»Man kan ikke beskytte sig mod virussen, når man deler toilet med 50 familier«

DELHI – Det har været en stor omvæltning for Anisa Agarwal, at hun under coronakrisen pludselig selv har skullet lave mad, gøre rent og købe ind. Anisa Agarwal er gift med en velhavende teglfabrikant – og bosat i Delhis mondæne Gulmohar Park-kvarter – og er vant til hjælp fra en kok, en stuepige og en chauffør. Det har pandemiudbruddet sat en stopper for. 

Selv om hun er afhængig af sine tjenestefolk, har 44-årige Agarwal i de seneste fire måneder ikke tilladt dem i sit hjem.

»De bor i så overfyldte rum, at jeg ikke kan være sikker på, at de ikke er smittebærere. Jeg ved godt, at de prøver at være forsigtige. Men på grund af deres boligforhold er det umuligt. Social afstand og hyppig håndvask kan ikke lade sig gøre,« siger Agarwal.

Da Indiens nedlukning blev lempet, pressede nogle af Agarwals venner på for, at hun i det mindste tog chaufføren tilbage – det ville gøre hendes hverdag lettere, mente de.

Men det afviste hun. Og insisterede på, at en mand, som deler et værelse med seks andre personer, ville udsætte hende for smittefare.

»Jeg traf en god beslutning,« siger hun og henviser til en ny undersøgelse, som viser, at over halvdelen af beboerne i Mumbais slumkvarterer har været smittet med coronavirus mod kun 16 procent af byens ikkeslumbeboere.

»Man kan ikke beskytte sig imod virussen, når man deler toilet med 50 familier.«

Enklaver

Som mange andre indere fra samme socialklasse er det kun sjældent, at Anisa Agarwal har spekuleret over forholdene i slumbyerne – de skumle, ildelugtende, fugtplagede steder, hvor tjenestefolk, fabriksarbejdere, blikkenslagere, elektrikere og sikkerhedsvagter typisk opholder sig, når de ikke er på arbejde hos Indiens mere velhavende borgere. Uanset hvilke sygdomme der måtte florere i slumbuerne, har man tilsyneladende ikke forestillet sig, at de kunne springe over de rige inderes muromkransede gated communities eller op i deres tårnhøje luksuriøse ejerlejlighedskomplekser.

Men det har vist sig, at COVID-19 ikke respekterer skel mellem enklaver. Smitteudbruddet har eksponeret slumbyerne som virale epicentre på grund af deres uhygiejniske og tætbefolkede boligforhold, ofte uden rindende vand, elektrisk lys og ventilation og med så få toiletter, at flere hundrede mennesker ofte må deles om et enkelt. 

Det er beboerne i slumbyerne, der går på arbejde i velhavende hjem, kontorer og butikker – og uvægerligt vil nogle af dem bære smitten med sig. Det problem, som Indien har ignoreret i årtier – manglen på anstændige boliger for byernes fattige – har nu fået konsekvenser for samfundets elite.

Søndag meldte Indien om næsten 55.000 nye coronavirustilfælde, hvad der bragte det samlede officielle antal smitteramte op på 1,75 millioner. Alene i juli måned var der 1,1 millioner nye smittetilfælde, mens Indiens dødstal er nået op over 38.000.

»Ligegyldigheden over for slumkvartererne viser, at middelklassen og de rige ikke føler nogen form for socialt ansvar,« siger Jitendra Awhad, boligminister i Maharashtra – provinsen, hvor Mumbai er delstatshovedstad.

»Ingen går op i, hvor eller hvordan deres chauffør eller stuepige bor. Det interesserer dem ikke.«

Selv tilbage i det 19. århundrede, da tusinder døde af byldepest i det, der dengang hed Bombay, forstod byens daværende administratorer, at det sikreste forsvar mod fremtidige pandemier er anstændige og veludluftede boliger for arbejderne.

Det forklarer den sociale aktivist Harsh Mander.

»Men det er en lære, vi ikke vil drage, fordi de fattiges liv altid har betydet for lidt i Indien. Også under coronapandemien har vi reelt ladt de fattige i stikken på deres overfyldte, uhygiejniske levesteder. Folk fra middelklassen vil ikke erkende, hvor tæt vores skæbner, ja, ret beset vores overlevelse, er forbundet,« siger Mander.

PUNIT PARANJPE

Urbanisering

Cirka 100 millioner indere lever i slumområder – et tal, der med en stigende urbanisering kun forventes at vokse. En McKinsey-rapport fra 2010 forudsagde, at 590 millioner indere vil bo i byer i 2030. Men med begrænset eller ingen byplanlægning vil de indiske byer også til den tid være plaget af giftig luftforurening, overbelastede veje, smuldrende infrastrukturer – og mangel på billige boliger for fattige og migrantarbejdere.

Og dog hører man kun sjældent indiske politikere, økonomer eller mediekommentatorer diskutere nødvendigheden af at udrydde slummen. I nybyggede luksuslejligheder med enorme værelser og åbne arealer er dét rum, der tildeles en tjener, typisk en vinduesfri celle – og nogle gange er det så småt, at beboeren nærmest må indtage fosterstilling for at sove.

Den eneste undtagelse i den offentlige debat er slumbyen Dharavi i Mumbai. I Asiens største og mest koncentrerede slumområde bor over en halv million mennesker på blot 2,3 km². Alligevel er diskussionerne om at byudvikle Dharavi trukket ud i over fem årtier uden fremskridt. 

Dharavi er nu kommet til at symbolisere, hvorfor Indiens middelklasse og overklasse bliver nødt til at fokusere på slumbyerne: De kan ikke forvente selv at gå fri, når et smitteudbrud eksploderer i slummen. De seneste uger har myndighederne formået at dæmpe smitten i Dharavi, og slummens beboere er desperate efter at tjene penge igen. Men deres rige arbejdsgivere er for bange.

Dr. Rohit Roy, direktør for den indiske tænketank National Institute of Public Finance and Policy, ser pandemien som en oplagt anledning til at udrydde slumområderne – ikke bare af hensyn til de fattige, men også for folkesundhedens skyld.

»COVID-19-situationen har tydeliggjort, at et slumfrit Indien inden 2023 bør være vores mål,« siger han.

»Regeringen kan give byggeselskaberne jord. Lade byggeselskaberne bygge huse, som familier med mindstelønninger kan få råd til ved at optage et huslån på 15.000-20.000 pund (125.000-165.000 kr., red.). Og give bygherrerne mulighed for at opnå en fortjeneste på 15-20 procent,« siger Roy.

I Maharashtra-provinsen vil boligminister Jitendra Awhad presse på for at få delstatsstyret til at godkende en plan, som betyder, at der ved udbygning af nye industrielle udviklingsområder skal afsættes 20 procent af jorden til husarbejdere.

»Det er kun et beskedent konkret skridt, men det kan blive en start,« siger Awhad.

At migrantarbejdere i pandemiens første fase simpelthen begyndte at tage tilbage til deres hjemlandsbyer uden at forvente hjælp, blotlagde ifølge Roy en mangel på, hvad han kalder en »social kontrakt« mellem rige og fattige om at sikre anstændige boliger for alle.

Det indiske samfund mangler også det, han kalder en »broderskabsånd« – en forståelse for, at alle følger de samme gensidigt fordelagtige spilleregler.

»Vi er gode til enkeltstående begivenheder og store årlige festivaler. Men ikke så gode til det, der kræver et vedvarende, dagligt broderskab – såsom at passe godt på hinanden,« siger han.

Rajeev Sadanandan, en tidligere sundhedsminister i delstaten Kerala, tvivler på, at Indien vil lære af sine coronaerfaringer.

»Vi skal først begynde at tænke på de fattige som medmennesker – og jeg har ikke set noget, som kunne indikere et sådant skifte,« siger han.

Artiklen indgår i en løbende artikelserie Global Development, som er støttet af Bill & Melinda Gates Foundation. The Guardian samarbejder med en række filantropiske organisationer om at producere uafhængig journalistik.

© The Guardian og Information.
Oversat af Niels Ivar Larsen