Klumme
Læsetid: 4 min.

Maske eller maske-ikke? I Berlin virker det efterhånden ikke så vigtigt

I Berlins ’ny normalitet’ bærer børn og voksne masker både i og uden for skolen. Og trækker på skuldrene af det. Men man må også trække på skuldrene ad coronaparadokserne, for ellers bliver man småskør af inkonsistensen, skriver Informations Tysklandskorrespondent Mathias Sonne
Udland
10. august 2020

»Det er dejligt at være væk fra maskeland. Men jeg magter ikke det danske vejr. Vi skal hjem. Nu!«

Vi havde kendt Bernd fra Münster i Nordrhein-Westfalen et halvt minuts tid, da han bekendte kulør i den silende regn på Langeland: Friheden ved ikke at gå med maske kunne ikke opveje det danske sommervejr. Så mens vi sludrede om de smukke strande, de afslappede danskere, det sløje serviceniveau og det endnu værre prisniveau, spændte Bernd sin båd fast på traileren og gjorde klar til at køre sydover. Mod maskeland. Nu!

Den sommerscene kom vi – min hamborgske kæreste, vores to tyske døtre og jeg – til at grine grundigt af, da vi et par uger senere selv vendte hjem efter en dansk sommer, hvor vi ligesom Bernd nød ikke at gå med maske.

Men hjemme i Berlin måtte vi konstatere, at berlinerne efterhånden bærer maske, som var de født med den. Og at anstrengelsen faktisk er pænt overkommelig. Selv om folks mimik forsvinder, og masken får dem til at ligne statister i en dårlig undergangsfilm, er det dystopiske skær ved masken nærmest forduftet.

Med til historien hører, at mens stadig flere italienske, franske og spanske byer indfører maskepligt i det fri, bærer berlinerne kun maske indendørs. Samtidig har især de unge berlinere atter droppet den sociale distance. Af og til bliver det ved et tjat med albuen. Men når man har sludret lidt, er distancen ligesom overvundet, og så ender det ofte med en afskedskrammer. Trods maskepligten skal man med andre ord lede længe efter coronakonsistens i Berlin.

Denne ’neue Normalität’ får en ny dimension, når skolerne endelig åbner regulært på mandag, også for vores døtre på 11 og syv år, der stort set ikke har været i skole siden marts. Skolerne nåede kun at åbne en månedstid før sommerferien – to halve dage om ugen.

Men både smittetallene og reproduktionstallene ligger i dag omtrent der, hvor de lå i marts, da skolerne lukkede. Og nu åbner vi skolerne! lyder det forarget fra de fåtallige kritikere. Ja, det lyder umiddelbart sært.

Men på grund af alle de øvrige indskrænkninger var reproduktionstallene allerede styrtdykket fra cirka tre til godt en op til skolelukningerne i marts. Og vi er et andet sted nu, hvor vi pragmatisk må prøve at stable et stykke normalitet på benene, også ved hjælp af masker.

Aerosoler om ørerne

I debatten refererer de tyske medier på skift til lande som Israel med stærkt stigende infektionsrater efter genåbning af skolerne – og til lande som Danmark, hvor erfaringen er det stik modsatte. Og selv om WHO længe så masker som nyttesløse, anbefaler de tyske myndigheder nu, at elever fra 5. klasse og op også bærer maske i undervisningen, »såfremt de ikke kan holde afstand«.

Det kan de selvfølgelig ikke, som Berlins uddannelsessenator Sandra Scheeres åbenhjertigt har udtalt i sin udlægning af »trilemmaet mellem sundhed, skolepligt og ret til uddannelse«.

Og alligevel: modsat delstaten Nordrhein-Westfalen, hvor eleverne også skal bære maske i undervisningen, kan vores unger i Berlin tage masken af i klassen, i skolegården og i SFO’en. Det lyder unægtelig rarere end spændet bag ørerne og en halvklam fornemmelse om munden hele dagen. Men konsistent er det ikke.

Faktisk virker inkonsistens til at være indbegrebet af den ny normalitet. På vores lokale pizzeria skal vi efterlade kontaktdata til smitteopsporing, på cafeen ved siden af er de pivligeglade. I mit kor har vi efter mislykkede forsøg på prøver over zoom sunget på Tempelhofer Feld med afstand for bagefter at drikke øl sammen uden afstand.

Nu må vi atter synge indendørs med aerosolerne flyvende om ørerne. Selv sexindustrien er rygende inkonsistent, beretter Berliner Zeitung: Berlins senat har atter tilladt prostitution, dog kun uden samleje. Først fra september bliver det atter tilladt – med maske!

Det er ikke svært at føre maskehistorien ad absurdum. Men i forsøget på at skabe et stykke normalitet i coronakrisen er pointen den modsatte: Vi kan ikke forvente en stat, der viser en konsistent vej i en krise uden kendte udveje, og vores frihed fra fremmedgørende stof foran snuden skal vejes op mod alles frihed for følgerne af pandemien.

De dilemmaer er guf for systemhadere og konspirationsteoretikere som mange af de knap 20.000 coronamodstandere(!), der var på gaden i Berlin sidste weekend – uden maske og afstand. Men hvis vi skal komme mentalt sunde igennem den ny normalitet, må vi leve med den videnskabelige usikkerhed og et vist fravær af konsistens.

Debatten bobler også i Danmark, og indskrænkninger af vores frihed må aldrig ske uden grundige overvejelser. Men det er trods alt et stykke stof og hverken overvågning eller tvangsvaccineringer, vi taler om. Så på med masken, så vi kan komme videre i livet. Og få de børn i skole. Nu! som Bernd fra Nordrhein-Westfalen sikkert ville sige.

Serie

Hverdag med corona – del 2

I begyndelsen af pandemien skrev Informations korrespondenter en klummeserie om deres hverdag med coronavirus, og om hvordan den påvirkede de lande, de hver især bor i. Nu er der genopblussen af COVID-19 mange steder, og hverdagen er ofte anderledes end i Danmark. Det skriver de om i de kommende dage.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her