Baggrund
Læsetid: 7 min.

Trump ændrede ikke Det Republikanske Parti. Det var allerede populistisk og nationalistisk

Under det republikanske partikonvent i 2016 nød Donald Trump solid opbakning fra partiets base, og når hans andet konvent begynder i dag, støtter hele partieliten op om hans ledelse. Radikaliseringen af republikanerne startede i 1980’erne, fortæller forfatterne til to nye bøger
Udland
24. august 2020
Trumps stil er ikke ulig det tidligere republikanske kongresmedlem Newt Gingrich’, der også blev kendt for aggressive og personlige angreb på demokrater.

Trumps stil er ikke ulig det tidligere republikanske kongresmedlem Newt Gingrich’, der også blev kendt for aggressive og personlige angreb på demokrater.

Ritzau/Scanpix

Det er over fire år siden, at den slagne Texas-senator Ted Cruz i en tale til det republikanske partikonvent i Cleveland, Ohio, ikke kunne mande sig op til at give Donald Trump sin personlige støtte og blev buhet højlydt af af de 2.500 partidelegerede.

Indtil primærvalget i midtveststaten Wisconsin i april det år havde Cruz en reel chance for at vinde Det Republikanske Partis nominering. Selv om han ikke var populær, blev Cruz af partiets establishment anset for at være det eneste bolværk mod Trumps angiveligt »fjendtlige« magtovertagelse.

Inden primærvalget i Wisconsin havde Cruz under et tophemmeligt møde på et hotel tilbudt sin rival, senator Marco Rubio, at slå pjalterne sammen mod Trump. Men Rubio takkede nej.

Cruz tabte primærvalget. Nu stod han der på scenen i kongreshallen i Cleveland med håret ned ad nakken.

Sidst i hans tale vendtes alles øjne pludselig mod de øverste tilskuerrækker til højre for scenen. Det var minsandten Trump, der havde sneget sig ind i salen, øjensynligt for at distrahere Cruz – et mesterligt træk. Ovationerne bølgede op gennem rækkerne imod Trump, der forsvandt lige så hurtigt, som han var dukket op.

Det er umuligt at forestille sig en lignende episode på Trumps andet partikonvent, som begynder mandag aften i Charlotte i svingstaten North Carolina og varer indtil præsidentens takketale torsdag.

I dag er præsidenten den ubestridelige leder af Det Republikanske Parti. Han nyder ubetinget støtte fra alle partiets lovgivere i Kongressen. 90 procent af de republikanske vælgere bakker op om hans lederskab og politik.

Dengang i 2016 blev Trumps overtagelse af magten i partiet omtalt i amerikanske medier og i republikanske kredse som »fjendtlig«. Den almene antagelse var, at ejendomsmagnaten med en indvandrerfjendtlig holdning og skepsis over for frihandelsaftaler og globalisering betegnede et markant brud med partiets traditionelle konservative ideologi.

Oprør mod partieliten

Men holder det virkeligt stik?

Nej, siger Thomas Patterson, professor i statskundskab og medier på Harvard University. Patterson er forfatter til en ny bog, Is the Republican Party Destroying itself? And why it needs to reclaim its conservative ideals.

»Trumps sejre i primærvalgene var ikke et paladskup. De var et oprør mod partieliten, og han fik solid opbakning fra partiets kernevælgere,« siger professor Thomas Patterson.

En meningsmåling taget under de republikanske primærvalg i 2015-16 bekræfter denne tese. Heri gav et overvældende flertal af partiets vælgere udtryk for dyb vrede mod partiledelsen, og langt de fleste (48 procent) satte kryds ud for Trumps navn.

»Det var ikke Trump, der ændrede kernevælgernes holdninger. De var blevet mere og mere radikaliseret gennem flere årtier, hvilket han forstod bedre end andre præsidentkandidater,« mener Patterson.

Faktisk går radikaliseringen af de republikanske vælgere helt tilbage til præsident Ronald Reagan i 1980’erne. I sin bog peger Havard-professoren på flere sammenfald mellem Reagans og Trumps budskab og stil.

»Reagan brugte godt nok et mere sofistikeret sprog end Trump, men han piskede også stemningen op mod de politiske eliter. Han afstod ikke fra at benytte sig af en subtil antisort racisme for at vinde støtte fra for eksempel vælgere i sydstaterne,« siger Patterson.

I slutningen af sidste århundrede voksede Det Republikanske Partis indflydelse, i takt med at det plantede sit flag i sydstaterne, hvor konservative sydstatsdemokrater havde haft monopol på den politiske magt indtil 1980’erne. Efter Reagans præsidenttid fik partiet sin base i det kulturelt konservative Syden og benyttede, ligesom sydstatsdemokraterne havde gjort tidligere, race som et retorisk instrument til at vinde hvide stemmer.

Men der er også vigtige forskelle mellem Reagans og Trumps politiske standpunkter, som illustrerer, hvor langt ude på højrefløjen partiets kernevælgere er endt, bemærker Patterson.

Reagan var tilhænger af immigration. Han troede på internationalt samarbejde, og han havde de oratoriske evner og empati til at ramme den rigtige tone under nationale tragedier, som da rumskibet Challenger sprang i luften kort efter affyringen i 1986, og seks astronauter mistede livet.

Det var først i 1990’erne, at ledende skikkelser i partiet begyndte at angribe de demokratiske institutioner og konventionelle normer for politisk samarbejde. Det gjorde for eksempel højrepopulisten Pat Buchanan. Han stillede op mod præsident George H.W. Bush i 1992 og fik taletid på det republikanske partikonvent det år.

Buchanan tiltrak blandt andre kristne evangeliske vælgere, der var blevet politisk bevidste og stemte på republikanere, som vendte sig mod abort og homoseksuelles bestræbelser på at vinde lige borgerrettigheder.

Bombekasteren Newt Gingrich

Mest opsigt i de år vakte kongresmedlem Newt Gingrichs aggressive og personlige angreb på demokratiske ledere i Kongressen. I 1988 gennemførte Gingrich helt uhørt et succesrigt kup mod den demokratiske formand i Repræsentanternes Hus, texaneren Jim Wright.

Gingrichs hadefulde kampagne mod Jim Wright, der var under mistanke for overtrædelse af et etisk kodeks for kongresmedlemmer vedtaget efter Watergate-skandalen i 1970’erne, er emnet for en ny bog af Julian Zelizer, professor i moderne amerikansk historie på Princeton University. Zelizer kalder episoden for skelsættende i det nye republikanske partis historie.

»Der er ingen tvivl om, at Newt Gingrichs illegitime metoder, hans forkastelse af alle de normer, som havde styret forholdet mellem de to partier indtil da, hans manglende evne til at se sine egne brud på etikette og hans politiske og hykleriske rævekager er en forløber til Trump,« siger professor Julian Zelizer.

I bogen Burning Down the House, The Fall of a Speaker, and the Rise of the New Republican Party lægger Zelizer imidlertid en del af skylden for radikaliseringen af Det Republikanske Parti på demokraterne, der havde flertal i begge Kongressens to kamre fra 1952 til 1984.

»Efter Watergate vedtog Det Demokratiske Parti en række love om mere gennemsigtighed i lovarbejdet og regulering af kampagnefinansiering, men som flertalsparti tog de penge fra lobbyister; nogle af dem blev grebet i at gøre tjenester for donorer,« fortæller Zelizer.

»Det gav en åbning til republikanerne, der anede en mulighed for at genvinde magten ved at afbryde det tværpolitiske samarbejde og føre en benhård antikorruptionskampagne mod ledende demokratiske politikere som Jim Wright. Atmosfæren i Washington blev forgiftet.«

Gingrich’ brutale politiske metoder rettet mod demokraterne var populære i hans parti, fordi det vakte gehør i store dele af befolkningen. Vælgerne var frustrerede over korruptionsskandaler i Kongressen og bebrejdede demokraterne, der var flertalspartiet. Under midtvejsvalget i 1994 overtog republikanerne magten i begge kamre af Kongressen.

Og bombekasteren Newt Gingrich blev valgt til den tredjemest magtfulde post i USA, formand for Repræsentanternes Hus. Det var i den stilling, han overtalte republikanerne til at bruge en nedlukning af forbundsstaten som pressionsmiddel mod præsident Bill Clinton i forhandlinger om finansloven i 1995. Det var Gingrich, der fik overtalt sit parti til at starte en rigsretssag mod Clinton i 1998.

Selv om Gingrich allerede mistede magten i 1999 og trak sig fra kongrespolitik, satte han ifølge Zelizer et eksempel til efterfølgelse for republikanske ledere i det 21. århundrede.

»Der var godt nok et mellemspil i præsident George W. Bushs præsidentperiode 2001-09, hvor han præsenterede sig som en medfølende konservativ leder. Bush prøvede at overtale sit parti til at støtte en immigrationsreform – men forgæves,« siger Princeton-professoren.

Efter Trump

Men da Tea Party – en bevægelse med rødder og magtbase i sydstaterne – kom til syne i 2009-10 og gjorde oprør mod den republikanske partiledelses kompromissøgende linje over for præsident Barack Obama, var radikaliseringen af partibasen godt undervejs.

Det lykkedes godt nok for Mitt Romney at vinde partiets nominering over Gingrich i primærvalgene i 2012, men Romney måtte bøje sig for de indvandrerfjendtlige toner og lovede at ville beordre 11 millioner papirløse immigranter til at »deportere sig selv«.

Allerede i 2011 overvejede Donald Trump at stille op. I Trump Tower i New York spurgte han højrepopulisten Steve Bannon til råds og bedyrede, at hvis han en dag stillede op, blev det som en økonomisk populist og nationalist. For det var budskabet, der ville vinde genklang hos de republikanske vælgere, mente Trump allerede dengang.

Trumps sejr i primærvalgene i 2016 var med andre ord ikke en anomali eller en fjendtlig overtagelse af partiet. Han forfægtede blot synspunkter, der havde været udbredt i vælgerbasen i lang tid forinden. Og som præsident har Trump ført en typisk republikansk indenrigspolitik med skattelettelser og mindre regulering af erhvervslivet.

»Der er ikke nogen mærkbar ideologisk forskel mellem Trump og Mitch McConnell, den republikanske flertalsleder i Senatet,« fremhæver professor Thomas Patterson.

Trumps greb om de republikanske kernevælgere er i dag så solidt, at partiet næppe vil skifte kurs, hvis han skulle tabe præsidentvalget til demokraten Joe Biden i november.

»Det er virkeligt bemærkelsesværdigt, at Trump til trods for fejlhåndteringen af pandemien og recessionen stadig sidder så fast i sadlen. Så min fingerspidsfornemmelse er, at det vil tage flere nederlag i kommende præsidentvalg at få partiet til at vende tilbage til midten,« siger Julian Zelizer.

Thomas Patterson deler den vurdering. I sin nye bog argumenterer han for, at et amerikansk demokrati ikke er tjent med et yderliggående parti, der angriber institutioner og normer.

»Det er mit håb, at republikanerne taber alle præsidentvalg og kongresvalg i de næste seks år og så omdanner sig til et konservativt parti, som forsvarer frem for at undergrave demokratiske institutioner og normer,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Trump er ikke leder af noget som helst.

Margit Johansen

Trump er præsident i USA, en sådan har magtbeføjelser ud over det sædvanlige, og en bevågenhed i offentligheden, som afspejler, hvor svært - umuligt -det er at overskue så stor en politisk flade som netop de forenede stater i Amerika. Det er absurd at opleve folk forsøge at mene noget meningsfyldt på tværs af så store geografiske og sociologiske størrelser. "Skrev de virkelig det?, "Sagde de virkelig det?" tænker man i sit stille, vantro sind, når endnu en politisk iagttager igen forsøger at gabe over det alt for store megabrød med sin lillebitte mund. Kan man melde det til pressenævnet som absurde nyheder? Der burde være en sanktion.

"Han (Reagan) afstod ikke fra at benytte sig af en subtil antisort racisme for at vinde støtte fra for eksempel vælgere i sydstaterne,« siger Patterson."
Og så var han åbenbart en vaskeægte racist hvis man lytter til dette tape
https://www.youtube.com/watch?v=PorgkyqH6ss

Alvin Jensen, Carl Chr Søndergård og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

"Thomas Patterson deler den vurdering. I sin nye bog argumenterer han for, at et amerikansk demokrati ikke er tjent med et yderliggående parti, der angriber institutioner og normer."

Demokraternes russofobiske linje, herunder Russiagate m.m., deres åbenlyse samarbejde med Wall Street, deres økonomiske krigspolitikker, deres krigsforbrydelser, deres mediemanipulationer, deres exceptionalisme og deres illegitime omgang med demokratiske valgprocesser gør partiet moralsk, etisk og politisk yderligtgående - så Patterson kan måske siges at være ca. halvvejs gennem analysen.

Carl Chr Søndergård, Trond Meiring og Ole Arne Sejersen anbefalede denne kommentar
Chris Ru Brix

@Hanne: Ang. hvad du nævner om Demokraterne, så er det da værd at bemærke at Republikanerne siden Gingritch altid har været det samme, gange to. Det er først siden Trump at de har frafaldet deres russofobiske linje. Og man kan argumentere for at Demokraterne har tydelige indicier for deres holdning. Hvad du mener med illegitim med demokratiske valgprocesser, set i forhold til Republikanerne, forstår jeg ikke.

Chris Ru Brix

Men, jo, hvad alt til højre for de progressive, i en dansk sammenhæng, kan sammenlignes med Venstre/Liberal Alliance, kan da godt betegnes som ekstremt!

Trond Meiring og Carl Chr Søndergård anbefalede denne kommentar
Jørn Pedersen

Det er uforståeligt, at forholdsvi fornuftige amerikanere kan leve med Trump og hele det nedværdigende sprogsfære, der omgiver ham og hans knejter.

Det er også uforståeligt at forholdsvis fornuftige amerikanere kan leve med at enorme offentlige midler anvendes på katastrofal krigsførsel - og at landets politikere, fra begge de store partier, er så korrumperede og topstyrende, som de er.

En af forklaringerne er måske at de ikke har helt så mange valg, som vi med frihedens salvelsesfulde råb i struben tror at de har.

Og nu vi er ved sproget, altså ikke Trumps manglende stuerenhed, men det pæne sprog, så prøv at følge dette skånselsløse nedslag på Obama's voldsomt reaktionære og tragikomiske momenter i hans tale ved Demokraternes online-konvent forleden:
https://www.youtube.com/watch?v=wCmW6yfD85M

Selvom det er Jimmy Dore, som mest af alt er komediant, der piller Obama's retorik fra hinanden, så er der faktisk en del reel information at hente.

Trond Meiring og Carl Chr Søndergård anbefalede denne kommentar

"Og man kan argumentere for at Demokraterne har tydelige indicier for deres holdning. Hvad du mener med illegitim med demokratiske valgprocesser, set i forhold til Republikanerne, forstår jeg ikke."

Demokraterne har (kontroversielle) indicier, men hævdede i strid med sandheden at have beviser for bl.a. Russiagate. Ledende Demokrater har også hævdet at have beviser for at Venezuelas præsident er diktator og terroriserer civilbefolkningen, men det har de heller ikke. Og så fremdeles er der fyldt med stærkt kontroversielle og konfliktoptrappende, amerikanske påstande, som ledende Demokrater har fremført og støttet - og på dette grundlag foretaget sanktioner/embargoer mod suveræne stater, foruden at have ført direkte krig eller via proxyindsatser foranstaltet borgerkrige. På baggrund af enten dokumenterede løgne eller kontroversielle indicier. Det er jo akkurat lige så uantageligt som Trump-administrationens eskapader og forbrydelser hidtil har været; og han har også støttet sig på kontroversielle indicier og påstande.

Mht. Demokraternes illegitime omgang med valgprocesser, så kig på Sanders-Clinton nomineringskampen i 2016. Kig på forløbet i 2020, hvor man også allierede sig med mainstreammedierne og bl.a. gennemførte en grotesk primary i Iowa (læs eksempelvis de samtidige artikler fra NYT, The Intercept o.a.).

Trond Meiring, Carl Chr Søndergård og Søren Dahl anbefalede denne kommentar