Læsetid: 4 min.

Professor: Det er en myte, at atombomberne var nødvendige for at stoppe Anden Verdenskrig

I en verden, der er blevet mere ustabil og ledet af politikere med mere autoritære træk, er det afgørende at forstå, hvad der førte til atombomberne over Japan, mener den japanskfødte amerikanske historieprofessor Tsuyoshi Hasegawa
I en bank omdannet til nødhospital to måneder efter atombomben i Hiroshima i 1945 tilser en japansk kvinde sit barns skader.

I en bank omdannet til nødhospital to måneder efter atombomben i Hiroshima i 1945 tilser en japansk kvinde sit barns skader.

Jim LoScalzo/CNP/AdMedia/SIPA

6. august 2020

Klokken 8.15 i dag for 75 år siden kastede et amerikansk bombefly sin last over Hiroshima. Atombomben med det uskyldige tilnavn »Little Boy« detonerede i en halv kilometers højde med en kraft, der pulveriserede bygninger og tog 70.000 menneskeliv.

Titusinder døde efterfølgende af skader og sygdomme påført af den radioaktive stråling. Den nærmest overnaturlige ødelæggelseskraft sendt fra en skyfri himmel har lige siden defineret krigens væsen.

I dag mindes Japan Hiroshima. Senere på ugen kommer turen til Nagasaki, hvor den næste og sidste atombombe blev anvendt. Det burde resten af verden også gøre, mener Tsuyoshi Hasegawa, tidligere historieprofessor ved University of California og forfatter til bogen Racing the Enemy: Stalin, Truman and the Surrender of Japan.

»Auschwitz og Hiroshima er metaforer for menneskets skæbne og to ting, der aldrig må gentages. Det skal mindes og huskes fra generation til generation,« siger han.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Curt Sørensen
  • Hanne Utoft
  • Palle Yndal-Olsen
  • Anders Graae
  • Jens Flø
  • Alvin Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Henrik Leffers
  • Carsten Munk
  • Ervin Lazar
  • Gert Romme
  • Kaoru Carstens
  • Kurt Nielsen
  • Karsten Nielsen
  • Troels Ken Pedersen
  • Torben K L Jensen
Klaus Lundahl Engelholt, Curt Sørensen, Hanne Utoft, Palle Yndal-Olsen, Anders Graae, Jens Flø, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Henrik Leffers, Carsten Munk, Ervin Lazar, Gert Romme, Kaoru Carstens, Kurt Nielsen, Karsten Nielsen, Troels Ken Pedersen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Længere tids formel afskaffelse af klassesamfundet synes heller ikke rigtig at have udøvet den mindste gavnlige effekt på tilstedeværelsen af racisme hos kineserne, russerne eller nordkoreanerne."

En formel afskaffelse af klassesamfundet indebærer ikke nogen reel afskaffelse, så her er tale om en hul argumentation. Og at der zoologisk kan identificeres reaktioner på mangeltilstande, eller frygt for samme, understreger jo netop hvordan eksplicit racisme og diskrimination induceres i specielt de nedre dele af klassesamfundet, mens den besiddende klasse drager fordel af de vikarierende konflikter mellem bl.a. etniciteter.

Før 2. verdenskrig var opfattelsen at det var barbarisk at nedslagte civilbefolkninger - kvinder og børn.

"The US State Department in 1937 ....... “ Such acts are a violation of the elementary principles of those standards of human conduct which have been developed as an essential part of modern civilization.”"
Denne opfattelse er siden strøget og bombning af civilbefolkningen er blevet en daglig begivenhed som vi ikke mere reflekterer og forfærdes over.
"Our hearts are hardened, our nerves steady, our imaginations under control as we read the morning paper. King Mithridates is said to have immunized himself against poison by taking small doses, which he increased slowly."

Indtil slutningen af 43, begyndelsen af 44 var det amerikansk politik at undgå civile mål. Der var i befolkningen en del amerikanere af tysk afstamning og også en del af befolkningen som var modstandere af amerikansk deltagelse. Men det afhang af hvem det gik ud over. Medfølelsen var ikke så stor når det var japanere det gik ud over.

"there was a big difference in attitude between the European war, where we showed some restraint and the Pacific War where we showed no restraint."

Major General Haywood Hansell som forestod bombningerne i Japan modsatte sig bombning i byområder da det ville koste for mange civile liv - Problemet var at bombning af militære mål mildest talt ikke var særlig præcise. Han blev fyret i slutningen af 1944 og General Curtis LeMay som ikke havde de samme forbehold blev indsat.

De amerikanske bombninger af japanske byer var massive i slutningen af krigen op til nedkastningerne af atombomberne.

"The large-scale bombing on the night of March 9th through 10th when 324 aircraft attacked Tokyo and killed probably one hundred thousand people, destroyed 16 square miles, injured a million, at least 41,000 seriously injured, more than a million homeless. The air reached eighteen hundred degrees Fahrenheit. LeMay says that the victims were scorched and boiled and baked to death. He referred to this as his masterpiece."

USA tæppebombede over 100 japanske byer. Bombningerne var så massive at man frygtede at det kunne føre til anklager om krigsforbrydelser der kunne sammenlignes med Hitlers.

" it gets so bad that in June of 1945, Secretary of War Stimson says to Truman, I don’t want to have the US get the reputation of outdoing Hitler in atrocities. Brigadier General Bonner Fellers, who was an aide to MacArthur, described the bombing of Japan in a confidential memo as one of the most ruthless and barbaric killings of noncombatants in all history. "

Og hvordan kunne nedkastningerne af atombomberne retfærdiggøres. Det blev de først som hævn for Pearl Harbor, senere med henvisning til at en landsættelse af tropper ville have kostet mange amerikanske soldater og japanere livet.

"Truman in his initial statement about the atomic bomb said “This is revenge for Pearl Harbor” – that’s what he talks about initially. Then he later changed to the idea that we had to drop the bomb as the only way to avoid an invasion. Hundreds of thousands of Americans and millions of Japanese were killed in the invasion, and that’s why the bombings were necessary and humane and benevolent."

Atombomben bliver udviklet først fordi man frygter at tyskerne var i færd med at udvikle bomben. I slut 44 bliver det klart at Tyskland har droppet projektet og udviklingen af bomben får et nyt perspektiv. Nu ønskede man bomben færdig til Potsdam forhandlingerne med russerne.

"Oppenheimer says that at that point they sped it up faster than ever because the pressure was to have it ready for when Truman met with Stalin at Potsdam"

Kun en enkelt af dem der var med til at udvikle bomben forlod projektet resten fortsatte.

Våbenkapløbet kunne begynde.

Russerne var gået ind i de japansk besatte områder i Kina og det var et spørgsmål om tid inden japanerne ville have været nød til at overgive sig. Alligevel valgte man at kaste bomberne over Hiroshima og Nagasaki.

"on July 5th when Truman is at Potsdam and he gets the full briefing and how powerful a bomb tested on Alamogordo was, and Truman says, “We’ve discovered the most terrible weapon in history. This may be the fire destruction prophecy and the Euphrates Valley era after Noha’s ark, not a more powerful bomb, but the fire destruction" - And still knowing that Truman proceeds to use it, knowing there are alternatives, knowing the Japanese are defeated, knowing that they’re trying to surrender, knowing that the Soviets are about to come in, that the Japanese will certainly surrender then. He goes ahead and he uses this in precisely the way he was warned that was most likely to trigger an arms race between the US and the Soviets, that could spell the doom of all life on our planet. Truman is not a bloodthirsty evil individual, but his actions certainly are incomprehensible from an ethical standpoint."

Hvorfor starte et sådan farligt kapløb kan man så spekulere over

https://theanalysis.news/interviews/why-did-u-s-public-accept-barbaric-s...

Bjørn Pedersen

@Hanne Utoft
Altså ideen om den "jødiske arvesynd"? Tja, der er jeg så mere skeptisk for om det kan sammenlignes helt med racisme som ideen om særlige, biologiske menneskeracer. Det beskriver bestemt racisme i den mere almene, moderne danske forståelse af ordet, men passer ikke ind i f.eks. Oplysningstidens racismetanke, hvor mennesket (af nord/vest europæere) blev opdelt i forskellige racer og inddelt hierakisk efter hvem de tilhørte.

Hvis jøder konverterede til kristendommen, var de anset for at være frelste. Der er selvfølgelig undtagelser, f.eks de spanske jøders tvangseksil, hvor de tvangsomvendte jøder blev anset for at være "uærlige" i deres konversion, men dette var historisk set en undtagelse. Man kan ikke "skifte race", ikke ifølge de racistiske ideer om menneskerracerne der blandt andet førte til retfærdiggørelsen af slaveri af folk fra særlige dele af verden.

Udfra en bredere definition af racismen hvor også religiøst had og fordomsfuldhed og xenofobi indgår, var det dog selvfølgelig racisme. Men anti-semitisme har historisk set været anti-jødiskhed i længere tid - altså at man kunne konvertere og dermed undslippe sin undertrykkelse.

Thomas Østergaard

En formel afskaffelse af klassesamfundet indebærer ikke nogen reel afskaffelse, så her er tale om en hul argumentation

Mjah, men hvis der absolut ikke er nogen eksempler på at man med succes har afskaffet klassesamfundet, forekommer det emperiske grundlag for at erklære at racisme er forårsaget af klassesamfundet også særdeles tyndt (for ikke at sige ideologisk).
Det forekommer mig at det jeg hører er at hvis man blot kunne afskaffe alle menneskelige dårskaber (såsom racisme), kunne man indføre det ideelle, klasseløse samfund, og erklære at det havde overvundet racismen.

Steffen Gliese

Man skal altså passe på med det dér racisme (og dens ligeså onde tvilling eugenikken).
Jødeforfølgelser FØR oplysningstiden var religiøse i deres begrundelse - og denne forfølgelse førte til en særlig jødisk socialisation, der gjorde dem ekstra udsatte for forfølgelse med andre begundelser.
Men reelt var det først nazismen, der gjorde jøder til en racial kategori med en pervers forståelse af biologien som alts ophav, afspejlet i en militær organisering af samfundet.

Bjørn Pedersen, idéen om den jødiske arvesynd var kun én af flere diskurser, som understøttede jødeforfølgelserne i 1300-tallet; supplerende var der den udbredte konspirationsteori om at pesten var et jødisk giftattentat - og da teologiske argumenter ofte indgår i racistiske diskurser (som pr. definition er kunstige, givet at der intet reelt belæg er for at inddele menneskearten i racer), skal man være forsigtig med at identificere antisemitismen som et rent religiøst anliggende. Specielt da det er historisk evident at kongemagterne i Europa (særligt Karl IV) profiterede af (indimellem på forhånd) at beslaglægge myrdede jøders ejendom - og at verdslige magthavere rundt omkring i Europa havde stor indflydelse på om jødeforfølgelserne fik udbredelse eller ej (bl.a. fordi mange nød godt af at beskytte dem, mod store summer i beskyttelsespenge).

Bent Christensen

Naturligvis var det unødvendigt og racistisk når det var Amerikanerne (hovedsagelig hvide mennesker) der gjorde det mod de humane Japanere.

Jeppe Lindholm

Selvfølgelig var atombomben ikke nødvendig. Men når den nu var der kunne vi jo lige så godt bruge den. Og det skadede jo ingen. I Amerika altså. Det gjorde Vietnam krigen og alle andre krige efter WW2 jo heller ikke. Altså anrettede skader i Amerika. Så skidt pyt.

René Arestrup

På en måde er det absurd at tale om retfærdighed i en krig. Jeg tror historien vil godtgøre, at retfærdighed er noget af det første - næst efter sandhed - der ryger ud med badevandet. i selv samme øjeblik folk begynder at myrde hinanden i stor skala.

Nej, selvfølgelig var a-bomberne over Hiroshima og Nagasaki ikke nødvendige. USA havde vundet alligevel. Men krigen havde formentlig trukket ud og - ikke mindst - have kostet flere amerikanske soldater livet.

Var det så retfærdigt? Tjae, bum bummelum.

Jeg tror, at man skal anskue beslutningen om, at kaste de 2 atombomber over Japan til dels ud fra hvad der gælder i beslutningsteori for rationelle beslutningsprocesser. Dvs. at man nogenlunde har gjort sig klart hvad konsekvenserne af , at kaste bomberne ville være. Man har vejet militære og politiske konsekvenser op. Og det er jo så godt nok, at man ikke har kastet bomberne på skrømt, men det er jo på den anden side også lidt en uhyggelig side ved beslutningen, at man godt vidste hvad man gjorde, og at konsekvenserne ville være ret vilde. Man udstedte med andre ord en ordre om, at slå mere end 100.000 mennesker ihjel, Og det var sådan set kalkuleret.

Det var ikke en beslutning uden etiske overvejelser. Piloten der kastede bomben over Nagasaki skulle have udbrudt: "My God - what have we done?".

Men det var en beslutning man traf, og sigtet var givet også, at tilføje fjenden et tab, som han ikke kunne leve med. Og det vel og mærke med den udsigt, at der kunne være mere i vente i fald han ikke straks overgav sig.

Men siger jo om Manhattan Projektet og udviklingen af bomberne, at det var der videnskaben mistede sin uskyld. Forskning er jo godt nok, hvis det tjener formål vedr. oplysning, men ligefrem, at spænde naturvidenskab for et vogn hvor målet er udvikling af de ultimative våben er dog en anden sag. Og nogle af dem der var med i Manhattan projektet fik moralske skrupler.

Men det kom jo til, at præge eftertiden, for verden stod pludselig med et våben, som set fra det militære perspektiv havde begrænset anvendelsesmuligheder. Det var den ultimative trussel om terror, og ud af det kom en terrorbalance, som rejste en trussel om ultimativ undergang.

På en lidt ejendommelig vis blev denne terrorbalance en lidt stabil størrelse, for ingen ville eller vovede en atomkrig. Og vi må jo håber, at det vedbliver, at være sådan.

Bjørn Pedersen

@Hanne Utoft
Der var megen anti-jødisk forfølgelse i middelalderen, men pavemagten havde specifikt modsagt anklagerne om at jøder spredte pesten via forgiftninger. Ikke at de af den grund var synderligt meget tolerante, efter vore standard. For ja, kongemagten og de lokale/regionale gejstlige lukrerede stort på anti-jødiske følelser. Men deres racisme var stadig ikke af samme karakter som ideen om menneskeracerne. Det var en arvesynds-ide, men en arvesynd der kunne tvættes ren via omvendelse til kristendom. Det er stadig en ond fordom, diskrimination, xenofobi og antisemitisme, men i middelalderen var ideen som en anden race af mennesker ikke en norm for kristendommen og heller ikke for Europa. Et jødisk folk, eller etnicitet, selvfølgelig, men ideen om en helt seperat jødisk "race", ideen om at der simpelthen skulle findes flere forskellige menneske-racer, med deres unikke race-karakteristika? Eksisterede ikke i 1300-tallet. Fordomme om kulturer, etniciteter gjorde.

Japanerne anmodede US om kapitulation allerede inden A-bomben var færdig.
At de ikke fik den kan have tre årsager:
1. Man kendte til A-bombens kraft fra prøvesprængningerne i New Mexico. Ønskede at se den i "reel action".
2. Kunne samtidig blive en demonstration overfor Sovjet.
3. Fem år med grusom krig, havde gjort alle så kolde i røven anstændighed var blevet til A-bomber.

Japanerne anmodede US om kapitulation allerede inden A-bomben var færdig.
At de ikke fik den kan have tre årsager:
1. Man kendte til A-bombens kraft fra prøvesprængningerne i New Mexico. Ønskede at se den i "reel action".
2. Kunne samtidig blive en demonstration overfor Sovjet.
3. Fem år med grusom krig, havde gjort alle så kolde i røven anstændighed var blevet til A-bomber.

Min konklusion på læsning af denne artikel og dette kommentarspor:
Det er absurd at tale om retfærdighed i krig.
Krige kan ikke retfærdiggøres.
Tak til de respektive ophavspersoner for lån af sentenserne.

Thomas Østergaard

@Søren Dahl

Krige kan ikke retfærdiggøres.

Det er jo et forholdsvist nemt synspunkt at argumentere for i en tid hvor der ikke er påtrængende årsager til at erklære krig (lad os undlade at kalde nedkæmpelsen af ISIS for en krig), og hvor vi tilhører verdens suverænt mægtigste militære alliance, men skulle England virkelig have undladt at erklære Tyskland krig efter invasionen af Polen, med den begrundelse at krig ikke kan retfærdiggøres? Eller USA at erklære krig mod Japan efter Pearl Harbor? Ville det have gjort verden til et bedre sted at bo i dag hvis de havde undladt at gøre det?

Jeg tvivler alvorligt, tværtimod tyder alt på at 2. verdenskrig kunne være endt noget mindre blodigt hvis man ikke havde siddet invasionen af sudeterlandet, Tjekkoslovakiet og Kina overhørig i forsøget på at undgå krig, indtil det var klart for enhver at det ikke kunne lade sig gøre.

Palle Bendsen

En sen kommentar til artiklen - og kommentarsporet:
Først: Tsuyoshi Hasegawas synspunkt har meget for sig. En anden amerikansk historieprofessor, Peter Kuznick, har netop den 6. august offentliggjort to videoer, hvor han fremlægger resultater af hans forskning om en af USA's største historiske myter:
History Professor Exposes One of America's biggest History Myths - Part 1
https://www.youtube.com/watch?v=8QGZmPNbhKs&t=2s
The Actual Reason Why America Dropped 2 Atomic Bombs on Japan - Part 2 with Prof. Kuznick
https://www.youtube.com/watch?v=vZVIuvxIZ84&t=140s
De er værd at se, det vil tage cirka 45 minutter af din opmærksomhed.
Næstefter: FN's generalforsamling har faktisk vedtaget en Traktat om Forbud mod Atomvåben. 122 af verdens lande stemte for i 2017. De ni atommagter og lande, der finder beskyttelse under andre landes 'atomparaply' boycottede både forhandlinger og afstemning. Inklusive Danmark.
For det tredje: der er p.t. et borgerforslag om at Danmark skal tilslutte sig Traktaten: https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-05087
"Hvem ved sine fulde fem ville mon anbefale atomvåben?" - Nina Malinovski

Tobias Rasmussen

@Bjørn Pedersen

I fald du har lyst til at fortsætte debatten:

Der er stadig noget af det du skriver som ikke går op. Og hvis man skal kalde bombningen af tusindvis af civile for retfærdig, så skal alle mellemregningerne være i orden.

Spørgsmålet om katarsis per stedfortræder og spørgsmålet om retfærdighed per stedfortræder er to forskellige spørgsmål – og det sidste er mere kompliceret end det første. Jeg anerkender at ofrene for Japans grusomheder kan have oplevet en form for katarsis ved bombningen af Hiroshima og Nagasaki, og også at de så at sige har ret til denne oplevelse. Men det ændrer ikke på at amerikanerne var udenforstående i opgøret, eller regnskabet om man vil, mellem Japan og ofrene for Japans grusomheder. Og derfor er det slet ikke uvæsentligt at amerikanerne, som du selv skriver, havde ”deres egne motiver, egne ideer, egne retfærdiggørelser”. For hvis kynisme var bare en del af årsagen til amerikanernes bombning af civile japanere – og det var det, hvis de havde nogle som helst andre bevægegrunde end retfærdighed for ofrene for Japans grusomheder – så blev denne kynisme ikke ophævet af den katarsis som samme ofre må have oplevet ved bombningen, men er tværtimod en del af den post-Hiroshima balance, som du taler om.
Selv hvis amerikanerne udelukkende handlede på baggrund af en dyb og ædel stræben efter retfærdighed – hvad jeg finder tvivlsomt – mener jeg ikke at man uden videre kan acceptere den handling som var bombningen af Hiroshima og Nagasaki som en retfærdig handling. Spørgsmålet om katarsis omfatter kun én part: ofrene for Japans grusomheder. Spørgsmålet om retfærdighed omfatter samtlige parter: Japan, ofrene for Japans grusomheder, USA og ofrene for USA's atombomber.

Du skriver at der ikke skal findes retfærdighed for de døde japanske børn, fordi ”(d)e døde pga. deres forældres valg, deres bedsteforældres valg, deres eliters valg, deres kejsers valg”. Men det er da netop derfor der skal findes retfærdighed for dem; fordi de blev udslettet uden at det havde noget med deres handlinger eller overbevisninger at gøre. Der skal findes retfærdighed for dem, fordi vi – uanset deres forældres, bedsteforældres, eliters og kejsers valg – bliver nød til at insistere på individets ophøjethed for hver og én af dem, hvis vi skal være sikre på at vi ”ikke blive(r) til monstret man gerne vil bekæmpe”, som du formulerer det. Og i juridisk forstand skal der findes retfærdighed for dem, simpelthen fordi de var civile.
Dertil kommer at du ikke kan være sikker på, at samtlige døde børns forældre sympatiserede med den japanske hærs grusomheder. Og for dem der ikke gjorde, var bombningen af Hiroshima og Nagasaki således ikke blot en uretfærdighed imod deres børn, men også imod dem selv.

Du medgiver at du med din argumentation gør ofrene for bombningen af Hiroshima og Nagasaki til ”redskaber for andre ofres retfærdighed”, men skriver også at du ikke mener det er noget du reducerer dem til at være, fordi det netop er ”deres højere værdi som mennesker, deres højere værdi for de japanske soldater” der gør, at de japanske soldaters hjemvenden til afdøde børn og øvrige kære har betydning i relation til ofrene for samme japanske soldaters grusomheder.
Men du gør stadig de døde japanske børns væren redskab for andre ofres retfærdighed vigtigere end deres ret til liv som uskyldige individer – det gør du, når du kalder bombningen af Hiroshima og Nagasaki for en retfærdig handling – og det er en aldeles kolossal afgørelse at fælde for et vel mere eller mindre almindeligt menneske i kommentarfeltet under en artikel i et dagblad.

Du skriver videre at du ikke tror at der på de allieredes side, ”bortset fra måske bombningen af Dresden”, var planer om at ”gå målrettet efter civile”. Men uanset hvor snævert man måtte definere det at ”gå efter” noget, så hersker der jo ingen tvivl om at amerikanerne udmærket vidste, at bombningen af Hiroshima og Nagasaki ville medføre titusindvis af civile ofre.

Jeg er ikke en magelig pacifist. Jeg accepterer at krig og krigeriske handlinger kan være et nødvendigt onde i verden, når verden nu engang er som den er. Og selvom jeg mener at det spørgsmål som rejses i ovenstående artikel – om bombningen af Hiroshima og Nagasaki faktisk var afgørende for Japans kapitulation – er overmåde vigtigt, så vil jeg ikke afvise at bombningens voldsomhed var afgørende for den post-Hiroshima balance som vi for så vidt stadig lever i.
Bombningen af Hiroshima og Nagasaki var en konkluderende hændelse – men ikke dermed en ”retfærdigheds-konklusion”, som du kalder det. Man kan godt tale om nødvendige onder, om krig og krigeriske handlinger, konkluderende hændelser, geopolitisk balance, og endda om nødvendigheden af katarsis for krigens ofre, og stadig være varsom med begrebet retfærdighed. I hvertfald varsom nok til ikke at kalde bombningen af tusindvis af civile for retfærdig, hvis ikke samtlige mellemregninger er helt på plads.

Alana Frederiksson

Bjørn Pedersen. “Den røde hærs voldtægter var slet og ret hævn“.

Frit opfundet for at underbygge dine tidligere spekulative antagelser og mærkværdige ordbogsfjendtlige gradbøjning af begrebet grusomhed. Den røde hær var blevet lovet adgang til tyske kvinder inden den overhovedet satte de afgørende angreb ind. Blandt andet Krasnaja Swedsa fungerede direkte for a umenneskeliggøre tyskerne via noget af det mest afskyelige propaganda nogensinde nedfældet af Iljan Ehrenburg.

https://en.wikipedia.org/wiki/Rape_during_the_occupation_of_Germany

2 millioner kvinder voldtaget af den røde hær. Hvor stort mon antallet er voldtægter så har været når russiske soldater står frem og fortæller om udbredt pædofili når de forsøgte at “fange” tyske kvinder der flygtede fra den røde hær. Svetlana Alexeivich har blandt andet dokumenteret og skrevet om soldaternes tildtåelser.

Sider