Baggrund
Læsetid: 8 min.

Thailands unge kæmper imod kongen, men også deres egne forældre for mere demokrati

Studenterledede demonstrationer for demokrati i Thailand har stået på nærmest dagligt i snart to måneder. Militærregeringen har dog med monarkiet i ryggen også store dele af befolkningens opbakning, hvilket skaber en generationskløft mellem de unge og deres forældre. Men en opblødning synes på vej
Hvis Thailand skal ændres i en mere demokratisk retning, skal en langt større del af den thailandske befolkning end blot de unge mobiliseres i kampen mod monarkiet, siger Alexander Horstmann, der er professor i Asienstudier ved Tallinn Universitet.

Hvis Thailand skal ændres i en mere demokratisk retning, skal en langt større del af den thailandske befolkning end blot de unge mobiliseres i kampen mod monarkiet, siger Alexander Horstmann, der er professor i Asienstudier ved Tallinn Universitet.

Lillian Suwanrumpha

Udland
16. september 2020

Når Ratmanee, der er thailænder og for tiden studerer i London, sidder ved middagsbordet hos sine forældre i Bangkok, taler hun ikke om sin politiske overbevisning.

Hendes forældre er tilhængere af monarkiet og dermed af militærregeringen. Ratmanee identificerer sig derimod med demokratibevægelsen, der næsten dagligt har demonstreret mod monarkiet og militærregeringen siden den 18. juli.

Titusinder af primært unge har været på gaden med krav om en ny forfatning, der gør op med kongens magt, opløsning af militærregeringen og ytringsfrihed, så de frit kan kritisere magthaverne.

»Mine forældre taler åbent om, at de bakker op om monarkiet og militærregeringen, og de prøver sågar at omvende mig. Jeg taler typisk udenom, for det er et betændt og konfliktfyldt emne i min familie,« siger Ratmanee og fortæller, at hun har deltaget i demonstrationer i London i solidaritet med de store demonstrationer i Bangkok. Ratmanee ønsker ikke at stå frem med sit fulde navn af frygt for de thailandske myndigheder.

»De få gange, jeg har prøvet at italesætte problemerne ved militærregeringen for mine forældre, siger de: ’Vi ved, de er korrupte, men …’ Der er altid et men,« fortæller Ratmanee.

Det, Ratmanee oplever ved spisebordet hos sine forældre, når hun er hjemme i Thailand, er et udtryk for den generationskløft, der præger landet: Mange af de thailandske demokratiforkæmperes forældre og bedsteforældre er svorne tilhængere af monarkiet og militærregeringen.

Ved siden af kongen er aktivisternes ærkemodstander den thailandske premierminister Prayut Chan-o-cha, der tog magten ved et kup i 2014 og vandt et omstridt valg sidste år.

»Den nuværende premierminister blev genvalgt på baggrund af valg, der ikke var demokratisk. Det minder om det, som vi ser i Hviderusland lige nu, hvor man har en upopulær premierminister, der holder sig til magten med næb og kløer, undertrykker befolkningen og censurerer medier,« siger den tyske professor i Asienstudier ved Tallinn Universitet, Alexander Horstmann.

Når Ratmanees forældre udtrykker et »men«, kan det ifølge Horstmann hænge sammen med, at det i Thailand er essentielt at have forbindelser til de rigtige kredse for at få en god karriere.

»Thailand er et aristokratisk samfund, og hvis ikke man har forbindelser i de rette kredse, kan det være svært – hvis ikke umuligt – at få en god karriere – uanset hvor veluddannet man er,« siger han.

»Det er min oplevelse, at det specielt er den unge generation i Thailand, der har fokus på den problematik og derfor er trætte af monarkiet.«

Generationskløfter

Der er to væsentlige generationskløfter i Thailand. Ud over kløften mellem de unge demokratiforkæmpere og den ældre generation er der kløften mellem den tidligere konge og hans søn, den nuværende konge. 

Da den tidligere konge Bhumibol Adulyadej døde i 2016, blev der indledt et års landesorg. Tusinder samledes på gaden, grådkvalte i sorg over tabet af kongen, der havde siddet på tronen i 70 år. Han var højt elsket, og selv de unge, der i dag kæmper mod monarkiets magt, anerkender ham for de positive ting, han har gjort for Thailand. 

»Han forbedrede den thailandske befolknings levestandard ved at bygge dæmninger og sørge for, at der kunne blive dyrket afgrøder, så der var mad til alle,« siger en ung thailænder, der af frygt for den thailandske militærregering også kun vil stå frem med sit fornavn, Ponkrit.

De unge thailænderes frygt for militærregeringen er reel. Efter loven om majestætsfornærmelse kan man få op til 15 års fængsel for at kritisere kongen.

»Der er stor sandsynlighed for, at jeg ville blive hentet af militæret og straffet, hvis de finder ud af, at jeg har kritiseret monarkiet i den udenlandske presse,« siger Ponkrit.

Den nuværende konge, Vajiralongkorn, lever et ekstravagant liv, der på mange måder står i modsætning til sin fars. Han bliver i flere medier beskrevet som ’playboykongen’, fordi han flyver rundt i hele verden med privatfly, ligesom han for tiden har lejet flere etager på et luksushotel i Sydtyskland, hvor han til daglig bor.

Dertil har den nuværende konge for to år siden taget kontrol over de royale værdier, der tidligere var administreret af en halvstatslig myndighed – værdierne svarer ifølge The Washington Post og The New York Times til 50-60 milliarder dollar. 

Ponkrit fortæller over en messengerforbindelse fra Bangkok, at han er imod den nuværende konge.

»Han har mange koner, han har skabt en masse dårligt omdømme omkring sin person, og han har ikke gjort noget for vores land.«

Ponkrit og hans tre venner, der også er til stede under Informations samtale med den unge thailænder, bliver mindet om kongens tilstedeværelse hver dag, når de færdes i Bangkoks gader.

Der er billeder af kong Vajiralongkorn på ethvert gadehjørne i de store byer. På togstationerne bliver der sunget nationalsang hver dag klokken otte og klokken 18, og det samme gælder på flere offentlige pladser. Reglen er, at hvis man kommer gående, standser man og lytter. Sidder man, rejser man sig op, når sangen kommer på. Alt i respekt for kongen og Thailand.

I thailandske biografer vises der til alle fremvisninger en lille film af kongen, der blandt andet bliver båret på en guldbåre omringet af hundredvis af mennesker i farverige dragter. Her skal man også rejse sig under visningen af den cirka fem minutter lange film.

Der er dog ved at ske ændringer i den type af ritualer. Eksempelvis er unge begyndt at ankomme til biograferne efter fremvisningen af det, der kaldes en propagandavideo.

»Når nationalsangen bliver spillet i offentligheden, viser folk ikke i samme grad som tidligere den respekt, som er påkrævet,« siger Ponkrit, efter at de fire unge studerende har diskuteret frem og tilbage.

Monarkiets enorme magt

Når man i Thailand kæmper mod regeringen og monarkiet, opponerer man også mod netværket omkring monarkiet – det asienforsker Alexander Horstmann kalder »netværksmonarkiet«.

»Landets rigeste og mest magtfulde personers magt og penge er bundet op på kongen. Et opgør med kongens magt er et opgør med de aristokratiske samfundsstrukturer, der har eksisteret i Thailand i århundreder.«

Tidligere skulle man have en forbindelse til militæret og monarkiet for at kunne åbne en forretning. Horstmann fortæller, at »det skabte et monopol, som er det, Thailands monarkis økonomi er funderet på«.

Men det er ikke kun Thailands økonomiske elite, militærregeringen og monarkiet, de studerende demonstrerer imod.

Thailands premierminister har indledt et samarbejde med Kina og er blevet en del af Kinas gigantiske infrastrukturprojekt Silkevejen – klodens største udenrigs- og handelspolitiske tiltag – hvor kontinenterne bliver bundet sammen.

I den forbindelse bliver der blandt andet bygget en enorm motorvej gennem Laos, Thailand og Malaysia til Singapore.

»Kina er en vigtig samarbejdspartner i det thailandske styres bestræbelser på at opretholde dets magt, fordi kineserne er så overlegne og repressive,« siger Horstmann.

Flere kritiserer kongen trods tabu

Ratmanee, der er ph.d.-studerende i London, og hendes venner har også oplevet stor forskel i tilgangen til, hvordan den nuværende konge og hans far bliver behandlet.

»Under den gamle konge hørte man om, at folk blev angrebet i biograferne, hvis ikke de rejste sig op, når kongens propagandavideo blev vist. I dag fortæller mine venner hjemme i Bangkok mig, at flere ufortrødent bliver siddende.«

For de unge er det et bevis på, at modstanden er ved at nå bredere ud i befolkningen end blot blandt de studerende. Ponkrit mener også, at det trods alt er blevet nemmere at udtrykke utilfredshed over for forældregenerationen, selv om man ikke er enig.

»Vi kan godt kritisere kongen og militærmagten over middagsbordet hos vores forældre. Der er ikke nødvendigvis enighed, men vi kan tale frit, og det gjorde vi ikke under den gamle konge,« opsummerer Ponkrit på vegne af de fire studerende, der har samme oplevelse.

Det autoritære system, som aristokratiet er et udtryk for, er ifølge Ratmanee også det, der får de unge på gaden.

»Thailands politiske kultur er autoritær, og det smitter af på skolevæsenet. Jeg tror også, det er derfor, at man ser mange unge på gaden. De synes ikke, det er i orden, at de ikke må stille lærerne kritiske spørgsmål. De må ikke udfordre lærernes viden.«

Selv om internettet er censureret, ser de unge stadig, hvordan samfund andre steder i verden er skruet sammen. Internettet er ifølge Ratmanee en væsentlig årsag til, at der er stigende opstand mod monarkiet og militærregeringen i Thailand.

Men vejen er lang. Ratmanee mener ikke, at de når i mål, hvis ikke de får en bred opbakning i samfundet.

»Blandt de ældre er det kun folk fra rødtrøjebevægelsen, der støtter de unge,« siger Ratmanee.

De røde trøjer

Rødtrøjebevægelsen opstod efter Thaksin Shinawatra, der var premierminister i Thailand fra 2001 til 2006, hvor han blev væltet ved et militærkup. Bevægelsen var tilhænger af Thaksin og er officielt kendt som Den Forenede front for Demokrati mod Diktatur.

Den ekstremt rige og karismatiske Thaksin blev i 2001 valgt som premierminister med overvældende støtte fra de fattige landdistrikter i Nord- og Nordøstthailand med et løfte om at formindske fattigdommen i netop landdistrikterne og indføre billig universel sundhedspleje. 

»Det var en jordskredssejr, da han vandt i 2001,« fortæller Horstmann. »Thaksins tilhængere er dem, man kalder rødtrøjebevægelsen.« 

Men der opstod også en holdning blandt middel- og overklassen i Thailand om, at han var diktatorisk og korrupt og var med til at bevare overklassens privilegier i Bangkok.

»Thaksins eneste politiske opposition var militæret og monarkiet og dermed også store dele af befolkningen,« siger Horstmann, der forklarer, at Thaksin dermed var en trussel mod monarkiet.

»Han sagde, at monarkiet var forældet, og at monarkiet havde alt for meget politisk magt. Han ville indføre den samme type monarki, som I har i Danmark.«

I en stærk opposition til Thaksins rødtrøjer opstod gultrøjerne (gul er monarkiets farve): »Gultrøjerne ville sammen med militærregeringen beskytte monarkiet,« fortæller Horstmann om de efterfølgende voldsomme sammenstød mellem de to grupperinger i Bangkoks gader.

»Byen var en konfliktzone. Militæret skød på rødtrøjerne, og demonstrationerne eskalerede voldeligt,« siger Horstmann, der selv boede i Bangkok i den periode. 

Thaksin blev fjernet fra magten ved et militærkup i 2006, og kort efter flygtede han ud af landet. I dag lever de røde trøjer stadig et farligt liv.

»Flere fra rødtrøjebevægelsen bor nu i nabolandene Cambodia og Laos, men ikke i sikkerhed, for den nuværende militærregering sender folk til landene for at likvidere dem,« siger Horstmann. 

Behandlingen af rødtrøjerne illustrerer for Horstmann, hvad de nuværende studerende er oppe imod. Og han pointerer, at »hvis Thailand skal ændres i en mere demokratisk retning, skal en langt større del af den thailandske befolkning end blot de unge mobiliseres i kampen mod monarkiet«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Hendes forældre er tilhængere af monarkiet og dermed af militærregeringen"

Alle velstillede thaier er tilhænger af monarkiet og militærregimet. Dem med de gule T-shirts. Det beskytter deres velstand. Hver gang der kommer en regering med en lidt for socialdemokratisk indstilling, som forsøger at gøre liveforholdene mere tålelig for de fattigste i Thailand, det er så dem med de røde T-shirt, griber militæret ind og fjerner med våbenmagt regeringen.

De unge thaier kommer til at forandre Thailand.

Ligesom unge kommer til at forandre hele verden. Det gør de, fordi de bliver mere og mere ens verden over grundet deres online aktiviteter på de sociale medier, youtube m.m.. En aktivitet, som er godt på vej til at forme alle verdens unge i samme retning til en form for verdensomspændende fællesskab. En ung fra Danmark, som møder en ung fra Brassilien, Uganda, USA eller et andet land er med det samme på bølgelænge gennem deres fælles påvirkning og "opdragelse" gennem deres online aktiviteter.

Det er interessant at følge verdens unges indflydelse på udviklingen.