Nyhed
Læsetid: 9 min.

Kina vil bruge den nye silkevej som en økonomisk klemme på Europa

Kinas silkevejsprojekt handler ikke kun om at bygge infrastruktur. Det handler også om at accelerere en udvikling, hvor EU’s sammenhængskraft svækkes. Og flere medlemslande er allerede villige til at se stort på demokratiske værdier for at opnå kinesiske investeringer
Beijing-støtter demonstrerer i Hongkong.

Beijing-støtter demonstrerer i Hongkong.

Lam Yik Fei

Udland
5. august 2020

Da Kina i juni påtvang Hongkong en ny sikkerhedslov, der i alvorlig grad underminerer frihedsrettighederne i den tidligere britiske kronkoloni, førte det også til, at Europa blev kløvet i to. Mellem dem, der turde kritisere det kinesiske træk, og dem, der ikke gjorde.

I FN’s Menneskerettighedsråd fordømte 27 lande den nye sikkerhedslov. De udtrykte en »dyb og voksende bekymring« over loven, som de mener »underminerer« Hongkongs ellers høje grad af autonomi og Hongkong-borgernes demokratiske rettigheder.

15 lande fra Europa skrev under på fordømmelsen – blandt dem Danmark, Frankrig, Tyskland og Sverige.

En lang række andre lande bakkede dog ikke op om erklæringen. Det gjaldt blandt andre Grækenland, Ungarn, Polen, Rumænien, Bulgarien, Kroatien og Italien.

Landene i begge grupperinger er alle EU-lande. Men hvad adskiller dem så? Jo, i den første gruppe har langt hovedparten ikke tilsluttet sig Kinas gigantiske silkevejsprojekt. Mens de i den anden gruppe, der ikke er villig til at kritisere Kina, for de flestes vedkommende til gengæld har.

Den påfaldende sammenhæng mellem silkevejslandene og uviljen mod at lægge sig ud med Kina ved at fordømme landets handlinger er ikke en tilfældighed, mener professor Steve Tsang, der leder kinainstituttet ved School of Oriental and African Studies (SOAS) i London.

»Lande, der har tilsluttet sig The Belt and Road Initiative (det officielle engelske navn for silkevejsprojektet, red.), har vist sig mere villige til at støtte det kinesiske kommunistpartis undertrykkelse af frihedsrettigheder,« siger Steve Tsang.

Præsident Xi Jinpings internationale prestigeprojekt, der er central for hans erklærede ambition om at påbegynde »en ny æra«, hvor »Kina bevæger sig tættere på at blive midtpunkt« i verden, bliver fra Beijings side præsenteret som medlemslandenes mulighed for at få opbygget den samme verdensklasseinfrastruktur, som har været med til at gøre Kina til en økonomisk gigant.

På den nye silkevej er Kina via land- og søvejen gennem store investeringer og lån til opførslen af veje, jernbaner og havne godt i gang med at knytte Kina – og ikke mindst kinesiske producenter – tættere sammen med resten af Asien, Mellemøsten, Afrika og Europa.

Men projektet, som præsident Xi lancerede i 2013, handler ikke kun om infrastruktur, økonomi og handel. Men også om at øge kinesisk politisk indflydelse og skabe en mere kinesisk centreret verden, hvor det kinesiske kommunistpartis værdier promoveres.

Omkring 130 lande – deriblandt halvdelen af EU’s medlemslande – har tilsluttet sig projektet i håb om at kunne tiltrække sig kinesiske investeringer, men ifølge Steve Tsang lander demokratiske lande i et dilemma som silkevejslande, da de ofte kan føle sig presset til at se igennem fingre med det kinesiske regimes opførsel og dermed give køb på deres egne politiske principper og værdier af frygt for, at Beijing gennemfører en økonomisk strafaktion.

Lande tilslutter sig silkevejsprojektet for at opnå økonomiske fordele, »og de skal beslutte sig for, om de økonomiske fordele er så vigtige for dem, at de er villige til at kompromittere deres egne politiske værdier«, siger Steve Tsang.

En økonomisk klemme

Dermed har Kina en stadig større økonomisk klemme på flere EU-lande, og Silkevejen har været med til at accelerere en udvikling, hvor det ikke længere er Europa, der forsøger at påvirke Kina med demokratiske idealer, men hvor det nu er Kina, der påvirker Europa, mener Eva Pils, juraprofessor ved King’s College London, som specialiserer sig i menneskerettigheder i Kina og det kinesiske autoritære styre og juridiske system.

»Tragedien er, at det med al tydelighed ikke har haft nogen effekt, at Europa og Vesten har forsøgt at hjælpe Kina til at lade sig liberalisere politisk. I stedet har det kinesiske autokrati styrket sig selv, og her i Vesten og Europa er vores eget liberale demokrati kommet ud i problemer. Og her hjælper det bestemt ikke, at påvirkningen nu går i den modsatte retning. At det er det autoritære Kina, som nu udøver indflydelse på os. Det er blevet til et spørgsmål om, hvor afhængige vi er blevet af Kina, og hvor afhængige vi vil tillade os selv at blive af Kina,« siger Eva Pils.

Silkevejsprojektet har åbnet op for investeringer og et afhængighedsforhold, »der reelt har fået mange lande til at udøve selvcensur, når det handler om Kina«.

Silkevejsprojektet

  • Silkevejen – på engelsk ’Belt and Road Initiative’ – er Kinas kommunistpartis grandiose handels- og udenrigspolitiske projekt. Det bliver ofte fremstillet som et infrastrukturprojekt i kinesiske nabolande, men det er meget mere end det: Ifølge kinesiske statsmedier har Kina indgået samarbejdsaftaler med omkring 130 lande og investeret mere end 600 milliarder kroner i tusindvis af projekter.
  • Man kan sige, at Silkevejen består af fem dele, hvoraf investeringer i infrastruktur blot udgør den ene. De andre tæller politisk koordinering, handel, finansiel integration og mellemfolkelig udveksling.
  • I forlængelse af investeringer, billige lån og udviklingsbistand følger handelsaftaler, fælles industrielle standarder for transport, energi og digitale netværk, sikkerhedssamarbejde om teknologi og overvågning, studiestipendier og akademiske udvekslinger, medietræning og meget mere.
  • Samlet er Silkevejen udtryk for en vision, hvor hovedparten af verdens lande bliver knyttet tættere til Kina end i dag.

Silkevejen splitter EU

I 2015 var Ungarn det første EU-land, der underskrev en rammeaftale med Kina, som koblede landet til infrastrukturprojektet. Siden har samtlige af EU’s østeuropæiske medlemmer underskrevet en lignende aftale med Kina. I Sydeuropa har Grækenland, Portugal og Italien fulgt trop.

Men ingen lande i Nord- eller Vesteuropa har tilsluttet sig.

EU er dermed splittet. Mens de sydlige og østlige lande ser med håb og forventning på kinesisk finansiering af projekter, der kan skabe økonomisk vækst, så er der voksende skepsis og bekymring i andre lande, især Tyskland og Frankrig, for, at Kina er ved at købe politisk indflydelse med sine penge.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har blandt andet sagt, at silkevejslandene risikerer at blive kinesiske »vasalstater«, og Silkevejen forstærker nervøsiteten for, at Kina bruger sin økonomiske muskel til at så uenighed i EU og underminere europæiske værdier.

Lande i EU, som har modtaget store investeringer fra Kina, har ved flere lejligheder de seneste år blokeret for et fælles europæisk forsvar for liberale værdier, menneskerettigheder og international lov. Flere silkevejslande har eksempelvis udvandet eller blokeret for en fælles europæisk fordømmelse af menneskerettighedssituationen i Kina og regimets tortur og fængsling af menneskerettighedsadvokater.

Beijing har en interesse i at bruge sin økonomiske indflydelse på at spille EU’s medlemslande ud mod hinanden, understreger Mareike Ohlberg fra tænketanken German Marshall Fund i Berlin, som forsker i kinesiske påvirkningskampagner.

»Kina har ikke en interesse i, at EU opløses, men at der er tilpas meget uenighed i EU til, at medlemslandene ikke står sammen som et stærkt kollektiv, der kan skade Kina ved at gå imod kinesiske interesser,« siger hun.

Steve Tsang er enig.

»Kineserne ønsker et EU, der er tilstrækkeligt effektivt til at kunne være en modvægt til USA, men de ønsker ikke et EU, der fungerer så godt, at det har for stor styrke til at promovere og støtte menneskerettigheder, demokrati og frihed – værdier, som strider imod det, som Kinas kommunistparti står for,« siger han.

»Kinesisk udenrigspolitik handler først og fremmest om at gøre verden til et sikkert sted for autokrater. Og der er EU-medlemsstater, som af økonomiske grunde, men også af politiske, læner sig op ad Kina. Eksempelvis Ungarn.«

Det er til diskussion, om premierminister Orbán er en demokrat eller en autokrat, siger Steve Tsang – men for en leder som ham handler silkevejsprojektet om meget mere end at opnå økonomiske fordele for Ungarn:

»Det handler også om, at han på et vist niveau deler politiske interesser og værdier med Kina, og vi står i en situation, hvor et relativt nyt medlem af EU, som har haft enormt stor gavn af EU-medlemskabet, nu overvejende støtter en kinesisk regering, hvis politik ikke stemmer overens med EU’s politik og værdier.«

Opdyrker venligsindede lande

Eva Pils mener, at det langt hen ad vejen for Kina handler om at opdyrke venligsindede lande, som Beijing kan få til at slå ring om sig for at beskytte regimet mod kritik fra vestlige demokratier, udvande resolutioner eller fordømmelse rettet mod Beijing, eller som man kan opnå opbakning fra ved afstemninger i internationale fora.

»Kina ønsker ikke et stærkt internationalt samfund baseret på demokratiske værdier, men har i stedet en interesse i en global autokratisering, hvor den kinesiske partistat kan føle sig sikker,« siger Eva Pils.

Hvorfor det er brugbart for regeringen i Beijing, kunne man igen bevidne i FN’s Menneskerettighedsråd efter indførslen af den omstridte sikkerhedslov i Hongkong. Ikke blot var silkevejslandene i Europa ikke villige til at fordømme Kina, men den kinesiske regering kunne også trække på en lang række lande fra resten af verden, mange af dem ligeledes silkevejslande og alle autokratier, til offentligt i Menneskerettighedsrådet at bakke op om og give deres velsignelse til sikkerhedsloven.

53 lande støttede Kinas regering. Og det fik de 27 landes fordømmelse af Kina til at fremstå tandløs. Det var propagandasejr for Kinas kommunistparti – eller en »jordskredssejr«, som landets partistyrede aviser formulerede det.

Beijings italienske skalp

En propagandasejr blev det også for Kina, da Italien sidste år, som den hidtil største europæiske økonomi, blåstemplede det kinesiske silkevejsprojekt ved at tilslutte sig det. Det blev i Beijing set som en mulighed for at føre silkevejsplanerne helt ind »i hjertet« af Europa, men det fik også alarmklokkerne til at ringe i både Washington og Bruxelles over, at det gav Kina en mulighed for at øge sin globale indflydelse.

USA mere end antydede over for den italienske regering, at Rom underløb sine allierede ved at gøre sig til en del af Silkevejen, som ifølge amerikanerne både har som mål at styrke Kinas politiske, økonomiske og militære indflydelse. Og det italienske træk var med til at øge allerede dybe uenigheder blandt EU-lande om, hvordan man skal håndtere det fremadbrusende Kina.

Men Italiens regering så det som en mulighed for at tiltrække investeringer til den trængte italienske økonomi.

»Italiens tilknytning til den nye silkevej repræsenterer en mulighed for vort land,« mente premierminister Giuseppe Conte.

»Vi vil få nye lufthavne, nye handelsruter, og det vil helt bestemt få indflydelse på vores vækst.«

Det skabte også røre, at Italien tilsluttede sig præsident Xi Jinpings projekt på samme tid, som EU for alvor var begyndt at ændre retorik om Kina, og ser langt mere skeptisk på landet end før.

»Vi har et land, der stadig mere aggressivt forsøger at internationalisere sin kamp mod ytringsfrihed og liberale værdier, som under coronakrisen var direkte og åbent fjendtlig over for EU og demokratiske systemer ved at sprede desinformation og så splid EU-landene imellem, og som undergraver den globale økonomiske orden gennem sin statskapitalisme med enorme subsidier og protektionisme,« siger Janka Oertel, leder af asienafdelingen ved tænketanken European Council on Foreign Relations.

»De fleste EU-lande er ved at få øjnene op for, at Kina nu i højere grad udgør en udfordring – eller ligefrem en trussel – frem for en mulighed.«

Voksende EU-frustration

EU’s frustration over Kina er vokset betydeligt – især over landets aggressive, stærkt centraliserede industristrategi med opkøb af europæiske virksomheder inden for nøgleindustrier, mens det kinesiske marked fortsat er relativt lukket land. Og over landets manglende reformer, unfair handelspolitik, industrispionage og over Kinas voksende politiske og økonomiske indflydelse i Europa.

EU-Kommissionen beskriver Kina som en »systemisk rival«, der »promoverer en alternativ styreform« – et signal om, at europæiske nationer ikke længere ser på Kina som en venligsindet partner. Og samtidig har Kommissionen anklaget Beijing for unfair behandling af europæiske virksomheder og for desuden at føre en investeringsstrategi, som underminerer retsstatsprincipper.

Desuden har EU ytret bekymring vedrørende silkevejsprojekter, der er blevet beskrevet som gældsfælder, og hvor der har været manglende respekt for arbejderes rettigheder, det har haltet med miljøhensyn, og projekterne har i det hele taget manglet transparens.

Men det er især en kritik, der bliver båret frem af de EU-lande, der ikke er med i silkevejsprojektet. Man hører ikke den samme kritik fra de lande, der er sprunget om bord på det kinesiske projekt.

»I mange EU-lande ser vi rigtig nok, at synet på Kina er blevet hårdere, men i mange andre hører vi ikke den samme kritik. Mange af landene har lagt sig endog meget tæt op ad den kinesiske regering,« siger Steve Tsang.

Serie

Hvad vil Kina i verden?

Kinas globale og økonomiske ambitioner kan bedst beskrives gennem klodens største udenrigs- og handelspolitiske tiltag: Silkevejen. Det storstilede projekt er centralt placeret under præsident Xi Jinping og er Kinas forsøg på at skabe en ny verdensorden i sit eget billede. I denne serie undersøger Information Silkevejsprojektet, hvordan Silkevejen påvirker Europas forhold til Kina og hvordan det opleves i de lande, hvor projektet allerede er en realitet.

Seneste artikler

  • Afrika spejder forgæves efter andre veje end Silkevejen

    25. august 2020
    Kina har integreret Afrika i sit gigantiske silkevejsprojekt og låner flere penge ud til kontinentet end Verdensbanken, IMF og de fleste vestlige lande tilsammen. Investeringerne er tiltrængte, men frustrationer over gæld, korruption og manglen på et alternativ tager til
  • Pakistan er Kinas største satsning langs Silkevejen

    14. august 2020
    En økonomisk korridor mellem Kina og Pakistan tager form i disse år. Intet andet land langs Silkevejen modtager flere kinesiske lån og investeringer, men militante separatister, ufremkommelige bjerge og en tårnhøj pakistansk gæld truer med at afspore mange af projekterne
  • Fremtiden for klimaet kan blive afgjort på Kinas silkevej

    31. juli 2020
    Selv om Kina fører globalt inden for grøn miljøteknologi, er det alligevel den gamle, forurenende udviklingsmodel, som landet eksporterer til lande på Silkevejen. Kina anklages for at fastlåse lande i klimaskadelig energiproduktion – og det i så alvorlig en grad, at det truer internationale klimamål
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Vi vil give jer frihed til at overholde menneskerettighederne -siger Vesten mens Kina siger - Vi giver jer mulighed for at arbejde for jeres familie og jeres børns uddannelse men det der med demokrati må vente en rum tid. Et svært valg for et menneske der står midt i en krise Verden aldrig har set før.

Bjarne Jensen

Svært valg...ja, men et valg de tog før covid-krisen og længe før de sagde ja til EUs covid-støttepakke.

Jeppe Lindholm

Money money money forever. En gang var der så meget. Nu er der KUN penge. End ikke ødelæggelse af hele verden giver indtryk. Det er jo nærmest en sindsyg tilstand.

Alvin Jensen, Flemming Berger, Hanne Utoft, Arne Albatros Olsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Louisa Bisgaard

Den nye lov minder så vidt jeg lige kan se meget om vores egen danske Straffelov kapitel 12 "Landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed". Så hvordan forholder vi os til det?

Alvin Jensen, Hanne Utoft, Anders Graae, Daniel Santos, Ebbe Lauridsen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Karsten Nielsen og John Andersen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Torben K L Jensen 04. august, 2020 - 21:39

Vi skal lige have med, at også arbejdstagerrettigheder og miljøhensyn må vente en rum tid på at blive taget i betragtning - om nogensinde.

Ulandssekretariatet har beskrevet hvordan Kina negliserer lokale arbejdstagerrettigheder, når Kina bygger faste anlæg i f. ex. Afrika.

Greenpeace har beskrevet, hvordan Kina bygger det ene kulkraftværk efter det andet.

Torben K L Jensen

Tjaah Torben - den sult den sult

Torben K L Jensen

Når vi nu alligevel befinder os mentalt i det område synes jeg vi skal begynde med at pege på Indien´s undertrykkelse af det muslimske FLERTAL i Kashmir med afbrydelse af internettet,nedrivning af moskeer for at bygge hinduistiske templer og tillade hinduistiske bøller at brænde muslimske forretninger - noget der ligner jødeforfølgeserne i nazi-tyskland for ikke så længe siden. Nååh,nej - er vi ikke på kant med Indien fordi vi holder hånden over en terrorist de vil have udleveret og som har kostet Danmark milliarder på eksport ? Forresten er Indien det næststørste land hvad angår indbyggerantal lige efter Kina. Jeg brækker mig over hykleriet og dobbeltmoralen i de danske medier.

Alvin Jensen, Hanne Utoft, Kjeld Jensen, Stig Bøg, Anders Graae, Henrik Leffers, Arne Albatros Olsen, Holger Nielsen, Daniel Santos og Ebbe Lauridsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Indien er også verdens største demokrati og netop dét gør vores hykleri endnu værre.

Mogens Glasdam

Der har været en række udsendelser på den tyske kanal ZDF, om silkevejen samt om hvordan kineserne agerer efter indførelsen? Et godt eksempel er havnen i Piræus, hvor man ikke ville overholde de lokale arbejdsrettigheder? Hvad gør de så, jow de overtager bare selv, samme fremgangs måde anvender de også i Afrika? Så dan er det når den mægtige kapital agerer, uanset om de så kalder kommunister eller andet!

Arne Albatros Olsen

CCP er verdens største og allermest syge kult, og lige for tiden er der nærmest ingen grænser for deres paranoia. Hvis de går så langt som at påstå, at månen er deres,fordi de så den først ville jeg ikke blive det mindske overrasked.

Thomas Tanghus

En del af de sydeuropæiske lande har formodentlig tilsluttet sig, fordi EU og Trojkaen sked på dem efter finanskrisen, og f.eks. Grækenland blev nødt til at sælge Piræus havn.

Hanne Utoft, jens rasmussen, Anders Graae og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Hvis vi nu i vesten begynder at give sanktioner til firmaer der får produceret deres produkter i kina... så skal I se hvor hurtigt kinas magtbog økonomi vil forsvinde.
De har magt fordi den der producerer ting får lortet lavet derude. Længere er den ikke.

Magt og..

Jørgen Wentzlau

udstedelse af centralbank penge som beskrevet i artiklen
www.information.dk/udland/2020/05/paa-uge-slutningen-marts-brugte-usas-c... det samme kan kineserne også gøre, og finiacere silkevejs projektet.
USA og Kina er fælles om en ting mere, - overvågningsteknologi.
Hvor ligger usa’s guldreserve, efter sigende er Forth NOX tom, USA’s centralbank er privat, og består af 7 banker, disse 7banker, skaffer USA de penge landet bruger .

Henrik Plaschke

Privatiseringen af Piræus’ Havn og spørgsmålene om manglende hensyntagen til arbejdstagerrettigheder og miljøhensyn er vigtige i forbindelse med forståelsen af Kinas internationale ageren.

I den forbindelse er det interessant at kigge tilbage på, hvad der skete i foråret 2015. Kina og den daværende græske regering baseret på venstrefløjspartiet Syriza forsøgte her at nå til en aftale om privatisering af Piræus’ havn.

Den daværende græske finansminister Yanis Varoufakis beretter i sin Adults in the Room (Penguin Random House 2017) om sine forhandlinger med den kinesiske ambassadør i Grækenland.

Den græske regering var ikke begejstrede for dette privatiseringsprojekt, men valgte efter forhandlinger at støtte en kinesiske overtagelse af havnen i Piræus på en række klart formulerede betingelser, som Kina accepterede, bl.a. med hensyn til forskellige opfølgende investeringer, græsk statslig deltagelse, retten til faglig organisering af de ansatte, indgåelse af kollektive overenskomster m.v.

Varoufakis og den kinesiske ambassadør nåede også til enighed om, at denne aftale skulle krones med et kinesisk køb af græske statsobligationer, et opkøb som Den Europæiske Centralbank (ECB) ikke ønskede at medvirke til, hvorved ECB i praksis skubbede grækerne i retning af Beijing.

Så langt så godt. Men så kom der en meddelelse til den græske finansminister fra den græske premierminister (Tsipras): ”somebody” fra Berlin havde ringet til Beijing og bedt dem om at stoppe dette køb ”until we are finished with them”! Kina trak sig fra aftalen.

Siden hen blev Piræus’ havn solgt til kineserne. Men under vilkår, der er langt dårligere for grækerne. Magtbalancen var blevet forskubbet, og Grækenland var blevet sat på plads.

Et lille lærestykke i europæisk og international politik.

Alvin Jensen, Anders Graae, Viggo Okholm, Thomas Tanghus, Flemming Berger, Hanne Utoft, Kjeld Jensen, Torben K L Jensen og Pietro Cini anbefalede denne kommentar
Carsten Svendsen

EU i en nøddeskal: "EU-lande er enige om fælles svar til Kina men ikke hvilket"
https://policywatch.dk/nyheder/eu/article12284645.ece

Så lad os da hygge os sammen i forargelse over Kina. Bortset fra det er det svært for Europas stater at finde fælles fodslag, og det har det været i århundreder.
Men kan vi så ikke osse hygge os i forargelse over USAs mangfoldige brud på aftaler og menneskerettigheder? Det er da dem, der mest af alle snyder, lyver og svindler, som Pompeo selv forkynder. De dyrker dødsstraf, politiet dræber med forkærlighed negre, de invaderer andre stater under falske påskud, og selv om den demokratiske kandidat ved præsidentvalg får flere procent flere direkte stemmer end republikaneren, får valgmandskollegier, Højesteret og hvad ved jeg (Putin måske?) at få republikaneren ind i det ovale kontor. Demokrati?? P.t. behandler forbundstropper i flere amerikanske stater demonstranter for BLM værre end Hong Kongs politi overfor deres demonstranter.

Jørgen Wentzlau, Anders Graae, Arne Albatros Olsen, Pietro Cini og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Glem ikke den behandling, Kina blev udsat for fra UKs side under opiumkrigen (1839-42) , dengang Victoria regerede det Britiske Imperium for - skal vi tro en britisk tv-serie - tonerne af en Halleluja-melodi.

René Arestrup

Hvis man gider at interessere sig en lille smule for det kinesiske regimes afstumpede menneskesyn, kan man fx starte her:

https://www.nbcnews.com/news/world/china-forcefully-harvests-organs-deta...

Så ja, hurra, hurra, kineserne kommer med deres penge og al deres positive virkelyst.

Men hvem fanden gider sælge sig selv til et perverst og aldeles uciviliseret regime?

Analogien til nazi-tyskland er særdeles nærliggende. Alligevel må man konstatere, at der er medløbere, opportunister og idioter, som ikke er i stand til at lægge to og to sammen. Fuldstændig som tilfældet var i Europa for sådan cirka 80 år siden.

Torben Lindegaard

@Carsten Svendsen 05. august, 2020 - 15:05

"EU i en nøddeskal: "EU-lande er enige om fælles svar til Kina men ikke hvilket"
citat fra læserbrev

Ville du være interesseret i en beslutningsmekanisme - f. ex. ved kvalificeret flertal - der gennemtvang enighed i EU i udenrigspolitiske spørgsmål ??

Jeg ville ikke selv - og jeg er ellers ret inkarneret EU-aficionado.
Men de nedstemte lande ville aldrig finde sig i, at blive dikteret til af de andre medlemslande - og det skal de da heller ikke finde sig i.

EU set udefra ligner måske en gevaldig handlekraftig enhed; men vi borgere, der lever indenfor ved, at EU er langt mere vakkelvorn og kun hænger sammen, hvis alle 27 medlemslande kan se en egen fordel ved medlemsskab.

Lille jeg kan ikke beslutte mig for hvilken linje der er bedst og hvad jeg synes og vel mange af os er ligegyldigt i den store sammenhæng, men alligevel bær og skal vi tage stilling inde i vores små hjerner.
Min kone og jeg har lige fulgt udsendelserne om de tre hellige floder: Nilen-Ganges og Yangzeea floden.
Her lærte vi en del om fortid og nutid og problematikker om vanvejenes betydning, og her må jeg tilstå at Kina trods alt "vandt" i den sammenhæng.
Jeg kan sagtens se "grusomheden og ensretningen" i Kina som noget tragisk og forhåbentlig er befolkningen så stærk at friheden undes ansvar også kommer til dem,
Men at vi stadig er USA`s halehæng er mig en gåde.

Pietro Cini, Jørgen Wentzlau, Anders Graae og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Lars Bo Jensen

Er der nogen evidens for mere demokrati i verden, ved at vælge vores "vestlige" verdenshandel frem for det Kina tilbyder?

René Arestrup

@Lars Bo Jensen
Det er der muligvis ikke. Men helt personligt, er det ikke et eksperiment, jeg har lyst til at deltage i.