Nyhed
Læsetid: 5 min.

Kinas hadeobjekt nummer ét er blevet anholdt i Hongkong. Og han forudså det selv

Mediemogulen og demokratiforkæmperen Jimmy Lai er længe blevet lagt for had i Kina. Mandag blev han anholdt for at have brudt Hongkongs nye sikkerhedslov og vil som den første blive sigtet for at samarbejde med fremmede magter
Jimmy Lai har længe været opmærksom på risikoen for at blive fængslet. I maj meldte han ud, at han ville blive i Hongkong og fortsætte med at kæmpe for demokratiet, selv om han forventede, at han stod højt oppe – hvis ikke øverst – på listen over mål for den nye sikkerhedslov.

Jimmy Lai har længe været opmærksom på risikoen for at blive fængslet. I maj meldte han ud, at han ville blive i Hongkong og fortsætte med at kæmpe for demokratiet, selv om han forventede, at han stod højt oppe – hvis ikke øverst – på listen over mål for den nye sikkerhedslov.

Vernon Yuen

Udland
11. august 2020

En af Hongkongs mest regeringskritiske røster, avisudgiveren og milliardæren Jimmy Lai, blev mandag morgen ført bort af politiet. Dermed rammes et af få tilbageværende, kritiske mediehuse i Hongkong med et hårdt slag.

Jimmy Lais historie er på mange måder historien om det moderne Hongkong. Om en entreprenant fastlandskineser, der som barn ankom til den britiske koloni skjult i lasten af et skib og siden arbejdede sig op og tjente en formue i byens fabrikshaller, på aktiebørsen og det frie marked. Og som tog sit nye hjem til sig og stiftede et medieforetagende, der har afslørende journalistik, demokratikamp og kinakritik som omdrejningspunkt.

Men Jimmy Lais historie er også historien om enden på det Hongkong.

»Jeg er formand og majoritetsejer af Apple Daily, en af Hongkongs største aviser, og siden byens tilbagevenden til Kina i 1997 har jeg frygtet, at Kinas kommunistiske parti en dag ville blive træt af ikke kun Hongkongs frie presse, men også af dens frie indbyggere. Den dag er kommet,« skrev han for et par måneder siden i en kommentar i The New York Times.

Anledningen til, at han skrev debatindlægget, var Kinas intentioner om at gennemtvinge en kontroversiel sikkerhedslov i Hongkong. Loven trådte i kraft ved udgangen af juni og retter sig mod løsrivelse, statsundergravende virksomhed, terrorisme og samarbejde med udenlandske magter.

Mandag morgen lidt efter daggry bankede det på hjemme hos den 72-årige mediechef. Politi fra den nye enhed nedsat under sikkerhedsloven lagde ham i håndjern og førte ham væk. Kort efter strømmede hundredvis af politibetjente ind i kontorlokalerne for de udgivelser, der under Jimmy Lais ledelse har været blandt Hongkongs mest regimekritiske og prodemokratiske.

Senere på dagen lød det fra politiet, at yderligere otte var blevet anholdt. Ifølge Hongkong-avisen South China Morning Post er der tale om personer fra ledelsen af mediekoncernen samt to af Jimmy Lais sønner.

Mulig gengældelse

Det er første gang, at den nye sikkerhedslovs kriminalisering af samarbejde med fremmede magter bliver taget i brug. Strafferammen er på op til livsvarigt fængsel.

Med hvilke fremmede magter og om hvad, Jimmy Lai skulle have samarbejdet, har politiet ikke uddybet.

Jimmy Lai har tidligere opfordret politikere og regeringer i udlandet til at støtte Hongkongs demokratibevægelse og hilst USA’s initiativer til støtte for demokratibevægelsen velkommen.

USA har siden da besluttet at annullere Hongkongs særlige handelsstatus og senest i fredags indført sanktioner mod Hongkongs politiske leder, Carrie Lam, og ti andre embedsmænd i Hongkong og Kina. Sanktionerne betyder, at deres eventuelle værdier i USA indefryses, og at det nu er forbudt for amerikanske virksomheder og individer at gøre forretninger med dem.

Det er muligt, at anholdelsen af Jimmy Lai skal ses som en reaktion på den udvikling, men politiaktionens omfang indikerer, at den næppe blev planlagt hen over weekenden.

Selv har Jimmy Lai længe været opmærksom på risikoen for at blive fængslet. I maj meldte han ud, at han ville blive i Hongkong og fortsætte med at kæmpe for demokratiet, selv om han forventede, at han stod højt oppe – hvis ikke øverst – på listen over mål for den nye sikkerhedslov.

Forhadt i Kina

På fastlandet har Jimmy Lai i årtier været et yndet hadeobjekt. Hans engagement på den demokratiske fløj i Hongkong går tilbage til før overdragelsen i 1997 – og har flere gange kostet ham dyrt.

Efter kommunistpartiets massakre på studenterbevægelsen i Beijing i 1989 stiftede Jimmy Lai nyhedsmagasinet Next Weekly. I 1995 fulgte dagbladet Apple Daily, der lige siden har været blandt de mest populære aviser.

Hans medievirksomhed i Hongkong har gjort det umuligt for Jimmy Lai at gøre forretning i resten af Kina. Og den kæde af tøjbutikker, der oprindeligt dannede grundlaget for hans formue, måtte han i starten af 90’erne opgive at drive videre på fastlandet.

Hvor andre mediehuse enten er blevet opkøbt af kinesiske aktører eller gradvist har skruet ned for regimekritikken i den redaktionelle linje, har Jimmy Lais publikationer om noget bevæget sig i den anden retning.

Dertil kommer, at han har doneret dele af sin formue til demokratikampen i form af millionstøtte til de demokratiske partier. At det har gjort ham upopulær i visse kredse, har han flere gange fået at føle. Han har fået brandbomber kastet mod sit hjem, modtaget dødstrusler og været mål for mordplaner med tråde til de kriminelle triader.

I 2014 blev han overfaldet af tre mænd, der kastede poser med svineindvolde mod ham. Det har alt sammen sikret ham anerkendelse og status blandt ældre og unge i Hongkongs protestbevægelse.

I den kinesiske statspresse bliver Jimmy Lai derimod beskrevet som en forræder og separatist, der bag scenen har været med til at organisere det seneste års omfattende protester i Hongkong.

Allerede inden sikkerhedsloven var trådt i kraft, fremførte avisen Huanqiu Shibao, der hører under Folkets Dagblad, at Jimmy Lais ytringer på sociale medier kunne ende som bevismateriale imod ham. Det fremgår ellers af sikkerhedsloven, at den ikke kan anvendes med tilbagevirkende kraft.

Angreb på pressefriheden

Det er ikke første gang, at Jimmy Lai er i politiets søgelys. I februar blev han sigtet for at have deltaget i en ulovlig demonstration sidste år. Siden fulgte endnu en sigtelse for at tage del i en mindehøjtidelighed på årsdagen for massakren på Den Himmelske Freds Plads, der i år for første gang var blevet forbudt af lokalregeringen.

Ved begge demonstrationer deltog tusindvis af mennesker, men kun fremtrædende medlemmer af demokratibevægelsen blev sigtet. Jimmy Lai blev løsladt mod kaution. Det bliver han sandsynligvis ikke denne gang. Den nye sikkerhedslov giver anklagemyndigheden langt videre beføjelser – herunder at afvise kaution og i særlige tilfælde at sende sigtede til Kina for at blive retsforfulgt der.

Hvilke konsekvenser mandagens anholdelser får for hans medier er fortsat uklart. Journalister på Apple Daily livestreamede mandag ransagningen af deres lokale. Over for Washington Post vurderer en af avisens journalister, at anholdelserne kun bør ses som første skridt.

»Målet er at lukke Apple Daily og true andre medieorganisationer, så ingen til sidst tør sige sandheden. Det er ikke overdrevent at sige, at det nu er slut med pressefrihed i Hongkong,« lyder det fra journalisten, der ikke ønsker at stå frem med sit navn.

At vilkårene for ytrings- og pressefriheden er blevet forværret i Hongkong har været tydelig i flere år. Ifølge World Press Freedom Index, der udgives årligt af Reporters Without Borders, ligger Hongkong placeret som nummer 80 ud af indeksets 180 lande og regioner. Da indekset blev indført i 2002 lå bystyret placeret som nummer 18. Rutsjeturen ned ad ranglisten vil utvivlsomt fortsætte næste år, når konsekvenserne af den nye sikkerhedslov bliver regnet med.

Før sikkerhedsloven blev indført, valgte Jimmy Lai at overtage det journalistiske ansvar på Apple Daily i et forsøg på at skærme journalister og redaktører i det tilfælde, at avisen ville blive mål. Amnesty International opfordrer politi og myndigheder i Hongkong til at droppe sagerne mod ham og de andre, der mandag blev anholdt.

»Myndighedernes anklager om ’at samarbejde med udlandet' mod Jimmy Lai og andre – indtil videre uden begrundelse – fremhæver, hvordan denne alt for brede og vage bestemmelse i den nationale sikkerhedslov kan bruges til at retsforfølge personer ud fra deres politiske synspunkter,« skriver organisationens direktør for Asien- og Stillehavsområdet, Nicholas Bequelin.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Daniel Joelsen

Ja, det er forfærdelig når fri information og presse bliver nedtrampet. Ligesom europas hadeobjekt #1 Assange, der fortsat sider i fængsel - men med helt tavse medier.

Bobby Ficher, Jens Kofoed, Thomas Petersen, John Poulsen, Eva Schwanenflügel, Anders Graae, Michael Waterstradt, John Scheibelein, Gitte Loeyche, Torben K L Jensen, Trond Meiring, Holger Nielsen, Louisa Bisgaard, John Andersen og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Louisa Bisgaard

Det er vel ikke noget nyt at Jimmy har endog meget tætte relationer til toppen af US. https://www.dimsumdaily.hk/jimmy-lai-who-allegedly-funded-the-occupy-cen...

Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, John Andersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Enten føler CCP sig omnipotent, siden de så tydeligt i større og større udstrækning bruger hard power for at fremme deres dagsorden, eller ved de ikke hvad de ellers skulle gøre, hvilket udmønter sig i en vis desperation.
Så en tusindårrig gammel kultur burde de kende styrken ved soft power.

Torben K L Jensen

Den nye silkevej er Kina´s soft power - på den måde har de fået mange allierede fra tredjelande i mange FN fora som forresten USA har meldt sig ud af - som feks. menneskerettighedskommisionen under FN hvor et flertal mener at den nye sikkerhedslov for Hongkong ikke er i strid med menneskerettighederne også FN´s charter der forbyder indblanding i interne anliggender fra andre lande.