Libanons regering er gået af efter eksplosionen – men kaos startede lang tid før. Forstå hvorfor

I en meget kort tale mandag meddelte Libanons premierminister Hassan Diab, at han træder tilbage, så han kan »stå sammen« med libaneserne og kæmpe for forandring side om side med »folket«.

»Denne regering træder tilbage. Må Gud beskytte Libanon,« sagde han.

Regeringens afgang kommer, efter at den libanesiske protestbevægelse – der strømmede på gaderne i efteråret 2019 – har fået fornyet energi i kølvandet på eksplosionen i Beiruts havn forårsaget af 2.700 ton ammoniumnitrat. En eksplosion, som indtil videre har kostet mere end 200 mennesker livet, såret over 5.000 og gjort 300.000 hjemløse.

Regeringens afgang vil dog næppe tilfredsstille protestbevægelsen.

Halvdelen af Beirut er i ruiner, byen mangler vand, landet har enorme elektricitetsproblemer, der er skrald på gaderne, og mange libanesere har på grund af den økonomiske krise mistet deres job, indkomst og opsparing.

De vrede libanesere ser regeringens afgang som endnu en afledningsmanøvre, der blot handler om at købe sig tid. De insisterer derfor på en total omvæltning af det sekteriske politiske system, som man mener er ineffektivt, inkompetent og korrupt.

Men hvad er der galt med det sekteriske politiske system? Og kan libaneserne overhovedet slippe af med det?

Det er franskmændenes skyld

Det sekteriske politiske system i Libanon – et land, som består af 17-18 trossamfund, hvoraf shiitterne, sunnitterne, kristne og drusere udgør de største grupperinger – blev opbygget i 1943, dengang Libanon var under fransk mandat.

Hele systemet var et kompromis mellem de libanesere, der ønskede at være en del af den arabiske verden (sunnimuslimer), og de libanesere (kristne), som frygtede at blive kvast af muslimerne og betragtede Frankrig som deres ultimative beskytter.

Nationalpagten fra 1943, som kompromiset i Libanon kaldes, har sidenhen skabt store problemer for det levantinske land, da samtlige afgørende beslutninger – økonomiske såvel som politiske – har været nødt til at blive forhandlet på flere niveauer, inden de blev ført ud i livet. Dette har ført til besværlige regeringsdannelser, fejlslagne statsinstitutioner og vold – herunder den 15 år lange borgerkrig fra 1975-1990.

Efter borgerkrigen blev det politiske system justeret, så nogle af de ’fejl’, der førte til borgerkrigen, blev korrigeret. Men det har i stedet betydet, at regeringerne ofte er blevet endnu mere paralyseret på grund af de mange kompromiser. Det har gjort regeringsførelsen ineffektiv, langsom og dysfunktionel.

Over de seneste år er alt tilsyneladende blevet forværret.

Modsat andre arabiske lande, hvor en stærk leder skaber orden ved at fungere som bindeled mellem landets forskellige klaner, generaler, etniske grupper og magtfulde forretningsmænd, er der i Libanon mange forskellige ledere, og de er alle blevet enige om at fordele statens forskellige magtcentre mellem sig.

For eksempel er det en udbredt opfattelse, at Hizbollah kontrollerer store dele af Libanons transportsektor. Som en væbnet militant bevægelse, der modtager våben fra Iran, tør Hizbollah ikke placere transportindustrien i hænderne på andre. Det betyder groft sagt, at få mennesker kan komme til at arbejde med transport, medmindre man har gode forbindelser til Hizbollah.

Sagt med andre ord er det store problem i Libanon den realitet, at magteliten fordeler positioner, ressourcer, kontrakter og job alt efter sekteriske tilhørsforhold i stedet for at udvikle en langsigtet og omfattende økonomisk politik, der tilgodeser nationen som helhed. Ofte går ressourcerne bare til magtelitens nærmeste. Det betyder, at en stor del af befolkningen ikke kan komme til, og heraf opstår utilfredsheden med det politiske system, som mange mener ikke længere er bæredygtigt.

Reformer eller revolution?

Libanon er nu opdelt i to lejre. Dels en politisk elite, der består af shiitiske, sunnitiske og kristne politikere, som er interesseret i at bevare systemet. Og for at bevare deres privilegier, som de har opbygget siden borgerkrigens afslutning i 1990, er de kun interesserede i minimale reformer.

Dels en protestbevægelse, som ønsker at vælte hele systemet samt dets dominerende grupperinger – hvad enten de er shiitiske, sunnitiske eller kristne. De ønsker et ikkesekterisk system, som ikke fordeler ministerier og statsorganer efter sekt, men efter kompetencer.

Hvordan man »vælter« det politiske system er en gåde for alle. Nogle ønsker revolution, andre ønsker reformer. Der er ingen nemme løsninger. Første mulighed forudsætter, at protestbevægelsen har en leder, vision og en omfattende strategi, der kan forme et alternativt system. Men det har protestbevægelsen ikke. Faktisk er demonstranterne slet ikke enige om målet med protestbevægelsen.

Den anden mulighed – reformer – forudsætter, at magteliten reformerer sig selv. Det betyder, at samtlige fraktioner skal indse, at status quo er blevet en uholdbar situation, og at det er blevet tid til forandring, hvis systemet altså skal forblive intakt.

Men indtil videre har Libanons magthavere ikke taget skridt i den retning. Politikerne er muligvis åbne for at ændre en smule ved valgloven, således at nogle af de grupperinger, som står »uden for systemet« kan komme til, men ellers er de ikke interesseret i større reformer, der fratager dem deres privilegier.

Magteliten foretrækker altså business as usual. Det betyder, at de blot ønsker at blande kortene på en måde, så de samme politiske fraktioner blot omorganiserer sig til næste valg og igen sætter sig på landets institutioner, som de hele tiden har gjort.

Hjælp udefra eller borgerkrig

Den eneste løsning på Libanons problemer er hjælp udefra. Den libanesiske stat har eksempelvis akut brug for økonomisk hjælp for at holde sammen på landets militær, før det kollapser.

Det internationale samfund, IMF og EU bør knytte særlige betingelser om reformer til, før de sender penge til Beirut, lyder det fra internationale iagttagere. Det skal tvinge libanesiske politikere til at adressere manglerne i det politiske system, sikre domstolenes uafhængighed og komme korruptionen til livs.

En anden mulighed, som eksperter i de internationale medier, fremhæver, er, at skabe en investeringsfond til Libanon. Uafhængige aktører kan føre tilsyn med, hvem byggekontrakter uddeles til, og på den måde kan man tilfredsstille nervøse internationale donorer, der ikke tør satse på et så sårbart marked.

Frankrigs Emmanuel Macron forsøgte under et besøg i Beirut i sidste uge at overbevise Libanons magthavere om nødvendigheden af reformer. Der er ikke sket særligt meget, siden han rejste tilbage til Paris. Men i begyndelsen af september rejser Macron tilbage. Om han formår at overbevise dem om reformer anden gang, må tiden vise.

Alternativet er et land, der synker i yderligere kaos. I løbet af de seneste dage har De Forenede Arabiske Emirater, Tyrkiet, og Frankrig alle sammen udtrykt ønske om at genopbygge havnen i Beirut. Det er nøjagtig de samme aktører, som udkæmper en destruktiv krig i Libyen.

Forhåbentlig når det ikke så vidt, men Libanon står lige nu i det mest skrøbelig øjeblik siden borgerkrigen. Hvis ikke det internationale samfund spiller en konstruktiv rolle, kan landet potentielt hurtigt bevæge sig mod en ny borgerkrig.