Læsetid: 9 min.

Anden bølge corona – nogle steder tredje – er i fuld gang verden over

Lande i Europa og resten af verden oplever en genopblussen af corona efter succes med at bremse virussen i løbet af foråret. Det sker, samtidig med at der i en række lande har været demonstrationer mod krav om masker og andre former for restriktioner. Her giver Informations korrespondenter et overblik fra deres respektive regioner
Demonstranter i Madrid prostesterer imod myndighedernes tiltag.

Demonstranter i Madrid prostesterer imod myndighedernes tiltag.

AA/ABACA

26. september 2020

Spanien: Nye restriktioner fører til anklager om diskrimination

Martin Gøttske, sydeuropakorrespondent

I Spanien har anden bølge af COVID-19 vist sig eksplosiv, og myndighederne har advaret om, at en ny landsdækkende nedlukning kan blive indført, hvis udviklingen fortsætter.

Spanien har det højeste antal coronasmittede i Europa. Inden for den seneste uge er der registreret over 11.000 nye smittetilfælde dagligt, hvilket er en del flere end i marts og april, da første bølge hærgede Spanien, og hvor helt op til 1.000 spaniere hver dag døde med COVID-19.

Det daglige dødstal er dog lavere nu, om end det stadig er voldsomt med over 100 døde dagligt den seneste uge. I alt er 31.000 spaniere døde.

Samtidig er der et markant pres på sundhedssystemet, da næsten 11.000 er indlagt med COVID-19, og 1.348 af dem ligger på intensiv. Der ligger coronapatienter på over en tredjedel af pladserne på Madrids intensivafdelinger. Hovedstaden er det hårdest ramte område med op mod en tredjedel af alle nye tilfælde i Spanien – og over 1.000 smittede per 100.000 indbyggere i flere bydele.

Det har ført til, at myndighederne fra mandag delvist har nedlukket flere områder i byen, de fleste af dem tætbefolkede arbejderkvarterer, og det har resulteret i spændinger og protester mod tiltagene, der anses for at være diskriminerende mod byens fattige.

Demonstranter sagde søndag, at regeringen har gjort for lidt for at beskytte Madrids mest udsatte indbyggere, og at bystyret »i stedet har valgt stigmatisering, eksklusion og territoriel diskrimination«.

»Det er lettere at give os skylden for COVID-19-smitten end de folk, der har magten,« siger en indbygger i et af de 37 berørte distrikter til avisen El País.

Madrids borgmester, Jose Luis Martinez-Almeida, afviser anklager om diskrimination mod byens fattige. »Der er ingen første- og andenrangsborgere,« siger han.

Der har desuden været demonstrationer imod krav om brug af masker.

Hovedstaden har bedt om hjælp fra hæren til logistisk støtte og »for at styrke det lokale politis indsats for at håndhæve loven«.

Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, siger, at »vi er i anden bølge. Den er mindre dødelig, men stadig meget farlig«, og han advarer om, at specielt Madrid står over for »nogle meget hårde uger«.

I Anaheim i Californien har den lokale balletskole taget konsekvensen af COVID-19-smittefaren og har rykket undervisningen udenfor under gadebelysningen, ligesom danserne træner med masker på.

Leonard Ortiz/Ritzau Scanpix

USA: Ingen nedlukning til vinter, hvis folk overholder restriktioner

Martin Burcharth, USA-korrespondent

I New York bliver par viet i Central Park. Fødselsdagsfester for børn flyttes ud i det grønne. Ældre sidder på en gade i bykvarteret Queens og spiller bingo – iført mundbind og i behørig afstand af hinanden. En sygeplejerske har plantet lilla majs og solsikker i en midterrabat.

I Boston myldrer studerende fra Northeastern University omkring et bådhus. Nogle er ude at ro, andre jogger i hold langs floden, mens andre igen hiver hårdt i 50 romaskiner, der er blevet stillet ud på en plæne. Alle har maske på og testes jævnligt.

Som det hårdest ramte land i verden med 200.000 døde og 6,8 millioner testet positiv har amerikanerne efterhånden lært at tilpasse sig restriktioner og leve med coronapandemien. Demonstrationer mod at bære mundbind og holde afstand er næsten ophørt, muligvis fordi flere og flere amerikanere ifølge meningsmålinger kender en person, der er blevet smittet, eller som er død af COVID-19.

Men det kolde vejr vil snart tvinge folk til at opholde sig mere indendøre, hvorved risikoen for en anden bølge stiger.

Siden februar er virussen hoppet fra region til region i USA. Efter at have raseret nordøstlige USA med epicenter i New York ramte den sydstaterne, Texas og Florida hårdt i juni og juli. Californien oplevede samtidig en anden bølge. Disse tre folkerige delstater tegner sig i dag for 40 procent af et ugentligt gennemsnit på 767 døde i USA og 40.000 positive test pr. dag – et fald fra cirka 1.000 døde og 60.000 COVID-19-tilfælde i juli.

Siden august er antallet af COVID-19-tilfælde i Midtvesten og landbrugsstaterne begyndt at stige. Alt imens er smittetrykket i det nordøstlige USA faldet til kun én procent.

Frygten for en anden bølge knytter sig især til skoler og universiteter, der har valgt at undervise i klasseværelser. Alvorlige udbrud er blevet konstateret på flere universiteter.

Generelt vurderer epidemiologer, at USA kan klare sig gennem efteråret og vinteren uden nye nedlukninger, hvis en øget tendens i befolkningen til at overholde restriktioner fortsætter. Hospitaler vil næppe blive overbelastede, hedder det, fordi færre bliver alvorligt syge, og lægerne er bedre til at behandle de alvorlige tilfælde.

Iran: Corona er Guds fjende

En kvinde på gaden i Teheran bærer både maske og visir for at beskytte sig mod coronasmitte.

AA/ABACA

Waleed Safi, mellemøstenkorrespondent

Med 3.300 nye smittede på daglig basis er Iran tilsyneladende på vej mod en »tredje bølge«.

Iran, det hårdest ramte land i Mellemøsten, bragte ellers COVID-19 under kontrol i begyndelsen af maj, men allerede i juli gjorde anden bølge sit indtog. Nu, med 150 døde dagligt, tyder det på, at Iran langsomt, men sikkert bevæger sig mod endnu en tragedie.

»Tredje bølge vil ramme hovedstaden Teheran før de andre provinser,« sagde professor Alireza Ali, den ledende figur i bekæmpelsen af udbruddet i Iran i mandags.

Officielt er 25.000 døde i Iran, men det rigtige tal er muligvis tre gange højere. Satellitbilleder fra rummet har tidligere vist, at der er blevet gravet massegrave i den hellige by Qom.

Den seneste stigning kommer efter skoleåbningerne i begyndelsen af september.

De iranske myndigheder har i modsætning til andre lande været tvunget til at løsne restriktionerne hurtigere over flere omgange, da landet, allerede inden coronavirussen ankom, var spændt hårdt for økonomisk af amerikanske sanktioner.

Ayatollah Khamenei, landets de facto leder, har generelt stået over for massive udfordringer. Eksempelvis udgjorde olieindtægterne i 2011 i omegnen af 120 milliarder dollar, men grundet de amerikanske sanktioner og nu COVID-19-krisen er olieindtægterne nede på 20 milliarder dollar.

Arbejdsløsheden i Iran er højere end nogensinde, da flere industrier er gået bankerot. Et iransk forskningsinstitut tæt på parlamentet forudser, at 6,5 millioner iranere vil blive arbejdsløse, inden året er omme.

Trods det iranske sikkerhedsapparats brutalitet, har frustrerede arbejdere i olie-, kul-, stål- og sundhedsindustrierne enten strejket eller protesteret over manglende lønudbetalinger fra staten.

Ayatollah Khamenei har ingen hurtige eller nemme løsninger. Meget tyder faktisk på, at ayatollahen ironisk nok har ofret religionen for at redde menneskeliv. Khamenei opfordrede denne uge iranerne til at »springe pilgrimsfærden over i år«.

Og da religiøse iranere trodsede ayatollahen tidligere på ugen og forsøgte at krydse grænsen til Irak for at gennemføre pilgrimsfærden i den hellige by Karbala, indsatte Khamenei revolutionsgardens tropper for at forbyde pilgrimsfærden med knipler og tåregas.

»Corona er Guds fjende,« lyder det nu på iranske hjemmesider.

Pendlerne i Londons ’tube’ bærer ansigsmasker.

Gustavo Valiente

Storbritannien: Landet styrer mod mismods vinter

Jakob Illeborg, storbritannienkorrespondent

Sommeren er forbi, og regnen iklæder storbyen sit karakteristiske våde look. Efteråret bebuder også genkomsten af en ubuden gæst.

Boris Johnson bebudede tirsdag nye nedlukninger, efter at regeringens videnskabschefer mandag præsenterede en skræmmende fremskrivning af smitteudviklingen fra de nuværende cirka 5000 dagligt til 50.000 om dagen om få uger.

Denne fremskrivning er efterfølgende kommet under skarp beskydning fra andre videnskabsfolk for at være politisk og usaglig. Der er fortsat tvivl om, i hvilken grad det stadigt stigende smittetal primært skyldes flere test, eller om vi befinder os ved begyndelsen af den frygtede anden bølge.

Der har været talrige demonstrationer mod nye nedlukninger med deltagelse af alt fra det, der bliver kaldt ’sølvpapirshatte’, som mener, at COVID-19 er en del af en 5G-sammensværgelse, til bekymrede læger og fritænkere.

Storbritannien har på ingen måde råd til en lockdown nummer to. Den britiske økonomi blev uforholdsmæssigt hårdt ramt i foråret, og erhvervsdrivende, der endelig kunne begynde at mærke en positiv effekt af sommerens genåbning, går nu en mørk vinter i møde.

Regeringen kritiseres fra flere sider for sin slingrekurs. Efter at have brugt den seneste måned på at få den skræmte befolkning tilbage på arbejdspladserne slog man denne uge pludselig bak; beskeden er nu, at kan man arbejde hjemmefra, så skal man gøre det.

Boris Johnson har netop lanceret en stor plan om at genåbne samfundet gennem kontinuerlig massetestning af hele befolkningen, men lige nu er der ikke engang kapacitet til at få behandlet de test, der bliver taget dagligt, og en dugfrisk meningsmåling viser, at briternes tro på, at regeringen har styr på sagerne, styrtdykker.

Boris Johnson forsøger fortsat at kippe med Union Jack og lover sine landsmænd, at en stor fremtid venter dem, når først man har overvundet de næste sure måneder. De nye restriktioner ventes at vare ved i et halvt år. Men meningsmålinger peger på, at han har mistet sin usårlighedsbrynje, og premierministerens trætte øjne taler deres eget sprog om den storm, han og hans land befinder sig i.

Rundt om hjørnet venter så det Brexit, det hele drejede sig om, indtil virus kiggede forbi. Storbritannien ligner lige nu en lus mellem to negle.

En stor broget flok – blandt andre højrefløjsaktivister, vaccineskeptikere og konspirationsteoretikere – demonstrerede i slutningen af august i Berlin mod myndighedernes coronarestriktioner.

Ritzau Scanpix

Tyskland: Stadig Corona-wunderland – men hvor længe?

Mathias Sonne, europakorrespondent

Sure blikke, hvis nogen glemmer masken i U-bahn eller supermarkedskøen. Usædvanligt mange og usædvanligt flinke betjente, der sørger for tilstrækkelig afstand i de berlinske parker. Og frustrerede forældre, der ligesom den tyske industri og detailhandel vil gøre det meste for at undgå en ny lockdown.

I Tyskland er corona overalt og dog sært fraværende i kraft af de lave tal. Alligevel affinder langt de fleste tyskere sig stille og roligt med afstandsregler og maskepligt, som i disse dage endda er udvidet til det udendørs offentlige rum i byer som München.

Hvor Tyskland slap mirakuløst let gennem første bølge og stadig har under 9.500 dødsfald i forbindelse med corona, ser udviklingen ikke så lovende ud. Sidste lørdag var der cirka 2.300 nye tilfælde på én dag – det højeste tal siden april. Det skyldes især spredte hotspots i storbyer, men også udbrud i mindre byer som Hamm, hvor en enkelt bryllupsfest har skabt en uoverskuelig smittekæde.

»Pandemien begynder først rigtig nu, også ved os,« udtalte Tysklands toneangivende virolog, Christian Drosten, i onsdags. »Tyskland må ikke hvile på sin formentlige succes.«

Den købes ikke af den blanding af bekymrede borgere, højreradikale og esoterikere, som senest holdt anticorona-demonstration den 1. september i Berlin med omkring 50.000 deltagere (selv siger de op mod tre millioner).

I analyser af protesterne går to argumenter igen: Den udprægede tyske skepsis mod staten og pressen, som huserer på den yderste højre- og venstrefløj, men også i liberale kredse. Og at flertallet af tyskere ikke har haft corona tæt inde på livet.

Den 4. oktober vil de marchere i Konstanz, men opbakningen er smal: 91 procent af tyskerne finder demonstrationerne »forkerte«.

Hidtil har også kun Alternative für Deutschland krævet, at coronatiltagene droppes, men torsdag hævdede det liberale FDP’s nye generalsekretær, Volker Wissing, at »fagfolk er enige om, at infektionstallene er under kontrol«, og at det derfor er »tvingende nødvendigt« at droppe coronatiltagene.

Med den spæde og usædvanligt spændende tyske valgkamp tegner det med andre ord til at blive et stormfuldt tysk coronaefterår.

Under en række helligdage for at fejre Indonesiens uafhængighed valgte flere familier at besøge familiemedlemmers gravsteder på en kirkegård for COVID-19-ofre i det østlige Jakarta.

Kuncoro Widyo Rumpoko//Ritzau Scanpix
Indonesien: Dødstallet er nu det højeste i Sydøstasien

Lasse Karner, asienkorrespondent

Indonesien var det sidste større asiatiske land, der tilbage i foråret registrerede et tilfælde af COVID-19. Siden har coronakurven været støt stigende, og antallet af nye smittede fortsætter med at slå rekorder med 4.465 tilfælde i onsdags. Over en kvart million indonesere har været smittet, og dødstallet på 9.977 er nu det højeste i Sydøstasien.

Med 272 millioner indbyggere er Indonesien klodens fjerdemest folkerige land. De fleste indbyggere er bosat på hovedøen, Java, men omkring 6.000 øer er beboet, og mange af dem har begrænsede sundhedsfaciliteter.

Flere steder er sundhedssystemet overbelastet, men det er især i Jakarta, at situationen er alvorlig. Mange af den indonesiske hovedstads cirka ti millioner indbyggere bor i tætbefolkede områder, der gør det svært at efterleve krav om afstand. Byen har 67 hospitaler og klinikker, der er certificeret til at tage imod COVID-19-patienter.

Tidligere på måneden oplyste de lokale sundhedsmyndigheder, at 77 procent af alle isolationsværelser var i brug, mens intensivafdelingerne var 83 procent fulde. Flere hospitaler melder nu om ventelister. Blandt udfordringerne i Indonesien har været, at myndighederne ikke har været gode nok til at oplyse om virusudbruddet, og at mange borgere ikke i tilstrækkelig grad følger de officielle anbefalinger og restriktioner. Senest har en undersøgelse foretaget af det indonesiske sundhedsministerium vist, at mange indonesere slet ikke tror på, at virussen eksisterer.

Landets sundhedssystem kan kollapse hurtigt, hvis offentligheden fortsætter med at ignorere myndighedernes coronaanbefalinger, advarede et medlem af den nationale COVID-19-taskforce tidligere på ugen.

»Vi har virkelig brug for offentlighedens hjælp til at implementere sundhedsprotokollerne. Hvis vi fortsætter denne dårlige situation, vil nationens sundhedssystem bryde sammen,« sagde taskforce-koordinator for medicinske frivillige, Jossep William, i mandags til det indonesiske medie Kompas.

Vi har brug for en europæisk progressiv protektionisme. Det er ikke, fordi folk er blevet europæere, men fordi Europa kan beskytte deres nationalstater. Europa er ikke et fællesskab, vi vælger. Det er et skæbnefællesskab, siger den bulgarske samfundsforsker Ivan Krastev.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John Scheibelein
  • Poul Anker Juul
  • Eva Schwanenflügel
John Scheibelein, Poul Anker Juul og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

At der kom en anden bølge i efteråret fik vi allerede at vide i foråret. Men særligt blå blok havde jo kun "åbning" for øje uden en tanke for konsekvenser. Men den form for politik fra blå blok er vi jo så vant til - Hovedløse brushoveder.

Lillian Larsen, Torben Arendal, Rolf Andersen og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar

Hvis jeg går ud på badeværelset, og låser døren, så kan jeg som ikke-smittet sige at: "Det går utroligt godt med pandemien. Faktisk er den helt stoppet der hvor jeg har isoleret mig selv."

Men fordi en pandemi er et globalt fænomen, så holder min ovenstående analyse ikke. Ligeså snart jeg forlader badeværelset og bevæger mig ud i virkeligheden så risikerer jeg igen at blive smittet.

Lidt ligesom man kan "lege" med formuleringer som "død med" i stedet for "død af", så kan man også, når man vil nudge og spinne, sætte arbitrære grænser op midt i pandemien og få stort set de resulater man vil.

Faktum er bare at det er fup og svindel, eller i bedste fald tegn på manglende forståelse af hvad en pandemi er. Globalt har både det daglige smittetal, antallet af aktive syge og dødstallet kun gået én vej siden januar og det er op.

https://www.worldometers.info/coronavirus/

Det giver ikke mere mening at snakke om lokale bølger, end mit eksempel med at låse sig inde. Når man siden slutningen af juli har set en udfladning af kurven for daglige nye tilfælde (globalt), så kan det skyldes at hele klodens magthavere og myndigheder har bremset pandemiens udvikling, noget som tæt på 100% usandsynligt, når de alle modarbejder hinanden i et forsøg på at redde deres egne. Alternativet kunne være at det man ser på kurven er et udtryk for den maksimale testkapacitet. Denne afhænger globalt af hvor mange testkit man kan producere ad hoc. Hvis man ikke kan producere test nok, så kan man kun teste et vist antal pr. dag, og så flader kurven ud.

WHO var tidligt ude og opfordrede til at man ikke kun talte de smittede med en positiv test, men også dem som havde alle de rigtige symptomer, men ikke var testet. Det er også problematisk fordi man dermed risikerer at tælle influenza og forkølelse med som værende Covid-19. Det er også problematisk fordi det smittetal man skal rapportere til befolkningen bliver højere.

Resultatet er at vi stort set ikke aner, hvor mange som er- eller har været smittet, globalt eller lokalt. En nylig antistof screening fra Delhi af 40.000 tilfældigt udvalgte viste at ~25% havde antistoffer. Der bor 18 millioner mennesker i Delhi, så 25% svarer til 4,5 millioner. Indien har officielt haft 6 millioner tilfælde, med en befolkning på 1,3 milliarder mennesker. Det hænger tydeligvis ikke sammen. Det rigtige smittetal i Indien er sikkert tættere på et par hundrede millioner.

Nu sidder nogen sikkert og tænker at de Indere er nogle rodehoveder, men tilsvarende antistof screeninger fra New York og London viser tilsvarende mørketal.

Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar