Interview
Læsetid: 9 min.

Dansk topdiplomat: »Vi står i en ny kold krig. Desto mere er vi tvunget til at forstå Kina«

Washington, Beijing, Berlin: Topdiplomat Friis Arne Petersen takker af efter 41 år i udenrigstjenesten. Vi er allerede i Kinas århundrede, mener han – uanset hvor meget Trump måtte slå om sig i et USA, der ikke forstår at bruge frugterne af globaliseringen
Friis Arne Petersen har i en halv menneskealder været med til at definere dansk udenrigspolitik, både som Direktør for Udenrigsministeriet og fra 2005 som dansk ambassadør i Washington, Beijing og Berlin. Nu stopper karrieren – og han er ikke just tryg ved udsigten til, at Donald Trump atter kan blive amerikansk præsident.

Friis Arne Petersen har i en halv menneskealder været med til at definere dansk udenrigspolitik, både som Direktør for Udenrigsministeriet og fra 2005 som dansk ambassadør i Washington, Beijing og Berlin. Nu stopper karrieren – og han er ikke just tryg ved udsigten til, at Donald Trump atter kan blive amerikansk præsident.

Hannes Jung

Udland
7. september 2020

»Vi er der allerede. Vi står ved begyndelsen af en ny slags ’kold krig’ mellem USA og Kina, der kun vil blive hårdere og koldere i de kommende årtier. Men klart – en Trump 2 vil forværre vores muligheder markant for at forme det 21. århundrede i en rationel, europæisk retning.«

Man kan være enig eller ej. Men der er vægt bag ordene. Denne smukke sensommerdag i berlinerparken Tiergarten kommer ordene fra Friis Arne Petersen. Han har tilbragt de sidste 15 år som dansk ambassadør i klodens tre formentlig vigtigste magtcentre set fra København: Washington, Beijing og Berlin. Han er samtidig manden, som i denne uge efter 41 år har taget afsked med en helt usædvanlig karriere som en af den danske udenrigstjenestes mest centrale figurer.

Med skandalen i Forsvarets Efterretningstjeneste, der få dage før overdragelsen tirsdag i sidste uge havde bragt hans efterfølger til fald, blev afskeden anderledes end tænkt. Også selv om Udenrigsministeriet efter en feberredning har fløjet Susanne Hyldelund ind til jobbet i stedet for Thomas Ahrenkiel, der blev fritaget fra tjeneste som følge af FE-sagen.

»Jeg har haft mine sager,« siger Friis Arne Petersen med et lidt ærgerligt skuldertræk efter vores korte cykeltur fra ambassaden og ind i Tiergarten.

»Men det her, det er ikke min sag.«

Vestens største drama

Før Friis Arne Petersen blev ambassadør, var han fra 1986 til 2005 først højre hånd for udenrigsministrene Uffe Ellemann og Niels Helveg for derefter at indtage den magtfulde post som direktør for Udenrigsministeriet. Her havde han fortsat en stor finger med i spillet om østudvidelsen af EU og NATO – og om Danmarks deltagelse i Irakkrigen.

Men da han i 2005 indtog ambassadørposten i Washington, havde han aldrig drømt om den kinesisk-amerikanske konfrontation, som verden er præget af i dag. Få år forinden var Kina blevet WTO-medlem, og landets eksport og økonomiske boom buldrede derudad med hjælp fra vestlig kapital og investeringer.

Friis Arne Petersen

  • Født 1952.
  • Opvokset i Skagen, gymnasium i Frederikshavn, studeret statskundskab og nationaløkonomi i København.
  • 1979: Ansat i Udenrigsministeriet.
  • 1986-1994: Ministersekretær og sekretariatschef for Uffe Ellemann og Niels Helveg
  • 1997-2005: Direktør for Udenrigsministeriet.
  • 2005-2010: Ambassadør i Washington.
  • 2010-2015: Ambassadør i Beijing.
  • 2015-2020: Ambassadør i Berlin.

»Det så ud, som om vi var ved at skabe en multipolar verden, som var forankret i internationale regler. Og at den orden var så attraktiv, at alle i Vesten og formentlig også andre steder ville tage den til sig,« siger Friis Arne Petersen.

»Skæbnens største drama i mine 15 år som ambassadør er, at det er USA, en amerikansk præsident, der har mindst respekt for den vision, for fortsættelsen af den liberale internationale orden. Det er ikke kineserne, der har sagt, at jeres vestlige liberale orden og værdier med Parisaftalen, WTO, FN-systemet, NATO og nedrustningsaftaler kyler vi altså væk. Det kommer fra Washington.«

Håbløs afkobling

I Washington blev det klart, at Kina og USA’s forhold vil skabe det 21. århundrede. Og at Europa ikke længere er i centrum af verden.

»Det gik op for mig, at vi er tvunget til at forstå Kina langt, langt bedre. Vi skal forstå hinandens ømme punkter. For i modsætning til den »første« kolde krig er vi jo dybt økonomisk sammenflettet med Kina.«

Som understregning af, at Trumps fantasi om en »decoupling« er håbløs, vifter Friis Arne Petersen med sin iPhone: Designed in California, assembled in China.

– Er Trumps præsidentskab i bund og grund et symptom på en afsporet amerikansk globaliserings- og kinapolitik?

»Det kan man godt sige. Men det ironiske er, at USA’s økonomiske system i den grad forstår at høste frugterne af globaliseringen, mens det politiske system ikke evner at fordele dem og skabe en social- og skattepolitik, så underklassen og den lavere middelklasse – altså samfundet som helhed – støtter op om globaliseringen. I stedet prøver Trump at rette op på den angst, som den amerikanske arbejder har for sit job og sin fremtid, men han gør det med handels- og udenrigspolitik og ikke med en ordentlig skatte- og socialpolitik. Og imens splittes landet af blandt andet racespørgsmål, som Trump ikke synes at forstå dybden af, og risiciene for det amerikanske samfunds fremtid.«

Udmattet af krig

Med julelys i øjnene fortæller den danske diplomat om det ufatteligt høje niveau i amerikanske tænketanke, forskningsinstitutioner og ministerier.

»Hvis den næste præsident atter drager de her institutioner ind i sine politiske rationaler, så tror jeg faktisk på internationalt fremskridt,« siger han.

»Hvis det bliver Biden, så tror jeg også på, at han vil arbejde sammen med Kina, Indien, Japan og Europa om klima og handel. Hvis Trump får fire år mere, vil vi opleve en øget polarisering ud fra den allermest kritiske Kina-linje i det amerikanske samfund, som folk som Robert Lighthizer (den amerikanske handelsrepræsentant, red.) og Mike Pompeo (USA’s udenrigsminister, red.) står for.«

Friis Arne Petersen må atter ryste på hovedet ad Trump, selv om han også ser ham som en »seismograf for den amerikanske tidsånd«.

»Trump har aflæst, hvor udmattet USA er af krig efter de seneste årtiers krige, altså især Irak og Afghanistan,« siger han.

»De krige gør, at USA nu i en vis grad træder tilbage fra sit internationale lederskab og samarbejde om ting, som det havde været vigtigere at have amerikansk lederskab på: klima, sikkerhed, forsvar, handel.«

Kinesiske »fejl«

I USA havde Friis Arne Petersen oplevet et land, hvor den individualisme og ulighed, som amerikanerne mener skaber dynamik, er røget »helt ud af balance«. I Kina fra 2010 oplevede han en forrygende dynamik på et helt andet grundlag.

»Et – i hvert fald af navn – kommunistisk parti kan ikke tage så meget uligevægt om bord efter så mange årtier med vækst. Det ville med stor risiko føre til politisk kaos,« siger han.

»Meget af succesen i Kina skyldes, at ledelsen forstår, at der skal være en ligevægt i den socialøkonomiske udvikling. Og at befolkningen går med på argumentet: Vi har hevet flere hundrede millioner mennesker ud af fattigdom, også selv om det i udviklingen har kostet noget på menneskerettigheder og demokrati,« siger han.

»For de unge kinesere har et flerpartisystem ikke stået øverst på ønskelisten. De vil have gode uddannelser, rejser, et godt job og en lejlighed – og det er faktisk lykkedes i mange provinser.«

– Det er et meget venligt billede, du tegner af Kina – risikerer vi ikke at sælge ud af de vestlige værdier med en så mild og vækstfokuseret tolkning?

»Klart, i Hongkong rammes mange, også journalister, fordi de går længere, end den kinesiske ledelse tåler. Derfor skal vi i Vesten også blive ved med at pege på den brutale håndtering i Hongkong og på de mange politiske fejl som i Xinjiang (hvor det undertrykte muslimske mindretal uighurerne overvejende bor, red.).«

– Du siger »fejl«. I Hongkong har Kina forgrebet sig på en aftale, der løber frem til 2047, og der er international opstandelse over undertrykkelsen af uighurerne. Det er jo et autoritært styre. Er det ikke systemisk forankret?

»Siden 2015 er systemet blevet mere autoritært og har lukket sig om sig selv, i takt med at det eksterne pres er vokset. Kina er på mange måder for gammeldags og ikke dygtige nok til at løse problemerne i et så mangfoldigt og komplekst samfund,« siger Friis Arne Petersen.

»Men jeg ser ikke et Kina, der socialt taber så meget sammenhængskraft som USA.«

I diplomatens øjne skal alle i Vesten være »mere modige og faste om værdispørgsmål« i forhandlinger med Kina. Men vi må også acceptere, at Kina er et etpartisystem, som vi hverken kan isolere eller ændre udefra.

»Vi skal kritisere og påvirke. Men hvis kineserne ikke tror på, at vi ikke vil blande os i deres indre anliggender, så er vi på kollisionskurs igen. Det er den fine balance, vi skal finde for at få indflydelse og ægte dialog.«

Hannes Jung
Fransk drama

Fra 2015 så Friis Arne Petersen verden fra et nyt, tysk-dansk perspektiv. Flygtningekrisen og den danske regerings grænselukning blev lidt af en ilddåb, men i det store billede har Brexit og valget af Trump været de skelsættende begivenheder.

Hvad Tysklands politiske fremtid efter Merkel angår, er han helt rolig. Det store europæiske drama ligger derimod i Frankrig, som det ses i den massive modstand mod Macrons reformer.

»Tyskland er den tøvende hegemon, der – også på grund af sin historie – ikke ønsker at lede Europa. Nu har Merkel og Macron fundet hinanden bedre end ventet, og det er positivt. Men vi kan ikke være sikre på, om det efter det næste valg er Le Pen, der skal føre fransk Europa-politik.«

Friis Arne Petersen ser derfor Merkels aktuelle EU- og udenrigspolitik som »klog og betænksom« i Europas klemte position.

»Merkels fokus er øget sammenhængskraft i Europa. Det lyder ikke så elegant og visionært som Macrons drøm om strategisk autonomi. Men med Brexit har vi lært, at Europa skal bevise sig selv med helt konkrete resultater. Det gælder også EU’s suverænt største succes: det indre marked.«

– Men man forelsker sig ikke i det indre marked …

»Jo, det tror jeg faktisk. Hvis folk har job og økonomisk sikkerhed,« siger Friis Arne Petersen.

»EU’s fokus på fornyelsen af det indre marked og budgetaftalen med stor vægt på digitalisering og bæredygtighed trækker faktisk i denne retning. Men det skal omsættes til konkrete politikker, der kan øge vores europæiske sammenhængskraft – også i franske øjne.«

Og udadtil? Her har Europa god grund til at bide negle op til det amerikanske valg. For med Trump 2 vil konfrontationen mellem USA og især Tyskland om NATO-bidrag og handelsbalancer formentlig blive endnu værre.

»Her har Merkel og Europa egentlig gjort det rigtige siden 2016. Vi rykker efterhånden på forsvarssamarbejdet og det geopolitiske område – og holder samtidig fast i USA så vidt muligt.«

Med Kina som største samhandelspartner går Tyskland forrest i en linje, der handler om både samarbejde, konkurrence og rivalisering frem for den trumpske konfrontation, mener diplomaten.

»Merkel overvejer konstant, hvor vi kan presse Kina på retsstat og menneskerettigheder – uden Trumps ensidige for eller imod-retorik, der let leder til bilaterale kampe i stedet for multilaterale aftaler.«

At dømme historien

Friis Arne Petersen har talt i halvanden time og ligner en, der roligt kunne tale et par timer mere. Selv da samtalen bliver mere personlig, tøver han ikke.

»Jeg er virkelig ambitiøs på Danmarks vegne,« siger han.

»Vi har nået så meget som nation, så jeg synes faktisk, det ville være fejt at gemme sig.«

Måske er det den iver, der har ført til nogle uheldige personalesager, som endda har nået den danske presse.

– Du er ikke kun kendt for at have et stærkt fokus på ambassadernes øgede handelspolitiske arbejde, men også for at være en krævende chef og lidt af en hård hund. Hvilke sager ville du gerne have været foruden?

»Jeg har begået fejl, som jeg har været dybt berørt af. Det har jeg tænkt meget over: Har jeg haft for travlt og været for utålmodig? Men det, jeg har været mest berørt af, har nok været de politiske sager, hvor vi har begået fejl. Hvor vi ikke har kunnet udrette det, vi håbede på.«

– Kan du give eksempler på det?

»Nej, det har jeg ikke lyst til at gå ud med nu. Det er ikke seriøst at dømme historien med den viden, vi har i dag.«

Hjem i bad

Vi cykler langsomt tilbage mod ambassaden. Friis Arne Petersen fortæller om, hvordan han i sin barndom i Skagen egentlig ville være fisker. Men EF-afstemningen i 1972 og oliekrisen året efter tændte hans sult efter at forstå Europa og verden, så han allerede i begyndelsen af tyverne vidste, at Udenrigsministeriet var hans livsdrøm.

Kort efter – eller efter 41 års tjeneste – står vi atter foran ambassaden, hvor den danske udenrigsminister er på besøg.

»Jeg har aldrig været i tvivl om, det var det her jeg ville. Det har været ekstremt privilegeret, og jeg har nydt det meget – og det har haft en høj pris i form af et meget stort arbejdspres.«

Om det gør ondt at forlade Berlin, som han har lært at elske? Egentlig ikke. For fremtiden skal den snart 68-årige diplomat godt nok bo i København og være partner i konsulentbureauet Rud Pedersen, som de seneste år har trukket mest opmærksomhed som lobbyister for den russiske Nord Stream 2-ledning. Men han skal nok komme regelmæssigt tilbage til Berlin, hvor han stadig er stamspiller på sit lokale tennishold.

Om gør det ondt at forlade Udenrigstjenesten?

»Tiden er gået hurtigt,« siger han og læner sig op ad cyklen.

»Men det er som efter en lang, hård tenniskamp. Så må man se at få sig et bad. Og komme hjem og nyde det hele lidt før den næste opgave.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Philip B. Johnsen

Kina.
+300 millioner kinesere er overforbrugere, som danskerne er flest, en overforbrugende del af en anderledes markedsøkonomi, der skaber ekstrem rigdom til de få, voksende økonomisk ulighed samt de menneskeskabte klimaforandringer fra CO2 udledning, der stopper udviklingen for alle mennesker globalt, der samtidig i Kina fastholder de resterende over 1,1 milliard mennesker i fattigdom, uden mulighed for at flygte fra realiteterne.

Folkestyret i Danmark.
Borger i det danske folkestyre, har muligvis fortsat generelt en forventning om, at politikkerne ikke modarbejder befolkningen, hvilket der i klimaforskningen er samlet set entydig videnskablig dokumenteret evidens for, er en befolkning der leve på en løgn.

Generelt er folkevalgte politikere politisk dagligt virkende ved hemmeligholdelse af omfanget af den menneskeskabte klimakatastrofe og konsekvenserne af den nuværende politiske kurs for kortsigtede økonomiske gevinster, uden bæredygtig energi til den førte politik, en manglende fremtidig beskyttelse af borgerne, med katastrofale menneskelige konsekvenser, bevist dagligt forsøgt skjult for borgerne af politikkerne.

Kina kan i morgen vende skuden og lade alle 1,4 milliard mennesker, starte en bæredygtig fremtid.
Det ligger ikke lige kortene, at Kina stopper CO2 udledningen i morgen, men det burde muligvis danne stof til eftertanke.

Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

Herligt interview.

Jeg indrømmer blankt altid at have været tilhænger af en aftale- og regelbaseret verdensorden - det Friis Arne Petersen refererer til som "Parisaftalen, WTO, FN-systemet, NATO og nedrustningsaftaler" - plus EU, hvis vi begrænser os til Europa; så det virker jo nok fremmende for begejstringen over artikelen !!

Søren Dahl, John Scheibelein og Morten Voss anbefalede denne kommentar
Michael Hullevad

Kina producerede +6000 kulkraftværker i 2019. Japan og Indien er også godt med. Fru merkelig har meddelt fortsat udvinding af brunkul til foreløbigt 2035. Det er svært at være optimist, Dansk enegang vil blive ekstremt dyrt! Alle de fine tiltag internationalt lignier tom populisme, et er snak, noget andet er handling. Billige elektricitet er vejen frem, bare ikke baseret på fossil energi. Forskning og udvikling er det eneste håb vi har, gerne i Danmark.

Min fornemmelse er, at vi er ensidigt anti-kinesiske.
Vi har demokrati: folkestyre, men vi har også privatejet pengemagt.
Hvilken af de to magter, der er stærkest, er nok svært at blive klog på.
Hvad har Kina?
Et-parti-styret statsmagt, der styrer pengene?
Og som skal tilfredsstille folket?
Jeg ved det ikke!
Vi har alt for lidt sober almenviden om Kina, vil jeg mene.

Søren Dahl, Dan Jensen, kjeld hougaard, Flemming Berger, ingemaje lange, Anina Weber, Kjeld Jensen og John Andersen anbefalede denne kommentar

Kære Arne Thomsen: helt enig. Kort: kinesere har de sidste 3000 å haft det man venligt kan kalde en holistisk samfundsmodel: Alt, undervisning, militær business skal integreret understøtte det staten = ”befolkningen” anser er ret for nationen, lykkes Staten ikke, bliver der revolution. Senest Mao, først for ca. 3000 år siden. Men – måske lige så vigtigt at få lidt selvindsigt. Her fra sidelinjen – p.t. i Asien – ser jeg udviklingen som afslutningen på en flere hundrede års verdens dominans af et ” et rationelt, europæisk” Vesten. ”At forme det 21. århundrede i en rationel, europæisk retning”, det forudsætter nok at de stammefolk som nu udvikler deres egne samfund baseret på deres egen identitet-kultur, udenfor den Nord-Atlantiske hvide mands kultursfære. Visionen forudsætter at de er rationelle, europæiske, eller vil/kan blive det. Det sidste de stammefolk jeg har truffet vil, det er at de – IGEN – skal blive fortalt af at våres samfundsform/kultur bør efterstræbes. Selv Danmarks glorværdige indsatser på slagmarken i kampen for friheden [til at være Europæiske rationel], synes ikke omvende Afghaner, eller Iraker. Vi må se hvordan det går nede i Afrika. Va’ med at finde i ny Shah i Iran? Med Piet Hein: ”mod gensidig agtelse higer vår sjæl, men det er så svært at lære det. Dels tror vi andre er lisom os selv, dels tror vi de burde være det”.