Kandidaten, der ikke ville ændre noget, kan blive den store klimapræsident i USA’s historie

Joe Biden er ikke en radikal politiker. Gennem 50 år i politik har han sjældent markeret sig som særlig visionær, særlig venstreorienteret eller særlig klimabevidst.

Under primærvalget var han den mest moderate af alle demokratiske kandidater, og en tilbagevenden til verden, som den så ud før Donald Trump, fremstod som kernen i hans politiske projekt. I juni 2019 forklarede han ligefrem en forsamling velhavende demokratiske donorer, at »intet vil forandre sig fundamentalt«, hvis han blev præsident.

Denne sommer, godt et år senere, sad Bernie Sanders så i et tv-program på kanalen NBC. »Ved du hvad,« sagde han til værten. »Joe Biden kan blive den mest progressive præsident siden Franklin Delano Roosevelt.«

På det tidspunkt havde Joe Biden lige præsenteret det mest venstreorienterede, samfundsomvæltende program, en demokratisk kandidat er gået til valg på i årtier. Enorme billionbeløb til boliger, job, velfærd, bedre arbejdsløshedsunderstøttelse og højere mindsteløn.

Klassisk venstreorienteret krise- og fordelingspolitik krydret med elementer af den økonomiske nationalisme, som Trump gik til valg på med så stor succes i 2016. Vidste man ikke bedre, ville man måske kalde det demokratisk socialisme.

Mest opsigtsvækkende er imidlertid Joe Bidens 10,5 billioner kroner dyre klimaplan, som skal gøre det amerikanske energinet fossilfrit i 2035 og hele USA CO2-neutralt i 2050.

»Videnskabeligt kan man argumentere for en endnu højere målsætning, men politisk er det en meget, meget progressiv plan. Aldrig tidligere er en kandidat gået til valg på en klimapolitik, der er så ambitiøs, så omfattende og så vidtgående,« vurderer forskeren Peter Gleick, som var med til at stifte klimatænketanken Pacific Institute i 1987.

Vendingen Green New Deal optræder ikke i Bidens Plan for Clean Energy Revolution and Environmental Justice. Men den grundlæggende idé går igen. Massive, røde offentlige investeringer skal splejses med grønne hensyn. Ved at bygge bæredygtige huse, etablere et nyt elnet, udvide offentlig transport og hjælpe bilindustrien med at omstille til el vil Biden pumpe økonomien i gang og sætte skub i den grønne omstilling.

»Vi står med en økonomi i krise, men en utrolig mulighed for at ikke bare at genopbygge det, vi havde før, men bygge bedre, stærkere og mere bæredygtigt,« forklarede Biden selv med henvisning til coronakrisen.

Det er sloganet for Bidens kampagne. Build Back Better.

Joe Biden er nok den samme som for et år siden, men omstændighederne har ændret sig dramatisk. Utroligt nok virker det ikke usandsynligt, at kandidaten, der lovede ikke at ændre noget, kan ende som klimapræsidenten, der sætter gang i den store omstilling i USA.

Endelig en bevægelse

Den økonomiske krise er ikke den eneste faktor, der har åbnet et »mulighedsrum« for klimakampen i Amerika, forklarer Peter Gleick, som har fulgt den amerikanske klimadebat i årtier. 

»Over de senere år er det, som om at erkendelsen af, at det her virkeligt, alvorligt og kræver radikal handling, endelig har bundfældet sig hos en væsentlig andel af befolkningen og i Det Demokratiske Parti,« siger han. 

Det skyldes til dels, at konsekvenserne af klimaforandringerne bliver mere konkrete og åbenlyse. Lige nu – i skrivende stund – er himlen for eksempel orange over San Francisco, efter en serie voldsomme skovbrande. 2,5 millioner hektar skov er futtet af, otte mennesker er døde, og hele staten Californien har været i undtagelsestilstand siden 18. august.

»Jeg føle klimaforandringerne på min egen krop,« forklarer en anden klimaforsker Peter Kalmus over en Skype-forbindelse fra det sydlige Californien.

»Man kan se flammerne, lugte røgen og føle varmen. Det er umuligt at ignorere.«

Peter Kalmus, som forsker ved University of California, mener først og fremmest, at det er et generationsspørgsmål. 80 procent af amerikanere under 30 år opfatter klimaforandringer som en væsentlig trussel mod menneskeheden, og de er langt mere forandringsvillige end deres forældre.

»Jeg oplevede, at det virkelig tog fart for to år siden. Der kom en ny rapport for FN’s klimapanel, Greta Thunberg sprang i luften, og videnskabsfolkene begyndte at tale i en mere alarmerende tone,« siger han. »I USA har klimasagen ellers altid levet et stille liv i skyggen, som kun en lille, snæver kreds bekymrede sig om.«

Men endelig trængte klimapolitik igennem til en bredere offentlighed. »Endelig havde vi en bevægelse,« siger Peter Kalmus.

Ekspresfart til mainstream

Mange har frygtet, at den bevægelse ville miste pusten som følge af COVID-19. Med 200.000 amerikanere fremstår pandemien som det altoverskyggende tema, og for nylig viste en måling fra Pew Research, at amerikanerne betragtede klima som det 11.-væsentligste politikområde i valgkampen.

Alligevel mener Peter Gleick, at der er håb, ikke mindst fordi klimadagsordenen har sat sig i Det Demokratiske Parti. Et godt eksempel på det skete for to uger siden, da den grønne fløj i partiet brød noget, der minder om en naturlov i amerikansk politik. De slog en Kennedy i Massachusetts.

74-årige Ed Markey har siddet i Kongressen længere tid, end Robert Kennedys barnebarn Joe Kennedy III har været i live. Alligevel blev det udlagt som det nye og unges sejr over det gamle og etablerede, da han vandt primærvalget om at blive partiets bud på en senator i et meget demokratisk indstillet distrikt.

»Det betyder ikke noget, hvor gammel du er. Det handler om, hvor gamle dine ideer er,« sagde partiets 30-årige stjerneskud Alexandria Ocasio-Cortez (AOC) i en af Markeys kampagnevideoer.

Og Markeys mest berømte idé er ikke mere end to år gammel. The Green New Deal. Ideen om at væve omstilling og store offentlige investeringer sammen som en grøn pendant til Roosevelts reformprogram fra 1930’erne kriseår opstod på græsrodsniveau i partiet, men det var Markey og AOC, som bragte det færdige reformprogram ind i Kongressen.

John Podesta, som er tidligere stabschef for Bill Clinton og central rådgiver for Obama, sagde om Markeys sejr, at den har sendt et »umisforståeligt signal om, at klimapolitikken har ændret sig, og man nu kan vinde valg på at omfavne en gennemgribende handling«.

Joe Bidens klimaplan er ikke The Green New Deal. Økonomisk venstreorienterede elementer af Cortez’ og Markeys oprindelige plan, som en landsdækkende jobgaranti, er pillet ud.

Men på lidt over to år – siden der »endelig« opstod en bred klimabevægelse i USA – er ideen om, at klimapolitik ikke kun er et spørgsmål om små justeringer og hårdere regulering, men er et projekt, der kræver fundamentale forandringer i hele samfundet, rejst fra partiets unge græsrødder i den klimaaktivistiske Sunrise-bevægelse via den yderste venstrefløj i Kongressen og ind i midten af den politiske mainstream i Det Demokratiske Partis projekt.

For halvandet år siden kaldte partiets leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, det hånligt »the Green Dream or whatever« – den grønne drøm eller hvad de kalder det. I dag er det nøglen til at slå en Kennedy i Massachusetts og en af de væsentligste inspirationskilder til Joe Bidens projekt om Build Back Better.

Not so Big Oil

I årtier har store olie- og kulselskaber forsøgt at stille sig i vejen for omstillingen. Det er veldokumenteret, at branchen – ligesom tobaks- og sukkerindustrien før dem – har forsøgt at forplumre den offentlige debat med misinformation. Og det er en kendt sag, at virksomhederne har givet enorme donationer til begge partier.

Også i den forstand markerer Joe Bidens kampagne et klimapolitisk nybrud. Han har nemlig afvist at tage imod donationer fra fossile energiselskaber. Den positive udlægning af den beslutning er, at Biden har truffet et ideologisk valg. En mere kynisk betragtning er, at Biden har sagt nej til de sorte penge, fordi han kunne.

Big Oil er nemlig ikke nær så stort, som det har været. Selv om Trump har gjort, hvad han kunne for at indfri sit valgløfte om at gøre fossil energi »stort igen,« er vedvarende energikilder fortsat med at falde i pris, mens kul og olie har stadig sværere ved at konkurrere.

For to uger siden røg USA’s største olieselskab, ExxonMobil, helt ud af Dow Jones-børsens Industry Average, der på samme måde som det danske C20-indeks opgør de 30 største firmaer i USA. Selskabet, der tidligere hed Standard Oil, har ellers været på listen i 92 år, og var så sent som i 2011 verdens mest værdifulde selskab. I dag er Apple mere end ti gange så meget værd.

Som en tyk symbolsk streg under et større skift i økonomien er det da også et techfirma, som erstatter ExxonMobile på Dow Jones’ Industry Average.

Krigsmobilisering

Med andre ord er der altså muligheder. USA har oplevet en folkelig klimaopvågnen, en ny generation fører an i en bevægelse, Det Demokratiske Parti har overtaget dagsordenen, og systemiske bevægelser i økonomien har svækket den fossile industri.

»Og så har pandemien vist os, at det er muligt, også i USA, at investere ufatteligt mange penge på at håndtere et presserende problem, uden at økonomien falder fra hinanden,« siger klimaforsker Peter Gleick. Det er coronakrisen, ikke de øgede offentlige udgifter til hjælpepakker, som har sendt USA i recession, understreger han.

»Erfaringerne fra pandemien har åbnet døren for, at vi kan forestille at tage endnu mere drastiske midler i brug for at løse et endnu mere drastisk problem: klimakrisen,« siger Peter Gleick.

Men selv om hverken Peter Gleick eller Peter Kalmus holder igen med vendinger som »historisk momentum« og »unikt mulighedsrum«, er intet givet endnu.

Først og fremmest kræver det en sejr til Joe Biden. På klimaområdet kunne skellet mellem de to kandidat ikke være skarpere. Trump har meldt USA ud af Parisaftalen. Biden vil melde landet ind igen, dagen efter han har tiltrådt. Trump har lempet eller fjernet krav og reguleringer på klima- og miljøområdet omkring 70 gange. Biden vil pålægge industrien en væsentlig del af byrden for at indfri klimamålene. Og man kunne blive ved.

Skal Bidens klimaplan blive til virkelighed, kræver det med al sandsynlighed også, demokraterne forsvarer deres flertal i Repræsentanternes Hus og vinder flertal i Senatet.

Og så kræver det naturligvis, at Biden og den nye kongres overhovedet får tid og luft til at håndtere andet end pandemien og den akutte økonomiske krise.

Den største udfordring, tilføjer Peter Kalmus, er imidlertid den splittede amerikanske befolkning. Klimakampen er ikke vundet, bare fordi Biden får en plan igennem Kongressen. Den kræver radikal omstilling på alle niveauer af samfundet. Lige nu opfatter 68 procent af demokratiske vælgere klimakrisen som et »højt prioriteret samfundsproblem« mod 11 procent af republikanerne.

»Hvis vi skal klare det her, har vi brug for en helt ny form for solidaritet og en massemobilisering på samme måde, som man så under Anden Verdenskrig, hvor alle trak i samme retning mod et fælles mål,« siger Kalmus. »Og det er meget svært at forestille sig uden et folk, der lever i den samme virkelighed og anerkender de samme videnskabelige kendsgerninger.«

Det gør amerikanerne ikke. Var nogen i tvivl om, hvor splittet det amerikanske samfund er, har man blot skullet følge med i pandemien. Hvis man ikke blive enige om at tage mundbind på eller holde afstand for at bekæmpe en pandemi, som slår folk ihjel her og nu over hele landet, er det svært at forestille sig amerikanerne blive enige om at gøre endnu større ofre for at bekæmpe en langt mere abstrakt trussel, mener Kalmus.

Kan man regne med Biden?

Endelig er der en stor del af den amerikanske venstrefløj, som langtfra er overbevist om, at Joe Biden har tænkt sig at gå radikalt nok til værks.

Som det for nylig hed i en overskrift på det venstreorienterede magasin Jacobin: »Tror du, Joe Biden bliver den næste Roosevelt? Det gør hans støtter på Wall Street ikke.«

Kort forinden havde The New York Times afsløret, at Joe Biden – og grupper der støtter ham – tilsammen har modtaget 275 millioner kroner fra finanssektoren. Til sammenligning har Trump og hans kampagneorganisationer modtaget 55 millioner.

Det har også vakt kritik, at Biden har afvist at ville forbyde fracking – angiveligt af frygt for at det potentielt vil kunne koste ham svingstaten Pennsylvania.

Peter Kalmus ikke overbevist om, at Biden vil levere på klimaområdet.

»Det er vigtigt at huske på, at Bidens plan ikke er nok. CO2-neutralitet i 2050 er ikke ambitiøst nok. Det er stadig for lidt og for sent«. Men der er et momentum, og »samtalen« om klima har ændret sig fundamentalt. »Vi kan i hvert fald glæde os over, at det, der virkede urealistisk ambitiøst for få år siden, kan vi i dag kritisere som utilstrækkeligt,« siger han. 

Peter Gleick derimod har svært ved at få armene ned. 

»Grundlæggende set er jeg begejstret for planen. For få år siden havde det været utænkeligt,« siger Gleick, som heller ikke frygter, at den økonomiske krise eller pandemien kommer til at skubbe klimadagsordenen i baggrunden.

»Det er ikke det ene eller det andet. Det er alt sammen på en gang,« siger Gleick. 

Klimapræsidenten Joe Biden. Hakket ind i Mount Rushmore blandt de af sine forgængere, der har trukket de helt store linjer i USA’s historie.

Det er ikke så utænkeligt, som det lyder.

Som Bernie Sanders kampagneleder Faiz Shakir erkendte for nylig, er de mest omvæltende forandringer i USA’s historie ikke sket på foranledninger af stærkt ideologiske præsidenter, der regerede i fuld overensstemmelse med tidens radikale bevægelse, men af moderate politikere som Abraham Lincoln, Franklin Roosevelt og Lyndon Johnson, der navigerede frem og tilbage mellem aktivisternes krav, de politiske realiteter og den offentlige mening.