Essay
Læsetid: 3 min.

1980: Edward Kennedy taber – og holder sit livs tale

Ved demokraternes partikonvent i 1980 taber senator Edward Kennedy til præsident Jimmy Carter, som siden taber til republikaneren Ronald Reagan. Men Kennedys tale, som får Rehlings ellers politisk kyniske veninde til at græde uden ophør, lever endnu som en varig vision for USA’s Demokratiske Parti
Edward Kennedy taler ved demokraternes konvent i New York i august 1980, efter han har tabt valget om at blive partiets præsidentkandidat til Jimmy Carter.

Edward Kennedy taler ved demokraternes konvent i New York i august 1980, efter han har tabt valget om at blive partiets præsidentkandidat til Jimmy Carter.

Cameron Bloch/AP/Ritzau Scanpix

Udland
25. september 2020

Året er 1980, måneden er august. USA’s Demokratiske Parti holder sit partikonvent i New York. Jeg og min amerikanske veninde Doris sidder i Californien og følger med på tv. Doris græder og græder, hun kan slet ikke holde op.

Vi har lige set den 32 minutter lange tale, som den demokratiske senator Edward Kennedy holdt. Doris er ellers kynisk om politik. Det er bare magtspil, siger hun. Men her er hun ramt i hjertekulen. Jeg er også meget bevæget.

Edward Kennedy har holdt en gribende tale. Den genkaldte USA’s store demokratiske præsident Franklin Roosevelt og Kennedys to brødre, John og Robert, begge døde for snigmorderes kugler. Edward mindedes de tre ved at tale om deres vision om USA: Fuld beskæftigelse, social lighed, offentlig sygesikring, overkommelige boliger og bevaring af Amerikas naturværdier.

Partikonventet er blevet så overvældet af Kennedys tale, at den applauderer ham i en halv time. På tv kan man se, at der er mange i salen, der også græder.

Det skøre ved det hele er, at Kennedy dagen inden har tabt opstillingen som partiets præsidentkandidat. Det skete, da præsident Jimmy Carter viste sig at have stemmer nok til at afvise Kennedys forslag om at fritstille konventets delegerede, så de ved valget af præsidentkandidaten kunne stemme efter deres overbevisning – og ikke ud fra, hvad de er blevet pålagt ved deres hjemstaters primærvalg.

Tosset år

Måske er 1980 et tosset år for Kennedy at søge præsidentposten i – nu hvor demokraterne allerede har den i skikkelse af Jimmy Carter, sydstatsguvernøren, der indtog Det Hvide Hus i 1976. Men sagen er, at mange demokrater har mistet troen på Jimmy Carter. Det er derfor, ledende kredse i partiet har tilskyndet Edward Kennedy til at stille op. Men fra det øjeblik, Kennedy faktisk meldte sig som udfordrer af Carter i august 1979, er tingene gået galt.

Kennedy havde i tv-interview svært ved at give en højere begrundelse for sit kandidatur. Han kunne heller ikke effektivt tilbagevise mediers antydning af lusk i forbindelse med den trafikulykke i 1969, hvor Kennedy kørte af en dæmning ved Chappaquiddick og hans medpassager, den unge kvinde Mary Jo Kopechne, druknede. Kennedy meldte først ulykken til myndighederne næste morgen. Det har han aldrig kunnet give en ordentlig forklaring på.

Ulykken – og hans medopdrageransvar for brødrenes faderløse børn – har været forklaringen på, at han ikke stillede op til valgene i 1972 og 1976. Kennedys stilling har også været kompliceret af, at hans ægteskab med Joan i årevis har vaklet i al offentlighed – under hans sidespring og hendes alkoholisme. Først i 1977 er de blevet separeret, og hun optræder stadig ved hans kampagnemøder, men gør det i virkeligheden ondt værre?

Vinder alle valg

Uanset hvad er Edward Kennedys primærvalgkamp i 1980 ikke gået så godt. Det har ellers heddet sig, at Kennedyer vinder alle valg, de stiller op til. Det gjorde John og Robert. Men Edward kunne altså ikke indhente Jimmy Carters præsidentforspring.

Jo, det vil sige: Det kunne han godt – hvis han fra begyndelsen havde holdt taler som den, der nu bliver hans sidste i kampagnen.

I sin tale nævner Kennedy kun Jimmy Carter som en sidebemærkning. Men sine to brødre, John og Robert, som Edward ellers er meget blufærdig med at påkalde sig, fremdrager han i talens afslutning. Han siger, at de to ligesom han var grebet af digteren Alfred Tennysons strofe:

Jeg er en del af alt,
hvad jeg har mødt.

Skønt meget er mistet,
er meget tilbage.
Det, som vi er, er vi:
Et ens temperament
af heroiske hjerter.
Stærke i viljen
til at stræbe,
til at søge,
til at finde
og ikke give efter.

Da er det, at Doris brister i gråd, og jeg er lige ved det.

Vores bevægelse bliver ikke mindre, da Edward slutter med sine egne ord:

»For mig, for nogle timer siden, fik denne kampagne sin ende. For alle dem, hvis bekymringer har været vores anliggende, går vort arbejde videre, sagen består, håbet lever stadig, og drømmen skal aldrig dø.«

Serie

David Rehlings amerikanske erindringsglimt

Siden 1966 har Informations David Rehling på nært hold oplevet Amerikas politiske kamp som studerende, universitetslærer og rejsende. I denne serie fortæller han om, hvad der har mødt ham gennem årene – og opdager at den gamle historie ofte kan minde om den nye virkelighed i præsidentvalgåret 2020 til forveksling.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@David Rehling

Kennedy'erne holdt mange store taler.

Edward Kennedy tabte primærvalget i Illinois i foråret 1980, og var tæt på at droppe ud -
men holdt et brag af en tale op til primærvalgene i New York og Connecticut, og vandt begge stater.

Bill Safrire - Nixon's tidligere taleskriver - skrev i New York Times, at man måtte tage hatten af for en mand, der efter at være blevet slået i gulvet kom op igen, rystede hovedet klart og kæmpede videre i form af en velskrevet tale.

Den tale, som du fremhæver - "The Dream Shall Never Die" - er gået over i Det demokratiske Partis annaler. Ted Kennedy refererede i 2008 til talen i sin endorsement tale for Barack Obama.