»Hvis ti af dem satte sig sammen til en middag, kunne de jo redde titusindvis af liv.«

»Jeg kan slet ikke forstå, at de kan være så dumme,« siger den serbiske økonom Branko Milanovic i telefonen, mens han krydser gaden i den lille californiske by Sausalito, hvor han siden maj har været ’fanget’ på grund af COVID-19.

Solen skinner, og San Francisco-bugten kan skimtes for enden af gaden.

»Verdens milliardærklasse har virkelig håndteret pandemien idiotisk,« fortsætter han og sætter sig på en bænk.

»I årevis er de taget til Davos og har hævdet, at deres velstand ville gøre verden bedre. De har underskrevet ’The Giving Pledge’, hvor de lover at give en stor del af deres formue til velgørenhed. Og nu har vi så faktisk en enorm krise ikke mindst i USA og især her i Californien, hvor mange af dem selv bor. Flere hospitaler mangler stadig værnemidler. Min søn måtte vente tolv dage på at få sine testresultater. Og så er de bare forsvundet!«

»Bill Gates og Jack Ma (kinesisk rigmand, red.) har forsøgt at gøre noget, men alle de andre – folk som Warren Buffett, Mark Zuckerberg og Larry Ellison – de er jo knap nok blevet set de seneste seks måneder. Elon Musk har travlt med at flyve til Mars. Pandemien var ellers en unik mulighed for dem til at vise verden, at de rent faktisk bekymrer sig om samfundet på et tidspunkt, hvor de er under pres fra både USA’s Kongres og EU. En mulighed for at vise, hvor kraftfuld og stærk den private sektor kan være: ’Se selv, når staten svigter, så er vi her. Vi kan organisere produktionerne af test og reagenser.’ Men nej.«

Man kunne indvende, at nogle milliardærer trods alt har gjort noget.

Zuckerberg, der ifølge magasinet Forbes er god for 92 milliarder dollars, og hvis formue er vokset med 37 milliarder under coronakrisen, har eksempelvis doneret 25 millioner dollars til Bill Gates’ fond. Og modedesigneren Giorgio Armani, der er god for 11 milliarder dollars, har doneret 1,4 millioner dollars.

Men det er meget lidt, mener Branko Milanovic.

»Hvis ti af dem satte sig sammen til en middag, kunne de jo redde titusindvis af liv. Med alle de penge og alle de forbindelser, de har. Men de har ikke gjort nogen forskel,« siger han.

– Og hvad skal vi udlede af det?

»At det ikke passer, når de siger: ’Nej, nej, stop, I skal ikke hæve skatten for mig, for jeg giver en masse penge til det fælles bedste’. Og måske også, at de bare er ligeglade.«

Helt ærligt, vi aner det ikke

Branko Milanovic, som er professor på universitetet The Graduate Center i New York, blev verdensberømt, da han i 2016 præsenterede ’elefantkurven’, som i én graf viser udviklingen i global ulighed de seneste 30 år:

Verdens allerfattigste har ikke fået det bedre (det er elefantens hale). Den store middelklasse i Asien er blevet løftet ud af fattigdom (ryggen på elefanten). Middelklassen i Vesten er blevet relativt fattigere (elefantens lavthængende hoved). Og endelig har den allerrigeste procent vundet mest (snablen, der stikker op i luften).

Det er egentlig derfor, jeg har ringet til ham: Jeg vil vide, hvordan pandemien påvirker den globale ulighed.

»Men helt ærligt,« siger Milanovic. »Vi aner det ikke endnu. Vi har endnu ikke data, og pandemien er jo langtfra slut. Den tager voldsomt fat i Indien lige nu. Der kan komme en ny bølge i Kina. Sydafrika er ekstremt hårdt ramt. Hvordan kommer det til at gå i Sydamerika? Vi kan gætte og lave fortællinger om konsekvenserne for global ulighed, men vi ved det ikke.«

Lige nu ser det ud til, at Kina klarer sig bedre end Vesten. Kinas økonomi ser ud til at vokse en anelse i år, mens det modsatte ser ud til at være tilfældet i Europa og USA. Det betyder, at de seneste tre årtiers udvikling fortsætter: Kina bliver relativt stærkere, og derfor kan pandemien ende med at reducere den globale ulighed. Lidt i hvert fald.

»Kina har i 35 år været den store motor i reduktionen af global ulighed, men nu er Kina ved at blive så rigt, at det snart ikke reducerer ulighed længere, når Kinas økonomi vokser,« siger Branko Milanovic.

I stedet skal vi vænne os til at se mod Indien.

»I dag er Indien, hvad Kina var i slutningen af 1990’erne,« siger han. »Fordi Indien er så stort, og fordi der er så mange fattige, er Indien blevet motoren for reduktion af global ulighed. Om 30 år kan det måske være Nigeria, Congo eller Sudan, men ikke endnu.«

Derfor afhænger pandemiens effekt på den globale ulighed groft sagt af, hvad der sker i Indien. Og det er usikkert. Tirsdag viste de officielle tal, at Indien havde registreret over 50.000 nye coronatilfælde hver dag i en uge, så der i alt var 1,9 millioner smittede. Og ratingbureauet Moody’s forventer nu, at landets BNP falder med 3,1 procent i år – det vil i så fald være første gang i 40 år, at Indiens økonomi skrumper.

Den store udligner?

Mange har talt om COVID-19 som »den store udligner«.

»COVID-19 er ligeglad med, hvor rig du er,« sagde Madonna i marts i en video, hvor hun lå i et rosenbladsfyldt badekar. »Den har gjort os alle lige.«

Andre har henvist til bogen The Great Leveler af den østrigske historiker Walter Scheidel, som blandt andet beskriver, hvordan Den Sorte Død i Europa skabte mere lighed. Der døde simpelthen så mange bønder, at prisen på deres arbejdskraft steg.

Men det er tvivlsomt, om COVID-19 generelt bliver lighedsskabende, siger Branko Milanovic.

»Meget af vores idé om pandemiers effekt på ulighed kommer fra Den Sorte Død, især fra studier af udbruddene i 1350’erne og 1650. Men vi lever jo i en hel anden verden nu. Politik betyder mere, og økonomien er langt mere kompleks. Så vi kan næppe generalisere fra pesten til i dag. Jo måske, hvis corona dræbte en tredjedel af befolkningen, så ville lønningerne stige for de overlevende. Men det sker jo ikke,« siger han.

I stedet tyder meget på, at COVID-19 vil få uligheden til at stige internt i landene.

I storbyer som New York har sygdommen ramt fattige kvarterer hårdere end rige. Lavtuddannede arbejdere bliver fyret hurtigere end højtuddannede, der kan arbejde hjemmefra. Og selv om aktiemarkederne i starten af pandemien oplevede voldsomme fald, har de siden genvundet alt det tabte, hvilket stort set kun gavner klodens allerrigeste mennesker.

»Så vi må antage, at krisen øger ulighed internt i lande,« siger Branko Milanovic.

»Men vi ved det faktisk ikke endnu,« tilføjer han og peger på et helt nyt italiensk studie – det hidtil mest omfattende af sin art med 64.000 respondenter. Det viser overraskende nok, at COVID-19 i Italien ikke har ramt nogle jobtyper hårdere end andre (bortset fra læger og sygeplejersker, som er meget mere ramt end andre). Altså, buschauffører og bankfolk er cirka blevet ramt lige slemt af sundhedskrisen.

»Der er stadig meget, vi ikke forstår, men generelt jeg vil tro, at uligheden i landene øges,« siger Branko Milanovic.

En ny æra for venstrefløjen

Ronald Reagan sagde engang, at de ni mest skræmmende ord i det engelske sprog var: »I’m from the government, and I’m here to help.«

Under en pandemi er det modsatte tilfældet. Det mest skræmmende er, hvis staten ikke hjælper.

Derfor taler mange på venstrefløjen nu om, at pandemien har skabt et momentum for en ny progressiv politik. Og det er Milanovic enig i.

»Den her krise har afsløret de store problemer med neoliberale politikker,« som han siger. »Jeg tror, det vil gavne venstrefløjen.«

– Men momentum er vel ikke nok i sig selv. Der skal også opbygges politiske kollisioner og mobiliseres kræfter, der kan forandre verden. Hvem er det ’vi’, der skal ændre samfundet?

»De Grønne partier kunne fremføre de argumenter om, at staten skal være involveret i økonomien, og kombinere dem med klimadagsordenen: sundhed, uddannelse, klima, infrastruktur. Det ligner en sammenhængende fortælling. De Grønne har heller ikke været lige så fedtet ind i tidligere tiders politiske kompromisser som socialdemokrater. Og nu har mange vælgere også forsøgt sig med populistiske partier, og de kan se, at det ikke er vejen frem. Så tænker de måske: ’Okay, så lad os se, hvad venstrefløjen kan’. Jeg er optimistisk. Lokalvalget i Frankrig, venstrefløjens genkomst i Tyskland, Podemos i Spanien … Jeg tror, at COVID-krisen vil styrke venstrefløjen.«

Vinder USA’s kapitalister alligevel til sidst?

Vi slutter, hvor vi startede: ved milliardærerne. For selv om lande som Danmark og Tyskland har håndteret pandemien relativt godt – de har lavet nedlukninger, test og offentlige hjælpeprogrammer – tyder meget på, at en kommende vaccine vil blive udviklet i USA eller Storbritannien, altså i lande, som ikke har håndteret pandemien specielt godt. Lige nu ser det i hvert fald ud til, at de to vaccineprojekter findes hos det amerikanske bioteknologiselskab Moderne og på Oxford University i England.

– Hvis den private sektor i USA ender med at udvikle vaccinen, vil alle de milliardærer, som du skælder ud på, så ikke revanchere? Så har den private sektor i USA jo alligevel bevist sit værd …?

»Det kan man sige. Så bliver fortællingen i hvert fald, at USA’s samfundsmodel vinder i sidste ende på at være kapitalintensiv og vidensintensiv (altså ved at have en masse eliteuniversiter, og en hel masse risikovillig kapital, red.). USA lod så godt nok en masse mennesker dø, fordi det offentlige system ikke kunne organisere sig, men den private sektor er top notch teknologisk. Den fortælling har noget på sig. Men den gør også de døde til en slags collateral damage,« siger Branko Milanovic.

»Spørgsmålet er så, hvor meget collateral damage man er villig til at acceptere.«