EU’s hede efterår: Ovenpå budgetforhandlingerne kan det blive svært at sikre retsstaten

En genopretningsfond på 750 milliarder euro og et budget for 2021-2027 på knap 1.100 milliarder euro. Så gigantisk var outputtet af det fem dage lange EU-topmøde i juli.

Her midt i coronakrisens økonomiske nedtur gik der et lettelsens suk gennem Europa, fordi der kom en aftale i hus – endda med en epokegørende enighed om fælles gæld, fælles beskatning og fælles udgifter, som især kommer hårdt kriseramte lande som Italien og Spanien til gode.

Men efter mødet var der vidt forskellige udlægninger af, hvor vidt EU overhovedet stillede håndfaste retsstatsprincipielle krav til udbetalingen af de 1.820 milliarder euro eller 13.650 milliarder kroner, så det sikres, at lande som Polen og Ungarn overholder de mest basale standarder for retsstaten, for frie medier, frie domstole og frihed fra korruption.

»Udbetalingen af EU-midler skal kobles med, hvorvidt landene efterlever retsstatsprincipperne,« lød en standardformulering, som fløj rundt i den europæiske presse efter topmødet. Men det havde været mere præcist at skrive, at det var lagt over til EU-Kommissionen at skabe forslag til klausulen om retsstatslighed. I de vage formuleringer fra topmødeerklæringen blev knuden altså hverken løst eller hugget over.

Forvirringen blev ikke mindre af, at Ungarns leder Viktor Orbán og Polens Mateusz Morawiecki solgte topmødet som en sejr: De »vilkårlige afstraffelser« af Ungarn og Polen er afværget, mente premierminister Morawiecki. I Bruxelles gav Orbán den gas med formuleringer som »de ungarske og polske kræfter har stoppet de liberale internationale brigaders angreb«.

I Ungarn udløste topmødet en hurtigt overstået kamp om fortolkningen af sluterklæringen. For som leder af Ungarns Helsinki-komité for menneskerettigheder Márta Pardavi formulerer det, blev EU-debatten efter få dage afløst af nyheden om, hvordan den ungarske regering har kværnet landets sidste store uafhængige netmedie, Index.hu.

Alligevel er Márta Pardavi »meget forsigtig optimist«.

»Gummiformuleringerne fra topmødet gjorde, at alle regeringslederne kunne komme med i båden og præsentere mødet som en sejr,« siger hun fra sit kontor i Budapest.

»Det er jo EU-taktik, så der skal også læses mellem linjerne. Og både Merkel, Kommissionen og EU-Parlamentet har lagt så stærk vægt på spørgsmålet om retsstaten, at jeg har svært ved at se for mig, at der slet ikke skulle ske noget i løbet af efteråret.«

I Polen er billedet mindst lige så broget, efter at seks polske byer i slutningen af juli blev nægtet midler fra Den Europæiske Kommission i det europæiske ’Town Twinning’-program. På linje med en lang række andre polske kommuner, har de seks byer nemlig erklæret sig for ’LGBT-fri zoner’.

»Det handler om relativt beskedne summer, men det får stærk mediedækning her i Polen,« siger Jacek Kucharczyk, der leder tænketanken Institute of Public Affairs i Warszawa.

»Jeg vil ikke kalde det en forløber for en stærkere retsstatsmekanisme i EU, for vi aner jo ikke, hvor processen ender. Men indefrysningen af midler til de LGBT-fri zoner gjorde det konkret, at EU-Kommissionen tager retsstaten alvorligt.«

PiS-regeringen prøvede i første omgang at nedtone det, for derefter at rase mod både EU og LGBT-aktivister og deres angivelige sammensværgelse.

»Mange polakker ser det som et første skridt fra EU,« mener Jacek Kucharczyk.

»Så selv om regeringen prøver at vende den mod EU, tror jeg, det var en klog stikpille fra EU-Kommissionen.«

Orbáns oligarkvenner

Der findes omtrent lige så mange eksperter som holdninger til, hvad resultatet af topmødet kan betyde for sikringen af retsstaten i EU. I det amerikanske magasin Foreign Policy beskriver politologen Daniel Kelemen, der selv har ungarske rødder, EU’s kompromis som en »faustisk pagt med autokraterne«, der gør Europa til »et sikkert hjem for hybride og autoritære regimer«.

I Danmark ser Marlene Wind, professor og leder af Center for Europæisk Politik, næsten lige så sort på det. Hun ser topmødetaktikken med at udskyde spørgsmålet om retsstaten til fordel for enighed om budgetterne som en »ofring af retsstaten på de økonomiske forhandlingers alter«.

»Spørgsmålet om retsstaten blev bare sparket til hjørne. Nu skal EU-Kommissionen så komme med det næste udspil, men her har man tydeligvis ikke fundet ud af, hvilket snit man skal lægge. De færreste tror på en hårdtslående løsning,« siger hun til Information.

»Det inviterer Orbán og hans oligarkvenner til fortsat at betjene sig ved buffeten med landbrugsstøtte og strukturfondsmidler uden nogen særlige konsekvenser af deres brud på retsstatsligheden.«

Det ærgrer tydeligvis Marlene Wind lige så meget, som det i hendes øjne burde ærgre alle europæiske skatteydere. For paragrafferne om brud på retsstatsprincipperne findes sort på hvidt i EU-traktaterne. Der er bare ingen enighed om, hvordan de kan bruges.

»Alle EU-medlemslande har skrevet under på Københavnerkriterierne og artikel 2 i Lissabon-traktaten,« siger hun.

»Så helt ærligt, det burde ikke være så svært at definere kravene.«

Køligt kompromis

Det er vi langt fra i dag, mener Marlene Wind, der retorisk spørger til, hvad det præcis er for overtrædelser af retsstatsprincipper, der skal kunne fratage et land støtten? Er for eksempel fyringen af Index.hu’s redaktør nok? Eller de polske kommuners beslutning om at blive LGBT-fri zoner?

Hendes pessimisme udfordres en smule i Berlin, hvor vicechefen i tænketanken Jacques Delors Centre, Lucas Guttenberg, ser sluterklæringen fra EU-topmødet som et »køligt kompromis«.

»Der kan stadig nå at ske fremskridt, og der skal nok komme en mekanisme, hvor tiltagene skal besluttes med kvalificeret flertal,« siger han over telefonen fra Berlin Mitte.

»Men selve reglerne og kriterierne skal vedtages enstemmigt – og det ser jeg som den store hurdle, der ikke just maner til optimisme.«

For at forstå den hurdle må man dykke ned i erklæringen fra topmødet og et forslag fra EU-Kommissionen til en såkaldt retsstatsmekanisme fra 2018.

I den afsluttende erklæring, som Ungarn og Polen også skrev under på, hedder det, at »Kommissionen vil foreslå tiltag i tilfælde af kontraktbrud, som skal godkendes af Rådet med kvalificeret flertal«. Senere tilføjes det, at »Det Europæiske Råd vil snarest vende tilbage til dette emne« – altså det Råd, som består af EU’s stats- og regeringschefer.

Men at Rådet skal »vende tilbage til emnet« betyder ikke nødvendigvis, at det bare er Rådet, der skal beslutte det videre forløb enstemmigt. Tværtimod kan det også læses som en kommentar til et forslag fra 2018.

Her hedder det, at EU-Kom­mis­si­onen kan smække kassen i over for medlemslande, hvis de ser stort på retsstatsprincipperne. Bum.

Det afgørende er: Det er automatiske sank­tio­ner, der kun stoppes, hvis et flertal aktivt afviser dem. Den ordlyd kunne blive pænt ubehagelig ikke bare for Ungarn og Polen, men også for for eksempel Tjekkiet og Malta. Men den er også komplet urealistisk, for det vil kræve enstemmighed at definere og indføre, mener Lucas Guttenberg.

»Det kan vi glemme, det vil bare ikke ske,« siger han.

En mindre aggressiv variant lyder, at det kræver et tilvalg fra et kvalificeret flertal af medlemslande overhovedet at udløse sanktioner mod et medlemsland, der forbryder sig mod reglerne. Men selv om et kvalificeret flertal »kun« svarer til 55 procent af EU-medlemslandene, der repræsenterer mindst 65 procent af befolkningen, tvivler Marlene Wind på, at det vil fungere i praksis.

»Hvis EU-Kommissionen i hver enkelt tilfælde først skal ud og samle et kvalificeret flertal blandt medlemslandene, vil det løbe ud i sandet. Det vil være en alt for tung mekanisme, som næppe får Orbán til at ryste i bukserne.«

At bruge værktøjet

En mere moderat optimist er den polske politolog Piotr Buras, der leder den proeuropæiske tænketank ECFR i Warszawa. Han mener, at både de jublende autokrater og de sortseende kommentatorer har været for hurtigt ude. Tværtimod ser han det som et klogt træk, at budgetforhandlingerne ikke blev umuliggjort af en stærk retsstatsmekanisme. I stedet fik sluterklæringen en »generel men forpligtende ordlyd«, som også Orbán og Morawiecki skrev under på.

»Det er et solidt retligt og politisk grundlag for at skabe en retsstatsmekanisme,« skriver han i en analyse, som blandt andet er bragt af den tyske avis Tagesspiegel.

»Om den chance udnyttes, afhænger nu af beslutsomheden ved de vigtigste aktører: det tyske EU-formandskab, Europa-Parlamentet og Kommissionen.«

Den tolkning bakker Jacek Kucharczyk fra Institute of Public Affairs i Warszawa op om.

»Jeg er ikke vildt optimistisk. Men det er sandt, at værktøjerne for en retsstatsmekanisme findes. Så spørgsmålet er, om der også er politisk vilje til at bruge dem,« siger han.

»Både Rådet og Merkel har allerede talt så meget om retsstaten, at det vil være umuligt at bakke helt ud af ambitionerne.«

Oprør fra Europa-Parlamentet

Spørgsmålet om, hvorvidt Merkel kan bidrage til en ambitiøs retsstatsmekanisme er omstridt. Marlene Wind ser et stærkt pres fra EU-Parlamentet som »et sidste håb for håndfaste krav om en retsstatsmekanisme«. Parlamentet skal nemlig også give sit samtykke til det forhandlede budget.

Det lugtede allerede af oprør, da 465 parlamentsmedlemmer i sidste uge stemte en yderst kritisk resolution igennem. Den takker kraftigt nej til regeringschefernes forhandlingsresultat – både i forhold til nedskæringer inden for forskning, sundhed og klima, men også i forhold til den manglende retsstatsmekanisme.

Da Information fanger den konservative EU-parlamentariker Pernille Weiss, der er på vej i sommerhus, er ærgrelsen tydelig.

»Jeg er vildt skuffet,« siger hun.

Pernille Weiss har tidligere langet kraftigt ud efter Polen og Ungarn, selv om hun og De Konservative sidder i EPP-gruppen med Orbáns Fidesz-parti.

»Jeg havde håbet på meget mere konkrete retsstatsprincipper,« som hun siger.

I stedet kræver Weiss og en lang række andre EU-parlamentarikere, at forslaget fra 2018 genoptages. Vel at mærke i den hårde variant, hvor det ikke kræver et kvalificeret flertal at sætte bødekassen i gang, men et kvalificeret flertal at stoppe en automatisk straf, så EU-Kommissionen både får mulighed for og pligt til at handle uden at spørge stats- og regeringscheferne i Rådet først.

Med forargelse i stemmen gør Pernille Weiss opmærksom på, at to tredjedele af sagerne ved EU’s antikorruptionsmyndigheder OLAF ikke gøres færdigt, og retsforfølges – ofte fordi de syltes nationalt.

»Derfor var det også en tynd kop the fra ’the frugal four’,« siger hun og sender en stikpille til Mette Frederiksen.

»Selv rent finansielt kan det være en stakket frist at komme hjem med en national rabat, som Mette Frederiksen gjorde, hvis demokratiet og sikringsmekanismerne mod korruption i andre lande smuldrer. Den prioritering forstår jeg ikke.«

EU’s fundament

Lysere toner lyder der fra EU-parlamentarikeren Christel Schaldemose fra Socialdemokratiet, der har kritiseret Europa-Parlamentets hårde resolution mod den økonomiske del af den historiske aftale.

»Jeg er forsigtigt optimist, fordi det nu er op til Kommissionen at komme med sit udspil,« siger hun.

»I Kommissionen er de stærkt opmærksomme på spørgsmålet om retsstatslighed, og de ved, hvor stædigt vi i Europa-Parlamentet kræver en stærk og klar formulering om retsstatsligheden.«

Schaldemoses sukker dybt, da talen falder på udviklingen i Polen. Men hun ser ikke for sig, at EU-topmødet ender som et sort kapitel i de europæiske retsstaters historie.

»Alligevel bekymrer det mig, hvis vi skal igennem den almindelige lovgivningsprocedure med behandlinger i Parlamentet og Rådet. Det kan tage måneder og år. Så det her kræver en helt ekstraordinær kraftanstrengelse fra alle i løbet af efteråret.«

Også Jacek Kucharczyk fra Warszawa ser et hedt europæisk efterår for sig. Coronakrisen tvinger EU til hurtig handling, mens der skal skabes en sikring af retsstaten, som samtidig er en sikring mod korruption og kleptokrati.

Op til efterårets møder i EU-institutionerne, hvor detaljerne i EU-budgettet skal diskuteres, ser en stor del af polakkerne derfor hjertens gerne yderligere politisk pres i hele EU, mener han.

»Det kan skabe mere splid i EU og internt i lande som Polen. Men det er EU’s fundament, det handler om.«