Den venstreorienterede amerikanske revolution, som aldrig fandt sted

I 2002 var der langt til magten for Det Demokratiske Parti. Republikanerne havde lige vundet Senatet tilbage, erobret otte sæder i Repræsentanternes Hus, og efter 9/11 fremstod George W. Bush som en handlekraftig præsident, der gjorde alt, hvad han kunne for at beskytte amerikanerne mod terrorisme.

Midt i mørket udgav politologen Ruy Teixeira og journalisten John B. Judis en bog fuld af gode nyheder for demokraterne: The Emerging Democratic Majority.

Titlen er en reference til essayet The Emerging Republican Majority fra 1968, hvor en af Nixons rådgivere, den i dag 80-årige Kevin Phillips, skitserede, hvordan demokraternes tilslutning til borgerrettighedskampen kunne føre til massiv republikansk dominans i de amerikanske sydstater.

På samme måde pegede Judis og Teixeira i 2002 på en række tendenser i samfundet, som udviklede sig til demokraternes fordel.

Pointen var slående logisk. De vælgergrupper, som generelt foretrak demokraterne, ville vokse og komme til at udgøre en større andel af befolkningen. Der ville komme flere mennesker i storbyerne, flere økonomisk uafhængige kvinder, flere højtuddannede og ikke mindst flere minoriteter, særligt latinoer. Omvendt ville den republikanske base blive mindre. Færre ville bo på landet, og den hvide majoritet ville skrumpe.

It's the demography, stupid. Det var simpel demografi: Fremtiden tilhørte demokraterne.

Men fremtiden lader tilsyneladende vente på sig. Under denne uges konvent har partiet ikke kunne se tilbage på to årtier, hvor de er gået fra sejr til sejr. Tværtimod.

Spørger man de to forfattere i dag, mener de, at bogen har haft for stor betydning. Eller rettere: En »unuanceret« og »misforstået« læsning af bogen er blevet ophøjet til et af partiets »hellige skrifter«, hvilket har haft dramatiske konsekvenser for den amerikanske venstrefløj, forklarer Ruy Teixeira.

»Spillede det en rolle i valget af Trump? Helt afgjort, det tror jeg,« siger han.

Problemet var, at folk læste bogen og drog den konklusion, at demografi er skæbne. At demokraterne bare kunne læne sig tilbage og vente på, at bølgen af nye, ‘naturlige’ demokratiske vælgere skyllede ind over dem.

»Men det var ønsketænkning,« skriver den anden forfatter, John B. Judis, i en mail til Information.

»Der findes ingen demografisk tryllestav, der kan sikre demokraterne et permanent flertal.«

Uden hvide, intet flertal

De fleste af forudsigelserne i The Emerging Democratic Majority har ellers vist sig at holde stik.

Urbaniseringen er fortsat, kvinder er blevet mere uafhængige, befolkningen bedre uddannet, ligesom sorte og latinoer udgør en stadig større andel af vælgerkorpset. Og alle de grupper stemmer stadig overvejende demokratisk.

Efter Obamas valgsejr i 2008 regnede mange tesen om det spirende demokratiske flertal for bekræftet. Nationens første sorte præsident havde mobiliseret et uhørt antal førstegangsvælgere og samlet de unge, de veluddannede, kvinderne, byerne og minoriteterne i en ny, historisk koalition, som var klar til at tegne amerikansk politik i det 21. århundrede.

Der var bare én vigtig nuance, som gik tabt i den fortælling. En afgørende detalje, som var en præmis for både Judis og Teixeiras analyse og Obamas valgsejr: Man kan ikke vinde valg i Amerika uden opbakning fra en væsentlig del af den hvide arbejderklasse. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre.

»I bogen fremhævede vi faktisk en potentiel faldgrube ved at appellere til de her nye vælgersegmenter. Man risikerer at miste opbakning fra hvide arbejderklassevælgere,« siger Teixeira.

Selv om det ofte bliver udeladt fra fortællingen om ham, forstod Obama det godt. Størstedelen af hans vælgere var hvide, og i 2008 vandt han opbakning fra 45 procent af hvide uden universitetsuddannelse – en markant fremgang i forhold til John Kerry fire år tidligere.

Siden da er det imidlertid kun gået en vej. Hver gang Demokraterne har vundet en vælger fra de nye segmenter, har de mistet en (og lidt til) fra den hvide arbejderklasse. Blot 36 procent af dem stemte på Clinton i 2016.

»Jeg tror ikke, nogen af os forudså, at demokraternes opbakning blandt den hvide arbejderklasse ville fordufte så hurtigt, som den gjorde efter Obamas sejr i 2008,« skriver John B. Judis til Information. »Jeg gjorde i hvert fald ikke. Jeg håbede, at Obama ville konsolidere det her nye flertal.«

Hvem er overhovedet hvid?

Hvis demografi har vakt håb for Demokraterne, har det skabt frygt blandt republikanere, som har kunne konstatere, hvordan den hvide majoritet, som de har siddet tungt på, siden Nixon erobrede Syden sidst i 1960’erne, er blevet mindre og mindre.

Fra 80 procent af befolkningen i 1980 til 69 procent i 2000 og 60 procent i dag. Ifølge fremskrivninger vil andelen af hvide falde til under 50 procent midt i 2040’erne.

Kategorien ’hvid’ er imidlertid dynamisk. Langt op i 1900-tallet blev irere og italienere for eksempel ikke regnet for fuldgyldige medlemmer af den hvide majoritet, men som separate etniske grupper (og demokratiske kernevælgere). I dag er de bare hvide, og et flertal af dem stemmer republikansk.

Det er ikke svært at forestille sig, at det kan gå på samme måde for USA’s uden sammenligning hurtigst voksende befolkningsgruppe, latinoerne, the hispanics. Ligesom irere og italienere er latinoerne katolske og generelt socialt og kulturelt konservative. Lige nu stemmer to tredjedele af dem demokratisk, men om få årtier er det ikke utænkeligt, at mange vil være hvide republikanere.

»Mange hispanics, asiater og – i ringere udstrækning – sorte gifter sig med hvide. Mange af deres børn identificerer sig som hvide,« skriver John B. Judis.

For eksempel, bemærker han, stiger andelen af hvide amerikanere fra 60 til 72 procent, hvis man inkluderer de latinoer, som selv identificerer sig som ’hvide’.

Efter Obamas genvalg i 2012 tydede meget på, at republikanerne ville anlægge en ny strategi, som tog højde for de demografiske udviklinger. I 2013 udgav partiet en rapport, som evaluerede nederlaget. Konklusionen var klar: Den tid, hvor man alene kunne satse på hvide vælgere, var forbi.

»Den udbredte forestilling om helt at opgive at vinde bestemte stater og demografiske grupper må forlades. Det Republikanske Parti skal konkurrere på alle spillebaner,« konkluderede partistrategerne, der også foreslog, at republikanerne stillede sig bag en »omfattende reform af immigrationssystemet« for at appellere til den voksende gruppe latinovælgere.

Demokratisk arrogance

Donald Trump gjorde som bekendt det præcis modsatte. Fuldstændig uden hensynstagen til nye, voksende vælgergrupper, gik han benhårdt efter at vinde et endnu større flertal af de hvide amerikanere. Og det gjorde han så.

Man kan argumentere for, at fortællingen om det nært forestående demografiske skred var en del af bagtæppet for Trumps sejr. Eksplicit og implicit spillede han på en frygt hos det hvide, protestantiske flertal for at blive en minoritet og miste den kulturelle, økonomiske og politiske dominans i Amerika. En variation af den forklaring optræder blandt andet i sociologen Arlie Russell Hochschilds bog om Trumps vælgere, Strangers in Their Own Land.

Ruy Teixeira føler sig ikke ansvarlig for Donald Trumps sejr. Men han er overbevist om, at ideen om The Emerging Democratic Majority var med til at gøre den mulig.

Tesen var med til at skabe hybris i Det Demokratiske Parti, mener Teixeira. En arrogant forestilling om, at man slet ikke behøvede tiltrække og kæmpe for hvide arbejderklassevælgere.

»Bare tænk på Hillary Clintons beskrivelse af Trumps vælgere som en ’basket of deplorables’,« siger han.

»I overensstemmelse med tesen om det nye demokratiske flertal har de så sagt: ’Lad os opgive de her vælgere, de er alligevel umoralske, småracistiske fortidslevn, vi må bare mobilisere flere fra de nye grupper’,« siger Ruy Teixeira.

Det både moralsk forkasteligt og strategisk dumt, mener politologen. Ganske vist vokser andelen af sorte og latinoer, men tilsammen udgør de under 25 procent af vælgerne. Andelen af hvide uden universitetsuddannelser skrumper godt nok, men til valget i november vil de stadig udgøre 42 procent af vælgerne. I svingstater som Michigan, Wisconsin og Pennsylvania, der kommer til at afgøre valget, er tallet endnu højere.

Det er simpel matematik, konstaterer Ruy Teixeira. Demokraterne er nødt til at stoppe blødningen.

– Det lyder, som om du reducerer Trumps opbakning blandt hvide arbejdere til alene at handle om demokraternes arrogance?

»Det er et samspil mellem nogle strukturelle forandringer i økonomien og en udvikling af Det Demokratiske Parti. Mange af de her vælgere har mistet deres arbejde og lever i områder, som ikke har været en del af de seneste årtiers fremskridt. De har ikke følt, at demokraterne har leveret politiske svar på deres problemer, men set ned på dem. Den dynamik har sendt dem i armene på republikanerne.«

Nyt, spirende flertal

Alle de gode nyheder fra 2002 er imidlertid ikke aflyst for demokraterne.

De demografiske fremskrivninger har ikke ændret sig afgørende. Målinger viser, at amerikanerne er blevet mere venstreorienterede i både økonomiske og kulturelle spørgsmål. Demokraterne har endnu bedre fat i de unge vælgere, end Judis og Teixeira forudså, og ser man bort fra George W. Bushs sejr i 2004 har partiet samlet set fået flest stemmer ved samtlige præsidentvalg i det 21. århundrede.

Ved midtvejsvalget i 2018 vandt demokraterne også en del af de tabte hvide vælgere tilbage, og at dømme efter målingerne vil det også være tilfældet ved præsidentvalget senere i år.

»Jeg tror ikke, at Trump kan gøre det igen. Politiske realiteter betyder noget, og selv Trump er nødt til at holde sine valgløfter,« siger Ruy Teixeira.

John B. Judis er enig. Op til valget i 2016 skrev han ellers et essay med titlen The Coming Republican Advantage som et direkte korrektiv til bogen fra 2002.

»Dengang troede jeg, at hvis Trump kunne rydde ud i snæversynetheden og regere på baggrund af økonomisk nationalisme, herunder støtten til en universel sundhedsreform (som han lovede under valgkampen) og en progressiv skattereform, kunne han støbe et nyt fundament for Det Republikanske Parti. Han kunne i hvert fald få sig selv genvalgt,« skriver John Judis. »I stedet har han givet efter for sine værste impulser.«

Ruy Teixeira finder det ikke usandsynligt, at Joe Biden vil være i stand til at etablere en koalition, som minder om den, han og Judis beskrev i 2002, og som Obama samlede i 2008.

På længere sigt er det imidlertid et åbent spørgsmål, hvilke grupper de to partier vil kunne samle omkring sig.

»Det er et løbende projekt for politiske partier. Lige nu ser jeg grund til, at både republikanerne og demokraterne står over for en fase, hvor de bliver nødt til at rumme bredere koalitioner,« siger han.

Det er måske et historisk øjeblik i amerikansk politik, mener Teixeira. Den nyliberale æra lader til at være forbi, og der er endnu ikke etableret noget nyt at sætte i stedet. Det åbner et mulighedsrum for Joe Biden.

»Biden er langt fra revolutionær, men det var Franklin D. Roosevelt heller ikke. Med en ambitiøs plan for den økonomiske genopretning med massive offentlige investeringer er det ikke utænkeligt, at Biden kan trække USA i en fundamentalt ny retning, og det er ikke usandsynligt, at man vil kunne samle en bred demokratisk koalition omkring sådan et projekt,« vurderer han.

It’s politics, stupid. Demografi er ikke skæbne. Det er en trend ud af mange, der peger på nye muligheder og potentielle alliancer i politik. Sådan var det i 2002, og sådan er det i 2020.