Læsetid: 7 min.

1.000.000 er døde med COVID-19: Hvordan kom vi hertil?

Tirsdag kom det globale dødstal for COVID-19 op på over en million – et svimlende, men også abstrakt tal. Vi portrætterer her nogle af pandemiens mange ofre
Døde med COVID-19 bliver begravet i Manaus i Brasilien. Antallet af døde med COVID-19 har nu rundet en million.

Døde med COVID-19 bliver begravet i Manaus i Brasilien. Antallet af døde med COVID-19 har nu rundet en million.

Michael Dantas/ Ritzau Scanpix

30. september 2020

I måneder har det stået klart, at denne milepæl ville blive nået i år. Nu står vi der: En million mennesker er døde med COVID-19 på verdensplan ifølge opgørelsen fra Johns Hopkins Universitys database.

Det er et abstrakt tal, der kun vækker vage forestillinger om den dybe sorg, som de efterladte sidder tilbage med – flere fik ikke lov at tage afsked med deres kære, der døde i isolation og blev bisat uden ceremonier.

Udviklingen mod en million dødsfald begyndte i december 2019, da læger i en by i det centrale Kina observerede et mønster af mystiske sygdomstilfælde, der syntes at have forbindelse til et dyremarked. Siden midt i januar er der blevet registreret daglige dødsfald, og siden 18. marts har det globale dødstal på intet tidspunkt været under 1.000.

Det er umuligt at anskueliggøre de enorme tab, som mennesker verden over har lidt, men i respekt for mindet om de døde har en række Guardian-korrespondenter markeret den triste milepæl med disse nedslag.

28. januar: 131 døde

I de sidste timer af 2019 meddelte sundhedsmyndighederne i den kinesiske by Wuhan, at de havde konstateret flere tilfælde af »lungebetændelse med ukendt årsag«. Inden for en måned var dødstallet oppe på 131.

12. januar blev Chen indlagt på et hospital med høj feber.

Allerede dagen efter den allerførste melding om en nyopdaget coronavirus blev det første dødsoffer registreret. På dette tidspunkt insisterede de kinesiske myndigheder på, at intet indikerede, at virussen kunne smitte mennesker.

Chen var en udadvendt 65-årig kvinde med stærk retfærdighedssans, fortæller hendes stedsøn Huang (hans navn er ændret i artiklen, red.). Opdagede hun, at nogen sprang en plads over i en kø, var hun hurtig til at protestere.

»Hvis hun ikke var blevet syg på det tidspunkt, ville hun have været blandt de første til at melde sig til hjælpeopgave i lokalsamfundet, da byen lukkede ned,« siger Huang.

I stedet blev hun en af de allerførste af de foreløbig over 31 millioner mennesker, der verden over er blevet smittet med COVID-19.

Scanninger viste, at Chen havde udviklet knuder i lungevævet. Da hun 15. januar blev erklæret død, blev den officielle dødsårsag angivet som ’alvorlig lungebetændelse’. Men Huang siger, at lægerne uofficielt lod familien forstå, at virussen nok var den egentlige årsag.

Selv i dag er hun ikke anført som COVID-19-offer trods Huangs mange anmodninger herom. Det har betydet, at familien stadig skylder hospitalet penge for behandlingen og gør sorgen tungere at bære.

Huang er taget til Shanghai, hvor hans far bor, men de taler ikke længere så meget om stedmorens død. Hans far vurderer, at det er urealistisk at få medhold over for myndighederne. Huang har i mellemtiden meldt sig ind i en sorgterapigruppe for mennesker, der har mistet slægtninge under pandemien.

Kina hylder sin ’effektive nedkæmpelse af virussen’, men Huangs følelser er modstridende.

»Uanset hvor vellykket kampen mod epidemien har været, er min familie knust. Wuhan tæller mange familier, der ikke klarede sig igennem uden at miste flere af deres nærmeste.«

13. marts: 5.441 døde

Den 13. marts nåede det globale dødstal over 5.000. Virussen var begyndt at hærge i Norditalien, hvor hospitalerne i en periode ikke havde plads til at opbevare de døde, og pressede læger og sundhedsarbejdere i flere lande slog alarm.

72-årige Renato Federici og 73-årige Ida Mattoni var sunde og raske. Det havde det ældre ægtepars seneste årlige helbredstjek vist.

Men 17. marts – en uge efter at Italien blev det første land i verden til at gennemføre fuld national nedlukning – fik de begge konstateret symptomer på COVID-19. Renato Federici døde den 21. marts og Ida Mattoni fire dage senere. De efterlod sig to sønner, Diego og Pietro.

»For to mennesker på deres alder var de i fineste form,« siger 35-årige Diego. »De havde hverken sukkersyge, hjerteproblemer eller noget som helst.«

»Frem til 17. marts havde de ingen symptomer. Men nærmest fra den ene dag til den anden blev de voldsomt utilpasse. Allerede næste dag blev de indlagt. Min mor kæmpede for at få vejret, og min far havde høj feber.«

Parret, som kunne have fejret 49-års bryllupsdag i august, døde på hvert sit sygehus.

»Jeg kunne ikke gøre noget for at hjælpe dem. De døde alene. Det havde de ikke fortjent.«

I sorgen over forældrenes død blev Diego og hans storebror Pietro på 48 år selv smittet med coronavirus.

Ægteparret, der var fra Lampedusa, havde begge arbejdet for en tekstilvirksomhed. De elskede at passe deres treårige barnebarn Pietro.

9. april: 102.237 døde

Det globale dødstal steg hastigt til over 100.000, og især i New York gik det kraftigt i vejret. Mange af dem, der bukkede under, var sundhedsarbejdere uden tilstrækkelige værnemidler.

Marilyn Howard gik i gang med at uddanne sig til sygeplejerske, da hun var midt i 30’erne. Mange af de år, der var gået, siden hun som teenager ankom til USA fra Guyana, var gået med at hjælpe til med at passe hendes fem brødre. »Hun var som en ekstra mor,« fortæller hendes bror Haslyn.

En dag i marts meldte en sygeplejerskekollega sig syg med hoste og feber. COVID-19 var begyndt at hærge i New York og havde overrumplet sundhedsmyndighedernes beredskab.

Få dage efter at bystyret havde beordret nedlukning af New Yorks skoler, begyndte også Marilyn Howard at hoste. I begyndelsen af april blev hendes tilstand pludselig dramatisk forværret. Hendes hjerte gik i stå, mens hendes bror var ved at køre hende på hospitalet. Ved ankomsten blev hun erklæret død, 53 år gammel.

I disse dage døde omkring 800 newyorkere om dagen med COVID-19. Mindst 12 fra Howards familie blev også smittet, men kom sig. Hendes død fik hele familien til at engagere sig som frivillige hjælpere i smitteopsporing og levering af mad til karantæneramte.

29. juni: 503.435 døde

Sidst i juni fik øget brug af social afstand og bedre behandlingsmetoder det daglige dødstal til at falde i Europa og i en periode også i USA. Til gengæld steg det kraftigt i Sydamerika, især i Brasilien.

Da de første tilfælde dukkede op i landsbyen, var Fabrício Uprewa den eneste sundhedsarbejder, som blev tilbage.

Alle ikkeindfødte læger forlod reservatet i São Marcos i den brasilianske delstat Mato Grosso, og Xavante-folket havde ingen andre, de kunne søge hjælp hos.

Uden adgang til værnemidler måtte den 47-årige sygeplejerske Fabrício Uprewa bruge de masker, han fik lavet i landsbyen. Der var heller igen ambulance, så han måtte køre over en time i sin lille personbil med de kritisk syge patienter, mange af dem smittet med COVID-19, for at komme til den større by Barra do Garças.

»Han kendte risiciene, men han havde viet sit liv til Xavante-folket,« siger hans 26-årige bror, Francisco Hoimanatsiro.

»Jeg sagde, han skulle bede om orlov, og at det var absurd, at sundhedsmyndighederne lod ham arbejde alene og uden værnemidler.«

Efter nogle dage med tegn på COVID-19 fik Fabrício Uprewa åndedrætsbesvær og bad sin kone om at køre ham til hospitalet i byen.

»Han var så syg, at han ikke kunne tale. Og da hans kone ikke er flydende på portugisisk, sendte hun en tekstbesked, hvor hun bad om vores hjælp. Men det var for sent,« siger hans bror.

Fabrício Uprewa blev indlagt på hospitalet 29. juni og røg direkte på intensiv og blev lagt i respirator. Han døde den efterfølgende dag.

28. september: 1.000.146 døde

Sidst i september nåede det globale dødstal over en million. Mens anden bølge nu ser ud til at have ramt Europa, befinder lande som Indien sig stadig i en første bølge, der endnu ikke har kulmineret.

De mange indslag på tv og internettet om virussen bekymrede ikke Ashutosh Upadhyay.

»Han var altid sund og rask,« siger hans søster, Bhargavi Bhatt, der bor i Vadodara, en by i den indiske delstat Gujarat.

Efter nogle få års arbejde på en plastikfabrik som helt ung var han begyndt som spirituel guru og spåmand. Han holdt bønneceremonier for at uddrive onde ånder fra menneskers bolig og tilbød også at formidle ægteskaber.

Da COVID-19 kom til Vadodara, fik Ashutosh Upadhyays lillesøster, som han boede sammen med, snart konstateret symptomer, og i august blev hun testet positiv. Det gjorde Ashutosh Upadhyay også kort tid efter.

»Først så han bare ud til at være forkølet. Han led hverken af sukkersyge eller af forhøjet blodtryk,« siger Bhargavi Bhatt. Efter få dage fik han høj feber.

I flere dage gjorde familien, hvad de kunne for at få Ashutosh Upadhyay indlagt, men forgæves.

»Lægerne på hospitalet sagde, at de ikke have en eneste ledig seng,« husker søsteren.

Da en sengeplads omsider blev ledig, viste det sig, at hospitalet ikke havde flere iltapparater. Ashutosh Upadhyays tilstand blev værre, og lægerne på hospitalet blev enige om, at han måtte overføres til et bedre udstyret sygehus.

På det tidspunkt var Ashutosh Upadhyay stadig i stand til tale med sin søster, da han blev båret ind i ambulancen. »Men det var sidste gang, vi talte sammen,« siger hun.

Ashutosh Upadhyay døde om formiddagen den 31. august. Hans familie fik ikke udleveret hans lig til det traditionelle ligbål. Han blev pakket ind i plastic for at modvirke smitte og kremeret i en elektrisk ovn, mens de så på fra afstand.

Arbejdere er i gang med at grave nye huller, så man kan begrave døde med COVID-19 i Jakarta i Indonsien. En million mennesker er nu døde med COVID-19.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arne Albatros Olsen

Lige nu er dødtallet for corona procentvis meget lav i forhold til tallene i foråret.
En af de afgørende grunde her er nok at størstedelen af de smittede er unge, men det kan ændre sig , når vi allesammen i højere grad søger indendørs i efteråret og den kommende vinter.

Klavs M. Christensen

Jeg syntes ikke rigtigt at det er tilstrækkeligt at sætte tallet af såkaldte coronarelaterede døde enig med betegnelsen corona ofre. Der tælles jo døde som er påvist inficeret. Tallene burde korrigeres ved at fratrække antallet af smittede, som sikkert også ville havde været døde uden smitten. Det samme ville jeg ønske for tallene af indlæggelser.

Jens Mose Pedersen

Kynisk set : 1 million er 0.0125 % af jordens befolkning.
Som Stalin sagde : "3 døde er en tragedie, 3 millioner døde er statistik."

Mads Kjærgård

Læg mærke til, at der står døde "med" ikke "af." Der døde over en million i Mellemøsten, med det var jo bare sådan det var!

Randi Christiansen

Netop, 'med' og ikke 'af'. Hvorfor sættes tallet ikke i relation til dødsstatistikken fra før coronaen? Hvormange flere er døde efter den? Det finder jeg ærlig talt ret mistænkeligt.