Klumme
Læsetid: 3 min.

I Singapore går vi med mundbind og afsiger dødsstraffe på Zoom

Kombinationen af coronakrise, økonomisk nedtur og valgkamp har blotlagt mange af de mindre charmerende sider af bystaten Singapore. Men i det mindste er her sikkert. Risikoen for økuller er større end for COVID-19 – hvis man vel at mærke ikke er migrantarbejder, skriver asienkorrespondent Lasse Karner i denne kommentar
Det er lovpligtigt at gå med mundbind i Singapore, så snart man færdes uden for egen bopæl. Afvigere risikerer en reprimande fra de såkaldte ambassadører, der holder opsyn i det offentlige rum – eller bødestraf på 1.500 kr. for en førstegangsforseelse. Og så er der dem, der bliver sat til skue til skræk og advarsel i de knap så frie medier, skriver asienkorrespondent Lasse Karner i denne kommentar.

Det er lovpligtigt at gå med mundbind i Singapore, så snart man færdes uden for egen bopæl. Afvigere risikerer en reprimande fra de såkaldte ambassadører, der holder opsyn i det offentlige rum – eller bødestraf på 1.500 kr. for en førstegangsforseelse. Og så er der dem, der bliver sat til skue til skræk og advarsel i de knap så frie medier, skriver asienkorrespondent Lasse Karner i denne kommentar.

EDGAR SU

Udland
20. august 2020

I Singapore står den på fase to af genåbningen. Fase tre fortaber sig i det fjerne uvisse, men legepladsen og børnehaven er atter åben, så den værste forældrepanik har lagt sig. Var det ikke for masken, ville det nye normale nærmest være normalt. For lad det være sagt med det samme: Skægvækst, tropisk fugtighed og mundbind fungerer dårligt sammen. Det er ikke en brugervenlig oplevelse. Dertil kommer en snigende fornemmelse af, at producenten har haft folk med mindre næse end min i tankerne.

Men jeg forstår nødvendigheden, og i det mindste er tingene her indrettet sådan, at der ikke er så meget palaver for og imod. Det er lovpligtigt at gå med mundbind, så snart man færdes uden for egen bopæl. Eneste undtagelse er på løbeturen samt fra det øjeblik, maden på restauranten står på bordet, og til den sidste mundfuld er spist.

Så på med masken. Afvigere risikerer en reprimande fra de såkaldte ambassadører, der holder opsyn i det offentlige rum – eller bødestraf på 1.500 kroner for en førstegangsforseelse. Og så er der dem, der bliver sat til skue til skræk og advarsel i de knap så frie medier. En gruppe briter slap med nød og næppe for fængselsstraf efter en pubcrawl, men måtte hver af med 41.000 kroner i bøde. Sagen fik stor lokal opmærksomhed. Signalværdien fejlede ikke noget. Udlændinge går ikke fri, lød budskabet.

Udlændinge i fokus

I det hele taget har Singapores udenlandske beboere fyldt meget under coronaen. Linjen mellem ’dem’ og ’os’ er blevet trukket hårdt op. Vi fylder også meget, os udlændinge. Ud af østatens 5,7 millioner indbyggere er 3,5 millioner singaporeanske statsborgere. Resten består af migrantarbejdere hovedsageligt fra Indonesien, Kina, Filippinerne og Sydasien, studerende og såkaldte expats med deres familier. Sidstnævnte er de mere velbetalte udlændinge, der typisk er ansat i større eller multinationale selskaber.

Migranternes lave samfundsstatus blev bekræftet, da smitten spredte sig i deres tætpakkede sovesale. Det scenarie havde de ellers velforberedte myndigheder ikke taget med i beregningerne. Løsningen blev at forbyde dem udgang og at isolere de syge. Lidt som at være fanget på et cruiseskib – bare på et usselt værelse under kummerlige forhold. I dag har flere end hver sjette i sovesalene fået konstateret COVID-19. Sandsynligvis er tallet meget højere.

Så galt er det ikke gået for de hjemmearbejdende expats. For os er risikoen for et udbrud af økuller større end smittefaren. Men at vi ikke skal føle os alt for godt hjemme, blev sat på spidsen op til sidste måneds parlamentsvalg. Pandemien har sendt Singapores globaliserede økonomi til tælling. Den skrumpede med 42,9 procent i andet kvartal. Det kunne ses i valgkampen. I ugerne op til valget var der mellem de politiske partier rift om at erobre den nationalpatriotiske dagsorden om Singapore for singaporeanerne. Tag bare den her fra udenrigsminister Vivian Balakrishnan under en tv-debat:

»Den eneste grund til, at vi har udlændinge her, er at give ekstra vind i vores sejl, når muligheden er der. Nu er vi i en storm, og vi er nødt til at kaste ballast. 60.000 udlændinge har mistet deres job. De ordninger, vi har rullet ud nu, hælder tydeligt mod singaporeanerne«.

Det er trods alt sjældent, at man ser en udenrigsminister prale af at have kastet udlændinge over bord. Balakrishnans parti, People’s Action Party, vandt selvfølgelig igen. Det har det gjort hver gang siden bystatens uafhængighed i 1965. Oppositionen har det med at blive sagsøgt og underløbet.

Dømt på Zoom

Så kombinationen af krise og valgkamp har blotlagt nogle af de mindre charmerende sider af det ellers idylliske Singapore.

Virussen skelner muligvis ikke mellem ’dem’ og ’os’ eller rig og fattig, men den fremtvinger valg, der udstiller de værdier og menneskesyn, magthaverne abonnerer på. Hvordan forklarer man ellers beslutningen om at overlevere en dødsdom via videokonferencetjenesten Zoom? Den tiltalte fik meldingen online »af hensyn til sikkerheden for alle involverede«, forklarede højesteret efterfølgende med henvisning til corona-restriktionerne.

Tankerne ledes hen på William Gibsons legendariske artikel fra 1993 i magasinet Wired, der under titlen Disneyland With the Death Penalty kredser om modsætningerne mellem Singapores smukke ydre og autoritære indre. Landets premierminister, Lee Hsien Loong, varsler forandring post pandemien. Næppe af den politiske slags.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas Jürgensen

Jeg har boet i Singapore i 10 år og følger godt med i de lokale forhold. Korrespondenten har ret i at migrantarbejderne har været alt for dårligt behandlet.

Men hans indirekte påstand om at dødsstraffen er tvunget på befolkningen af autoritære magthavere passer ikke. Jeg har boet i Singapore under valgene i 2011, 2015 og 2020. Dødsstraffen var ikke et tema ved nogen af disse valg. Jeg tror straffen har bred opbakning blandt Singapores statsborgere. Jeg er selv imod dødsstraf, men her i Singapore er det i hvert fald ikke kun magthaverne der går ind for den.

Korrespondenten udtrykker også med følgende udsagn en mangelfuld forståelse af den politiske forandring i Singapore:
"Oppositionen har det med at blive sagsøgt og underløbet."
Så vidt jeg ved er der indtil videre ingen oppositions politikere der er blevet sagsøgt efter det seneste valg i juli, selvom der blev udtrykt stærk kritik af regeringen. På de sociale medier blev der endda gjort godt grin med en klodset tale vicepremierministeren holdt, hvilket jeg tvivler på ville ske i et fuldt ud autoritært land. Selvfølgelig kan sagsanlæg med oppositionen komme, men PAP regeringen ved godt at det i en større og større andel af befolkningen anses som dårlig stil.

"Landets premierminister, Lee Hsien Loong, varsler forandring post pandemien. Næppe af den politiske slags."
Der skete faktisk en stor politisk forandring lige efter valget, hvor lederen af det største oppositionsparti for første gang i Singapores historie blev tildelt titlen som 'Leader of the Opposition'. Det giver ham længere taleret i parlamentet, en stab betalt af staten, og højere løn end et normalt parlamentsmedlem. Denne ene reform gør selvfølgelig ikke Singapore til et fuldbyrdet demokrati, men at der ikke sker politiske forandringer i demokratisk retning her, det passer ikke.

I stedet for at skrive en hurtig artikel, måske mest baseret på korrespondentens egne fordomme, kunne han næste gang tage ud og interviewe nogle singaporeanere, især landets oppositions politikere ville det være interessant at høre fra. Han kunne også skrive om hvordan Covid-19 næsten ikke længere er en dødelig sygdom i Singapore. Ud af de mindst 56.000 smittede, er kun 27 døde. Det er måneder siden jeg sidst hørte om at nogen døde af Covid-19 her. Den behandling man bruger på hospitalerne her kunne man måske lære noget af i Danmark og Europa.

Bent Gregersen, Søren Dahl og Ernst Jürgensen anbefalede denne kommentar