Interview
Læsetid: 10 min.

På Sicilien er der stemmer i at byde migranter velkommen: »Mafiaen har fået os til at indse, at vi skal være bedre mennesker«

Der, hvor man er født, er ikke der, man har hjemme. Det er den ultimative frihed at kunne ignorere sit ophav og fødested og i stedet vælge sin egen identitet, og hvor man vil være borger. Og den frihed skal migranter også have. Det mener Italiens nok mest berømte borgmester, Leoluca Orlando. I Palermo har han erklæret sejr over mafiaen, og nu kæmper han for at åbne Europas grænser
72-årige Leoluca Orlando er efter hans kamp med den sicillianske mafia, Cosa Nostra, blevet en legende i Italien. Nu hvor han har erklæret sejr over mafiaen, har han kastet sig ud i en ny kamp; kampen for flygtninge og migranters rettigheder og imod det, han beskriver som EU's og Italiens »umenneskelige« flygtningepolitik.

72-årige Leoluca Orlando er efter hans kamp med den sicillianske mafia, Cosa Nostra, blevet en legende i Italien. Nu hvor han har erklæret sejr over mafiaen, har han kastet sig ud i en ny kamp; kampen for flygtninge og migranters rettigheder og imod det, han beskriver som EU's og Italiens »umenneskelige« flygtningepolitik.

Francesco Militello Mirto/NurPhoto

Udland
12. august 2020

»Forstå mig nu ret.« Leoluca Orlando skubber to papirbunker til hver sin side på det mørke, tunge skrivebord, så der er plads til, at han kan læne sin overkrop endnu længere frem over det, og næsten kan tage fat i min krave og ruske mig til at forstå hans pointe.

»Jeg siger ikke, at mafiaen, Hitler og Osama bin Laden som sådan er gode, men …«

72-årige Orlando er en legende i Italien. Borgmesteren i Palermo er berømt for sin kamp mod den sicilianske mafia, Cosa Nostra, som tidligere gennemsyrede hans hjemby. Siden midten af 80’erne har han uafbrudt haft livvagter ved sin side, og han er blevet beskrevet som et »omvandrende kadaver«, da alle havde en forventning om, at mafiaen før eller siden ville gøre det af med ham. Selv siger han, at det er et »mirakel«, at han fortsat er i live.

Nu hvor han har erklæret sejr over mafiaen, har han kastet sig ud i en ny kamp: for flygtninge og migranters rettigheder og imod det, han beskriver som EU’s og Italiens »umenneskelige« flygtningepolitik.

Han vil omdanne Palermo, siger han, til »hovedstaden for menneskerettigheder, gæstfrihed, tolerance og kultur«.

»Vores oplevelser med mafiaen har fået os til at indse, at vi skal være bedre mennesker,« siger Orlando, en gråhåret, udtryksfuld mand, der får ild i øjnene, slår i bordet og kommer med både pludselige brøl og dybe suk, når han taler om emner, der ligger ham nær – hvilket faktisk lader til at være tilfældet for de fleste emner.

»Mafiaen gik til angreb på vores liv, vores frihed og vores rettigheder, og nu ved vi, at vi skal kæmpe for at beskytte ikke kun vores, men også andres liv, frihed og rettigheder,« siger han.

»Mafiaen har været god for Palermo, på samme måde som Hitler var god for tyskerne, og Osama bin Laden var det for muslimer. Efter Hitler indså tyskerne, at de havde et ansvar for at arbejde på at blive bedre mennesker end før, og Osama bin Laden fik med sine gerninger muslimer til at erkende, at de ikke længere kunne ignorere og negligere den såkaldte islamiske terrorisme,« fortsætter Orlando, der tilsyneladende finder midlertidig ro ved at tygge på en allerede godt gennemgnasket stump af en cigar.

»Og i sidste ende tvang mafiaen os til at indse, at vi ikke kunne holde vores øjne, ører og mund lukket, men er nødt til aktivt at gøre modstand, hvis vi skal lykkes med at bekæmpe det onde.«

Stemmer i gæstfrihed

Orlando er den diametrale modsætning til Matteo Salvini – den fremmedfjendske leder af det højrenationale parti Lega – som har været den mest højtråbende og mest dominerende politiker i Italien de seneste par år. Orlando har kaldt Salvini en »lille Mussolini«, mens Salvini modsat beskriver Orlando som »en katastrofe for Italien«.

»Vi er ikke ligefrem venner,« griner Orlando, der har udviklet sig til en alternativ stemme, ikke kun til Salvini, men til den dominerende flygtningepolitik i Europa, hvor flygtninge og migranter, ofte brutalt, holdes væk fra EU’s ydre grænser.

Han ser det som en »fundamental menneskerettighed«, at folk på flugt, både fra krig og fattigdom, frit kan bevæge sig over grænser for at finde sikkerhed og et bedre liv.

For Orlando er identitet og nationalitet et valg – ikke noget, man er født ind i.

Og i et Europa, hvor partier som de er flest, er drejet skarpt i retning af en stadig mere stram indvandringspolitik, i forventning om, at det er opskriften på at høste flest stemmer, fremstår det forbavsende, at en politiker på Sicilien – en ø, der har ligget på den såkaldte flygtningekrises frontlinje siden den påbegyndte i 2015 – kan opnå politisk popularitet baseret på gæstfrihed. Og det ovenikøbet i en af Italiens fattigste byer, hvor næsten en fjerdedel er arbejdsløse.

Men det er nu engang lykkedes for Orlando. Ved sidste valg fik han omtrent halvdelen af stemmerne, mens Salvinis lokale kandidat blot fik lidt over to procent. Desuden fik en centrum-højre-koalition støtte fra ca. 31 procent af vælgerne.

»Jeg siger, at vi ikke har én eneste migrant i Palermo. For jeg ser ingen forskel på folk, der er født i Palermo eller uden for Palermo. Hvis du kommer hertil, så er du automatisk borger i vores by og hører hjemme her,« siger Orlando, der beskriver sin by med over 1,2 millioner indbyggere som en kulturel mosaik – »en mellemøstlig by i Europa«.

Det er formentlig en karakteristik, som de fleste venstrefløjspolitikere ikke ville turde ytre offentligt om deres egen hjemby, og som åbner op for massiv kritik fra højrefløjspolitikere. Men det fungerer for Orlando, der selv tager ned til havnen, når flygtningebåde med primært afrikanske migranter og flygtninge ankommer til Palermo. Han byder dem velkommen. »Det værste er overstået nu. I er frie,« fortæller han dem. »I er nu borgere i Palermo.«

Identitet er et valg

»Jeg er fuldstændig imod blodets ret. Jeg er ikke sicilianer, fordi jeg har siciliansk blod. Jeg er ikke sicilianer, fordi mine forældre er sicilianere. Hvad er forskellen på mit blod og på blodet fra en, der er født i Pakistan eller Tyskland? Nej, jeg er fra Palermo, fordi jeg vælger at være borger i Palermo,« siger han.

»Når vi to siger farvel til hinanden, så vælger jeg måske at være en tunesisk jøde eller en tysk hindu. At kunne vælge sin egen identitet er den ultimative frihed. Den frihed skal flygtninge og migranter, der kommer hertil, også have. De skal ikke straffes for tilfældigheder, som hvor de er født, eller hvem deres forældre er.«

På Orlandos kontor i Villa Niscemi, en historisk residens i udkanten af Palermo, er billeder af ham sammen med paven, Dalai Lama og den italienske præsident. På skrivebordet er en bog med den kinesiske præsident Xi Jinpings taler – signeret af præsidenten selv – på boghylden er koranen, og foran ham hænger det amerikanske flag. Og så er der alle priserne og hædersbevisningerne, han har modtaget for sin kamp mod mafiaen og sit forsvar for en human migrationspolitik.

»Folk siger, at hjemlandet er der, hvor du er født, eller hvor dine forældre stammer fra – nej, må jeg være fri. Jeg har ret til at vælge mit hjemland,« insisterer han, mens han løfter en knytnæve i vejret. »Ideen om, at identitet skabes af dit blod, eller at dit hjemland bestemmes af, hvem dine forældre er, det er den slags tanker, der fører til racisme og i sidste ende folkemord.«

På Sicilien – måske mere end noget andet sted – ved man, hvad det vil sige at være et kulturelt blandingsprodukt. Middelhavsøen har gennem invasioner, handel og folkevandringer været påvirket af alt fra fønikere, grækere, arabere, romere, vikinger og normannere. En historie, der har efterladt sig fysiske spor på Palermos og Siciliens bygningsværker, har sat smag til maden, og generelt har gjort sicilianerne åbne over for kulturelle strømninger udefra.

»Alle er blevet kontamineret ved kontakt udefra. Alle er en kulturel sammenblanding. Det er bestemt tilfældet her på Sicilien, og vi accepterer det. Folk i Danmark er også et miks, I er heller ikke ’rene’, men det vil I ikke acceptere. I lukker jer for at undgå kontamination. Men I ville føle jer mere frie, hvis I var mindre optagede af at undgå påvirkninger udefra, og hvis I insisterede mindre på, at det er jeres forældres blod, og det sted I er født, som definerer jeres identitet.«

I krig mod mafiaen

Om han vil være ved sit blod eller ej, så blev Orlando i 1947 født ind i en privilegeret advokatfamilie. Han blev også selv jurist og juraprofessor ved Palermo Universitet. Og han blev ven og rådgiver for Piersanti Mattarella, der var Siciliens guvernør.

Og det var et bekendtskab, der for alvor flettede Orlandos skæbne sammen med Palermos. Mattarella og Orlando satte sig for at gennemføre et opgør med mafiaen og løsne dens kvælertag på Sicilien, men en januarmorgen 1980 blev Mattarella skudt i sin bil af en attentatmand fra Cosa Nostra. Hans bror, Sergio Mattarella – der i dag er Italiens præsident – kom som en af de første hen til gerningsstedet og trak den blødende og dødeligt sårede Piersanti ud og sad med ham i sine arme.

Drabet blev udført af mafiaen, men trak tråde til ledende mafiapolitikere i Palermo, og broren Sergio samt Piersantis enke bad Orlando om at tage affære og bekæmpe mafiaens politiske indflydelse.

»De bad mig om ikke at lade Piersanti dø forgæves,« siger Orlando, der stadig har et billede af sin tidligere ven og chef på sit kontor. »Mest af alt troede de vel, at jeg var skør nok til at turde gå i krig mod mafiaen.«

Han opgav sin universitetskarriere og kastede sig ind i politik. Hurtigt blev han valgt ind i Palermos byråd og allerede i 1985, som 38-årig, blev han byens borgmester, dengang som kristendemokrat, men senere som partiløs, men med sit politiske ståsted på centrum-venstre-fløjen.

Han er nu i gang med sin femte embedsperiode som borgmester, men har i mellemtiden også været valgt ind i det italienske parlament i Rom og Europa-Parlamentet i Bruxelles.

Med Orlando som borgmester blev mafiaen presset ud af Palermos politiske system, og tusinder af mafiosoer blev arresteret. Men samtidig svarede mafiaen igen med adskillige bombeangreb og attentater mod journalister, dommere og politifolk.

»I starten var det en meget ensom kamp at kæmpe mod mafiaen,« siger Orlando. »Mafiaen var overalt. Blandt kolleger og journaliser, i politiet og ved domstolene, blandt embedsfolk og præster. Overalt. Før var Palermo styret af mafiaen. Borgmesteren før mig var ikke en ven af mafiaen, nej, han var mafiaen.«

Palermo har åbnet øjnene

»Det som gjorde det muligt for mafiaen at regere, var frygten og stilheden. Det eneste mafiaen havde brug for var 100 mand, nogle våben og så 1-2 millioner rare og ærlige mennesker, som lukkede deres øjne, ører og munde. Mafiaen har brug for stilhed og mørke for at eksistere.«

»Det, som i sidste ende gjorde os i stand til at besejre mafiaen, var et kulturelt skifte. Folk stoppede med at holde mund. De forstod, at hvis mafiaen havde magten, så er der ingen fremtid for børnene,« siger Orlando. »Mafiaen begik den fejl, at den simpelthen dræbte for mange i Palermo. Folk kunne ikke længere ignorere det, og de tidligere så døve, stumme og blinde har åbnet deres ører, munde og øjne. Der er nu for meget larm og for meget lys til, at mafiaen kan operere frit.«

Da Sergio Mattarella, broren til den myrdede Piersanti, i januar 2015 blev valgt til Italiens præsident, ringede Orlando til ham. »Vi har vundet,« sagde han til ham. »Vi har hævnet din bror og taget magten fra mafiapolitikerne.«

»Mafiaen eksisterer rigtig nok stadig, de har økonomisk indflydelse og indflydelse i samfundet, men de er ikke længere i den politiske top. Mafiaen regerer ikke længere i Palermo,« siger Orlando.

Lige rig for alle

Det kan dog nok vise sig om end endnu sværere for Orlando at erklære sejr i sin kamp for at ændre EU’s flygtninge- og migrantpolitik. Han vil overtale EU-lande til at tillade fri bevægelighed for migranter, og han vil afskaffe behovet for udstedelse af opholdstilladelser, da han argumenterer for, at de mange, der ikke får en opholdstilladelse, i titusindvis bliver skubbet ud i samfundets skygger, hvor de er i risiko for at blive opslugt af organiseret kriminalitet og udnyttet som slavelignende arbejdskraft.

I Palermo får migranter hurtigt adgang til skole, sundhedspleje og muligheden for at arbejde. Men så starter den svære fase, erkender Orlando. Migranterne og Palermos oprindelige indbyggere oplever de samme forhold med risikoen for arbejdsløshed og en prekær tilværelse.

»Vi er ikke nogen rig by, men vi er lige rige for alle,« siger Orlando.

Samtidig ser han ingen grund til det, han beskriver som en »hyklerisk«, men udbredt skelnen mellem flygtninge og økonomiske migranter.

»Hvordan kan det være, at folk, hvis liv er truet af krig, bliver budt velkommen, mens folk, hvis liv er truet af sult, afvises?« spørger han. »Det giver ingen mening.«

»Europas flygtningepolitik er en skændsel. Vi har udliciteret migrationskontrollen til autoritære styrer som Libyen, hvor flygtninge mishandles og torteres. Og vi har iværksat et system, som tvinger folk til at betale tusindvis af dollar til menneskesmuglere, og hvor folk sætter deres liv på spil for at komme til Europa. Tusindvis er druknet i Middelhavet på grund af vores politik, og vi bør skamme os,« siger han, inden han pertentligt lægger de to papirbunker på plads og skubber bordet, som han i ren oppisket stemning har hevet og rusket i, tilbage til dets oprindelige position.

»Nu blev jeg igen lidt ophidset,« konstaterer han. »Men nu er det jo heller ikke ligegyldigt, det her.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Min nye helt - tænk at stadig findes politikere af den støbning. Send dog de italienske genopretningsmilliarder til ham..

George Clarke, Peter Mikkelsen, Rolf Andersen, Jan Fritsbøger, Klaus Lundahl Engelholt, Søs Dalgaard soesdalgaard@gmail.com, Jakob Dahl, Christopher Abrahamsen, Ole Schwander, Susanne Kaspersen, Alvin Jensen, Rune Haller, Mads Greve Haaning, Marianne Stockmarr, Annette Chronstedt, David Zennaro, Bjarne Bisgaard Jensen, Nader Ali og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er jo også sådan, vi tænker om Danmark: vi elsker ikke landet, fordi det er vores, men for det, vi har gjort det til - og desværre har været for uopmærksomme til at bevare.

George Clarke, Jan Fritsbøger, Ea Movang, Alvin Jensen, Bent Gregersen, Marianne Stockmarr, David Zennaro, Ole Frank og Marie Vibe anbefalede denne kommentar

Han er løsningen for Europa der er handlingslammet af frygten for invasionen udefra. Han prøver at være et menneske i overensstemmelse med det at være menneske; søgen efter frihed og bedre liv. "Det værste er overstået nu. I er frie... I er nu borgere i Palermo." I denne golde tid, er det ydereste velgørende at mærke et stort menneskes hjerte der banker for menneskelighed i nød. Mens de andre er i frygtens stramme tøjler, er han befriende modig og menneskelig viljestærk, en stærk grundlag for at finde løsningen på den globale krise; den retfærdige fordeling verdens rigdom.

George Clarke, Peter Mikkelsen, Jan Fritsbøger, Søs Dalgaard soesdalgaard@gmail.com, Ea Movang, Steffen Gliese, Susanne Kaspersen, Alvin Jensen, Bent Gregersen og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
Ole Schwander

En ægte, beundringsværdig humanist. Som Ron Levy skriver: "Send dog de italienske genopretningsmilliarder til ham..". Så kan det være, de batter noget.

Alvin Jensen, George Clarke, Peter Mikkelsen, Søs Dalgaard soesdalgaard@gmail.com, Ole Frank og Ea Movang anbefalede denne kommentar
Jacob Nielsen

Tanken om at alle mennesker har en værdi, fordi de grundlæggende ønsker og drømme for fremtiden er ens for alle, er jo smuk. Men vi skal bare være klar over at hvis vi tillader ubegrænset migration til Danmark, så er det slut med velfærdssamfundet. For præsset på de begrænsede ressourcer, vil blive enorme. Og ingen vil betale topskat, for aldrig at få muligheden for at kunne høste frugterne af ens arbejde. Forskellen mellem rig og fattig vil, i forhold til nu, bare stige endnu hurtigere og blive endnu større.

Ditte Jensen, Ole Frank, Ole jakob Dueholm Bech og Ole Schwander anbefalede denne kommentar
steen ingvard nielsen

Leoluca Orlando er en herre man virkelig må tage sin hat af for, jeg har set ham på italiensk fjernsyn, hvor han sagde ting om mafiaen, som ingen andre turde sige, på daværende tidspunkt og man kunne se en svedperle springe fra hans pande. Det man skal forstå er, at det kræver virkeligt mod. Og at han nu udtaler sig sig modigt om flygtninge spørgsmål, er jo nok heller ikke usædvanligt, med han sicilianske kultur i bagagen. Både Orlando og borgerne i Palermo har handlet modigt og beundringsværdigt, de har betalt en meget høj
pris for den frihed de har fået.

Alvin Jensen, Peter Mikkelsen, Jan Fritsbøger, Ea Movang, Pietro Cini og Ole Schwander anbefalede denne kommentar
steen ingvard nielsen

A Palermo ci sono tanti problemi!

Ma per fortuna il sindaco si chiama Leoluca Orlando.

Peter Søndergaard

14. september 2020 debatterer byrådet i Palermo en mistillidsdagsorden mod borgmester Leoluca Orlandos administration af byens renovation, kirkegårdsforvaltning og trafik. Debatten og afstemningen sendes direkte på
https://palermo.repubblica.it/cronaca/2020/09/14/news/palermo_e_il_giorn...