Baggrund
Læsetid: 5 min.

Eksperter: Russerne vil ikke gribe ind i Hviderusland, som de gjorde i Ukraine

Oprøret i den hviderussiske hovedstad Minsk puster til spekulationer, om Rusland vil intervenere, sådan som det skete efter det ukrainske oprør i 2014. Men lysten til at blande sig i det nuværende oprør er langt mindre, vurderer to ruslandskendere
»Blander russerne sig militært, bliver de massivt upopulære. Så hellere forholde sig mere passivt, så folket også er samarbejdsvilligt fremover.« siger Mark Galotti, som har forsket i russisk historie og sikkerhedsspørgsmålet i 30 år.

»Blander russerne sig militært, bliver de massivt upopulære. Så hellere forholde sig mere passivt, så folket også er samarbejdsvilligt fremover.« siger Mark Galotti, som har forsket i russisk historie og sikkerhedsspørgsmålet i 30 år.

Tatiana Zenkovich

Udland
18. august 2020

Søndag var rekordmange demonstranter på gaden – ifølge kilder over 100.000 – i den hviderussiske hovedstad Minsk. Og dag for dag slutter flere virksomheder sig til sagen og strejker imod landets præsident Aleksandr Lukasjenko.

Lukasjenko synes stadig mere presset, og gennem de seneste dage har Lukasjenko været i kontakt med den russiske præsident Vladimir Putin og bedt om hjælp med at »genetablere orden«. Angiveligt fordi protesterne »truer hele det postsovjetiske område«.

Dermed har Lukasjenko sat en storm af spekulationer i gang om, hvorvidt Rusland ender med at annektere Hviderusland, ligesom det skete med Krim efter det ukrainske oprør i 2014. 

Det har ikke hjulpet, at en video af russiske militærbiler på vej mod den hviderussiske grænse har cirkuleret på de sociale medier. Videoens ægthed bestrides dog af flere analytikere. 

Situationen har fået anerkendte fagfolk som politologen Francis Fukuyama til at give deres bekymrede syn på sagen. Søndag tweetede den amerikanske tænker, at »vi kan snart stå over for et nyt Krim-annekteringsøjeblik«.

Men fortællingen om, at Rusland vil blande sig i Hviderusland, er alt for unuanceret, siger Mark Galeotti, der har forsket i russisk historie og sikkerhedsspørgsmål i mere end 30 år. I dag er han blandt andet æresprofessor ved University College London og seniorstipendiat ved tænketanken RUSI.

»Den største misforståelse af situationen er, at oprøret i Hviderusland er et spørgsmål om Rusland og Vesten. Modsat Ukraine i 2014 handler protesterne på ingen måde om udenrigspolitik, og derfor kan de ikke sammenlignes. Men det overser mange analytikere,« siger han.

Den vurdering er Flemming Splidsboel Hansen, seniorforsker ved DIIS, enig i. 

»For hviderusserne handler det om at komme af med deres præsident, og hvad der så kommer bagefter, er mere uklart. Men en sådan uklarhed kan selvfølgelig være ret væsentlig for et land, der geografisk ligger afgørende mellem EU og Rusland.«

Ifølge DIIS-forskeren er Moskva overordnet set langt mere afventende, end man kan få indtryk af visse steder. Selvfølgelig bliver der fulgt nøje med i situationen – ligesom man bør gøre i Vesten. 

Ruslands interventionsmuligheder

Når Lukasjenko beder Rusland om hjælp, er det, fordi han ikke har andre at vende sig mod, vurderer Mark Galeotti. Situationen rummer dog en vis ironi, fordi Lukasjenko kort før valget talte om Rusland som en skræmmende ydre kraft, der ville påvirke valget med lejesoldater.

»Han ved selvfølgelig, at det er nonsens, men det skulle få ham til at fremstå som nødvendig for at beskytte landet mod enorme udefrakommende kræfter. Nu er det pludselig NATO, der er den ydre fjende, og Rusland, der skal hjælpe ham. Spørgsmålet er, hvor mange gange Lukasjenko kan vende på en tallerken, før han mister al troværdighed.«

Der er særligt tre niveauer af hjælp, som Rusland kan give Lukasjenko, forklarer Galeotti.

Det første er, at Rusland kan agere som trussel med en fortælling om, at hvis demonstranterne ikke passer på, så kan Hviderusland ende i en ny Krim-situation.

Det andet niveau er praktisk støtte i form af flere oprørsbetjente, der koordineres af hviderusserne. Og det tredje niveau er en regulær invasion af landet med russiske sikkerhedsstyrker. De sidste to muligheder er dog meget usandsynlige, vurderer Mark Galeotti.

Mere Armenien end Ukraine

Hovedårsagen til Ruslands tilbageholdende tilgang er, at oprøret i Hviderusland mere minder om det armenske oprør i 2018 end det ukrainske i 2014.

Mens oprøret i Ukraine handlede om, at Ukraine ville vende blikket mod vest frem for øst, så er det hviderussiske indtil videre udelukkende et internt anliggende, ligesom man så det i Armenien. Her har man fået demokratiske reformer, men samtidig beholdt den gode relation til Rusland – der blandt andet er kommet til udtryk under landets nuværende konflikt med Aserbajdsjan.

Armeniens udenrigspolitik er ikke forandret, og det er det afgørende for Putin, mener Mark Galeotti.

»Putin går ikke nødvendigvis op i kampen mellem demokrati og diktatur i landet. Han har blot et basalt geopolitisk behov for, at Hviderusland forbliver en barriere mellem Rusland og EU. Så længe det bliver garanteret, er han ligeglad med, hvem der er præsident.«

Således mener Galeotti, at Rusland kun vil blande sig markant, hvis der er risiko for at miste Hviderusland til Vesten.

Den vurdering er Flemming Splidsboel uenig i. Han mener, at indenrigspolitiske demokratiske reformer kan inspirere demokratisksindede russere til at gøre oprør mod Putin, ligesom man ser det i den østlige russiske by Khabarovsk, hvor der den seneste tid har været store protester imod præsident Putin.

»Der er tale om et fælles kulturelt rum, hvor man inspirerer og opmuntrer hinanden. Og den risiko kunne godt være stor nok til, at Kreml blander sig – ikke nødvendigvis militært, men eksempelvis med et stort lån, så Lukasjenko kan blive populær igen.«

Galeotti ser for sin del ingen tegn på, at Kreml er skræmt af, at et demokratisk oprør kan virke inspirerende. Han peger på, at de demokratiske kræfter i Ukraine ikke har inspireret til oprør i Moskva. Tværtimod bruges Ukraine som et skræmmeeksempel på mangel på politisk stabilitet og økonomisk fremgang. 

Og så spiller det også en rolle, at en annektering af Hviderusland vil være en dyr fornøjelse, ligesom det har været tilfældet med annekteringen af Krim. 

»Når de er så utilfredse i Khabarovsk, er det i høj grad, fordi Putin bruger alle pengene på Moskva, Sankt Petersborg og Krim. Hvis der også skal bruges penge på Hviderusland, vil det nok påvirke protesterne i Khabarovsk mere, end hvad lidt demokratisk inspiration fra Hviderusland ville have af betydning.«

Farlig indblanding

Galeotti mener, at det, at en intervention kan få uhensigtsmæssige konsekvenser, er en afgørende faktor i russernes tilbageholdenhed. Lige nu har hviderusserne hverken en klart antirussisk eller antivestlig tilgang, men det kan en intervention hurtigt ændre på.

»Blander russerne sig militært, bliver de massivt upopulære. Så hellere forholde sig mere passivt, så folket også er samarbejdsvilligt fremover.«

De uhensigtsmæssige konsekvenser ved indblanding gælder også Vesten, understreger han og påpeger, at der i Washington nu tales om at gøre det klart for Putin, at det får alvorlige konsekvenser, hvis han prøver på noget.

»Den slags trusler vil kun inspirere Kremls machotankegang. Man vil ikke tillade Washington at få Kreml til at se svag ud. Og hvis Moskva reelt bliver bange for helt at miste Hviderusland, føler man sig nødsaget til at gribe ind på en eller anden måde.«

Hvad der sker fremover, og hvilken rolle Rusland får i det, er usikkert. Men der er ikke tvivl om, at Lukasjenko er presset. Hvad der mandag skulle have været en regimevenlig og iscenesat tale på en af landet største fabrikker, udviklede sig til slagord fra medarbejderne mod deres præsident. 

Mens Lukasjenko talte om, at der ikke ville blive afholdt nyvalg, medmindre de dræber ham, råbte medarbejderne, at han skulle gå af. Talen, der vækker mindelser om den rumænske diktator Nicolae Ceausescus sidste tale, sluttede med ordene:

»Tak, jeg har sagt alt, hvad jeg har at sige. Nu kan I råbe, at jeg skal gå af.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Serge Savin

Lukashenkos tale på traktorfabrikken i Minsk ligger på YouTube

https://www.youtube.com/watch?v=Qi_Z1U34u9k

Interessant er det også, at USA kun har investeret relativt små beløb for at få et regimeskifte ("farverevolution") i Hviderusland https://www.ned.org/region/central-and-eastern-europe/belarus-2019/ - i modsætning til Ukraine, hvor USA - iflg. USA's viceudenrigsminister for Europa, Victoria Nuland - brugte over fem milliarder dollars for at få et regimeskifte (statskuppet februar 2014).

Johnny Christiansen, Hanne Utoft, Lars Bo Jensen, Anders Graae, Lars Løfgren, Henrik Leffers, John Andersen, jens christian jacobsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Per Christiansen

Kalkulen må være, er det bedre nu eller under Putin.
Som langsomt og gerne genopbygger Sovjet. Lad os se om der dukker sortklædte soldater op rundt omkring i Hviderusland.
De Baltiske små stater bør være meget nervøse.

Rusland er bekymret, og vil gøre meget for at undgå et nyt Ukraina.:
- Dels går gasledningen til vest gennem Belarus.
- Og dels udgør Belarus Ruslands buffer mod Nato.

- Men - Rusland vil altså også gøre gøre meget for at undgå en ny skandale som den med Krim.