Interview
Læsetid: 8 min.

Efter historisk fredsaftale: Forstå Mellemøstens nye magtalliancer

Revolterne i 2010-11 og USA’s passivitet har skabt nye konfliktlinjer i Mellemøsten, hvor tre magtcentre hiver i hver deres retning. Det er den nye fredsaftale mellem Israel og emiraterne blot det seneste eksempel på. Meget står og falder med valget i USA, og om EU kan tale aktørerne til fornuft, siger ekspert
»De Forenede Arabiske Emiraters normalisering af relationerne med Israel har formaliseret og manifesteret de nye brudlinjer i regionen,« forklarer mellemøstforsker Cinzia Bianco med henvisning til den nyligt indgåede fredsaftale mellem de to lande, der af USA’s præsident, Donald Trump, blev kaldt historisk.

»De Forenede Arabiske Emiraters normalisering af relationerne med Israel har formaliseret og manifesteret de nye brudlinjer i regionen,« forklarer mellemøstforsker Cinzia Bianco med henvisning til den nyligt indgåede fredsaftale mellem de to lande, der af USA’s præsident, Donald Trump, blev kaldt historisk.

Nir Elias

Udland
8. september 2020

ISTANBUL – Da Israels daværende udenrigsminister Shimon Peres i 1993 skrev en bog med titlen Det Nye Mellemøsten, forestillede han sig en region, hvor israelerne havde normale relationer til naboerne. Måske ligefrem en union ligesom EU med Israel i førersædet som Mellemøstens Tyskland.

Peres’ drøm gik aldrig i opfyldelse. Mellemøsten ligner ikke EU, og Tel Aviv er på ingen måde Mellemøstens Berlin.

I stedet for et indre marked, fælles lovgivning og fri bevægelighed blev det til en destruktiv amerikansk invasion af Irak, voksende iransk indflydelse, kaotiske arabiske revolter og Islamisk Stats opståen.

Men der er faktisk kommet et nyt Mellemøsten – bare ikke det, Shimon Peres havde forestillet sig. Israel er ved at normalisere forholdet til de arabiske monarkier i Golfen. Senest De Forenede Arabiske Emirater. Men hvor Peres forestillede sig Israel spille en ledende rolle, er landet i dag blot én ud af mange aktører i en konfliktfyldt region med tre rivaliserende koalitioner, som langsomt er ved at konsolidere deres regionale magt efter flere års stedfortræderkrig.

»De Forenede Arabiske Emiraters normalisering af relationerne med Israel har formaliseret og manifesteret de nye brudlinjer i regionen,« siger Cinzia Bianco med henvisning til den nyligt indgåede fredsaftale mellem de to lande, der af USA’s præsident, Donald Trump, blev kaldt historisk. 

Bianco er en af verdens førende mellemøstforskere, ansat ved Institute for Arab and Islamic Studies ved universitetet i Exeter i London og tilknyttet den paneuropæiske tænketank European Council of Foreign Relations.

»Det står nu klart, at der er én blok, der består af Israel og magtfulde arabiske monarkier i Golfen. En anden blok bestående af Iran, Irak, Syrien og militante grupperinger i Libanon og Yemen. Og en tredje blok bestående af Tyrkiet, Qatar og regeringen i Libyen. Vi befinder os nu i en fase, hvor disse tre koalitioner har cementeret deres magt i regionen.«

Postamerikansk Mellemøsten

Den nuværende orden er et resultat af Det Arabiske Forår i 2010-11. For ti år siden væltede de arabiske befolkninger deres magthavere på stribe i et forsøg på at skabe en bedre tilværelse, men oprørene satte en kædereaktion af kaotiske begivenheder i gang, hvis efterdønninger stadig præger regionen.

Fra Libyen i Nordafrika over Syrien i Levanten til Yemen på Den Arabiske Halvø har regionale supermagter – i fraværet af en amerikansk ledelse – forsøgt at støtte deres fortrukne grupperinger i et forsøg på at forme efterspillet til deres fordel.

Og meget tyder på, at de regionale magter nu er fremme ved det, der ligner en nogenlunde klart defineret indflydelsessfære.

»Efter ti års ustabilitet og især amerikansk passivitet kan man godt sige, at vi nu befinder os i et nulsumsspil, hvor linjerne er trukket skarpt op. De regionale aktører kan i dag kun vinde, hvad andre taber,« forklarer Cinzia Bianco.

Tre blokke

De tre mellemøstlige koalitioners mål, strategier og aspirationer kan virke uoverskuelige, men det er faktisk ikke så kompliceret, som man skulle tro.

Først og fremmest er der det iranske præstestyre hvis udenrigspolitik og strategiske tankegang er formet af traumet fra Iran-Irak-krigen og 40 års sanktioner. Teheran har siden Den Iranske Revolution i 1979 følt sig truet, og Irans strategi har siden hen været, at »angreb er det bedste forsvar«.

Derfor har ayatollaherne i 40 år intimideret fjenderne i Golfen og Israel ved at støtte shiamilitante grupperinger. Men nu har Teheran tilsyneladende ramt et loft. Det er begrænset, hvor meget et shiitisk præsteskab kan ekspandere i en region med 85 procent sunnimuslimer.

Irans voksende magt – især efter den amerikanske invasion og bortskaffelsen af Saddam Hussein, der førhen holdt Teheran i skak – har fået de sunnimuslimske golfmonarkier (med undtagelse af Qatar) til at danne en antiiransk front. En front, som nu også inkluderer Israel, der frygter Irans regionale ambitioner og atomprogram.

Men denne antiiranske front har også sine begrænsninger – og et manglende manøvrerum. De sunnimuslimske konger og prinser i Golfen skal nemlig konkurrere om indflydelse mod en anden regional sunnimuslimsk stormagt, nemlig Tyrkiet, hvor præsident Erdogan kun er blevet mere aggressiv i løbet af COVID-19-krisen.

Erdogan forsøger i disse dage at køre sig selv i stilling som den islamiske verdens leder, og det gør han ved at øge indsatsen i Nordafrika, Nordirak, Nordsyrien og det østlige middelhavsområde.

Det er blevet påpeget, at disse tre blokke muligvis kan føre til øget fred og sikkerhed i regionen, da de kan holde hinanden i kort snor.

Men det er ikke nødvendigvis tilfældet, forklarer Cinia Bianco.

»En mere hård linje fra De Forenede Arabiske Emirater og Israel mod Iran og Tyrkiet i det østlige middelhavsområde kan føre til yderligere destabilisering. Og den kan tilskynde til en fejlagtig tro på, at regionens mange konflikter kan løses via et nulsumsspil, selv om alt tyder på det modsatte,« siger Bianco.

Jesse Jacob

I dag består Mellemøsten af tre blokke, som hver især forsøger at skabe en regional orden, der tilgodeser egne strategiske interesser.

Den første blok

  • Israel: Landets ledere betragter Iran som den største trussel mod Israel, siden Saddam Hussein sad på magten i Irak. Især Irans støtte til kampdygtige shiamilitante grupperinger i regionen bekymrer israelerne. Israel er ved at normalisere forholdet til monarkierne i Golfen for at holde iranerne i skak.
  • De Forenede Arabiske Emirater (UAE): Kronprins Mohamed bin Zayed ønsker at gøre sin lille nation til en storpolitisk aktør i regionen. Hans seneste træk er normaliseringen af forholdet til Israel. Frygter Irans voksende indflydelse i Den Persiske Golf.
  • Saudi-Arabien: Den royale familie opfatter Iran som en rival, der ønsker at indtage Mekka, hvis ikke der sættes en stopper for præstestyret. Regionalt har saudierne et tæt sikkerheds- og efterretningssamarbejde med Israel og De Forenede Arabiske Emirater.
  • Oman: Har i årevis haft et pragmatisk forhold til samtlige regionale stormagter, inklusive Iran. Men sultanen af Oman er tættest på Saudi-Arabien og dermed også Israel og De Forenede Arabiske Emirater.
  • Bahrain: Det lille monarki kan ikke overleve uden saudisk støtte. Den royale familie er sunnittisk, men mere end 70 procent af befolkningen er utilfredse shiamuslimer, hvilket historisk set har placeret Bahrain i den antiiranske front.
  • Jordan: Kong Abdullah af Jordan, som har en fredsaftale med Israel, kan ikke overleve uden monarkierne i Golfen. Har et ambivalent forhold til Tyrkiet: Mange jordanere har sympati for præsident Erdogan, så Abdullah er nødt til at træde varsomt.
  • Egypten: Abdel Fattah al-Sisi har siden sit kup mod præsident Mursi stillet sig tæt på Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Israel. Men Kairo ser Ankaras indblanding i nabolandet Libyen som en større trussel mod Egypten end truslen, der kommer fra Teheran.

Den anden blok

  • Iran: Lederne i Teheran mener, at Israel og golfmonarkierne aktivt arbejder på at svække Iran politisk og økonomisk. Ser afskrækkelse som den mest effektive strategi og støtter derfor shiitiske Hizbollah i Libanon nord for Israel og Houthi-bevægelsen i Yemen syd for Saudi-Arabien.
  • Irak: Regeringen i Bagdad og de irakiske shiamilitser er styret af præstestyret i Iran.
  • Syrien: Præsident Bashar al-Assad kan ikke meget på egen hånd uden støtte fra Rusland og Iran. Derfor står han loyalt bag Iran i de regionale konflikter.
  • Yemen: Det borgerkrigshærgede Yemen er splittet i to. Den ene del af landet er under saudiskstøttede grupperinger, mens den anden er underlagt den iranskstøttede Houthie-bevægelse. Over de seneste måneder har saudierne opgivet at vende krigen til Riyadhs fordel, så iranerne får formentlig permanent fodfæste i Yemen.
  • Libanon: Det politiske landskab i Libanon er et af de mest komplicerede i hele regionen. Tyrkiet, Saudi-Arabien og Iran har alle sammen indflydelse over landets politiske elite, men den stærkeste gruppering er uden tvivl den militante shiabevægelse Hizbollah, der støttes af Iran med ideologi, penge og våben.

Den tredje blok

  • Tyrkiet: Ankara har altid holdt øje med iranernes ambitioner, men forholdet har været relativt stabilt. Ankaras største rivaler er monarkierne i Golfen, som ligeledes kæmper om sunnimuslimernes gunst. Da Tyrkiets allierede fra Det Muslimske Broderskab sad på magten i Egypten, støttede golfmonarkierne det egyptiske militær i at vælte Mohamed Mursi.
  • Qatar: Sheikerne i det lille fyrstedømme adskiller sig ideologisk fra de andre monarkier i golfen, da de er tilhængere af Det Muslimske Broderskab. Har et pragmatisk forhold til Teheran.
  • Libyen: Regeringen i Tripoli har kun overlevet takket være præsident Erdogan og tyrkisk militærstøtte siden januar 2020. Stiller sig derfor loyalt bag Ankara.

Amerikansk valg bliver afgørende

Cinzia Bianco understreger, at Mellemøsten befinder sig i en kontinuerlig magtkamp. Intet er definitivt, og ingen forventer, at stabilitet lurer lige om hjørnet.

På den korte bane afhænger meget af valget i USA, forklarer hun.

»Joe Biden vil tale med Teheran og måske genforhandle atomaftalen. Trump vil ikke tale med iranerne. Måske vil han faktisk øge det maksimale pres på Iran, hvilket betyder, at vi kan få en ny eskalering i regionen. Alle fokuserer på indenrigspolitik lige nu, fordi corona har hærget landene. Men efter det amerikanske valg kan alt ske,« siger hun.

På den lange bane afhænger Mellemøstens stabilitet af eksterne stormagters fremfærd. USA, Kina og EU har alle noget på spil. Og Kinas fremfærd nu, hvor USA er på retræte, kan få stor betydning for den regionale dynamik. Meget tyder på, at kommunistpartiet arbejder på at blive en aktiv stormagt i Mellemøsten.

»Der er en global realitet, som Mellemøsten i sidste ende er en del af,« siger Cinzia Bianco.

Og her kommer EU så ind i billedet.

Hvor USA har valgt side og i dag står kompromisløst bag Israel og golfmonarkierne i striden mod Iran, mens Rusland og Kina muligvis stiller sig bag den iranske shiaakse, er EU langt mere pragmatisk og taler med samtlige parter i Mellemøsten.

»EU er den eneste aktør, der forstår, at regionen har brug for politiske og ikkemilitære løsninger,« siger Bianco.

EU’s højeste prioritet er stabilitet i nabolaget, og det store spørgsmål er, om EU formår at finde fælles fodslag i forsøget på at nedtrappe eskaleringen i verdens mest konfliktfyldte region. De seneste uger er europæiske stormagter begyndt at føre en langt mere offensiv udenrigspolitik i regionen.

»Europa ønsker en nedtrapning. Man taler med tyrkerne om Middelhavet. Man vil bevare gode relationer til Golfen. Man taler med Iran og forsøger at redde atomaftalen, for ingen ønsker, at Iran får atomvåben,« forklarer Bianco.

Meget står på spil i ’Det Nye Mellemøsten’ i de kommende uger og måneder. Tyrkerne kan risikere at skyde på grækerne, israelerne kan eskalere imod iranerne i Syrien, og Hizbollah kan ramme det nordlige Israel fra det sydlige Libanon.

»Man skal drage fordel af den nuværende diplomatiske aktivitet for at genoplive Mellemøstens mange stillestående diplomatiske initiativer og nedtrapningsindsatser. Ellers risikerer vi bare, at Mellemøstens brudlinjer bliver dybere. Vi må holde vejret indtil det amerikanske valg i november,« afslutter Cinzia Bianco fra London.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Philip B. Johnsen

Hvad er fred mellem lande, de fleste beboere må forlade?

Fra link:
"Ifølge tænketanken Chat-ham House går over en fjerdedel af den saudiske olieproduktion i dag til landets egen energiforsyning, og med en hjemlig olieforbrugsvækst på fem-seks pct. om året er denne andel stigende.

Ironisk nok skyldes det stigende olieforbrug bl.a. det voksende behov for aircondition i et klima, der bliver stadig varmere som følge af verdens fossile energiforbrug."
Link: http://www.information.dk/558198

En uhellig alliance mellem to racistiske slyngel-”stater”. Den ene en fremmede racistisk bosætter-koloni med europæiske rødder, den anden et racistisk ørkendiktatur opbygget af slavearbejdere. Begge sjovt nok resultatet af briternes aktiviteter i området.
Håber ikke at folk lader sig snyde længere af propagandaen fra de to slyngel-”stater”, med deres effektive PR og propaganda apparater.
”Israel” er fast opsat på at erobre hele landområdet mellem middelhavet og jordanfloden, og dermed udrense området for dets oprindelige beboere, det kan ikke længere benægtes. UAE med deres retarderede enehersker der lider af ”small man” syndromet, fast opsat på at blive et lille ”Troya” i golf-området, med dertilhørende krige og ravage. Begge støttet af de pro-israelske galninger i Washington.