Essay
Læsetid: 3 min.

1984: USA’s demokrater stiller frisk hold med kvinde mod træt Reagan. Demokraterne taber

Den republikanske præsident Ronald Reagan er tydeligvis svækket af alder, men en enkelt indstuderet replik redder ham
Geraldine Gerraro var den første kvindelige vicepræsidentkandidat. I 1984 forsøgte hun sammen med Walter Mondale at vippe Ronald Reagan af pinden.

Geraldine Gerraro var den første kvindelige vicepræsidentkandidat. I 1984 forsøgte hun sammen med Walter Mondale at vippe Ronald Reagan af pinden.

Associated Press

Udland
25. september 2020

Året er 1984, måneden er juli. Stedet er Market Street, hovedgaden i San Francisco. Min amerikanske kæreste, Jim, og jeg står og jubler. Vores bifald er rettet mod det kandidatteam, som demokraterne dagen inden har opstillet på deres nationale konvent, der foregår i byen. Jim og jeg er til det første vælgermøde, som de to holder i fællesskab: Præsidentkandidaten Walter Mondale og vicepræsidentkandidaten Geraldine Ferraro. De to fremstår friske og lovende, en tiltrængt afløsning af den siddende og genopstillende republikanske præsident, Ronald Reagan, der er gammel, 73 år, og virker endnu ældre, tæt på senil.

Walter Mondale er en intens, energisk mand, der udstråler ro og overblik. Han er 56 år og var vicepræsident i Jimmy Carters præsidentår 1977-81. Carter brød med en amerikansk tradition for præsidenters nedladende holdning over for deres vicepræsidenter. Carter behandlede Mondale med demonstrativ respekt.

Som nyopstillet præsidentkandidat har Mondale vist sin vilje til fornyelse ved for første gang nogensinde i de store USA-partiers historie at vælge en kvinde som sin vicepræsidentkandidat: Den 50-årige Geraldine Ferraro, jurist og de seneste seks år medlem af Repræsentanternes Hus fra delstaten New York. Hun fremstår på vælgermødet slagfærdig, nærmest bidsk i sin kritik af republikanerne og Reagan. Hun supplerer den polerede Mondale, ja, hun er nærmest ved at overstråle ham. I San Franciscos bøsse-lesbiske miljøer er hun på rekordtid blevet heltinde. Beundringen skubber i baggrunden, at hendes hidtidige politik har været temmelig konservativ, og den mest vidtløftige betegnelse, hun har sat på sig selv, er: ’moderat’.

Gustne grunde

Ferraro er af italiensk afstamning og katolik – to egenskaber, som nok har været blandt Mondales mere gustne grunde til at vælge hende: Hun skal trække højrefløjsdemokrater tilbage fra deres tilflugt i Reagans lejr.

Min kæreste Jim, der er 23, er også katolik. Hans mors familie er af italiensk oprindelse, hans fars af irsk. Da Jims forældre boede i Nordstaterne, var de Kennedy-demokrater. Så flyttede de til Sydstaterne og blev Nixon-Reagan-republikanere. Det opmuntrer mig, at Jim ser med misbilligelse på sine forældres sindelagsskift. Jim håber, at Ferraros kandidatur kan genvække deres demokratiske instinkter.

I løbet af de næste uger begynder det forfriskende ved Geraldine Ferraro at blegne. Hendes økonomi er sammenvævet med ægtefællens. Han hedder John Zaccaro og er ejendomsudvikler i New York – og følgeligt sovset ind i tvivlsomme transaktioner. Dem borer medierne vellystigt i, og Ferraro snubler i spørgsmål om at offentliggøre deres fælles selvangivelser.

Hun ender med at gøre det, og det giver medierne endnu mere at bore i. Republikanerne bruger Ferraros finanser som et kønsneutralt angrebspunkt. Den katolske kirke kritiserer hende for som katolik at gå ind for retten til abort. Demokratiske insidere giver sig til i medierne at gisne om hendes fortsatte kandidatur. At hun klarer sig fremragende i en tv-debat med republikanernes vicepræsidentkandidat, George H.W. Bush, kommer ikke rigtigt til at gøre nogen forskel.

Forvirret Reagan

Walter Mondale stråler også i sin første tv-debat med Reagan, som fremstår ævlende og konfus.

Til den anden tv-debat med Mondale har Reagans spindoktorer udstyret ham med en oneliner, der skal redde situationen. Reagan afleverer denne replik: »Jeg vil ikke gøre alder til et emne i denne kampagne. Jeg vil ikke, til politiske formål, udnytte min modkandidats ungdom og uerfarenhed.«

Studiepublikummet ler begejstret, og Walter Mondale er nødt til at le med. Mondale har mange år efter i et tv-interview forklaret, at han græd indvendigt, fordi han anede, at Reagan nu havde vundet valget.

Og ganske rigtigt: I november 1984 vinder Reagan og Bush i alle USA’s delstater – undtagen Mondales hjemstat Minnesota og byen Washington, D.C. Kommentatorer er enige om, at Geraldine Ferraro ikke har været til megen nytte for Mondale, snarere tværtimod.

Op mod det følgende præsidentvalg i 1988 knytter Jim sine forhåbninger til en ny etnisk mindretalskandidat, denne gang af græsk herkomst: Den tidligere Massachusetts-guvernør, Michael Dukakis, der stiller op som demokraternes præsidentkandidat mod republikanernes hidtidige vicepræsident George H.W. Bush. Jim skriver til mig: »Det bliver nemt for Dukakis, for alle ved, at Bush er et skvat.«

Serie

David Rehlings amerikanske erindringsglimt

Siden 1966 har Informations David Rehling på nært hold oplevet Amerikas politiske kamp som studerende, universitetslærer og rejsende. I denne serie fortæller han om, hvad der har mødt ham gennem årene – og opdager at den gamle historie ofte kan minde om den nye virkelighed i præsidentvalgåret 2020 til forveksling.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@David Rehling

Det var dengang, man kunne glæde sig til valget af en amerikansk præsident.

I 1984 var jeg mest optaget af Gary Hart; men han bollede udenom med en fotomodel, så Walter Mondale vandt de demokratiske primaries.
Men Mondale var nu en træmand.

Jeg erindrer en debat imellem, Mondale, Hart og præsten Jesse Jackson.
Jackson følte sig dårligt behandlet af pressen og illustrerede dette med en vittighed:

Jesse Jackson og Jesus kom sammen spadserede hen over søens vande -
journalisterne observerede fænomenet, og rapporterede i aftennyhederne:
Jesse Jackson kan ikke svømme !!

Gary Hart grinede -
Walter Mondale satte en yderst surbenet og misbilligende mine op.

Torben Lindegaard

Det må nok præciseres, at Gary Harts affære med Donna Rice blev afsløret under demokraternes primærvalgkamp op til 1988 valget - helt præcist maj 1987.

Der blev indspillet i 2018 en film om hele historien - "The Front Runner".