De siger, at Trump ikke har en strategi. De tager fejl

Hvad er Donald Trumps valgkampstrategi? Politiske iagttagere leder efter logik og fakta i en kampagneplatform, der er blottet for begge. Analytikere slår ned på åbenlyse selvmodsigelser. Trump fører sig frem som ’lov og orden’-præsident og sammenligner politiets nedskydning af en sort mand med et kikset golfslag. På Twitter raser han mod demonstranter og hærværksmænd, mens syv af hans nærmeste rådgivere – Cohen, Flynn, Manafort, Papadopoulos, Gates, Stone og Bannon – selv er kommet i konflikt med loven og retsforfølges.

Han svælger i falske eller vildledende påstande og bedyrer, at USA under pandemien »har den laveste dødelighedsrate af alle de store lande«. I et videoklip fra det republikanske partikonvent så man Trump lykønske fem taknemmelige indvandrere, som er blevet amerikanske statsborgere. Som magisk udvisket var hans karakteristik af mexicanske migranter som »voldtægtsforbrydere« og »dyr« og hans grænsepolitis praksis med at sætte børn af indvandrere i bure.

Trumps usammenhængende markeringer har fået analytikere til at konkludere, at han slet ikke har en strategi. Men deri tager de fejl! Han har en strategi, men den går ud på kun at spille på følelser, og den virker som ren magi. Dens mål er at fremkalde en hel emotionel skala af frygt, depression, vrede mod ’falske amerikanere’, kærlighed til ’sande amerikanere’, men fremfor alt: næsegrus beundring for ham selv.

Identifikation

Også andre offentlige figurer kan naturligvis appellere til følelser, men som oftest som del af en bredere tilgang og helt uden Trumps unikke talent. Trump er i stand til at udvise en stærk og troværdig identifikation med sit foretrukne publikum – de forurettede, ydmygede og frygtsomme hvide. Trump bruger sandheder som dramaturgisk værktøj, og han behandler realiteter – klimaforandringer, COVID-19 – som rekvisitter, han kan trylle frem eller væk.

Den primære målgruppe for hans strategi, er de mennesker, som er mest modtagelige for den: de hvide, ældre, kortuddannede og højrekristne mænd; de borgere, der lever i et landligt Amerika i økonomisk tilbagegang, i det afindustrialiserede rustbælte eller i de storbyforstæder, hvor den lavere middelklasse bor. Det tæller millioner af hvide mænd uden jobsikkerhed, ofte i ustabile familienetværk og sårbare over for misbrug og fortvivlelse.

»Da kuljobbene forsvandt,« fortalte en 39-årig mand fra det østlige Kentucky mig – han var tidligere stofmisbruger, barnebarn af en minearbejder og søn af en lastbilchauffør og havde kun en high-shool-eksamen– »var det, som om hele vores by lagde sig til at dø. Fra da af var vi alle forhutlede.«

Han beskrev for mig, hvad han så på sin vej til og fra den afvænningsklinik for kvinder, hvor han arbejdede som nattevagt. »Jeg så en far på tur med sin søn på fem. Sønnen cyklede ved siden af faren i et pedalkøretøj, der var en miniudgave af en firehjulstrækker. Det var et sjældent og rørende syn i mit kvarter. Men så fik jeg øje på flaget. Det viste Trumps hoved på Rambos krop med en maskinpistol i hånden, og ved siden af så man en militærhelikopter.«

Trumps magi er fastholdt og forstørret på mange flag og plakater. På et opslag ses han som en moderne George Washington, der krydser floden Delaware med den amerikanske ørn på sin arm – et ikonisk motiv i patriotisk amerikansk malerkunst. På et andet står han i business-habit på toppen af en kampvogn med Stars and Stripes og eksplosioner omkring sig. I et tredje er han igen i jakkesæt og ridder på en dinosaur, mens hans skyder om sig med en pistol.

I hele USA oplever hvide kortuddannede mænd, at deres levestandard daler i sammenligning med farvede og hvide mænd med videregående uddannelser. Amerikanere med en high school-uddannelse eller mindre er uanset racebaggrund tre gange mere tilbøjelige til at sige, at den amerikanske drøm er uden for rækkevidde.

I nutidens Amerika, som er ramt af øget jobusikkerhed og civile uroligheder i storbyerne, higer denne gruppe efter at undslippe skammens åg, skyder skylden for al modgangen på demonstranter, indvandrere og venstrefløjen og sætter deres lid til Trumps løfter om at levere magiske løsninger.

Arbejdsdeling

Trump formår at vige uden om den enorme vrede, som så mange sorte og hvide føler over politidrabene på George Floyd og andre sorte. »Det er ikke op til mig at lytte til jeres vrede og sorg,« synes han at sige. Det er, som om han tilbyder en stiltiende arbejdsdeling mellem de to politiske partier. Budskabet er: »Jeg leder republikanerne, så vi kan slippe for at lytte til den vrede, frygt og fortvivlelse.«

Han har absolut intet at sige, om hvad der kunne gøres for at sætte ind over for de underliggende årsager til disse følelser. Overlad det til demokraterne at udvise empati med socialarbejdere. Så vil vi republikanere stå stolt vagt om Amerika og værne det imod de ustandseligt hærgende uromagere med mørkere hud.

På det republikanske partikonvents sidste aften sad 1.500 af præsidentens elitestøtter på den sydlige plæne ud for Det Hvide Hus, forblændede af det politiske show og for det meste maskeløse; værgeløse over for en virus, som forfatningens andet tillæg (om retten til at bære håndvåben, red.) ikke kan yde beskyttelse mod.

Som ved en magisk remse var de seks millioner amerikanere, der har pådraget sig COVID-19-smitte, og de 190.000, der er bukket under for Trumps forkludrede pandemibekæmpelse, tryllet ude af syne. Og Trump selv kastede al forsigtighed over bord. Frygt ikke COVID-19 som de frygtsomme forskere, syntes han at sige. Vær modig. Vær frygtløs. Tag jeres COVID-19-smitte som en mand.

I kontrast hertil afspejlede det demokratiske partikonvent en fuld erkendelse af farerne ved COVID-19. Her var intet tæt mylder af maskeløse, og Joe Biden og Kamala Harris droppede sågar den obligatoriske omfavnelse. I stedet for at fokusere på lov og orden, hyldede konventet retfærdighed på tværs af racer og lovede en bedre hverdag for alle arbejdende familier.

I stedet for centraliseret kontrol udstrålede konventet kreativitet – ja, takket være en Hollywood-stemme, skuespilleren og komikeren Julia Louis-Dreyfus (Elaine Benes i tv-serien Seinfeld, red.) gav den tilmed indtryk af humor og menneskeligt overskud. I stedet for én mand så den ud til at tilbyde samarbejde og inddragelse som den rette måde at regere Amerika på.

Over for komplekse problemer kan Trump kun tilbyde forsimplet magisk magt. Ligesom billedet på den femårige drengs flag med en Rambo-Trump med muskuløse arme viklet om en magisk maskinpistol, er hans magiske påstand om, at kun han kan ordne alt.

For Biden bliver den store udfordring nu at vise, at ægte styrke ikke beror på magi, men på en klar realitetssans. Både når det gælder COVID-19, klimakrisen og racismen, men også når det gælder den smerte, så mange på den anden side føler. Biden må forfølge en alternativ følelsesmæssig strategi.

Han må belønne godhed, han må hele unødig skam, og han må tale til et fælles ønske hos amerikanerne om, at de kan løfte deres udfordringer i fællesskab og som én nation. Det kan blive en umådeligt vanskelig kamp. Men i det lange løb kan stærkmandslogikker kun resultere i en magt, der måske vil være skræmmende, men også vil være en skrøbelig magt.

At appellere til medfølelse, sammenhold og samfundssind er en langt sværere vej til politisk legitimitet, men den er også vejen til en mere varig og robust politik. Godhed har sin egen magi.

Arlie Russel Hochschild er sociolog og har tilbragt fem år blandt konservative borgere i delstaten Louisiana. Det blev til bogen ’Strangers in Their Own Land’, som handler om Trumps appel blandt hvide mænd i arbejderklassen.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen