Baggrund
Læsetid: 7 min.

Pakistan er Kinas største satsning langs Silkevejen

En økonomisk korridor mellem Kina og Pakistan tager form i disse år. Intet andet land langs Silkevejen modtager flere kinesiske lån og investeringer, men militante separatister, ufremkommelige bjerge og en tårnhøj pakistansk gæld truer med at afspore mange af projekterne
Grænselandet mellem Pakistan og Kina består af en af verdens højeste bjergkæder, så projektet med at transportere olie hele vejen fra Gwadar i Pakistan, og op over det 4.700 meter høje bjergpas og ind i Kina bliver både dyrt og vanskeligt.

Grænselandet mellem Pakistan og Kina består af en af verdens højeste bjergkæder, så projektet med at transportere olie hele vejen fra Gwadar i Pakistan, og op over det 4.700 meter høje bjergpas og ind i Kina bliver både dyrt og vanskeligt.

Aamir Qureshi

Udland
14. august 2020

Pakistan kom Kina til undsætning, da landet havde allermest brug for det. I starten af foråret havde coronaudbruddet i Wuhan spredt sig til resten af verden og efterladt den kinesiske ledelse med en ualmindelig dårlig sag på hænderne.

Kommunistpartiet havde brug for international opbakning og vendte ikke overraskende blikket mod Pakistan. På invitation fra partichef og præsident Xi Jinping landede den pakistanske præsident, Arif Alvi, den 16. marts i Beijing.

Her lovpriste han den kinesiske virusbekæmpelse og formanede, at »de kræfter, der bruger epidemien til at stigmatisere og isolere Kina, ikke ville lykkes«.

Møderne i den kinesiske hovedstad var præget af »den ekstraordinære varme, sammenfaldet i synspunkter og den strategiske tillid, der kendetegner det særlige strategiske partnerskab«, kunne man efterfølgende læse i en fælles erklæring fra de to nabolande. Samme erklæring understregede ambitionen om at føre den kinesiske silkevej tværs gennem Pakistan.

Intet land har til dato modtaget lige så mange investeringer og lån under Kinas udenrigs- og handelspolitiske vision, den nye silkevej. Samlet er 394 milliarder kroner øremærket infrastrukturprojekter langs det, der i officielle termer kaldes den pakistansk-kinesiske økonomiske korridor. Pakistan er det tætteste, Kina har på en reel allieret, og lige siden Xi Jinping for syv år siden lancerede ideen om en nyfortolkning af den antikke silkevej, har landet haft en nøglerolle.

»Hvis de pakistanske projekter fejler, fejler Silkevejen,« vurderer den indiske politilog Rishap Vats. Han har fra forskellige tænketanke og forskningsinstitutioner i Mumbai og Delhi fulgt Silkevejens udvikling i Pakistan.

»I Centralasien og andre steder går de kinesiske investeringer typisk til enkeltprojekter, men i forhold til gennemførte investeringer, udført arbejde og implementering er Pakistan længst fremme. Hvis ikke Pakistan lykkes, hvad har Kina så at vise frem,« spørger han.

Adgang til Det Arabiske Hav

På den pakistanske regerings hjemmeside ligger en liste over aktive og kommende silkevejsprojekter. Den er lang og inkluderer alt fra motorveje, jernbaner og lufthavne til vindmølleparker, kulkraftværker, industrizoner, havnefaciliteter og hospitaler.

Kronen på værket er udset til at blive en 2.000 kilometer lang olierørledning fra havnebyen Gwadar til Kinas vestlige Xinjiang-provins. Den pakistansk-kinesiske korridor skal ifølge Pakistans regering fremme handel og investeringsmuligheder, skabe job og styrke de bilaterale forbindelser til Kina.

Til gengæld for finansiering kan Pakistan tilbyde adgang til Det Arabiske Hav tæt ved Iran. For Kina handler investeringerne om at sikre adgang til handelsruter og fremtidige energiforsyninger.

Størstedelen af Kinas olieimport bliver i dag transporteret igennem det snævre Malacca-stræde mellem Malaysia og Sumatra i farvande domineret af amerikansk tilstedeværelse, hvilket udgør en potentiel sikkerhedsrisiko i tilfælde af krige eller konflikter. Det skal gigantinvesteringerne lave om på.

Dyrt og ekstremt krævende

Konstruktionen af rørledningen, der efter planen skal fragte olie fra Mellemøsten til Xinjiang, er der endnu ikke aftalt en tidsramme for. Byggeriet bliver ikke kun dyrt, men også ekstremt krævende.

Grænselandet mellem Pakistan og Kina består af en af verdens højeste bjergkæder, og provinsen, hvor Gwadar ligger, er præget af uroligheder og lokale konflikter.

For at få olien hele vejen fra Gwadar og op over det 4.700 meter høje Khunjerab-pas og ind i Kina bliver det nødvendigt at gøre brug af dyrt og energikrævende pumpeudstyr. Jordskred og stejle bjergskråninger udgør andre udfordringer, mens ekstreme kuldegrader i vinterhalvåret nødvendiggør isolering på store strækninger.

Alt i alt bliver prisen for at transportere olien ad bjergvejen væsentligt højere end at sejle uden om. I den anden ende ved havnebyen Gwadar er udfordringerne ikke mindre.

Pakistan opkøbte området af Oman i 1958. Dengang var byen ikke meget andet end en landsby, og først i 2002 begyndte Pakistan at udvide havnen. Under Silkevejen er ambitionsniveauet blevet hævet markant.

Både drift og byggeri er i dag på kinesiske hænder i form af selskabet China Overseas Ports Holding Company (COPHC), der i 2013 overtog ejerskabet. Det første fragtskib lagde til kaj i 2016, men siden er byggeriet gået drastisk ned i tempo.

De planlagte industriområder og den internationale lufthavn, der skulle have stået klar for tre år siden, er intet sted at se. Og så er der hele sikkerhedssituationen.

Udlændinge på besøg er pålagt at være under konstant beskyttelse af det pakistanske militær. Det skyldes, at Gwadar ligger i Baluchistan, en af Pakistans fattigste og mindst udviklede provinser, der huser flere militante grupper, herunder Baluchistans befrielseshær, der kæmper for større selvbestemmelse.

Gruppen har flere gange angrebet mål i og uden for provinsen med mange dræbte til følge. Sidste år gik det ud over et femstjernet hotel i Gwadar, der primært benyttes af forretningsfolk. Alligevel spår direktøren for COPHC, Zhang Baozhong, at havneprojektet går en stor fremtid i møde.

Da den indiske avis The Print tilbage i foråret besøgte hans kontor på havnen, lød det fra den kinesiske direktør, at Gwadar var gået fra at være Mission Impossible til snart at kunne registrere store fragtstigninger.

»Naturligvis er fragtmængden ikke stor nok, men det tager tid. I 2030 tror vi, at Gwadar vil være et nyt økonomisk knudepunkt i Pakistan og den højeste BNP-bidragyder til Pakistans økonomi,« udtalte han.

Adresse i et værelse 

Der er gået syv år, siden China Overseas Ports Holding Company overtog det enorme havneprojekt. Alligevel står meget om betingelserne for overdragelsen og om selve selskabets baggrund og ejerstruktur fortsat hen i det uvisse. Af COPHC’s hjemmeside fremgår det, at virksomheden har hjemme i Hongkong.

Ifølge pakistanske medier på en adresse i et værelse i det centrale Hongkong, der huser yderligere fire virksomheder. Sandsynligvis er moderselskabet et konsortium af statsejede kinesiske selskaber.

Det er ikke det eneste eksempel på, hvordan kinesiske selskaber i Pakistan opererer efter standarder, der vækker bekymring. Sager om korruption, forurening og manglende villighed til at benytte pakistansk arbejdskraft er andre eksempler, forklarer Murad Ali, der er tilknyttet University of Malakand i Pakistan og hyppigt kommenterer på landets internationale relationer i lokale medier:

»Jeg deltog i det store silkevejsforum i Beijing i 2017, og jeg husker, hvordan de kinesiske journalister ikke kunne tro deres egne ører, da jeg fortalte dem, at der faktisk er en hel del ængstelse i den pakistanske befolkning.«

Kineserne har ifølge Murad Ali kun fået at vide, at Pakistan hylder Silkevejen.

»Selvfølgelig ser den almindelige pakistaner positivt på konstruktionen af nye motorveje og bedre strømforsyninger, men der er bekymringer om de miljømæssige konsekvenser og i særdeleshed i forhold til, at de kinesiske virksomheder ikke ansætter lokal arbejdskraft og ikke deler deres viden og teknologier med Pakistan,« siger han.

Risiko ved store lån 

Men den største bekymring handler om den langsigtede bæredygtighed. Ifølge tænketanken Center for Global Development i USA er Pakistan et af de lande langs Silkevejen, der løber den største risiko ved at optage store, kinesiske lån.

»Evnen til at tilbagebetale lånene er fortsat en diskussion i Pakistan. Det er en bekymring, hvorvidt de er bæredygtige. Den pakistanske økonomi er allerede ganske skrøbelig, og det bliver ikke nemt, når afdragene begynder at falde om nogle år. Fra officiel side hedder det, at forbedret infrastruktur, bedre energiforsyning og oprettelsen af særlige økonomiske zoner kommer til at skabe så mange muligheder, at lånene ikke bliver et problem,« forklarer Murad Ali.

Omkring en tredjedel af projekterne langs den pakistanske silkevej står i dag helt eller delvist færdige. Hovedparten er inden for energisektoren, hvilket har været med til at afhjælpe en usikker strømforsyning flere steder.

Men kun én ud af 11 planlagte økonomiske zoner er operativ, og mange af de mest udfordrende projekter venter forude. Samtidig var Pakistans økonomiske vækst allerede nedadgående, inden coronapandemien ramte.

Landet fik i 2019 endnu en håndsrækning fra den Internationale Valutafund i form af et låneprogram på 38 milliarder kroner, der blev udvidet med ni milliarder kroner i foråret, da coronakrisen satte ind. Derfor bliver det svært for Pakistan at indfri forventningerne om at låne sig til tilstrækkelig økonomisk fremgang til at overholde den voksende gældsforpligtelse, vurderer indiske Rishap Vats.

Til gengæld ser han ikke nogen grund til at tro, at Kina trækker sine investeringer eller opgiver den pakistanske del af Silkevejen. Kinas interesse handler ikke kun om adgang til hav og energi. Prestige, geopolitik og regionale stormagtsdrømme spiller også ind, forklarer han.

Både Indien og Pakistan gør krav på hele Kashmir-regionen, og ifølge inderne løber dele af den kinesisk-pakistanske korridor igennem pakistanskbesat Kashmir. Indien har derfor fra begyndelsen været imod Silkevejen – til stor irritation for den kinesiske ledelse. Og det anspændte forhold mellem de to folkerige nabolande er de seneste måneder blevet forværret. En grænsestrid i Himalayabjergene er blusset op og har for første gang i årtier kostet menneskeliv.

»Det har ændret meget i Indien. Både i den brede offentlighed og i politiske kredse er der en ny erkendelse af, at forholdet til Kina ikke længere er det samme. Det vil ikke ændre sig, hvis en ny regering kommer til i Delhi. Indien kommer til at flytte sig mere i retning af USA, og jo mere Kina ser, at det sker, desto mere vil dets investeringer i Pakistan tage til og det pakistansk-kinesiske forhold blive styrket,« siger Rishap Vats.

Serie

Hvad vil Kina i verden?

Kinas globale og økonomiske ambitioner kan bedst beskrives gennem klodens største udenrigs- og handelspolitiske tiltag: Silkevejen. Det storstilede projekt er centralt placeret under præsident Xi Jinping og er Kinas forsøg på at skabe en ny verdensorden i sit eget billede. I denne serie undersøger Information Silkevejsprojektet, hvordan Silkevejen påvirker Europas forhold til Kina og hvordan det opleves i de lande, hvor projektet allerede er en realitet.

Seneste artikler

  • Afrika spejder forgæves efter andre veje end Silkevejen

    25. august 2020
    Kina har integreret Afrika i sit gigantiske silkevejsprojekt og låner flere penge ud til kontinentet end Verdensbanken, IMF og de fleste vestlige lande tilsammen. Investeringerne er tiltrængte, men frustrationer over gæld, korruption og manglen på et alternativ tager til
  • Kina vil bruge den nye silkevej som en økonomisk klemme på Europa

    5. august 2020
    Kinas silkevejsprojekt handler ikke kun om at bygge infrastruktur. Det handler også om at accelerere en udvikling, hvor EU’s sammenhængskraft svækkes. Og flere medlemslande er allerede villige til at se stort på demokratiske værdier for at opnå kinesiske investeringer
  • Fremtiden for klimaet kan blive afgjort på Kinas silkevej

    31. juli 2020
    Selv om Kina fører globalt inden for grøn miljøteknologi, er det alligevel den gamle, forurenende udviklingsmodel, som landet eksporterer til lande på Silkevejen. Kina anklages for at fastlåse lande i klimaskadelig energiproduktion – og det i så alvorlig en grad, at det truer internationale klimamål
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Det er faktisk billigt hvis man samtidig får atom-magten Pakistan som allieret i konflikten med Indien og så er der det med den olieledning der faktiske er en forudsætning for den aftale Kina har indgået med Iran om aftagelse af iransk olie de næste 25 år som betaling for infrastukturprojekter bla. 5G netværk fra Huawei. Information - det er sgu dumt at udelade de vigtigste detaljer i det store spil.

Torben K L Jensen

En aftale med Iran til 400 milliarder dollars.

Jeppe Lindholm

Kina investerer der, hvor andre dikterer. Gulerod frem for pisk. Der hvor USA undsiger med "Amerika First" overtage Kina med kyshånd. Men uanset metode, så forventer man naturligvis et afkast.

Torben K L Jensen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Støtte i FN,WHO,WTO - Jeppe.