1980: Edward Kennedy taber – og holder sit livs tale

Året er 1980, måneden er august. USA’s Demokratiske Parti holder sit partikonvent i New York. Jeg og min amerikanske veninde Doris sidder i Californien og følger med på tv. Doris græder og græder, hun kan slet ikke holde op.

Vi har lige set den 32 minutter lange tale, som den demokratiske senator Edward Kennedy holdt. Doris er ellers kynisk om politik. Det er bare magtspil, siger hun. Men her er hun ramt i hjertekulen. Jeg er også meget bevæget.

Edward Kennedy har holdt en gribende tale. Den genkaldte USA’s store demokratiske præsident Franklin Roosevelt og Kennedys to brødre, John og Robert, begge døde for snigmorderes kugler. Edward mindedes de tre ved at tale om deres vision om USA: Fuld beskæftigelse, social lighed, offentlig sygesikring, overkommelige boliger og bevaring af Amerikas naturværdier.

Partikonventet er blevet så overvældet af Kennedys tale, at den applauderer ham i en halv time. På tv kan man se, at der er mange i salen, der også græder.

Det skøre ved det hele er, at Kennedy dagen inden har tabt opstillingen som partiets præsidentkandidat. Det skete, da præsident Jimmy Carter viste sig at have stemmer nok til at afvise Kennedys forslag om at fritstille konventets delegerede, så de ved valget af præsidentkandidaten kunne stemme efter deres overbevisning – og ikke ud fra, hvad de er blevet pålagt ved deres hjemstaters primærvalg.

Tosset år

Måske er 1980 et tosset år for Kennedy at søge præsidentposten i – nu hvor demokraterne allerede har den i skikkelse af Jimmy Carter, sydstatsguvernøren, der indtog Det Hvide Hus i 1976. Men sagen er, at mange demokrater har mistet troen på Jimmy Carter. Det er derfor, ledende kredse i partiet har tilskyndet Edward Kennedy til at stille op. Men fra det øjeblik, Kennedy faktisk meldte sig som udfordrer af Carter i august 1979, er tingene gået galt.

Kennedy havde i tv-interview svært ved at give en højere begrundelse for sit kandidatur. Han kunne heller ikke effektivt tilbagevise mediers antydning af lusk i forbindelse med den trafikulykke i 1969, hvor Kennedy kørte af en dæmning ved Chappaquiddick og hans medpassager, den unge kvinde Mary Jo Kopechne, druknede. Kennedy meldte først ulykken til myndighederne næste morgen. Det har han aldrig kunnet give en ordentlig forklaring på.

Ulykken – og hans medopdrageransvar for brødrenes faderløse børn – har været forklaringen på, at han ikke stillede op til valgene i 1972 og 1976. Kennedys stilling har også været kompliceret af, at hans ægteskab med Joan i årevis har vaklet i al offentlighed – under hans sidespring og hendes alkoholisme. Først i 1977 er de blevet separeret, og hun optræder stadig ved hans kampagnemøder, men gør det i virkeligheden ondt værre?

Vinder alle valg

Uanset hvad er Edward Kennedys primærvalgkamp i 1980 ikke gået så godt. Det har ellers heddet sig, at Kennedyer vinder alle valg, de stiller op til. Det gjorde John og Robert. Men Edward kunne altså ikke indhente Jimmy Carters præsidentforspring.

Jo, det vil sige: Det kunne han godt – hvis han fra begyndelsen havde holdt taler som den, der nu bliver hans sidste i kampagnen.

I sin tale nævner Kennedy kun Jimmy Carter som en sidebemærkning. Men sine to brødre, John og Robert, som Edward ellers er meget blufærdig med at påkalde sig, fremdrager han i talens afslutning. Han siger, at de to ligesom han var grebet af digteren Alfred Tennysons strofe:

Jeg er en del af alt,
hvad jeg har mødt.
Skønt meget er mistet,
er meget tilbage.
Det, som vi er, er vi:
Et ens temperament
af heroiske hjerter.
Stærke i viljen
til at stræbe,
til at søge,
til at finde
og ikke give efter.

Da er det, at Doris brister i gråd, og jeg er lige ved det.

Vores bevægelse bliver ikke mindre, da Edward slutter med sine egne ord:

»For mig, for nogle timer siden, fik denne kampagne sin ende. For alle dem, hvis bekymringer har været vores anliggende, går vort arbejde videre, sagen består, håbet lever stadig, og drømmen skal aldrig dø.«