Analyse
Læsetid: 3 min.

Joe Biden-tweet sætter Boris Johnson i skæbnesvangert dilemma

USA's måske kommende præsident blander sig nu i Brexit-debatten og sender en klar og utvetydig besked, der samtidig sætter den britiske regering i en svær kattepine
Et tweet fra den amerikanske præsidentkandidat Joe Biden, hvor han skriver, at Storbritannien skal overholde internationale aftaler, sætter den britiske premierminister, Boris Johnson, i et svært dilemma.

Et tweet fra den amerikanske præsidentkandidat Joe Biden, hvor han skriver, at Storbritannien skal overholde internationale aftaler, sætter den britiske premierminister, Boris Johnson, i et svært dilemma.

Tim Ireland

Udland
18. september 2020

Lige siden forelæggelsen af det kontroversielle nye lovforslag om det »britiske indre marked« (som skal sikre fri bevægelighed for handel mellem England, Skotland og Nordirland efter Brexit) ramte avisernes forsider sidste uge, har der raset en stormfuld debat om konsekvenserne af lovforslaget. For en ikke uvæsentlig del af forslaget omhandler Nordirland og vil medføre, at briterne bryder den bindende internationale aftale, som Boris Johnson underskrev i januar.

Hele fem tidligere premierministre, heraf tre konservative, har fordømt det nye politiske tiltag; adskillige fra Boris Johnsons inderkreds har sagt op, og EU-Kommissionens formand har truet med, at medmindre briterne trækker lovforslaget tilbage senest ved udgangen af denne måned, kan forhandlingerne være ovre.

Kommissionsformand Ursula von der Leyen brugte sågar onsdag et citat fra Margaret Thatcher – nærmest en profet i britiske konservative kredse – til at vise, hvor galt afmarcheret Johnson & Co. er.

»Storbritannien bryder ikke traktater. Det ville være skidt for briterne, for vores status i resten af verden og skidt for enhver kommende handelsaftale,« citerede von der Leyen jernladyen for at sige tilbage i 1975.

På trods af denne modvind er Boris Johnson fortsat ned ad vejen mod vedtagelsen af den nye lov. Senest sikrede han sig tilsyneladende støtte fra en gruppe rebelske konservative parlamentarikere, der ligesom Thatcher frygter, at Storbritanniens omdømme kan lide varig skade. Boris ser ud til at ville love parlamentet, at det kan tage endelig beslutning om, hvorvidt den nye lov overhovedet må tages i brug.

Biden på banen.

Dermed er vejen banet for, at loven gennemføres, omend det ikke bliver uden sværdslag fra internationalistiske konservative kredse, som fortsat er forfærdede over udviklingen.

Men nu blander ingen ringere end Joe Biden sig i balladen. Favoritten til at blive USA’s kommende præsident var ualmindeligt klar i spyttet i et tweet torsdag:

»Vi kan ikke tillade at Langfredagsaftalen, der bragte fred til Nordirland, bliver et offer for Brexit. Enhver handelsaftale mellem USA og Storbritannien er afhængig af fortsat respekt for denne aftale og dermed at undgå tilbagekomsten af hårde grænser. Basta,« skrev Joe Biden.

Det efterlader Boris Johnson med et meget svært dilemma. USA er uden sammenligning Storbritanniens største handelspartner. En handelsaftale med storebror mod vest har hele tiden været en mærkesag for Boris Johnson. Han har ganske enkelt ikke råd til at sætte den over styr.

Omvendt kan det blive svært at kravle ned fra det træ, som regeringen nu er kravlet op i. Johnson har hele tiden understreget, at loven kun er en forsikring i tilfælde af et no deal, men at gennemføre loven nu vil være en rød klud i hovedet på både EU og USA.

Man må formode, at briterne har en masterplan. Boris’ magtfulde særlige rådgiver Dominic Cummings formodes at stå bag den britiske taktik, der helt sikkert har haft til hensigt at piske vandene op i håbet om at skabe et resultat. Men nu ser det britiske skib ud til at være fanget mellem Skylla og Charybdis i form af USA og EU, og stormen omkring den nye lov truer nu med at slå Johnsons plan til pindebrænde.

Udenrigsminister Dominic Raab var sendt til Washington for at gyde olie på vandene, og han blev filmet ved siden af udenrigsminister Mike Pompeo, der forsikrede, at USA og Storbritannien fortsat har et helt særligt forhold. Der var dog intet nyt om den handelsaftale, briterne har så desperat brug for.

Medmindre Cummings har et es i ærmet, så har Johnson umiddelbart to muligheder. Han kan forsøge elegant at kravle ned fra det træ, han sidder i – og elegance er ikke hans stærke side. Eller han kan fortsætte sit forehavende og håbe på, at Donald Trump vinder valget i USA. It’s make up your mind time i London.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

For EU bliver resultatet præcis det samme.

Med kloret kød, ukontrollerede DNA-fødemidler og alle andre forhold i det nye Storbritannien må der nødvendigvis være en grænse - enten mellem Storbritannien og Nordirland eller mellem Nordirland og den Irske Republik. Alt andet er totalt urealistisk.

Af hensyn til den skrøbelige fred i den nordlige del af Irland, er grænsen mellem Storbritannien og Nordirland ønskelig - også fra EU´s side.

Men så er det jo ganske underligt, at det faktisk er de engelsk-orienterede unionister i Nordirland, der absolut ikke vil acceptere nogen grænse mellem Storbritannien og Nordirland, og derved trækker Terry-partiets villige pauseklovn rundt i manegen.

I øvrigt vil de samme unionister heller ikke have grænse mellem Nordirland og Den Irske Republik, ligesom de ikke kan komme ud af EU hurtigt nok.
de Enten

Det er nok urealistisk at forestille sig at amerikanerne ikke indblander sig i britisk politik, men det ville nu være noget mere relevant om Biden påbegyndte en selvkritisk proces iht. de amerikanske forbrydelser i Mellemøsten, Asien, Syd- og Mellemamerika etc. Måske særlig de aktuelle aggressioner mod Venezuela, Syrien og Iran ... selvom der naturligvis også er voldsomt behov i Yemen, Irak, Afghanistan, Nicaragua, Columbia og andre steder. Og så er der naturligvis hele angrebet på resterne af en uafhængig/fri presse, personificeret ved den kafka'ske proces mod Julian Assange.

Lad Biden vise at han kan være dén hæderlige statsmand, han - med rette - bebrejder Trump for ikke at (ville/kunne) være.

Trond Meiring, Randi Christiansen og Anders Graae anbefalede denne kommentar

Hanne:

Hvis Biden var en hæderlig statsmand, havde han ikke en kinamands chance for at blive præsident i USA.

Trond Meiring, Kirsten Brocks og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Det er nok urealistisk at forestille sig at amerikanerne ikke indblander sig i britisk politik... ?

Rækkefølgen er meget kort sagt, at den britiske get Brexit done regering har anmeldt, at den ønsker en ny handelsaftale med USA (og ikke omvendt). Desuden er der indgået en fredsaftale på den irske ø, som USA er garant for, og det kan man vist ikke kalde for meget andet end en britisk invitation / anmodning om hjælp.

Det er bare en blandt flere karakteristika ved Brexit-regeringen, at den ikke kunne regne ud, at irsk-amerikanerne ville reagere på udsigten til en britisk bortløben fra fredsaftalen. Samme regering kan prise sig lykkelig over, at de fleste har glemt, hvad britiske ministre har sagt om udmeldelsen i de sidste fire år. Der er ikke en eneste melding om noget væsentligt, som har ramt, til gengæld er listen af fejltagelser lang, men endnu mere opsigtvækkende er det, at et flertal af de britiske vælgere ikke mener, at det går over stregen.

Johnson er en politisk svindler - det blev senest bevist med Irland-protokollen, og nu er han så gået i gang med at bryde internationale aftaler. Det vil EU antagelig gøre kort proces med.

I søgefeltet skrev jeg Julian Assange og så dukkede denne artikel op der ikke nævner ham med et ord.

For har Information egentlig tænkt sig tænkt sig at dække Assange sagen. Hvad er avisens holdning?

"A journalist due to testify at Julian Assange's extradition hearing makes a very pertinent point. This is the biggest attack on press freedom in our lifetimes. Why are UK editors not demanding to be heard at the Old Bailey? Where are they? Where is the Guardian?"

Og hvor er Information?

Jonathan Cook (Journalist covering Israel-Palestine, and self-appointed media critic. A winner of the Martha Gellhorn Special Prize for Journalism) som har denne vinkel på historien.

"From the outset, the work of Assange and Wikileaks threatened to disrupt the cosy relationship between the media elite and the political elite. Assange threw down a gauntlet to journalists, especially those in the liberal parts of the media, who present themselves as fearless muckrakers and watchdogs on power.

Unlike the corporate media, Wikileaks doesn’t depend on access to those in power for its revelations, or on the subsidies of billionaires, or on income from corporate advertisers. Wikileaks receives secret documents direct from whistleblowers, giving the public an unvarnished, unmediated perspective on what the powerful are doing – and what they want us to think they are doing.

Wikileaks has allowed us to see raw, naked power before it puts on a suit and tie, slicks back its hair and conceals the knife.

But as much as this has been an empowering development for the general public, it is at best a very mixed blessing for the corporate media."

"On the one hand, Assange needed the manpower and expertise provided by big-hitting newspapers like the New York Times, the Guardian and Der Spiegel to help Wikileaks sift through vast trove to find important, hidden disclosures. He also needed the mass audiences those papers could secure for the revelations, as well as those outlets’ ability to set the news agenda in other media.

Liberal media, on the other hand, needed to court Assange and Wikileaks to avoid being left behind in the media war for big, Pulitzer Prize-winning stories, for audience share and for revenues. Each worried that, were it not to do a deal with Wikileaks, a rival would publish those world-shattering exclusives instead and erode its market share."

"For a brief while, this mutual dependency just about worked. But only for a short time. In truth, the liberal corporate media is far from committed to a model of unmediated, whole-truth journalism. The Wikileaks model undermined the corporate media’s relationship to the power establishment and threatened its access. It introduced a tension and division between the functions of the political elite and the media elite."

https://braveneweurope.com/jonathan-cook-the-us-is-using-the-guardian-to...

Er I på Information solidariske med Assange og fri journalistik eller er i bare magthavernes skødehund?

For interesserede er der høringsopdateringer om sagen her:
https://assangedefense.org/live-blog/

Ja både Trumph og BoJo skider på internationale traktater og aftaler. Det er den nye trend i politik. Det er ikke overraskende. Det er heller ikke sikkert at Trump har tænkt sig at afgive magten sådan uden videre selv hvis han taber. Nye tider og derfor har vi også mere end nogensinde brug for personer som Assange, Snowdon og andre whistleblowers.