Baggrund
Læsetid: 4 min.

Kæmpedemonstration i Minsk er en historisk sejr for folkebevægelsen i Hviderusland

Søndag skrev hviderusserne igen historie, da over 200.000 mødte op på Uafhængighedspladsen i Minsk og krævede frihed fra den autoritære leder Aleksandr Lukasjenko. Hvordan en hel befolkning kan vælte en mand uden at bruge vold, er nu det store spørgsmål
Mere end 200.000 mødte søndag op på Uafhængighedspladsen i Hvideruslands hovedstad, Minsk, for at protestere mod landets diktator igennem 26 år, Aleksandr Lukasjenko. Selv om han havde truet med at slå hårdt ned på eventuelle protester mod ham forløb demonstationen roligt.

Mere end 200.000 mødte søndag op på Uafhængighedspladsen i Hvideruslands hovedstad, Minsk, for at protestere mod landets diktator igennem 26 år, Aleksandr Lukasjenko. Selv om han havde truet med at slå hårdt ned på eventuelle protester mod ham forløb demonstationen roligt.

Sergei Gapon

Udland
24. august 2020

En gruppe på omkring 40 kvinder ankom som nogle af de første til søndagens demonstration på Uafhængighedspladsen i Minsk. De stod på række med blomster og flag i hænderne, og ikke langt derfra stod en massiv mur af militærkøretøjer og det hviderussiske uropoliti klar med skudsikre veste og våben.

Scenen afspejler stemningen i den hviderussiske folkebevægelse, der på tredje uge forsøger at vælte landets autoritære leder gennem 26 år, Aleksandr Lukasjenko. For hvor magtforholdet i protesternes første uge efter præsidentvalget den 9. august hældte til demonstranternes side, er det i de seneste dage blevet klart, at kampen måske kan komme til at trække ud. Lukasjenko kontrollerer stadig sikkerhedsstyrkerne, og flere demonstranter har været svækkede efter fængselsophold med tortur i starten af forløbet.

Uvisheden om, hvorvidt folkebevægelsen kunne holde dampen oppe, og folk ville dukke op til for eksempel demonstrationen søndag, har derfor præget protestbevægelsen. Efter halvanden time på Uafhængighedspladsen i Minsk blev den usikkerhed dog gjort til skamme, nærmere bestemt af de over 200.000 mennesker, der protesterede sammen på en dag, der vil gå over i Hvideruslands historie.

Tålmodighed og ikkevold

En af hovedtendenserne i den hviderussiske protestbevægelse har fra begyndelsen været ikkevold: Demonstranterne har delt blomster ud i gaderne, hvor der høres ’demo-dyt’ fra forbipasserende biler, og den mest aggressive adfærd må stadig siges at være sloganet mod Lukasjenko: »Gå af!«

Ifølge oppositionsfiguren Maria Kolesnikova er ikkevolden netop den bedste løsning til at sikre et fredeligt kommende magtskifte. Hun er den sidste af den oprindelige oppositionskoalition, der stadig opholder sig i Minsk, og hun håber, at bevægelsen kan bevare den nødvendige tålmodighed og styrke i den kommende tid:

»For tre måneder siden kunne man ikke engang forestille sig 20 personer på pladsen i Zhlobin (hviderussisk mellemstor by, red.),« udtaler hun til avisen The Independent lørdag.

»Vi ved godt, at sejren ikke kommer i morgen, men vil ske med tiden – om en måned, eller seks.«

Oppositionen har nu oprettet et nationalt koordinationsråd bestående af en række tidligere politikere, forretningsmænd og personer fra kulturlivet. På sigt håber man, at rådet kan varetage opgaverne under et muligt magtskifte. Men lige nu er rådet et forsøg på at skabe en mere sikker ledelsesplatform i forhold til at kunne forhandle med regeringen. Fredag meddelte præsidentkandidaten Svetlana Tikhanovskaja, der formodes at have vundet stort over Lukasjenko til valget den. 9. august, at hun ikke planlægger at stille op i et eventuelt genvalg.

Lukasjenko trækker tiden

I den autoritære leders lejr er der indtil videre ingen tegn på overgivelse: Lukasjenko har i de seneste dage varslet, at man vil slå hårdt ned på demonstranter, og søndag fulgte Forsvarsministeriet op med en officiel besked skrevet i CapsLock:

»Vi advarer kategorisk: I tilfælde af overtrædelse af ro og orden på de steder (blandt andet Uafhængighedspladsen i Minsk, red.), vil man ikke være oppe imod politiet, men mod hæren.«

Så langt kom det dog ikke under søndagens demonstration, hvor Lukasjenko tilsyneladende ikke gav ordre om at slå for brutalt ned på demonstranterne. Men måske behøver han det heller ikke. Med sikkerhedsstyrkerne på sin side kan diktatoren vente og se, om protesternes stamina også holder ind i efteråret.

I sidste uge så det således ud til, at Lukasjenko forsøgte at købe tid via et forslag om at udskrive genvalg, men først efter – og hvis – Hviderusland får en ny forfatning om et par år. Tanken om en forfatningsændring har længe været et af Lukasjenkos politiske projekter. Formålet er ifølge lederen at flytte mere magt fra præsidentposten til parlamentet. Iagttagere vurderer dog, at forfatningsændringen med stor sandsynlighed skal sikre Lukasjenkos egen rolle og magt, efter at han beslutter sig til at træde tilbage som præsident.

Oppositionen har afvist forslaget, der ligger langt fra de aktuelle krav om et genvalg nu og løsladelse af landets politiske fanger.

Lukasjenko sætter desuden hårdt ind mod strejkerne i landet. I løbet af de seneste uger har ansatte fra de store fabrikker nedlagt arbejdet og af den vej forsøgt at skabe økonomisk pres på Lukasjenko, så han forlader sin post. De strejkende ansatte melder dog i stigende grad om trusler og intimidering fra fabriksledelserne, og det er usikkert, hvor lang tid koalitionerne kan holde. Lørdag udtrykte Lukasjenko, at han planlægger at lukke alle de fabrikker, hvor der organiseres strejker, og fyre de indblandede medarbejdere.

Nødraket til Rusland

Lukasjenko har i de seneste dage også haft fokus på landets vestlige grænse, som han mener er truet af NATO-styrker, der er kommet for at støtte oppositionens oprør:

»De (NATO, red.) bringer tropper ind, og det bliver enden på Hviderusland,« sagde lederen under et møde på en militær træningsbase i den vestlige region Grodno lørdag.

I løbet af den seneste uge har Lukasjenko flere gange nævnt truslen fra vest. Han har derfor installeret militære enheder ved grænsen for at forsvare landet mod en mulig invasion.

Der er indtil videre intet, der understøtter Lukasjenkos påstande, men de kontroversielle udtalelser om den militære trussel fra vest kan også tjene et andet formål for den autoritære leder – nemlig at sende en nødraket op og håbe på, at Rusland reagerer i øst.

Lukasjenko har således flere gange bedt Rusland om hjælp, og selv om man fra russisk side tidligt lovede at stille op med støtte, udtalte Kremls talsmand Dmitrij Peskov i onsdags, at man ikke på nuværende tidspunkt vurderer, at der er brug for militær assistance.

Både oppositionen og Lukasjenko ser således ud til at skulle indstille sig på tålmodighed i den kommende tid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Ida Sparre-Ulrich

Man så på TV i går Lukashenko ankomme til præsidentpaladset iført skudsikker vest og bevæbnet med et gevær - omgivet og hyldet af de sortklædte mænd fra Sikkerhedspolitiet.
Det er lidt uklart for mig, hvordan Sikkerhedspolitiet adskiller sig fra det øvrige Politi; men Sikkerhedspolitiet er åbenbart blevet en slags særlig Garde, der specielt beskytter Lukashenko.

Det er nemt nok for os andre nord for Gedser, at grine af Lukashenko udklædt på den facon - og bevæbnet !! - men det er et dystert billede, hvis man er på gaden i Hviderusland for at få ham til at gå af.

Det virker allermest, som har Lukashenko en skrue løs;
men følgerne kan blive aldeles alvorlige for demonstanterne.

Torben K L Jensen

Alle diktatorer plejer at omgive sig med spytslikkende ja-sigere. Deres damokles-sværd.

Rolf Andersen

Jeg kom til at tænke på, at alle de der 'sikkerhedsfolk' må da have forældre og søskende. Hvad mener de om deres sønners arbejde?

Og hvad mener deres familiers venner og bekendte, der formentlig er bekendt med deres arbjede?

Bjørn Pedersen

@Rolf Andersen
De er sikkert stole og glade for at deres sønner har så stabil, sikker og økonomisk en gavnlig fremtid? Nu er Belarus selvfølgelig ikke Rusland, men de kulturelt tæt nok på hinanden til at jeg forestiller mig at også hviderusserne har en "chekist" overklasse. Altså en overklasse, der består af medlemmer af efterretningstjenesternes øvre ledelse og officerer. Det kan sammenlignes lidt med den status Revolutionsgarden har som en klasse, en slags stat i staten, i Iran. Selvbilledet for chekister er vist ældre, de har jo haft en rimelig lang tradition for en meget magtfuld efterretningstjeneste i Rusland helt tilbage fra zar-tiden, hvor Belarus jo også var del af riget.
Hele ideen om demokrati, at statens legitimitet udspringer af folket - og ikke af en særlig samfundsklasse - er stadig ny og uafprøvet i visse dele af Europa.

Søren Løvborg, jens christian jacobsen og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar

Et slag er måske vundet, men sejren er ikke i hus...

Hvis hvidrusserne er heldige, så er præsidenten nu i fuld gang med at overføre borgernes penge til udenlandske banker, som forberedelse til hans flugt, i modsat fald så kan det gå hen og blive blodigt og trist.

Rolf Andersen

@Bjørn Pedersen

Ja, du har en pointe. Men det må da gøre et indtryk menneskene inde bag uniformerne (og deres familie og venner), når SÅ store af civilbefolkningen kan lave SÅ store fredelige demonstrationer.

Der MÅ være nogle af 'uniformerne', der tænker sig lidt om. Måske nogle af dem indser, at deres 'stabile, sikre og økonomisk gavnlige fremtid' måske er udfordret ?

Mads Kjærgård

Minder mig lidt om demonstrationerne i Moskva i sin tid. De vestlige medier beskrev i floromspundne ord, hvordan det russiske folk kæmpede for frihed. I virkeligheden sad de indenfor i Kreml og prøvede, at finde ud af, hvordan man kunne sikre nogenlunde social retfærdighed i overgangsperioden! Det blev ikke til noget, men det russiske folk har opnået en stor sejr! Bagefter malkede amerikanske og vestlige firmaer USSR for alt af værdi. Sådan vil det også gå her!

Bjørn Pedersen

@Rolf Andersen
Jeg kan forestille mig, uden at vide det, at ved at se disse store demonstrationer at både menneskene bag uniformerne og deres familier, kan føle en smule tvivl, måske forestille sig at modstand mod regimet ikke er så slem endda. Men hvis man er opdraget til, opflasket med, at en "stærk stat" er lig med orden, og at modstand mod den stærke stat er lig kaos og undergang, så kan jeg forestille mig at selvom man finder modstanden sympatisk, vil man ikke være tilbøjelig til at gå på kompromis med "kaos".

Johannes Wamberg

Dejligt at se Mads Kjærgårds kommentar, der dog er lidt svag eftersom den ikke entydigt placerer ansvaret for misseren i i Hviderusland i Vesten ;)