Bob Woodward fælder dom over Trump som præsident: ikke egnet

Bob Woodwards kendetegn har altid været journalistens talent for at få foden inden for i magtens korridorer og overtale selv de mest modvillige præsidenter, rådgivere, politikere og embedsmænd til at fortælle på livet løs.

I den egenskab har den berømte Watergate-journalist gennem årene tildraget sig en uofficiel rolle som udlægger af den første version af historien om et præsidentskab. Lige fra Jimmy Carter i 1970’erne til Donald Trump i vore dage.

Woodward lægger vægt på at være et neutralt vidne. Han lader sine ofte anonyme kilder tale for sig selv og tager som regel ikke selv stilling. Hovedemnet for hans bøger er sædvanligvis en præsidents udenrigs- og sikkerhedspolitik. Hans specialitet er at rekonstruere epokegørende møder i Det Hvide Hus.

Woodwards første bog om præsident Trump, Fear, fulgte stort set den formel. Ved hjælp af anonyme kilder, der i mange tilfælde var lette at genkende, beskrev bogen en dysfunktionel beslutningsproces og ledelsesstil i Det Hvide Hus – kort sagt, lidt af et galehus.

Forfatterens anden bog om Trump-æraen, Rage, der udkom tirsdag i denne uge, adskiller sig på en række vigtige punkter fra hans tidligere krøniker om præsidenter.

Til forskel fra den første bog, Fear, indvilgede den snakkesalige Trump i at lade sig interviewe – 18 gange blev det til. Woodward fik lov at tale med Trumps svigersøn, Jared Kushner, og mange andre rådgivere i Det Hvide Hus, ofte til citat.

En anden væsentlig forskel er temporal. Oprindeligt havde Woodward sædvanen tro planlagt at skrive en bog om Trumps sikkerhedspolitik – altså hans brud med USA’s alliancepolitik, om forholdet til Kina, hans møder med Nordkoreas Kim Jong-un, krigen i Afghanistan, Iran, ISIS og Syrien.

Men midt i sin research og sine interview kom to indenrigspolitiske begivenheder på tværs af Woodwards oprindelige plan – først rigsretssagen, dernæst coronapandemien. Han vender på en tallerken, og bogen kommer primært til at handle om Trumps lederskab – eller mangel på samme – i kampen mod COVID-19.

Fra et journalistisk synspunkt er det klart et rigtigt valg. Woodward er herved i stand til at levere den første skildring af Trumps lederevner i en akut national krise – mindre end to måneder inden vælgerne har mulighed for at fælde deres egen dom ved præsidentvalget i november.

Woodwards skudsmål

Og netop det forestående valg synes at drive Woodward ud i noget, han aldrig før har gjort. I Rage beslutter den normalt politisk neutrale forfatter sig for at ytre sin uforbeholdne mening om Trumps egnethed som præsident, og den er negativ. Han vender tommelfingeren nedad. 

»Jeg kan kun drage én konklusion, når jeg skal vurdere hans præsidentskab i sin helhed: Trump er ikke den rette person til embedet,« lyder den sidste sætning i bogen.

Det skudsmål har Woodward aldrig givet nogen anden præsident i sine mange bøger (Richard Nixon og Watergate er en anden historie).

I epilogen til bogen forklarer forfatteren, hvordan han er kommet til sin konklusion.

»Det står mig uklart, hvorfor Trump besluttede sig at samarbejde. Måske opfattede han sig selv som en pålidelig kilde. Det er han ganske rigtigt indimellem, andre gange er han aldeles upålidelig. Han kan også være pålidelig og upålidelig på en og samme gang,« bemærker Woodward.

Woodward forklarer herefter, at han har gjort sit bedste for at hjælpe læseren gennem sine interview med præsidenten, selv om han »svinger fra det ene emne til det andet og hele tiden undviger mine spørgsmål«.

Det har øjensynligt været en dybt frustrerende oplevelse for forfatteren at udspørge Trump – omsonst at prøve at holde ham ansvarlig for hans ord og handlinger. Trump taler konstant uden om eller over journalisten.

»Jeg har skrevet bøger om ni præsidenter,« erklærer Woodward.

»Alle præsidenter føler en pligt til at orientere, advare og beskytte befolkningen; de opstiller målsætninger og søger at identificere den sande nationale interesse. I en national krise (som en pandemi, red.) bør de udlægge sandheden. I stedet har Trump gjort sin impulsive stil til et styrende princip.«

Inden Rage udkom, satte amerikanske medier (og bl.a. Information) fokus på præsidentens udtalelse til Woodward i et interview den 7. februar: at COVID-19 er »fem gange mere dødelig end en slem influenza«. Det blev tolket som et klart tegn på, at præsidenten ikke havde levet op til en forpligtelse til at fortælle folket sandheden. 

I bogen benytter forfatteren ikke udtalelsen til at føre bevis for hans angivelige vildledning af amerikanerne og hans uvilje mod tage ansvar for at værne befolkningen mod smittespredning på et tidligt tidspunkt i pandemien.

Da Woodward i et interview den 19. marts spørger præsidenten, hvorfor han har tilbageholdt disse livsvigtige oplysninger, stiller han sig tilsyneladende tilfreds med Trumps svar om, at han ville undgå panik. I efterfølgende interview indtil slutningen af juli vender journalisten besynderligt nok aldrig tilbage til dette springende punkt i Trumps lederskab under pandemien.

Ført bag lyset

Hvorfor fortsatte Trump i flere måneder med at sammenligne COVID-19 med en almindelig influenza? Hvorfor afviste han stædigt at anbefale befolkningen at holde en afstand på to meter og bære mundbind, velvidende, at titusinder kunne dø?

Woodward spørger ikke direkte til det, så svaret bliver hængende i luften. Men i hans interview med sikkerhedsrådgiver Robert O’Brien og dennes næstkommanderende, Matt Pottinger, samt Robert Redfield, direktør for Center for Disease Control, bliver det tydeligt, at man i Det Hvide Hus allerede i slutningen af januar var klar over, at udbruddet i Kina kunne blive en pandemi.

De tre rådgivere gjorde deres pligt og advarede præsidenten. Men gennem hele februar hævder Trump, at »situationen er under kontrol«, og at »faren vil drive over.« Den 25. februar advarer Nancy Messonier, direktør for CDC’s afdeling for vaccine og åndedrætssygdomme, på et pressemøde, at skoler, institutioner og virksomheder kan blive nødt til at lukke.

»Spørgsmålet er ikke, hvorvidt det vil ske, men hvornår det vil ske,« siger Dr. Messonier, den eneste myndighedsperson, der tør tale præsidenten imod.

Trump bliver rasende og vil have Messonier fyret.

Den relativt ukendte Pottinger i det nationale sikkerhedsråd spiller ifølge bogen en overordentlig vigtig rolle; han har været korrespondent i Beijing for The Wall Street Journal og skrev i 2009 om Kinas ihærdige bestræbelser på at holde udbruddet af fugleinfluenzaen SARS hemmelig.

Pottinger stoler ikke på Kinas præsident, Xi Jinping. Gennem sit journalistiske netværk kan Pottinger allerede i januar afsløre, at kineserne prøver at nedtone truslen fra den nye coronavirus. Selv chefepidemiolog Anthony Fauci må senere indrømme, at Pottinger havde ret i, at Xi løj over for Trump, da han påstod, at situationen i Kina var under kontrol.

Men Trump er ikke interesseret i at presse Xi Jinping til at lade amerikanske epidemiologer rejse til Kina, fordi han kort forinden har overtalt kineseren til at genstarte import af amerikanske landbrugsvarer.

Sikkerhedsrådgiverne O’Brien og Pottinger holder imidlertid ikke inde. I de første dage af februar anfører de over for Trump, at Kina har lagt en tæt ring omkring Wuhan og nedlagt forbud mod at rejse mellem landets regioner. Hvorfor har Xi Jinping så ikke stoppet udrejser, spørger de. Prøver Kina monstro at sprede sygdommen til andre lande?

De anbefaler rejseforbud mellem Kina og USA. Trump er i tvivl. Han vil helst ikke sætte sit gode forhold til Xi Jinping over styr. Redfield og Fauci støtter ideen, fortæller Woodward i en vigtig passage i bogen. Senere hævder Trump, at alle hans rådgivere var imod et rejseforbud, og at han alene tog beslutningen!

Som vi nu ved, kommer indrejseforbuddet mod Kina for sent. COVID-19 er allerede i USA, og indtil indførelsen af et indrejseforbud fra EU den 11. marts ankommer tusinder af flere smittede personer fra Europa.

Stiltiende meddelagtighed

Det slående ved Woodwards udlægning, der præsenteres i brudstykker i bogen, er ikke så meget Trumps manglende vilje til at forberede USA på et forventet alvorligt udbrud i USA. Det vidste vi allerede.

Snarere er det rådgivernes tavshed, der i bakspejlet virker som en stiltiende meddelagtighed. Hvordan kan en tidligere journalist som Matt Pottinger, der allerede i starten af februar tager mundbind på til arbejde og flytter sit kontor ud af West Wing, have undladt at konfrontere præsidenten med hans nedgørelse af værnemidler?

Man skal ikke lede længe efter svar på dette fundamentalt vigtige spørgsmål.

Omtrent halvdelen af den 400 sider lange bog er baseret på interview med forsvarsminister Jim Mattis, udenrigsminister Rex Tillerson, præsidentens efterretningskoordinator Dan Coats, tidligere FBI-chef Andrew McCabe, vicejustitsminister Rod Rosenstein og andre mindre betydningsfulde skikkelser.

Under normale omstændigheder ville man forvente, at disse erfarne mænd løftede deres røst, hvis de konfronteres med en præsident, som truer demokratiet, forfatningen og den nationale sikkerhed.

Men nej. Trump, der er 1,92 meter høj og har et voldsomt temperament, magter at intimidere dem alle sammen. Ingen tør tale præsidenten imod. De føler, de er så uundværlige i deres stilling, at de foretrækker at blive i inderkredsen frem for at begå mytteri.

Indtil de bliver fyret på Twitter af Trump. Undtagelsen er general Mattis, der ganske vist tager sin egen afsked, men så får besked i et tweet fra Trump om, at han godt kan forsvinde øjeblikkeligt fra Pentagon.

Men der er næppe grund til at have ondt af den stolte og ydmyge forsvarsminister. I en passage i bogen forliger Mattis sig med den frygtelige tanke, at han bliver nødt til at adlyde, hvis præsidenten midt i sit verbale slagsmål med Kim Jong-un i 2017 skulle give ham ordre til at »tilintetgøre« Nordkorea med et atomvåbenangreb.

Denne dybt foruroligende erkendelse når Mattis frem til efter lange refleksioner under flere besøg til National Cathedral i Washington, hvor han sidder i et kapel og tænker på ansvaret for udslettelsen af millioner af menneskeliv.

End ikke Woodward synes at tage notits af den dødsensfarlige situation, som Trump har fremkaldt ved at provokere og tirre Kim Jong-un. Begge ledere optrapper konflikten med risiko for en atomkrig. Så pludselig »forelsker« de sig ifølge Trump i hinanden.

Det giver udslag i brevvekslinger fyldt med hengivende bemærkninger – et sprog, som kun herskere, der føler ikke at have naturlig adkomst til deres magtfulde embede kan forfalde til. Forblommet og prætentiøst. 

Præsidenten har overgivet hele korrespondancen til Woodward, som publicerer lange uddrag. Alene læsningen af disse breve mellem to autoritære ledere gør det værd at kaste sig ud i de 400 sider.

Nuvel, en atomkrig blev afværget. Men med til historien om flirteriet mellem Trump og Kim hører, at det var under denne præsident, at Nordkorea prøveaffyrede sin første brintbombe.

Bob Woodward: 'Rage'. 452, s. Simon & Schuster, 2020.