Interview
Læsetid: 7 min.

»Trump er bedre end Biden til at markedsføre sig som populist og arbejdernes beskytter«

For 16 år siden advarede forfatteren Thomas Frank i en skelsættende bog om, at demokraterne har tabt den hvide arbejderklasse. I forbindelse med sin nye bog konstaterer han, at Trump de seneste fire år har givet demokraterne en enestående chance for comeback, men at partiet stadig ikke har lært lektien
»Mener jeg, at Trump er farlig for vores demokrati? Tja, det gør jeg vel. Men jeg mener også, at han er inkompetent og en nar? Der er i hvert fald et eller andet galt med hans tankeproces. Det er umuligt for ham at tale om et emne uden at referere til sig selv.« siger Thomas Frank.

»Mener jeg, at Trump er farlig for vores demokrati? Tja, det gør jeg vel. Men jeg mener også, at han er inkompetent og en nar? Der er i hvert fald et eller andet galt med hans tankeproces. Det er umuligt for ham at tale om et emne uden at referere til sig selv.« siger Thomas Frank.

Sille Veilmark

Udland
28. august 2020

Det Republikanske Parti har i snart to generationer været langt bedre end demokraterne til at markedsføre sig i præsidentvalgkampe som det arbejdende folks og middelklassens beskytter og som stolt fanebærer for den populistiske tradition i USA.

Og Donald Trump overgår suverænt forgængere som Richard Nixon, Ronald Reagan og Bush senior og -junior i denne kunstart, som den amerikanske forfatter Thomas Frank i en ny og aktuel bog, The People, NO – A Brief History of Anti-Populism, kalder »faux populism«, falsk populisme.

Men republikanernes selvforståelse som populister er totalt misvisende, siger Frank. Den ægte populistiske tradition i USA har nemlig sin oprindelse i The People’s Party, der i modsætning til Trump faktisk agiterede for arbejderes og bønders sociale og økonomiske rettigheder i 1890’erne.

The People’s Partys karismatiske leder, William Jennings Bryan, var én af de bedste oratorer i amerikansk historie. Men i præsidentvalgkampagnen i 1896 blev Bryan og det populistiske parti knust af en smædekampagne anført af republikaneren William McKinley, der ligesom hans efterfølger Donald Trump præsenterede de store koncerners og bankers interesser.

»Republikanerne har været ferme til at stjæle arbejderstemmer fra demokraterne ved at føre sig frem som populister og som et værn for traditionelle værdier som heteroseksuelt ægteskab, våbenrettigheder, individuelle frihedsrettigheder og patriotisme,« siger Frank.

Men i valgkampen i 2016 tog Trump nogle yderligere skridt, fortsætter forfatteren.

»Modsat andre republikanske præsidentkandidater brød han med partiets støtte til frihandel og lovede at skrotte internationale frihandelsaftaler og hente oversøiske job hjem til USA.«

Det er et økonomisk budskab, som engang hørte hjemme i Det Demokratiske Parti. Men efter at præsident Bill Clinton slog ind på ’den tredje vej’ mellem en konventionel socialdemokratisme og konservatisme i 1990’erne, rykkede demokraterne i deres økonomiske politik nærmere titanerne på Wall Street, Silicon Valley og i de store koncerner.

Som Thomas Frank sidder der i sit kontor i et hus uden for Washington, D.C. med en reol fyldt med bøger i baggrunden og fægter med armene på en Zoom-forbindelse, har han svært ved at styre sin indignation over demokraternes »forræderi« over for lønmodtagerne.

Paradokset Kansas

Det var Thomas Frank, der i en opsigtsvækkende bog, What’s The Matter With Kansas, i 2004 først fremlagde en grundig analyse af, hvordan demokraterne har lagt deres fortid som et arbejderparti bag sig og ladet republikanerne tyvstjæle deres vælgere i Midtvesten og andre regioner med en kulturel appel til traditionelle amerikanske værdier.

Nu, 16 år senere, frygter Frank, at demokraterne stadig ikke har lært denne lektie – at partiet kun kan vinde magten, hvis det vender tilbage til dets rødder og italesætter arbejderklassen. Rent faktisk har Trump de seneste fire år givet demokraterne en enestående chance for et comeback.

»Denne præsident har ikke gjort et hak for det arbejdende folk. I stedet har republikanerne vedtaget skattelettelser i Kongressen for de velbjærgede og koncernerne, og Trump har gennem forordninger lempet regulering af forretningslivet,« siger Thomas Frank.

I et øjebliks frustration bander forfatteren:

»Hvorfor helvede giver Biden og hans støtter Trump en åbning på deres partikonvent ved at undlade at kritisere hans økonomiske politik og undlade at fortælle de hvide arbejdervælgere, hvad Biden vil gøre for dem som præsident? Hvem kan fatte det! Det kan jeg ikke.«

Ifølge Frank har demokraterne gennem de sidste 30 år »vendt ryggen« til præsidenterne Franklin Roosevelt og Lyndon Johnson. Han erkender, at Joe Biden efter at have besejret Bernie Sanders og Elizabeth Warren i primærvalgene er kommet nogle af deres krav i møde, men forstår ikke, hvorfor en progressiv økonomisk politik ikke blev fremhævet på partikonventet i sidste uge.

»Biden burde have slået til lyd for en udbygning af Roosevelts og Johnsons sociale og økonomiske reformer. At de ikke gjorde det viser, at demokraterne endnu ikke har viljen til at løsrive sig fra Wall Street.«

Frank beklager endvidere, at Biden og demokraterne begrænsede deres budskab til at tegne et dystopisk billede af USA’s fremtid, hvis Trump skulle vinde genvalg. Intet mindre end demokratiet skulle ifølge dem stå på spil.

I kontrast hertil malede konventet et billede af et multikulturelt og multietnisk USA under en præsident Biden – ikke nødvendigvis en tiltrækkende vision for de hvide arbejdervælgere, som demokraterne har brug for at vinde i nøglestater i Midtvesten. Mange af disse hvide vælgere føler sig formentlig truet af sådant et samfund.

Trump og demokratiet

Men er præsident Trump vitterlig en fare for amerikansk demokrati? Eller er det overdrevet? I de første fire regeringsår har han godt nok udfordret medierne og domstolene og er gået uden om Kongressen, men de demokratiske institutioner er stadig intakte.

Thomas Frank tøver. Han er ikke tilhænger af liberale mainstreammedier, der fylder spalterne med kritik af Trump og republikanerne og forholder sig relativt ukritisk til hans parti – demokraterne. Og Frank er heller ikke stor fan af Barack Obama.

»Mener jeg, at Trump er farlig for vores demokrati? Tja, det gør jeg vel. Men jeg mener også, at han er inkompetent og en nar? Der er i hvert fald et eller andet galt med hans tankeproces. Det er umuligt for ham at tale om et emne uden at referere til sig selv.«

Men Frank er ikke sikker på, hvor stor en trussel Trump er mod de demokratiske institutioner.

»Jeg mener ... han har ikke ændret forfatningen. Min frygt går på noget andet, og det er udelukkende spekulativt: Vil Trump prøve at snyde sig til en valgsejr? Min fornemmelse er, at republikanerne vil bruge alle midler til at bevare magten, selv om de taber valget,« siger han.

Men Thomas Frank mener ikke, at et muligt forsøg på at manipulere valgresultatet til november ville være en enestående episode i amerikansk historie. Han minder om, at præsident Richard Nixon hyrede lejesvende til at bryde ind i demokraternes hovedkvarter i Watergate i 1972.

Franks bog handler om de kræfter i amerikansk historie, der siden People’s Partys storhedstid i 1890’erne har brugt alle mulige midler, legitime og illegitime, til at spænde ben for populistiske politikeres bestræbelser på at gennemføre radikale sociale og økonomiske reformer.

En afgørende episode fandt sted under præsidentvalget i 1936, hvor præsident Franklin Roosevelt genopstillede efter at have fået vedtaget The New Deal. Næsten alle aviser, prominente økonomer og intellektuelle, erhvervsfyrster og bankdirektører advarede vælgerne om en forestående katastrofe for amerikansk økonomi og demokrati, hvis Roosevelt skulle vinde genvalg.

Det karakteristiske ved disse antipopulistiske kampagner i amerikanske historie er ifølge Thomas Frank, at de tegner et skræmmebillede af populistisk politik. I 1896 og 1936 skulle demokratiet være i fare, og økonomien gå til grunde, hvis henholdsvis William Jennings Bryan og Franklin Roosevelt vandt.

I 2020 er det hele vendt på hovedet.

»Det paradoksale ved dette præsidentvalg er, at det nu er demokraternes tur til at hævde, at et genvalg af præsident Trump vil bringe demokratiet og økonomien i fare,« siger Frank.

Han er nu ikke så sikker på, at en skræmmekampagne mod Trumps angivelige undergravelse af demokratiet vil holde stik.

En overforsigtig Obama

I særdeleshed mener Frank, at liberale medier og demokraterne skyder forbi målet, når de fordømmer præsident Trumps brud på demokratiske normer (eksempelvis beskylder de Trump for at bryde med en tradition for at holde vandtætte skotter mellem Justitsministeriet og Det Hvide Hus; præsidenten er også blevet kritiseret for at føre økonomisk politik uden om Kongressen).

»Naturligvis er jeg opbragt over, at præsident Trump bryder normer, fordi jeg er uenig i hans politik. Men jeg spørger mig selv: Hvorfor holder demokraterne sig altid for fine til at bryde med normer for at få deres politik igennem? Tag Obama! Hvorfor retsforfulgte han ikke bankfolk på Wall Street efter finanskrisen i 2008? Og hvorfor brugte han ikke antitrust-love til at bryde monopoler op i high-techbranchen og telesektoren?«

Men Obama ville være en normal præsident, der respekterede demokratiske normer, mener Thomas Frank.

»Derfor var det så let for republikanerne i Kongressen at lægge hindringer i vejen for ham. I medierne hed det dengang, at republikanerne modarbejdede Obama. Okay, men præsidenten satte ikke hårdt mod hårdt. Han turde ikke løbe nogen risiko. Republikanerne farer derimod hårdt og brutalt frem.«

Thomas Franks diagnose af Det Demokratiske Partis passive holdning til udøvelsen af politisk magt kan meget vel vise sig at blive bekræftet af en Biden-regering. Han var trods alt Obamas vicepræsident.

På den anden side ser forfatteren i Joe Biden en anderledes politiker end Obama og Hillary Clinton.

»Jeg kan godt lide Biden. Han er et hæderligt menneske. Han nærer empati for andre, og i det mindste udtrykker han rent retorisk bekymring for den sørgelige forfatning, arbejderklassen befinder sig i. Vi plejede at kalde ham ’middle class Joe’. Han talte om os uafbrudt. Det var, hvad der definerede Joe Biden som politiker.«

»Hvorfor tv-seerne ikke fik leveret den side af ham, fatter jeg ikke. Jeg håber virkelig, at den Biden dukker op igen, inden det er for sent.«

Thomas Frank, The People, NO. A Brief History of Anti-Populism, Henry Holt & Co., New York, 307 sider.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas Østergaard

Tjah, jeg genlæste lige

https://www.information.dk/debat/2018/07/venstrefloejen-boer-kaempe-styr...

...og genfinder mange af strømningerne hos USAs demokrater, altså at arbejderklassen er sådan lidt for hvid og ikke-inkluderende til at kunne tages alvorligt som identitet og skal arbejde (ulønnet) på at blive lidt mere queer-agtig.

Trump er IKKE bedre end sine republikanske forgængere til at tiltrække arbejdsklassen, det er demokraterne der er blevet umådeligt meget ringere til det.

Markus Lund, Per Torbensen, Erik Fleischer, Ole Arne Sejersen, Lisbet Møller og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Lisbet Møller

Så vidt jeg husker defineres den gruppe, som falder mellem alle stolene, som ‘den hvide arbejderklasse’. Det begreb rumler rundt i mit hoved, for er den klassiske arbejderklasse generelt i knibe? Jeg tænker, hvorfra kommer ideen om ‘Arnes tur’? Og hvem er Arne? Kan det hænge sammen med et ældre begreb ‘Working poor’ som i følge 3F nåede Danmark i 2017? Det vil jeg gerne vide mere om.

Per Christiansen

“Trump-er bedre-end Biden-til at markedsfoere-sig som populist-og som arbejdernes-beskytter”
Jeg forstår ikke Amerikanske Arbejder, for han beskytter jo ikke nogen som helst, overhovedet.
Han er jo pinlig, det er jo lige før at man syntes at Bush er et geni og fremsynede.
Ufatteligt at de ikke kan se det.

Thomas Østergaard

Per Christiansen: Problemet er nok at arbejderklassen - nærmest per definition - regner sig selv for en majoritet, og i identitetspolitik er minoritetsstatus alfa og omega.

@Lisbet Møller - ja, arbejderklassen er allerhøjest i knibe. Flere og flere ufaglærte kan ikke få fuld tid og arbejder på tidsbegrænsede kontrakter. Lønnen i transportsektoren er gennem mange år blevet trykket af især udlandske chauffører. Der arbejder næsten ikke nogen danskere i landbruget og gartnerierne længere qua den lave løn. Der foregår en langsom 'befolkningsudskiftning' i de industritunge sektorer, hvor næsten halvdelen af arbejderne er udlændinge eller mere, hvilket gør det mere kompliceret at organisere sig og kæmpe for en fælles sag. Samtidig med at arbejdet er lige så slidsomt, som det altid har været, og præget af tunge løft helt uden eller med begrænsede hjælpemidler, og nogle står op hele tiden eller går rundt i en produktionshal uafbrudt i 4-5 timer i højt termpo, med kun 24 minutter til at sidde ned og spise sin madpakke. 17% har skifteholdsarbejde. Nogle arbejder kun om natten og ser ikke dagslyset i månedsvis om vinteren. Det siger sig selv, at sådanne arbejdsforhold er nedslidende og kræver politisk handling, herunder retten til tidligere pension og nedsat arbejdstid, fx 6 timer om dagen.

Jeg talte engang med en kollega ved fyraften i en 15°C kold fabrikshal med fødevareproduktion, der havde skridttæller i sin lomme. Den målte næsten 20 km i rask trav på et hårdt betonunderlag gennem en fuld 8-timers-arbejdsdag. Det er altså ikke lige i sådan en situation, at man tager ud og løber sig en tur i sin fritid. Man lægger sig snarere på sofaen foran fjernsynet med noget usund færdigmad.