Trump lovede arbejderklassen guld og grønne skove. Men industrijobbene kom aldrig hjem

»Det bliver verdens ottende vidunder,« proklamerede præsident Donald Trump om den taiwanesiske teknologivirksomhed Foxconns planer om at bygge en ny fabrik i svingstaten Wisconsin og skabe masser af nye arbejdspladser i industrien.

Ordene faldt under en ceremoni den 28. juni 2018 i byen Mount Pleasant. Trump stod med en guldlamineret spade i hånden. Han var omgivet af Wisconsins republikanske guvernør, Scott Walker, og daværende republikansk formand for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, samt bestyrelsesformand i Foxconn, Terry Gou.

Herefter stak præsidenten guldspaden i jorden som et symbol på, at alle industrijob mistet under tidligere præsidenter ville vende tilbage til USA i hans regeringstid.

I valgkampen i 2016 havde Trump lovet industriarbejderne at overtale amerikanske virksomheder til at flytte produktion placeret i Kina, Mexico og Sydøstasien gennem de seneste tre årtier tilbage til USA.

Og her var et soleklart eksempel. Foxconn – der blandt andet fremstiller produkter for Apple – stillede i udsigt at bygge en fabrik, der skulle fremstille LCD-skærme, i Wisconsin. Det ville skabe 13.000 nye arbejdspladser i byen Mount Pleasant, som de seneste årtier har set sine industrivirksomheder flygte til oversøiske lavtlønsområder.

Byens politikere var så begejstrede, at de tilbød Foxconn at betale for grunden – et beløb på 100 millioner dollar. Wisconsins daværende republikanske regering lovede endvidere den taiwanesiske industrikoncern skattelettelser til en værdi af fire milliarder dollar over 15 år.

»Det er en af de største handler i verdenshistorien,« kvidrede præsident Trump den dag i en tale krydret med overdrivelser.

Men nu, mere end to år senere, har Foxconn skruet projektet ned til ugenkendelighed. Et fundament til fabrikken er blevet støbt. Indtil videre er 600 medarbejdere blevet ansat i Foxconns filialer i andre byer i Wisconsin.

Men ifølge den lokale presse har koncernen udsendt modstridende signaler om sine intentioner. Den skulle hemmeligholde sine planer af frygt for at blive pryglet på Trumps twitterkonto, hvis det kommer frem, at projektet vil kaste betydeligt færre arbejdspladser af sig end stillet i udsigt i 2018.

Vælgerne foretrækker Trump

Historien er ikke forbigået arbejdervælgeres opmærksomhed i Wisconsin – en delstat, som indtil Trump slog Hillary Clinton i 2016 med en margin på 3,6 procentpoint, havde været demokratisk siden 1988. I fokusgrupper med vælgere bliver Trumps og Foxconns brudte løfte nævnt, og Joe Biden har da også ligget i spidsen i Wisconsin siden den 1. april. Fra den 1. juli og frem til sidste uge har hans føring på syv procentpoint ikke rokket sig en tøddel.

Man skulle tro, at Trumps brudte løfte til industriarbejdere ville give Biden en kærkommen lejlighed til at kritisere præsidenten. Men i en tale i Manitowoc, Milwaukee, tirsdag kom han ikke ind på Foxconns og Trumps uindfriede løfter. Biden undlod endda at nævne sin plan om at yde skattelettelser til amerikanske virksomheder, der vælger at flytte en del af deres produktion hjem til USA.

I stedet lovede Biden, at forbundsstatens årlige indkøb af produkter til en værdi af 60 milliarder dollar vil bestå af varer »made in America«.

»Aluminium til vores infrastruktur bliver amerikansk. Vindkraft, solpaneler og vandkraft bliver amerikansk. Forbundsstatens bilpark skal udskiftes til amerikanske elbiler,« sagde Biden.

Den demokratiske præsidentkandidat har ellers fremsat et ambitiøst økonomisk program for sin regering. Men det er ikke et emne, som fylder meget i hans valgtaler på zoom eller under nylige rejser til de tre svingstater i Midtvesten, Michigan, Pennsylvania og Wisconsin, der sikrede Trump sejren i 2016. Delstater, som Biden partout skal vinde i 2020 for at være sikker på at blive USA’s næste præsident.

En mulig forklaring på Bidens nedtoning af sin økonomiske politik er meningsmålinger, hvori de fleste vælgere siger, de foretrækker, at Trump styrer USA’s økonomi. På alle andre vigtige områder som håndtering af pandemien, racerelationer, pensions- og sundhedspolitik og endda opretholdelse af lov og orden scorer Biden bedre end præsidenten.

Der er altså opstået den paradoksale situation, at Biden ligger solidt i spidsen i meningsmålingerne, men når det kommer til det normalt vigtigste emne i et præsidentvalg – styringen af USA’s økonomi – halter han bagefter præsidenten.

Dette paradoks fremstår endnu mere tydeligt i lyset af, at USA befinder sig i en økonomisk recession, som delvist kan tilskrives Trumps kaotiske håndtering af coronakrisen. Hvorfor får præsidenten så alligevel et bedre skudsmål fra over halvdelen af vælgerne?

Wall Street trivedes

Den progressive amerikanske økonom Dean Baker, medgrundlægger af tænketanken Center for Economic and Policy Research i Washington, D.C., mener, det ukuelige aktiemarked er en forklaring.

»Mange vælgere tager de voksende aktiekurser som et signal om, at økonomien er inde i et opsving, selv om børsen på Wall Street mere er en målestok for virksomhedernes profit,« siger Baker.

Der er andre forklaringer på, at et flertal af vælgerne foretrækker Trumps  økonomiske politik.

Inden coronapandemien tvang USA til at lukke ned i marts og april, lå den officielle ledighed på et rekordlavt niveau; 3,5 procent. Der var akut mangel på arbejdskraft i nogle sektorer, hvilket gav udslag i moderate lønstigninger. Relativt få amerikanere følte sig usikre på deres økonomiske fremtid. Mange havde glemt, at opsvinget var begyndt under Obama i 2010.

»Folk forbinder den lave ledighed med Trumps politik, selv om arbejdsløsheden var faldet gradvist i præsident Barack Obamas regeringstid og blot fortsatte sin nedadgående tendens fra 2017 til begyndelsen af 2020,« fremhæver Baker.

Trumps og republikanernes skattereform fra 2017 har også været populær, selv om den primært beriger familier med en årsindkomst over 400.000 dollar.

»Jeg tror, at man i middelklassen husker, at de efter skat pludselig står med 500 dollar ekstra i lommen,« mener Dean Baker.

I Wisconsin og andre industristater i Midtvesten er det imidlertid et åbent spørgsmål, hvorvidt Trump denne gang kan trække så mange arbejdervælgere over i sin fold som i 2016.

Et år inde i sin første embedsperiode tog præsidenten en skæbnesvanger beslutning, som nu, tre år senere, kan blive årsagen til hans fald. Formålet med at pålægge straftold først på importeret stål og aluminium og senere på praktisk talt alle varer importeret fra Kina var at gøre det mere attraktivt for amerikanske virksomheder med produktion i udlandet at vende hjem.

Umiddelbart lyder ideen logisk nok. Jo højere straftold, USA pålægger varer produceret af amerikanske virksomheder i Kina, desto større er chancen for, at de finder det billigere at fremstille dem i USA.

Fejlslagen handelspolitik

Men det er lige præcist, hvad der ikke er sket, siger Brad Setser, seniorstipendiat i Det Udenrigspolitiske Råd i New York med speciale i international handel og tidligere rådgiver i USA’s finans- og økonomiministerium under Obama.

»Af de tilgængelige data kan der intet bevis findes for, at Trumps handelskrig mod Kina har haft den ønskede effekt; at bringe arbejdspladser tilbage til USA. Inden coronakrisen kan man højst tale om et beskedent skifte fra Kina til Sydøstasien og Taiwan,« siger Setser.

Og muligheden for, at den høje straftold på længere sigt vil lokke nogle virksomheder hjem, er tilmed blevet formindsket af Trumps og præsident Xi Jinpings beslutning i januar om at begrænse straftold til halvdelen af værdien af de to landes samhandel.

I virkeligheden, påpeger Brad Setser, er kun 25 procent af varer importeret fra Kina i dag pålagt den højeste toldsats. Den anden fjerdedel udsættes for en »beskeden« straftold.

Alt i alt viser de økonomiske tal fra industristaterne i Midtvesten, der er så vigtige for Trumps genvalg, at handelskrigen kombineret med nedlukningen under coronapandemien sidste forår har været et kæmpe tilbageslag for industrierhvervet. I 2020 er beskæftigelsen i sektoren lavere end i 2017.

Trump havde et andet formål med sin handelskrig: Han ville skabe balance i samhandlen mellem USA og Kina. Straftolden skulle formindske USA’s kæmpe handelsunderskud. Men heller ikke her er tingene gået efter planen, bemærker økonomen Brad Setser.

»Alt tyder på, at når handelstallene for august bliver offentliggjort, vil USA’s underskud over for Kina være tilbage på samme niveau som i 2019.«

Ikke nok med det. Rent faktisk har Trumps skattereform fra 2017 gjort det mere profitabelt for amerikanskejede farmaceutiske selskaber at flytte en del af deres produktion til Irland og Schweiz, fortæller Setser. Historien kan altså ende med, at der under Trump er blevet flyttet job til udlandet.

Biden foreslår i sit økonomiske program at stille amerikanske virksomheder betydelige skattelettelser i udsigt, hvis de vælger at flytte deres produktion tilbage til USA. Men når det kommer til stykket, nævner demokraten sjældent forslaget i sine valgtaler.

Og ideen virker da også som lidt af en blindgyde for økonom Dean Baker, der var en af de ganske få amerikanske økonomer, som forudså boligboblen og finanskrisen i 2007-08.

»I mine øjne vil Bidens forslag om at trække job tilbage til USA ikke virke. Det er tom snak fra en politiker. Sandheden er, at de arbejdspladser aldrig vender hjem. Hvis nogle af dem gør det, vil de i alle tilfælde ikke være lønnet nær så godt som i gamle dage,« mener Baker.

»I dag giver nye job i industrien ikke mere i løn end en stilling i varehuset Walmart. Så fortæl mig, hvad der er så attraktivt ved at arbejde i en fabrik.«

Infrastrukturplanen glemt

Men måske det største svigt i Trumps økonomiske politik – der virkelig kan skade ham i valgdysten med Biden – er hans uindfriede løfte om at iværksætte et infrastrukturprojekt. Det kunne have skabt titusinder af stillinger i bygge- og transporterhvervet, for ikke at nævne beton- og stålindustrien.

»Fra et valgpolitisk synspunkt er det uforståeligt, at Trump prioriterede en skattereform, der primært gavnede velhaverne, frem for at satse på et kæmpe nationalt byggeprojekt i de to første regeringsår, hvor han rådede over flertal i begge Kongressens kamre,« siger Baker.

Ikke overraskende er offentlige investeringer i klimabeskyttende infrastrukturprojekter et hovedpunkt i Bidens økonomiske program – en plan, han efter alt at dømme vil satse på i sit første regeringsår.

Lige så uforklarlig som Trumps manglende satsning gennem de seneste fire år på at skaffe flere og ordentlige job til vælgere blandt industriarbejderne er det, at han har valgt at lade selv samme vælgere gå uden arbejdsløshedsstøtte på 600 dollar om ugen fra den 1. august og frem til valgdagen den 3. november.

Siden juni har demokrater og republikanere i Kongressen ikke kunnet blive enige om at vedtage en hjælpepakke til de amerikanske lønmodtagere, der vil bygge bro fra den 1. august indtil den dato næste år, hvor flokimmunitet håbes opnået i USA ved hjælp af en vaccine mod COVID-19.

30 millioner amerikanere må i dag leve af en arbejdsløshedsstøtte fra deres delstat, som ikke engang dækker deres faste udgifter. Det er ikke alene en politisk akilleshæl for Trump. Det betyder også færre penge på hånden til forbrug.

»Hvis vi bliver ramt af en anden coronabølge, og hjælpepakken stadig udebliver, står vi over for en økonomisk katastrofe,« forudser Brad Setser. »Det må ikke ske.«