Feature
Læsetid: 12 min.

Sådan blev en souvenirbutik i Minsk en sten i skoen for ’Europas sidste diktator’

Valgkampen frem mod søndagens præsidentvalg i Hviderusland har været den mest dramatiske, siden Aleksandr Lukasjenko kom til magten i 1994. Utilfredsheden over hans håndtering af coronakrisen er blevet så stor, at regimets benhårde metoder ikke længere kan holde modstanden nede
Hvideruslands præsident Aleksandr Lukasjenko har med tiden fået problematisk forhold til Rusland, der presser på for en statsunion. Det vile kræve, at Hviderusland opgiver dele af sin suverænitet, men det vil befolkningen aldrig acceptere, siger forsker i hviderussisk politik.

Hvideruslands præsident Aleksandr Lukasjenko har med tiden fået problematisk forhold til Rusland, der presser på for en statsunion. Det vile kræve, at Hviderusland opgiver dele af sin suverænitet, men det vil befolkningen aldrig acceptere, siger forsker i hviderussisk politik.

Christian Bruna

Udland
7. august 2020

En souvenirbutik i det centrale Minsk blev i juni pludselig scene for et folkeligt oprør, da hviderussernes utilfredshed med regimet blev større end deres frygt for styrets hårdhændede metoder.

Ud af det blå begyndte hviderusserne at strømme til butikken i så stor stil, at de, der stod bagest i den stadigt voksende kø, ingen chance havde for at nå ind i butikken inden lukketid. Men det betød ikke noget. Køen havde udviklet sig til en form for protest i sig selv.

I månedsvis havde butikken ellers måttet se langt efter kunder. Selv om Hvideruslands præsident Aleksandr Lukasjenko stort set ikke reagerede på coronapandemien, lukkede det meste af verden ned. Butikken kunne holde åbent, men behovet for souvenirs forsvandt med turisterne.

Netop Lukasjenkos håndtering af coronakrisen har ført til stigende utilfredshed med præsidenten. Det blev tydeligt for et par måneder siden med en uofficiel onlinemeningsmåling fra landets største private onlinemedie, TUT.BY: Bare tre procents opbakning til præsidenten. Et opsigtsvækkende resultat for en præsident, der ved det seneste valg i 2015 fik 84 procent af stemmerne.

Valgresultatet er der dog ikke mange, der stoler på, og siden Lukasjenko kom til magten i 1994, har internationale observatører stemplet valgene som pseudovalg. Præsidenten – der igen møder vælgerne på søndag – er i folkemunde døbt ’Europas sidste diktator’.

Onlinemeningsmålingen fra TUT.BY skal dog heller ikke tages for pålydende. Den er hverken repræsentativ eller videnskabelig. Men en lækket meningsmåling fra det Hviderussiske Videnskabsakademi, der ikke var tiltænkt offentligheden, viste allerede i april tidligt under coronakrisen, at kun 33 procent af befolkningen havde tillid til præsidenten.

Alligevel er det de tre procent fra onlinemålingen, som folk snakker om, og den er blevet en udbredt vittighed i oppositionen. En bølge som også souvenirforretningen hoppede med på, da de lancerede det, der skulle blive en storsællert i butikken: En sort T-shirt med rød og hvid tekst hen over brystet. ’ПСІХОЗ%’ står der. En ordleg med de tre procents opbakning og ordet ’psykose’ – en reference til, at præsidenten har slået coronafrygten hen som en psykose.

T-shirten er på rekordtid blevet et hit hos befolkningen, der i uset grad gør grin med præsident Lukasjenko. Og salget slog for alvor igennem, da myndighederne forsøgte at slå ned på butikken.

Alt fra brandmyndigheder til skattemyndigheder blev sendt afsted for at inspicere butikken, inden politiet til sidst greb ind og beslaglagde 419 T-shirts. Forgæves skulle det vise sig. For da dørene blev slået op dagen efter, strakte køen sig hele vejen ned ad gaden.

T-shirts var der måske ikke flere af, men butikkens andre varer gik som varmt brød. Og sådan blev det ved dag for dag.

»Køen udviklede sig til en protest, der viste, at folket ikke længere var bange for regimet – heller ikke, da det forsøgte at slå ned på det,« fortæller Maryna Rakhlei, der er østeuropaanalytiker for Den Tyske Marshall Fond.

På den måde er køen blevet et symbol på en ny tilgang til Lukasjenkos styre. En tilgang, der til manges overraskelse har gjort valgkampen op til præsidentvalget søndag til den mest dramatiske i Lukasjenkos historie – til trods for at der heller ikke denne gang forventes den store spænding om resultatet.

Lukasjenkos succes

Aleksandr Lukasjenkos Hviderusland har ellers længe været en succeshistorie i den postsovjetiske verden, fortæller Tadeusz Giczan, der er ph.d.-studerende ved University College London og forsker i hviderussisk politik og økonomi.

»I 00’erne talte eksperter om Lukasjenkos Hviderusland som det postsovjetiske mirakel,« fortæller han.

Dengang var landet blandt de hurtigst voksende økonomier i verden med en lav arbejdsløshed og ingen udlandsgæld. 

Men den gode økonomi skyldes Ruslands indirekte statsstøtte. Da Lukasjenko kom til magten, tilbød han sin geopolitiske loyalitet til Rusland for håndgribelige økonomiske fordele. Alliancen gav Hviderusland massive tilbud på russisk energi og en yderst fordelagtig adgang til det russiske marked, der er landets absolut største eksportområde.

En af landets hovedindtægter blev at opkøbe russisk råolie til favorable priser, hvorefter de raffinerede og solgte den til Europa for markedspris. En forretning, der blev så god, at petrokemikalier i 00’erne stod for 30 procent af landets eksport, selv om Hviderusland nærmest ikke har nogen oliereserver.

»Med andre ord blev den hviderussiske økonomi afhængig af alliancen med Rusland,« siger Tadeusz Giczan. 

I dag er forholdet til Rusland mere konfliktfyldt. Siden 1999 har russerne i stigende grad presset på for for en statsunion, hvor Hviderusland opgiver dele af sin suverænitet.

»Men sådan en union ville grundlæggende betyde, at Minsk opgiver sin uafhængighed og bliver endnu en af Ruslands regioner. Det vil Lukasjenko aldrig gå med på, for det ville være slutningen på hans langvarige karriere som autoritær leder,« vurderer Tadeusz Giczan.

Uoverensstemmelsen har betydet, at Rusland siden 2010 har skåret massivt i støtten, hvilket har efterladt Hviderusland i en økonomisk krise, som landet stadigvæk kæmper med. På de ti år er de reelle lønninger faldet med knap en tredjedel, samtidig med at udlandsgælden er eksploderet. Og det var ellers netop den gunstige økonomi, der gav Lukasjenko legitimitet i befolkningen, forklarer Tadeusz Giczan.

»Den sociale kontrakt var, at borgerne accepterede mindre frihed, fordi Lukasjenko sikrede økonomisk fremgang. Den kontrakt er blevet brudt, og derfor er hans opbakning også faldet massivt.«

Øst og vest

Men det der kendetegner Aleksandr Lukasjenko, er også hans forsøg på at genopfinde den sociale kontrakt med hviderusserne. Det var valget i 2015 et eksempel på.

Da lød opskriften, at borgerne skulle acceptere mindre frihed, til gengæld for at Lukasjenko ville sørge for deres sikkerhed. Og den utryghed, præsidenten primært henviste til, var krigen i nabolandet Ukraine, der lige var brudt ud.

»Men opbakningen varede ikke længe, for kort efter valget blev økonomisk stagnation til en ny recession. Og i 2016 røg opbakningen helt ned på omkring 30 procent, hvorefter regimet forbød uafhængige meningsmålinger,« siger Tadeusz Giczan.

Den økonomiske situation har fortsat ikke gode fremtidsudsigter – tværtimod. Om få år vil Rusland implementere en såkaldt ’skattemanøvre’, der i store træk vil fjerne det sidste af den lukrative fortjeneste i den hviderussiske oliesektor.

Grundlæggende sidder landet fast, mener Tadeusz Giczan. Det gamle fundament for økonomien er forsvundet, men der er ikke fundet en formel, der kan erstatte den gamle økonomi. En håndsrækning fra Rusland er ikke længere en mulighed, fordi Lukasjenko ikke vil afgive suverænitet.

I stedet har han vendt blikket mod Vesten. I februar var den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo på det første amerikanske statsbesøg i Hviderusland siden 1990’erne. Her afgav amerikanerne et løfte om at hjælpe Hviderusland til at blive mere uafhængig af Ruslands olie. 

I praksis har Lukasjenkos tilnærmelser til Vesten imidlertid været små, fordi han nægter at lave demokratiske reformer, siger Tadeusz Giczan. I stedet er økonomien gået endnu mere i stå, mens udlandsgælden bare vokser og vokser.

»Han vil både være venner med Rusland og Vesten. Men han giver få indrømmelse, så han er endt som taber på begge fronter,« vurderer Tadeusz Giczan.

Det var altså en historisk svækket Lukasjenko, der i foråret 2020 skulle møde en dødbringende epidemi med et politisk lederskab, der for mange hviderussere tilsyneladende er blevet det sidste strå. 

Coronapsykosen

Da coronavirussen kom til Hviderusland i februar, var det ikke bare en trussel mod befolkningens helbred. Det skulle også vise sig at blive en trussel mod præsidentens legitimitet. 

Det første coronatilfælde blev konstateret i slutningen af februar, og i løbet af den næste måned voksede det til 100 tilfælde. Bekymringerne spredte sig i befolkningen, og det fik præsidenten til at slå frygten for sygdommen hen som en »psykose«.

Retorikken blev symptomatisk for hans regerings håndtering af sundhedskrisen. Alt fortsatte, som det plejede, herunder den årlige sejrsparade med 4.000 soldater og 15.000 tilskuere, mens smittetallet kun gik en vej. 

På et tidspunkt ændrede regeringen dog kurs og anerkendte pandemien. Det skete, da præsidenten anbefalede befolkningen at »forgifte virussen« ved at drikke vodka og gå i traditionel sauna. De syge blev dog fortsat anklaget for at være usunde, og hans parlamentsmedlemmer kaldte borgere med mundbind for »fjollede« og »kyllinger«, fortæller Tadeusz Giczan.

»Lukasjenko sagde nærmest, at han var ligeglad. De ansatte på hospitalerne var pressede og fik ingen ekstra hjælp fra staten. I stedet begyndte borgere at indsamle penge til det nødvendige udstyr – men det stoppede myndighederne ved at lukke indsamlingshjemmesiden ned.«

De officielle tal i landet viser 68.166 smittetilfælde og 571 døde patienter, der i forvejen »led af en række kroniske sygdomme«. Som i andre lande peger flere eksperter på en massiv underreportering i tallene, og borgerne tror da heller ikke på myndighedernes udlægning, siger analytikeren Maryna Rakhlei.

»Virussen er ikke ligesom Lukasjenkos mange andre løgne. For her kan borgerne se deres hospitaler blive fyldt og familiemedlemmer dø, mens præsidenten benægter problemet.« 

Rakhlei vurderer, at håndteringen af coronaen har været en af de største årsager til den store utilfredshed med præsidenten. Og den vurdering er Tadeusz Giczan enig i.

»Lukasjenko har nu brudt den sociale kontrakt om begrænset frihed for sikkerhed. Og hvad har han så tilbage?«

Overlevelse

På et bagtæppe af en dødsensfarlig virus var scenen således sat til en dramatisk valgkamp i begyndelsen af maj. Det var forventningen, at der var tale om endnu en kedelig formalitet, der skulle sikre en sjette valgperiode for præsidenten. En gentagelse af succesen fra 2015: Lukasjenko mod et par ukendte oppositionskandidater.

Men noget gik galt. Og det var ikke bare souvenirbutikken, der kom i vejen.

For første gang i Lukasjenkos regeringsperiode har han fået modspil fra oppositionen i form af tre prominente oppositionskandidater. Det drejer sig om:

Sergei Tikhanovskij, en af landets mest populære politiske bloggere.

Viktor Babariko, administrerende chef for landets største private bank.

Og Valery Tsepkalo, en diplomat, der har arbejdet for Lukasjenko i over 20 år, men som siden 2016 har arbejdet på at opbygge en hviderussisk pendant til Silicon Valley.

Tidligere havde Lukasjenko stoppet modstandere i opløbet, men denne gang sov han i timen, vurderer Tadeusz Giczan.

»Det er, som om han er blevet sløv og er begyndt at begå fejl. Han reagerede i hvert fald først, da de allerede havde opbygget stor støtte.«

De tre modkandidater blev så populære, at Lukasjenko for to måneder siden foretog en stor regeringsrokade, hvor prominente ministre, herunder premierministeren, der havde et godt forhold til Valery Tsepkalo, blev afskediget. I stedet blev folk fra KGB og andre sikkerhedstjenester indsat.

Den nye regering repræsenterede en ny filosofi, understregede Lukasjenko i forbindelse med annonceringen af rokaden. 

»I dag er ikke tiden til at ødelægge. Men det er heller ikke tiden til at bygge. I dag er tiden til at redde, hvad der er bygget,« sagde han.

Forhandlinger med internationale organisationer om lån og diplomatiske forsøg på at forbedre forholdet til Vesten blev sat i bero.

»Lukasjenko fokuserer slet ikke på at udvikle fremtiden. Det handler kun om overlevelse,« siger Tadeusz Giczan. Og en hård tilgang til oppositionens kandidater.

Sergei Tikhanovskij blev først nægtet opstilling til valget og derefter anholdt for offentlig uorden og politivold efter en situation, som Tadeusz Giczan kalder en »åbenlys politiprovokation«. Tikhanovskij står nu til seks års fængsel.

Viktor Babrikos arbejdsplads, Belgazprombank, er blevet ransaget af politiet, og hele ledelsen arresteret. Hans valgkampsfonde blev beslaglagt, og senest er han blevet anholdt for underslæb og bedragi.

Kun Valery Tsepkalo er i dag på fri fod, om end det ikke er i Hviderusland. For da han blev nægtet registrering som kandidat, flygtede han til Moskva af frygt for at ende i fængsel ligesom som Babariko og Tikhanovskij.

Kvinderne bag

Tilbage står tre kvinder, der ellers har holdt sig i baggrunden af de mandlige oppositionskandidater. Svetlana Tikhanovskaja, bloggeren Tikhanovskijs kone, er blevet præsidentkandidat. Hun nåede – modsat kvinderne bag de to andre kandidater – at stille op i stedet for sin mand, da han blev fængslet.

Bag Tikhanovskaja står bankmanden Babarikos kvindelige kampagneleder og diplomaten Tsepkalos kone, en chef i den hviderussiske afdeling for Microsoft.

Således ser oppositionen noget anderledes ud end de vante professionelle aktivister, der plejer at stille op. Tikhanovskaja fortæller åbent om, at hun ikke har politiske ambitioner, men bare drømmer om at vende tilbage til at stege koteletter til sine børn, der nu er sendt i sikkerhed i udlandet. 

»Jeg er ikke politiker, og jeg har ikke brug for magten. Men min mand er bag tremmer, og jeg er blevet tvunget til at gemme mine børn. Jeg har opgivet et fredeligt liv for vores alle sammens skyld. Jeg er træt af at holde ud, jeg er træt af at tie stille, jeg er træt af at være bange,« lød det fra hende til et rekordstort fremmøde af 60.000 støtter i Minsk.

Da Svetlana Tikhanovskajas mand blev fængslet og dermed ikke kunne stille op til præsidentposten, tog hun selv over.

Da Svetlana Tikhanovskajas mand blev fængslet og dermed ikke kunne stille op til præsidentposten, tog hun selv over.

Tatyana Zenkovich
Fortællingen om husmoren, der er blevet tvunget ind i politik for at redde sin mand og nation, har appelleret til befolkningen, vurderer Maryna Rakhlei.

»Det er tydeligt, at hun ikke er politiker. De første gange hun holdt tale, rystede hendes stemme. På den måde er hun en enorm kontrast til det etablerede, og det har samlet folk.«

Tadeusz Giczan peger desuden på, at Tikhanovskajas partiprogram primært består af et ønske om at gennemføre demokratiske reformer.

»Hun har ikke nogen politisk tilknytning eller noget omfattende partiprogram ud over et populistisk budskab om, at det etablerede er dårligt. Hun er meget bevidst om at undgå emner, der kan skabe splittelse.«

En metode, som Lukasjenko i øvrigt selv benyttede til at komme til magten i 1994.

Metoden ser ud til at have virket. Landet over har der været massivt fremmøde til demonstrationer for forandring. Særligt bemærkselsværdigt er det, at det ikke kun foregår i de progressive byer, men også i de provinser og landsbyer, hvor Lukasjenkos kernevælgere ellers bor. Demonstrationerne til støtte for Lukasjenko er til gengæld udeblevet i både store og mindre byer. Hans fokus har været et andet sted.

Sikker vinder

Mens oppositionen har udnyttet et historisk højt fremmøde af demonstranter landet over, har Lukasjenko brugt tiden på at besøge kaserner og politistationer for at at sikre sig de væbnede styrker og politiets opbakning med løfter om forskellige former for frynsegoder som eksempelvis lettere adgang til beboelseslejligheder.

Samtidig har han igangsat tv-transmitterede øvelser fra politistyrker midt i Minsk, der understreger regimets magt, hvis nogen skulle prøve at modsætte sig den.

»Der er ikke tvivl om, at Aleksandr Lukasjenko vinder valget – han styrer jo processen. Men han har brug for militæret og politiet til at være på hans side, hvis befolkningen ikke stiller sig tilfreds med resultatet,« siger den politiske analytiker Artyom Shraibman, der er grundlægger af det minskbaserede politiske konsulentbureau Sense Analytics.

Regimets kontrol blev også understreget, da hviderussiske specialstyrker anholdt 33 russiske lejesoldater i sidste uge. Flere udlægger det som en orkestreret anholdelse, der skal vise, at Hviderusland står over for trusler, som kun Lukasjenko kan håndtere.

»Men det har slet ikke virket. Hviderusserne tror ikke på ham, og hans støtter er ruslandsvenlige, så hos dem er budskabet heller ikke populært,« vurderer Tadeusz Giczan.

Præsidenten selv virker svækket på flere fronter. Efter at have afvist corona som et problem har han selv fået konstateret sygdommen. Han afviser dog fortsat, at det er noget problem og understreger, at han er rask og stærk. 

Men præsidentens tv-transmitterede tale – med kort varsel fra mandag til tirsdag i denne uge – viste noget andet. Da han dukkede op på skærmen tirsdag, var det svedende og med hæs stemmeføring, hvor han omtalte sin regering som et fredeligt helle i en tumultarisk verden. Og hvor han forsøgte at fremhæve kontrasten til oppositionen med ord, der kunne have været sagt om ham selv i 1994:

»Du kan ikke bare komme ud af det blå og lede et land.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tommy Clausen

Hans siste tid er kommet, denne psykopat.

Holger Nielsen, Alvin Jensen og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Gad så vide om hans opposition, den der får lov at stille op i hvert fald, så vil føle sig nødsaget til at gøre Belarus til en del af den Russiske Føderation? I så fald erstattes på langt sigt bare et autoritært system med et andet.

Torben Lindegaard

@Tommy Clausen 07. august, 2020 - 06:29

Håbet er lysegrønt; men ....

Og hvilken fremtid venter Hviderusland, hvis landet virkelig ville forsøge bryde ud af Den eurasiske økonomiske union ??

Det er som bekendt svært at spå - især om fremtiden - men jeg tør godt spå om et russisk støttet oprør i de østlige provinser, hvis Hviderusland ville vove at melde sig ud af Den eurasiske økonomiske union.

Altså borgerkrig og økonomiske trængsler á la Ukraine.

Kan EU så ikke hjælpe ??
EU bliver aldrig enige om nogen som helst beslutning, der for alvor kan gå Putin på tværs .... og alle 27 lande skal være enige i den slags spørgsmål, ellers kan beslutningen ikke træffes, og Putin er en mester i at spille de 27 lande ud imod hinanden.

Misforstå mig ikke .... jeg er EU-aficionado; men også så realistisk, at jeg ikke har den slags heroiske forventninger til EU. Det ville svare til at forvente, at en tilfældig rideskolehest lige pludselig havde evner og egenskaber som Pegasus.

John Scheibelein, Holger Nielsen, Claus Nielsen og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar
Karsten Nielsen

Serge Savin!
Som abonnent er jeg stærkt utilfreds med standarden i denne artikel. Der er alt for mange konklusioner og udlægninger, som åbenbart er dine egne som journalist – men som er uden solide informationer om deres baggrund. Fortæl mig fx nuanceret om, hvori regimets metoder består – og så skal jeg nok selv finde ud af, om de er ”benhårde”. Og når du fx skriver:” Men den gode økonomi skyldes Ruslands indirekte statsstøtte” – fremstår det som din konklusion. Så kunne jeg godt lide at vide, hvor du har denne kategoriske konklusion fra – og om der dog ikke findes andre (delvise) forklaringer. På samme måde taler du om oppositionen, som en samlet opposition – mens – som jeg har forstået – at der er tale om forskellige partier og grupperinger med mange forskellige dagsordener og forhold til den nuværende regering. Også dit valg af interviewpersoner finder jeg kritisabelt på grund af deres vestlige ensidighed. Den tyske marshall fond hedder jo rettelig German Marshall Fund of the United States, og har bl.a. til formå at støtte initiativer til udbygning af demokrati (strengthen democracies). Så kan man vel godt spekulere i, om en vestlig analyse alene er tilstrækkelig til at forstå situationen i Hviderusland. Som læser ville jeg langt hellere se nogle dokumenterede udlægninger af Mike Pompeo.s forslag til at gøre Hviderusland ”mere uafhængig af Rusland olie”. Hvad ligger der fx heri? Pladsen tillader ikke at gå i rette med de mange tendentiøse udlægninger og udtalelser fra dine interviewpersoner – men jeg vil opsummere ved at sige, at artiklen for mig ikke fremstår som troværdig information om forholdene i Hviderusland. Jeg vil i stedet henvise til 3 artikler om situationen i Hviderusland i Dagbladet Arbejderen, der fremstår langt mere nuanceret og troværdig.

Søren Dahl, Per Torbensen og Ole Arne Sejersen anbefalede denne kommentar
Ole Arne Sejersen

En artikel, der med sine mange vinklinger og mengeleringer af sproget med overlæg giver læseren et vildledende, ideologisk begrundet billede af virkeligheden.
Henvisningen til Dagbladet Arbejderen er nyttig.