppe coronavirussen, åbnede flere lande op i forsommeren i et forsøg på at redde dele af den økonomisk vigtige turistsæson.

Det lader nu til at have haft mærkbare konsekvenser på smittetrykket, da situationen igen nærmer sig katastrofedagene tilbage i marts.

I Spanien og Italien ligger antallet af nye daglige smittetilfælde på niveau med tiden i marts, og i Grækenland er halvdelen af landets samlede antal smittetilfælde blevet registreret alene inden for de seneste fire uger.

»Tag ikke fejl, det går ikke godt lige nu,« som chefen for krisehåndtering i det spanske sundhedsministerium, Fernando Simón, udtrykker det over for den spanske udgave af mediet Huffington Post.

Men i alle tre lande bliver det udelukket, at man som konsekvens vil genindføre samfundsnedlukninger som i foråret. Blandt andet siger den italienske sundhedsminister, Roberto Speranza, ret kategorisk, at »der kommer ikke endnu en lockdown«.

I stedet er der blevet indført mindre restriktioner. I Italien er coronatest påkrævet af passagerer, som ankommer med fly fra Spanien, Grækenland, Kroatien og Malta, mens der er maskepåbud i områder, hvor der kan være større forsamlinger af mennesker.

I Grækenland er der test til folk, som kommer tilbage fra ferieøerne i Det Ægæiske Hav, og der er indført lokale restriktioner for barer og restauranter.

I Spanien er barer og natklubber blevet tvunget til at lukke, og i Catalonien må man kun forsamle sig i grupper på maksimalt ti personer.

Spanien har den sidste uges tid gennemsnitligt registreret 7.000 nye smittetilfælde hver dag. I alt har der været over 400.000 coronasmittede spaniere, og næsten 29.000 er døde med virussen.

I Italien er antallet af smittede også vokset de seneste uger. Der registreres dagligt 1.000 nye tilfælde, hvilket er fire gange flere end for blot en måned siden, og det vurderes, at omkring halvdelen af de nye smittede er relateret til italienere, som er vendt tilbage fra ferie. I alt er omkring 35.500 italienere døde med coronavirus; 263.000 har været smittet.

I Grækenland, der i foråret var det sted i Europa, hvor man mest effektivt holdt smittekurverne nede, er antallet af registrerede smittetilfælde fortsat lavere end i mange andre europæiske lande – der er i alt 248 døde og under 10.000 smittede – men også her går det tydeligvis den forkerte vej. En tredjedel af det totale antal smittede er blevet registreret alene inden for de seneste to uger, og onsdag rapporterede man 295 nye tilfælde inden for de foregående 24 timer – det højeste antal, siden virussen kom til Grækenland.

Mens smittekurverne går opad, er antallet af døde dog ikke lige så skræmmende som tilbage i foråret.

I Spanien svarer antallet af daglige registrerede smittetilfælde på omkring 7.000 til situationen i slutningen af marts, men hvor der dengang døde over 1.000 om dagen, er tallet nu nede på gennemsnitligt 25 dødsfald om dagen inden for den seneste uge.

I Italien er mønstret det samme. Antallet af daglige smittetilfælde ligner situationen i marts, men dengang døde cirka 100 personer om dagen, og nu er antallet nede på syv dødsfald dagligt.

Presset på sygehusvæsnet i Italien er også markant mindre. Torsdag i denne uge lå 69 coronapatienter på intensivafdelingen i Italien, mens antallet var oppe over 4.000, da situationen var mest katastrofal i foråret.

Tallene kan blandt andet være en konsekvens af, at det er andre aldersgrupper, som nu bliver smittet.

For få måneder siden var gennemsnitsalderen for smittede i både Italien og Spanien omkring 60 år. Nu er den nede på 40 år.

• Bahrain vil ikke normalisere forholdet til Israel

Af Waleed Safi, Mellemøstkorrespondent, Istanbul

I hele sidste uge rejste den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo rundt i Mellemøsten i et forsøg på at overtale flere arabiske monarker i golfregionen til at omfavne Israel offentligt. Men den mission ser foreløbigt ud til at være mislykkedes.

I stedet for at gå i De Forenede Arabiske Emiraters fodspor og normalisere forholdet til Israel, understregede kongen af Bahrain, Hamad bin Isa Al Khalifa, efter mødet med Pompeo, at hans kongedømme fortsat forpligter sig på oprettelsen af en palæstinensisk stat.

Dermed står kongen indtil videre fast på det »Arabiske fredsinitiativ«, hvilket betyder, at Tel Aviv kun får fred og fuld normalisering af de diplomatiske forbindelser, hvis Israels trækker sig fuldstændigt tilbage fra de palæstinensiske territorier besat efter 1967.

»Kongen understregede vigtigheden af at intensivere bestræbelserne på 1) at afslutte den palæstinensisk-israelske konflikt i henhold til en tostatsløsning, og 2) oprettelsen af en uafhængig palæstinensisk stat med Østjerusalem som hovedstad,« lød det i en meddelelse i Bahrain.

Ikke nemt at følge trop

I dag er det kun Egypten i 1979 og Jordan i 1994, som har normaliseret forholdet til Israel.

Da Emiraterne for nylig blev det tredje arabiske land, som anerkendte Israels eksistens, spåede flere internationale medier, at monarkier som Oman, Marokko, Bahrain og måske endda Saudi-Arabien ville følge trop.

Men det er ikke sket. De fleste monarker i regionen har været forbavsende stille siden, og det er der måske en god forklaring på: Emiraterne er nemlig en lille nation med 10 millioner indbyggere, der regeres af en magtfuldkommen leder, der kan diktere landets skæbne, hvilket gør det nemmere at træffe drastiske beslutninger uden den store opposition. Andre arabiske monarker har ikke den luksus. De frygter intern uro, hvis de vender palæstinenserne ryggen.

Sådan siger Cinzia Bianco, ekspert ved European of Council of Foreign Relations i en kommentar til nyhedsmediet Al-Jazeera.

»Den populære opposition mod en normalisering er stadig stor i den arabiske verden«, siger hun.

• Grumset magtspil efter Malis kup

Af Niels Ivar Larsen

Efter det ublodige militærkup er et grumset magtspil i gang i Mali. 18. august væltede en junta af yngre officerer den folkeligt miskrediterede præsident Keïta.

Keïta accepterede godvilligt at blive afsat og blev torsdag løsladt af militæret. En malisk avis skrev, at han faldt som »en rådden nedfaldsfrugt«. Kupmagerne blev mødt med bred international fordømmelse, men lovede skyndsomt overgang til nyt civilt styre og frie valg. En tidsramme blev dog ikke præciseret.

»Juntaen ønsker en tre år lang transition, hvor grundlaget for Malis statsopbygning skal gennemgås‚« forlød det så mandag ifølge den delegation fra Det Vestafrikanske Økonomiske Fællesskab (ECOWAS), der med den tidligere nigerianske præsident Goodluck Jonathan i spidsen tog kontakt til Malis nye magthavere sidste lørdag.

Delegationens forhandlinger med juntaen endte dog mandag uden enighed om betingelserne for genoprettelse af civilt styre.

Til nyhedsbureauet AFP oplyste ECOWAS-kilden, at juntaen ville have en overgangsregering med »en officer som præsident«. En talsmand for Den Nationale Komité til Folkets Frelse, som juntaen kalder sig, bekræftede ønsket over for AFP. Samme dag refererede Radio France Internationales korrespondent i Bamako kilder i ECOWAS-delegationen og Malis militær for, at »overgangsregeringen overvejende skulle bestå af militærfolk«.

Favorit til at blive »militær præsident« er den 37-årige oberst Asimi Goïta, leder af Malis specialstyrke-bataljon. Han beskrives af maliske militærkilder, som mediet Africa Report har talt med, som »en rolig og velovervejet mand«, der »nyder et godt ry i hele militæret«. Goïta deltog i 2010 i kampmissioner mod terroristgrupper og narkosmuglere i Mali, og i 2016 studerede han på det tysk-amerikanske George C. Marshall European Center for Security Studies.

Men som African Report påpeger, har Goïta kommanderet enheder, som i deres kamp mod de væbnede jihadgrupper er blevet beskyldt for overgreb på civile og udenomsretlige henrettelser, blandt andet i en FN-rapport.

Andre toner

Næppe var delegationen fra ECOWAS rejst hjem, før der tirsdag lød andre toner fra juntaens militærtalsmand Ismaël Wagué.

»Vi har på intet tidspunkt ønsket, at overgangsregeringen skal være domineret af militærfolk,« sagde Wagué. »Alle beslutninger om transitionen, den nye præsident og regeringsdannelsen vil finde sted i samråd med de politiske partier, fagforeningerne, de væbnede grupper, som skrev under på fredsaftalen fra 2015, og civilsamfundet,« sagde Wagué ifølge RFI’s Mali-korrespondent.

Bag juntaens kovending ligger øjensynligt et fransk pres. Tirsdag refererede Libération »en kilde i Elysée-palæet« for, at Frankrig ser det som »essentielt«, at transitionen til civilt styre bliver »civilt ledet«.

Tre år er ikke en mulighed, men et halvt år er omvendt ikke realistisk – mellem de to kan der være manøvrerum,« tilføjede den franske regeringskilde.

Og torsdag forsikrede Frankrigs udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian om, at militærkuppet ikke vil berøre Frankrigs militære operationer imod islamistiske militsgrupper i landet, og at juntaen er indforstået.

Frankrig har indsat 5.100 soldater i Mali som del af en større international militærtilstedeværelse, der også omfatter fredsbevarende FN-styrker og personnel fra en række lande, deriblandt Canada og Danmark. I alt 80 danske militærfolk er indsat, heraf de ti i FN-styrken.

Nye forhandlinger er nu i gang mellem juntaen og oppositionsbevægelsen, M5-RFP. M5-RFP voksede ud protesterne mod præsident Keïta og tegnes især af Mahmoud Dicko, en ’populistisk’ figur, som kritikere har sammenlignet med Irans revolutionsleder i 1979, ayatollah Khomeini. Han støtter foreløbig militærkuppet som »en fuldbyrdelse af folkeopstanden«, skriver Le Monde. I dag skal oberst Goïta personligt forhandle med M5-RFP om bevægelsens mulige rolle i en overgangsregering.

Uanset om Frankrig er kommet til en forståelse med kupmagerne, er kuppet ubekvemt for Paris. I syv år støttede den tidligere kolonimagt præsident Keïta, og den brede folkelige modvilje imod ham, der kom til udtryk under sommerens store protestaktioner, har ifølge en diplomatisk iagttagers analyse i Le Monde også smittet af på den franske tilstedeværelse.

• Rohingyaer markerer tre år i verdens største flygtningelejr

Af Lasse Karner, Asienkorrespondent, Singapore

Næsten en million rohingya-muslimer bor i verdens største flygtningelejr i det sydlige Bangladesh.

Denne uge markerede de treårsdagen for den militæraktion, der tvang dem på flugt over grænsen fra deres hjem Myanmar.

Rohingyaerne bliver ofte kaldt klodens mest forfulgte folk. De har i årtier været udstødt og undertrykt i det primært buddhistiske Myanmar, hvor den militære og politiske ledelse ser dem som illegale immigranter fra Bangladesh.

Men den systematiske udrensning, Myanmars hær gennemførte i august 2017, var langt mere brutal end tidligere. På få uger flygtede 730.000 til lejrene i Bangladesh, der allerede var begyndt at vokse sig store i årene forinden.

I Bangladesh insisterer myndighederne på, at rohingyaerne ikke er kommet for at blive. De er ifølge regeringen i Dhaka tvangsfordrevne statsborgere fra Myanmar. De to nabolande aftalte oprindeligt, at rohingyaerne skulle tilbage til Myanmar inden for to år. Tidsfristen udløb ved udgangen af 2019, og endnu tyder intet på, at det kommer til at ske. Myndighederne i Bangladesh presser på for at finde en politisk løsning, men interessen fra Myanmar er til at overse.

Rohingyaerne kræver at blive anerkendt som en etnisk gruppe og at få statsborgerskab. Men den første hindring er, at de områder, hvor de før boede i Myanmar, stadig ikke er sikre for dem at vende tilbage til.

Mange af de omkring 600.000 rohingyaer, der fortsat befinder sig i Myanmar, er blevet fordrevet fra deres hjem og bor i noget, der minder om koncentrationslejre. Resten lever underlagt strenge restriktioner og kontrol. Sikkerhedssituationen er blevet forværret yderligere, fordi kampe er brudt ud mellem Myanmars militær og en anden etnisk minoritet.

Uden stemmeret

Rohingya-krisen har samtidig udstillet den skrøbelige magtstruktur i Myanmar, hvor civilregeringen nu er ledet af demokratiforkæmperen Aung San Suu Kyi, men hvor militæret fortsat har stor indflydelse og kontrollerer vigtige ministerier og hele sikkerhedsapparatet.

Aung San Suu Kyis parti, National League for Democracy (NLD), kom til magten, da landet i 2015 afholdt det første frie valg i 25 år. Den 8. november afholdes der igen valg i Myanmar. Det forventes, at Myanmars mange etniske grupper denne gang vil være bedre forberedte og vinde flere pladser i parlamentet, end tilfældet var ved seneste valg.

En koalitionsregering med Aung San Suu Kyi og NLD som bærende kraft er en reel mulighed. Det vil dog næppe ændre regeringens syn på rohingyaerne. Der findes enkelte rohingyapartier i Myanmar, men eftersom stort set alle mindretallets medlemmer er statsløse og dermed ikke må stemme, er dets politiske indflydelse minimal.