Essay
Læsetid: 4 min.

1979: USA’s præsident Carter drukner i sin egen velmenende inkompetence

Sydstatsguvernøren og demokraten Jimmy Carter er blevet præsident, fordi amerikanerne væmmedes ved republikanernes Watergate-skandaler. Men Carter får aldrig greb om sit embede
Byplanprofessoren Jon Hawes første energiske valgkamp for Jimmy Carter - som her er fotograferet ved et vælgermøde i Tampa, Florida 1979 - men professoren blev skuffet.

Byplanprofessoren Jon Hawes første energiske valgkamp for Jimmy Carter - som her er fotograferet ved et vælgermøde i Tampa, Florida 1979 - men professoren blev skuffet.

Arthur Grace/Ritzau Scanpix

Udland
22. september 2020

Året er 1979. Stedet er Chapel Hill, en lille malerisk universitetsby i sydstaten North Carolina.

Jon Howes er den byplanprofessor, jeg er gæsteforelæser hos. Han er også en af byens førende demokrater, på partiets progressive fløj. På sit kontor kigger Howes sørgmodigt på mig og siger:

»Jeg er ikke sikker på, at det er den rigtige præsident, vi har fået valgt.«

Det er tungt for Howes at nå til den erkendelse. Han har selv været begejstret for Jimmy Carter, der er tidligere guvernør i nabostaten Georgia. Ved valget i 1976 førte Howes og hans meningsfæller i Chapel Hill energisk valgkamp for Carter.

Carter blev set som repræsentant for et ’nyt Syden’, der er ved at gøre sig fri af tidligere tiders hvide undertrykkelse af sorte. Et Syden, der byder velkommen til moderne virksomheder med højt uddannet arbejdskraft. Et Syden, hvor universitetsbyer som Chapel Hill udgør politiske kraftcentre.

Netop på grund af sin sydstatsbaggrund lykkedes det for Carter at vinde flertal i næsten hele det område, der havde gjort oprør forud for Den Amerikanske Borgerkrig. Selv meget konservative stater som Texas, Alabama og Louisiana gav flertal til Carter. Det var noget af en bedrift for Carter, for Sydstaterne har ellers – efter republikaneren Nixons racistisk farvede præsidentvalgkamp i 1968 – været ved at glide ind i den republikanske fold.

Ung skepsis

Mine unge kolleger på universitetet i Chapel Hill er – modsat professor Howes – skeptiske over for det med ’det nye Syden’. Der er ikke noget, der har ændret sig her, siger de. Carter blev kun valgt på grund af regionalpatriotisme, og fordi folk var lede og kede af republikanernes skandaler.

Og sandt er det da, at perioden efter Nixons valg i 1968 ikke har været pyntelig for republikanerne. Nixon misbrugte sit embede til at forfølge sine modstandere. Hans vicepræsident, Spiro Agnew, måtte i 1973 trække sig på grund af korruption; året efter faldt Nixon selv som følge af Watergate-skandalerne, og Nixons afløser, den nye vicepræsident, Gerald Ford, brød et udtrykkeligt løfte om ikke at benåde Nixon for de forbrydelser, Nixon havde begået i embedet.

Meget værre kunne det næsten ikke blive, skulle man dengang tro. Alligevel var det kun med nød og næppe, Carter ved valget sikrede sig stemmer nok på landsplan.

Carter har gjort meget for at signalere, at han står for en ny start. Han og hans vicepræsident Walter Mondale vandrede med deres ægtefæller til fods ved deres indsættelsesceremoni – frem for prangende kortegekørsel.

Men noget gik hurtigt galt. Min professor Jon Howes er tilbøjelig til at mene, at Carter sammensatte sit hold i Det Hvide Hus for snævert – med for mange af sine gamle kammesjukker fra Georgia-tiden. Det har gjort Carter sårbar i det iskoldt giftige Washington-miljø. Alle kan fortælle bonderøvshistorier om Carters rådgivere.

Og så er der måske også et alvorligt problem med selve ideen om, at Carter skulle repræsentere et ’nyt Syden’. Det indser jeg efterhånden under mit ophold i Chapel Hill. Når mange virksomheder fra Nordstaterne er begyndt at slå sig ned i Sydstaterne, skyldes det ikke det intellektuelle klima, men derimod det fysisk behagelige klima i regionen, og at Sydstaterne ikke har strenge regler for miljø og arbejdsmiljø og sjældent håndhæver de regler, der er. Derimod håndhæver de ivrigt deres delstatslove, der svækker fagforeninger og offentligt ansattes rettigheder. Og universitetsbyer som Chapel Hill – så intellektuelt blomstrende som de faktisk er – ja, så er de kun øer i et hav af bagstræb farvet af nostalgi for slavetiden. Den højreekstreme republikanske senator Jesse Helms kalder Chapel Hill for »North Carolinas zoologiske have«.

Højrekrængning

I det hele taget er det, som om USA krænger tilbage mod Nixon-årenes højredrejning. Carter har prøvet at bane sig vej til en midterposition, men det har fået frisindede demokrater, anført af senator Edward Kennedy, til at betragte ham som en vindbøjtel – uden at Carter derved har vundet et eneste reaktionært hjerte.

Samfundsøkonomien under Carter er gået trægt; en ny energikrise har ramt i 1979. Carter griber i juli 1979 i en nationalt tv-transmitteret tale til den forklaring, at USA’s dårligdomme skyldes »mangel på tillid og følelse af fællesskab«.

Det er nok nogenlunde det dummeste, Carter kunne have sagt. For hans republikanske modkandidat ved det følgende års præsidentvalg tegner til at blive skuespilleren og eks-Californien-guvernøren Ronald Reagan, hvis omhyggeligt indstuderede image er ukuelig optimisme og løfter om, at USA endnu ikke har oplevet sin sande storhed.

Et yderligere grimt problem får Carter, da rabiate muslimske studerende i november 1979 trænger ind på USA’s ambassade i Irans hovedstad Teheran og tager 52 amerikanske gidsler, som Carter ikke synes at have magt til at få frigivet.

Jeg forstår sådan set vældigt godt, at professor Jon Howes – her i 1979, et år inden valget – er bekymret på demokraternes vegne.

»Carter et en skuffelse,« siger Howes og tilføjer: »Men Reagan er jo så højreekstrem, at man slet ikke tør tænke på, hvad der sker, hvis han bliver valgt.«

Serie

David Rehlings amerikanske erindringsglimt

Siden 1966 har Informations David Rehling på nært hold oplevet Amerikas politiske kamp som studerende, universitetslærer og rejsende. I denne serie fortæller han om, hvad der har mødt ham gennem årene – og opdager at den gamle historie ofte kan minde om den nye virkelighed i præsidentvalgåret 2020 til forveksling.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@David Rehling

".... og Nixons afløser, den nye vicepræsident, Gerald Ford, brød et udtrykkeligt løfte om ikke at benåde Nixon for de forbrydelser, Nixon havde begået i embedet."
citat fra artiklen

Jeg har ingen erindring om et sådant løfte fra Gerald Ford.

Til hvem skulle Ford have afgivet løftet - og hvornår ??