Feature
Læsetid: 10 min.

Corona forvandler Europas storbyer: »Og det kommer ikke til gå i sig selv, når der kommer en vaccine«

Pandemien har med ét slag forandret Europas byer. Turisterne er væk, millioner arbejder hjemme, og nu kan man cykle tværs gennem Paris. Krisen kan skabe en ny europæisk storby. En grønnere by. Men også en by, der er mindre international
Informations udsendte kan gå direkte ind på på Louvre-museet i Paris. Normalt er der lange køer på denne tid af året.

Informations udsendte kan gå direkte ind på på Louvre-museet i Paris. Normalt er der lange køer på denne tid af året.

Kamil Zihnioglu

Udland
3. september 2020

Paris virker større, afstandene længere, man promenerer ensomt langs Seinen, hvor et par dovne gymnasieelever spiser Big Macs i skyggen med benene dinglende ud over vandet.

Har broerne altid været så brede?

»Bare gå ind, der er ingen kø,« siger vagten foran Louvre-pyramiden. I parken under Eiffeltårnet sidder pletter af mennesker spredt som krummer på et køkkengulv.

De kinesiske turister er væk, pariserne er væk, kontorarbejderne sidder derhjemme. Og bedst som byens hotelejere havde sat deres lid til tyske turister, steg smittetallet i Paris så meget, at de også bliver hjemme.

Corona har forandret Europas storbyer, »og det kommer ikke til gå i sig selv, når der kommer en vaccine«, som Eric Corijn, der er professor i geografi på Vrije Universitet i Bruxelles, sagde til mig, da vi skypede forleden.

Millioner af europæere er hjemmearbejdende på ubestemt tid, og selve »ideen om at putte 7.000 mennesker ind i en bygning kan være fortid«, som chefen for Barclays, Jes Staley, sagde på et pressemøde i april.

Det er en totalt uvidenskabelig sammenligning, men for et års tid siden så der sådan her ud foran Louvre i Paris.

Det er en totalt uvidenskabelig sammenligning, men for et års tid siden så der sådan her ud foran Louvre i Paris.

Alain Jocard

Strømmen af fly og internationale rejsende er ebbet ud. De nepalesiske opvaskere og argentinske deltidstjenere ankommer ikke længere til København og Berlin, og turisterne, som tegner sig for en tiendedel af BNP i både Spanien og Italien, er stort set væk. Imens truer onlinehandel med at udkonkurrere de fysiske butikker, og så er der alle cyklerne: Over hele Europa maler arbejdsmænd i refleksbukser cykelstier, hvor der før var larmende hovedveje. I Paris, London, Milano, Rom og Berlin, »selv i Tirana kommer der cykelstier«, siger Morten Kabell, der er generalsekretær i det europæiske cyklistforbund.

I Bruxelles må bilerne nu kun køre 30 kilometer i timen de fleste steder, og det skal hjælpe cyklisterne. Bystyret i Rom vil bygge 150 kilometer cykelsti.

Halvdelen af Europas befolkning bor i byen, og nu er byen forvandlet. Men hvor længe?

Nu står jeg her på den stille gang foran viceborgmesterkontoret på Hôtel de Ville i midten af Paris, et par dage før sommerferien slutter. Jeg vil finde ud af, hvilken by der venter på den anden side, og så er Paris et godt sted at begynde.

Den verdensomspændende bevægelse

På væggen hænger et computergenereret billede af Seinens bred indhyllet i buske og græs, med legestativer til ungerne og en bred cykelsti. Som et stisystem i Valby. Er det fremtidens Paris, spørger jeg viceborgmesteren fra De Grønne, Christophe Najdovski, da vi har sat os i de imiterede læderstole. Er det den europæiske storby efter corona?

»Hør,« siger han gennem den hvide ansigtsmaske og åbner det store vindue bag skrivebordet. Under os løber Rue de Rivoli, der skærer gennem byen forbi Louvre og Tuilerierne. På få uger er gaden blevet forvandlet fra tresporet hovedvej til cykelgade, to af de tre baner tilkommer nu cyklerne.

»Paris er stille,« siger Najdovski, som er borgmester for »forgrønning«.

»Tidligere kunne man ikke høre, hvad man selv tænkte, på grund af bilerne. Fremtiden er grøn.«

Sammen med den socialistiske overborgmester Anne Hidalgo, der blev genvalgt i juni, er Najdovski ved at udrulle planen om ’15-minuttersbyen’. Ville du quart d’heure. Alt hvad en pariser har brug for – indkøb, arbejde, parker, cafeer, biografer – skal kunne nås inden for 15 minutter til fods eller på cykel. Alle gader skal have en cykelsti inden 2024. 60.000 af byens godt 80.000 gadeparkeringspladser skal væk, og der skal plantes 170.000 træer – fire »byskove«, som de kalder det.

Men ser viceborgmesteren en fælles retning for Europas byer, spørger jeg? Er London, København og Rom på vej i den samme retning – hans retning? Og han nikker.

»Lige nu sker de samme tiltag over hele Europa, og COVID-19 har forstærket udviklingen. Vi har en verdensomspændende bevægelse, der vil gøre vores byer mere åndende, mere liveable, mere grøn.«

Kolera og den antropocæne krise

Da den sidste store koleraepidemi brød ud i København i midten af 1800-tallet, forandrede det byen for altid. Ikke fordi sygdommen i sig selv var ny, »men fordi den skubbede til en udvikling, der allerede var i gang«, som Tom Nielsen, der er professor på Arkitektskolen Aarhus, sagde til mig, da vi talte i telefon et par dage tidligere.

Koleraen bekræftede arbejderbevægelsens krav om at slippe ud af de overfyldte baghuse og mørke fabrikshaller. Alle kunne pludselig se, at der var brug for luft og lys, så voldene blev åbnet, de første byggelove blev vedtaget, Brumleby blev opført.

»Det endte med at føre til den modernistiske byplanlægning med lys og luft mellem husene. Det endte med forstaden, grønne områder, altaner og lyse boliger,« sagde Tom Nielsen.

Nu gør corona måske det samme: forandrer byen ved at skubbe til udviklinger, der allerede var i gang. Før pandemien diskuterede vi jo masseturismens konsekvenser for byen, butiksdød, fleksible arbejdstider, cyklisme og klimasikring.

»Hvis pandemien bliver en ny normal, der spiller sammen med klimaforandringerne, kan det virkelig forandre byen,« siger Tom Nielsen.

»For hvor fedt er det at bo i Paris, hvis der er 40 grader om sommeren? En pandemi det ene år, en orkan det næste, og så en hedebølge. Metrosystemerne bliver farlige, man skal gå med masker. Det udfordrer idealet om den tætte by.«

At føde en ny verden

Den italienske forfatter Antonio Gramsci skrev i mellemkrigstiden, at »den gamle verden er døende, og den nye har svært ved at blive født«. Men sådan er det ikke med den moderne storby. Den nye verden blev befrugtet i 1950’erne, og lige nu bliver den født for øjnene af os.

I Paris hedder den ’15-minuttersbyen’, I Amsterdam ’the accessible city’. I Bruxelles taler man om ’la ville marchable’, den gåvenlige by. I London om ’streetspace’.

»Byerne bruger forskellige ord, men det er grundlæggende de samme tanker, som vi har arbejdet med i København,« siger byplanlægger Jan Gehl, da jeg får fat i ham på en telefon fra Sejerø, hvor han holder ferie.

Hans bog Livet mellem husene er oversat til 32 sprog og har spillet en væsentlig rolle for den »verdensomspændende« bevægelse, Najdovski taler om. Da den franske udgave kom, skrev borgmester Anne Hidalgo forordet.

Det hele startede i Greenwich Village i slut-1950’erne, da litteraten Jane Jacobs samlede borgerne til protest imod New Yorks notoriske planlægningschef, Robert Moses. Han ville pløje en motorvej gennem deres kvarter, men borgerne sagde nej, bilerne skulle ud, og deres by skulle ikke længere designes af omnipotente samfundsingeniører.

Jacobs skrev i 1961 bogen The Death and Life of Great American Cities, som blev bevægelsens evangelium, og manden bag ’15-minuttersbyen’, akademikeren Carlos Moreno, refererer stadig til Jacobs som sin store inspiration.

Den nationale storby

Jeg sætter mig på en café i skyggen. En flok veninder diskuterer noget om deres kærester, som vist har været rigtig tarvelige, de ryger cigaretter og gestikulerer, alle taler fransk. Bagefter går jeg ned i metroen, og her er det det samme: tilsyneladende kun franskmænd, og Paris føles pludselig mindre som en international storby og mere som en fransk hovedstad.

»Jeg tror, vi kommer til at se, at storbyerne bliver bedre forbundet til deres nationalstater,« siger boligminister Kaare Dybvad (S), da vi taler sammen i telefonen.

»Den udvikling, som har været i mange byer i Europa og USA med en økonomi bygget på åben tilgængelighed for turister, fly og arbejdskraft fra udlandet, ind og ud, den vil åbenlyst blive begrænset nu. De forestillinger, som har domineret siden Murens fald – åbne markeder, den globale landsby, at alt skal være tilgængeligt – jeg tror, det er ved sin ende.«

Det er også en diskussion, der var i gang før corona. Siden 2016 – siden Brexit og Trump – er storbyen blevet et symbol på kulturel og politisk polarisering. Vi er blevet vant til valgresultater, hvor valgkredse i byerne lyser op i en anden farve end resten af nationen. Det Gule Danmark, Somewheres and Anywheres, de ’rodløse kosmopolitter’ i London, Wien og Paris.

Nu er det måske ved at vende. Statslige arbejdspladser flytter til Thy og Kerteminde, og politikerne står i kø for at minde os om, at Danmark skam har brug for produktionsarbejdspladser. Og så kom corona.

»Jeg tror, vi kommer til at ændre vores opfattelse af, hvad et centralt sted er,« siger Tom Nielsen.

Han bor selv i Langå sydvest for Randers, men føler også, at han bor i Aarhus.

»Jeg pendler ind til Aarhus, jeg køber falafler i Aarhus. Jeg bor også i Aarhus, i den jyske millionby. Byen slutter jo ikke, bare fordi der kommer marker. Byen er et funktionelt system, byen er det hele.«

Hvis man alligevel kan arbejde hjemmefra to-tre dage om ugen, hvis byen alligevel er umuligt dyr at leve i, hvis vi alligevel har lært at bruge Zoom og Skype … Så kan man også bo lidt længere ude.

Det er hverken en by, der slutter efter 15 minutter på cykel, eller en by, der udstrækker sig 15 timer i fly. Det er en mere regional by. Halvandentimesbyen måske.

Corona har i hvert fald – som den britiske Cambridge-politolog Helen Thompson i sidste uge skrev i The New Statesman – »givet et hårdt slag til de politiske kræfter, som prioriterer økonomisk kosmopolitisme over nationalstaten«.

Kontrol bliver vigtigere end tilgængelighed. Kontrol med smitten, med migrationen, med varer. Vi skal selv producere masker og penicillin, måske endda fødevarer nok til at forsørge os selv. Er det tidsånden, der skifter?

Ro på, altså

»Nej!«

Richard Sennett bliver næsten vred, da jeg ringer for at spørge, om storbyen som globalt knudepunkt for ideer, fællesskab og vækst er i krise.

»Nej, det kan man kun tro på, hvis man er Donald Trump-støtte,« siger Sennett, der i mange år både var professor på London School of Economics og New York University.

I årevis har han selv pendlet mellem New York og London. I et interview for en del år siden fortalte han, at han har en cello i begge byer, for det er for besværligt at fragte instrumenter over Atlanten. I alle årene har han advokeret for »den tætte by«. At byen er noget særligt, at byen skaber »agglomerationseffekter«, magiske synergier, der opstår, når mange mennesker arbejder på det samme på samme tid.

»De konkurrerer og samarbejder på en gang,« siger Sennett. »Hvorfor ligger alle techselskaberne i Silicon Valley, det burde ikke give mening. Det er, fordi den uformelle udveksling af ideer og erfaringer betyder noget.«

Børn i de samme skoler, business lunches og cocktailfester, et par softwareudviklere, der følges ad til fitness … Det giver noget, som møder over Zoom ikke kan erstatte.

»Over en computer er det svært at få glæde af agglomerationseffekter,« siger Richard Sennett. »Du forholder dig kun til den opgave, der er dig stillet. Det gør vidensarbejde mere ’fordistisk’ (mere som samlebåndsarbejde, red.).«

Om aftenen spiser jeg middag hos en ven i Paris, og da vi bagefter drikker øl på en bar tæt på hans hus, bemærker han lakonisk, at livet i byen de senere år har føltes som én lang række af kriser: terrorangreb, De Gule Veste, strejkerne, hedebølgerne, branden i Notre Dame og nu corona. Men Paris står endnu.

Byer er hårdføre. Allerede tyve år efter atombomben var befolkningsudviklingen i Nagasaki tilbage på sporet. 9/11 ødelagde ikke New York.

»Ro på,« som byplanlæggeren Jan Gehl sagde til mig. »Vi skal nok komme op af beskyttelsesrummene igen. Det er så grundlæggende for homo sapiens at være sociale dyr. Hver anden husholdning i København består af én person, og så kommer arbejdspladsen til at spille en meget vigtig rolle som social institution. Det der med, at vi bare kan sidde hjemme og arbejde, flytte på landet og ud i et sommerhus, det tror jeg ikke en døjt på.«

Fodboldfans kan ikke nøjes med at se kampe på tv. 21-årige vil på musikfestival. Studerende vil diskutere i forelæsningslokalerne.

Skal høre vandet klukke

På borgmesterkontoret er døren åben ud til gangen. Rådhuset er stille og sommertomt, Christophe Najdovski har god tid, kan man mærke.

»I sidste ende kommer det hele an på politiske beslutninger,« siger han, mens et par svedpletter langsomt vokser frem i folderne på den kortærmede, lyseblå skjorte.

Byen forandrer ikke sig selv. Det er da morsomt at skrive artikler om tendenser og ideer, men tendenser bygger ikke cykelbaner og planter ikke træer. Det kræver politiske koalitioner, det kræver penge.

Men derfor er der jo også en risiko for, at cruiseturisterne bare bliver ved med at ankomme til Amsterdam, siger jeg. En risiko for at intet forandrer sig.

»Ja, men jeg tror det ikke,« siger Najdovski, og så fortæller han om glæden ved at kunne høre vandet klukke i byens fontæner, om fuglene og den rene luft.

»Krisen har afsløret et dybt behov for en ny forbindelse til naturen og til hinanden. For natur og ren luft. Et anderledes arbejdsliv, hvor vi kan bruge mere tid med vores familie. Det er det, borgerne vil have, kan vi se,« siger han.

»Det er den by, vi vil skabe. Over hele Europa.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ete Forchhammer

15 minutters-byen!? Fin tanke! Den forsøges i den nye bydel hvor jeg bor blandt overvejende yngre mennesker. Vi har ca. 10 minutter til tog, bus, bibliotek og butikker. Og hvad ser jeg? Mine unge naboer ta’r da bilen fx efter "morgenbrød"...
Den megen kønne grønne tale om bæredygtighed er vist ikke noget der kommer en hverdag ved, og bydelens administratorer gælder den mest i pr-venligt omfang?

Birte Pedersen, Marianne Jespersen, Thomas Tanghus, Gitte Loeyche, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Marianne Jespersen

At København trænger til flere grønne områder mellem husene især i de nye kvarterer har sommerens udfordringer jo vist tydeligt. Vigtigst er at "by og havn" bliver nedlagt - og der kommer flere billige almen boliger - og så skal man holde igen med borgmester-, ingeniør- og arkitektambitioner om monumentalt tæt højhus - og tætby som f.eks. Lynetteholmen med tunnel mv.. Nogle af os husker at vi fik forhindret Søringsprojektet og nogle af de vanvittige store nedrivninger og totalsaneringer i de sidste 30 år af det forrige århundrede. Desværre græmmes man over det uhæmmede brutale, kompakte og tætte høje byggeri, der tillades nærmest overalt i byen. F.eks. Carlsberg, Kalvebod brygge, Ørestad, Selv på Nørrebro har man klasket et højhus op ved lygten. Nogle synes det er flot, men hvad skal det dog der !!!

P.G. Olsen, Per Torbensen, Estermarie Mandelquist, Kim Houmøller, Birte Pedersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Jeg er meget enig med Marianne Jespersen. Derfor er jeg meget stolt af at vi på Christianshavn formåede at forhindrede Københavns Kommune at opfører 6 stk. højhuse på Krøyers Plads på Christianshavn ved at vi bl.a. dannede foreningen, Københavnere mod fejlplacerede højhuse i 2004. Det afstedkom at der blev besluttet at der inden for voldene ikke måtte bygges højhuse.

Trond Meiring, Per Torbensen og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar

Det man har været villig til at gennemføre med tvang, og til at opgive, selv i det vi ellers har betragtet som den frie verden, vil have større betydning end noget andet. Intet bliver det samme igen.

Når jeg ser på hvordan Corona-virussen har udviklet sig overalt, så står jeg med en oplevelse og forståelse af, at corona-virus er noget vi skal leve med i al fremtid, - selv om der findes en vaccine i de nærmeste år.

Når corona-virussen tilsyneladende ikke går væk giver det samtidig anledning til at tænke over fremtiden på en anden måde end den vi hidtil har gjort, for spørgsmålet der gemmer sig bagved er jo, - hvad bliver det næste, og hvor lang tid vil der gå inden vi oplever det, og ikke mindst hvor lang tid vil der, i bedste fald, gå inden der kommer en vaccine imod dette, hvis det findes.

steen ingvard nielsen

Hørt!
Det lyder da interessant Tom Nielsen: hvis vi skal til at se på byen på en anden måde eller til, at bygge den op igen, på en helt anden måde.
Trekantsområdet, var jo tænkt på den måde, (jeg sad hos Vejle Kommunes Byplanafdeling, da ideen blev født) men jeg tror aldrig helt den blev ført ud i livet, desværre, men det kan jo så være at det sker nu!
Det bliver interessant at se.