Læsetid: 8 min.

Den venstreorienterede amerikanske revolution, som aldrig fandt sted

’It’s the demography, stupid’. Langt de fleste ikkehvide stemmer på demokraterne, så i takt med, at befolkningssammensætningen i USA ændrer sig, og der bliver færre hvide og flere minoriteter, vil partiet kunne dominere amerikansk politik. Sådan lød konklusionen i bogen ’The Emerging Democratic Majority’ fra 2002. I dag er forfatterne ikke så sikre
Et mariachiband er klar til at modtage præsidentkandidat Joe Biden under et vælgermøde arrangeret af den latinamerikanske vælgergruppe Mi Familia Vota i Las Vegas i januar. Stik imod forudsigelsen i Ruy Teixeira og John B. Judis bog ’The Emerging Democratic Majority’ fra 2002 må partiet stadig kæmpe hårdt for at holde på de farvede vælgere, ligesom det kæmper for at generobre de hvide arbejderstemmer.

Et mariachiband er klar til at modtage præsidentkandidat Joe Biden under et vælgermøde arrangeret af den latinamerikanske vælgergruppe Mi Familia Vota i Las Vegas i januar. Stik imod forudsigelsen i Ruy Teixeira og John B. Judis bog ’The Emerging Democratic Majority’ fra 2002 må partiet stadig kæmpe hårdt for at holde på de farvede vælgere, ligesom det kæmper for at generobre de hvide arbejderstemmer.

John Locher

22. august 2020

I 2002 var der langt til magten for Det Demokratiske Parti. Republikanerne havde lige vundet Senatet tilbage, erobret otte sæder i Repræsentanternes Hus, og efter 9/11 fremstod George W. Bush som en handlekraftig præsident, der gjorde alt, hvad han kunne for at beskytte amerikanerne mod terrorisme.

Midt i mørket udgav politologen Ruy Teixeira og journalisten John B. Judis en bog fuld af gode nyheder for demokraterne: The Emerging Democratic Majority.

Titlen er en reference til essayet The Emerging Republican Majority fra 1968, hvor en af Nixons rådgivere, den i dag 80-årige Kevin Phillips, skitserede, hvordan demokraternes tilslutning til borgerrettighedskampen kunne føre til massiv republikansk dominans i de amerikanske sydstater.

På samme måde pegede Judis og Teixeira i 2002 på en række tendenser i samfundet, som udviklede sig til demokraternes fordel.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Claus Nielsen
  • Mads Greve Haaning
  • Jane Jensen
  • Thomas Tanghus
  • Ervin Lazar
  • Morten Wieth
  • Jonas Kolodziej
  • Kurt Nielsen
Olaf Tehrani, Claus Nielsen, Mads Greve Haaning, Jane Jensen, Thomas Tanghus, Ervin Lazar, Morten Wieth, Jonas Kolodziej og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Hansen

Netop bøger og tanker som den nævnte har været centrale i den skråsikre Clinton/Obama-fløj hos Demokraterne, der siden 1990’erne har bildt sig selv ind, at de ikke behøvede at tilbyde noget substantielt på det økonomiske område til den underklasse de ofte foragter. Med udgangspunkt i en tyrkertro på, at amerikanske vælgere altid stemmer efter deres demografi (men altid en demografisk definiton, der udelader økonomi/klasse), har de lullet sig selv i søvn med vuggeviser om, at de ikke kunne undgå at vinde valg om ikke i morgen, så i overmorgen.

Dette er koblet med et andet dogme, nemlig at utilfredse under-/arbejderklasse-vælgere ikke har noget andet sted at gå hen og at det derfor gælder om at hugge marginalvælgere fra Republikanerne og dominere bland den veluddannede del af middelklassen i forstæderne. Problemet er, at der er andre steder for disse desillusionerede vælgere at gå hen: Trump (og tilsvarende protestkandidater) eller sofaen.

Biden/Harris er endnu et eksempel på denne tankegang: Så længe vi bare stiller med en gammel, hvid mand der er et image som en ven af den klassiske arbejderklasse (hvilket mere handler om PR end hans politiske CV, hvis man kigger på, hvilke politikker Biden har støttet over årene) og en sort, midaldrende kvinde (hvis baggrund i øvrigt er totalt anderledes end den typiske afroamerikaners og som har en offentlig anklager-baggrund som “soft on Wall Street, tough on poor people“); ja så har Demokraterne pr. automatik sikret sig stemmer fra ældre, hvide, mandlige, arbejderklasse, sorte, midaldrende og kvindelige vælgere.

Denne tankegang virker åbenlyst tåbelig, når man på denne måde skærer der ud i pap, men det er ikke desto mindre den tilgang til politik, som har været udgangspunkt for Demokraternes “centrister” (ser man på indholdet i deres politik er betegnelsen “Reagan-Republikanere” mere rammende) siden 1990’erne.

Chris Ru Brix, Johnny Christiansen, Olaf Tehrani, Eva Schwanenflügel, Emil Davidsen, Claus Nielsen, Lars Løfgren, Martin Rønnow Klarlund, Hanne Utoft og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Søren Løvborg

Der er besynderligt at artiklen fokuserer så ensidigt på demografi.

Med en valgdeltagelse konsekvent under 50%, så handler amerikanske valg mindst lige så meget om at få folk ud og stemme, som om demografi. Det er fuldstændigt nyttesløst at have opbakning fra et flertal af befolkningen, hvis man ikke også har opbakning fra et flertal blandt dem, der rent faktisk stemmer.

Det er jo derfor republikanerne i årtier har fokuseret benhårdt på vælgerundertrykkelse og gerrymandering i traditionelt demokratisk-orienterede områder og befolkningsgrupper. Der var hævede øjenbryn da Trump (som sædvanligt uden filter) i et interview sagde at hvis det lykkedes demokraterne at hæve valgdeltagelsen (fx med brevstemmer), så ville republikanerne aldrig vinde et valg igen. Men han siger bare hvad republikanerne har vist i årtier. Han er ikke engang den første republikaner der indrømmer det offentligt.

Tina Peirano, Eva Schwanenflügel og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar