Har Trump tænkt sig at anerkende et nederlag? Valgets troværdighed er et åbent spørgsmål

Forestil dig, at det er lørdag den 6. november. Tre dage forinden, på selve valgnatten, lignede det en jordskredssejr til Donald Trump. Aftenen igennem trillede stemmerne fra valgstederne, ind på tv-skærmen og videre ud til amerikanerne. Først Michigan, så Ohio, så North Carolina. Lidt i midnat, da Fox News rapporterede et forspring på 12 procentpoint i Pennsylvania, kunne præsidenten ikke mere. Han gik ud til sine hujende tilhængere og sagde: »Four more years, four more beautiful years.«

Men på grund af pandemien havde ekstraordinært mange amerikanere brevstemt, og som de blev talt op de følgende dage, begyndte billedet at ændre sig til Joe Bidens fordel. Alt imens pumpede Donald Trumps tweets ud: Det er et »røveri«, og brevstemmerne er et »HOAX«, og resultatet fra valgnatten må stå fast. Nu, den 6. november, hvor optællingen er ved at være slut, og Joe Biden ser ud til at have vundet med det yderste af neglene og nogle få tusind stemmer i Wisconsin, nægter præsidenten at gå af. Republikanernes advokater er allerede gået i gang, Trumps støtter er på vej på gaden, og ingen ved, hvad der er op og ned i Amerika.

Scenariet er ikke dystopisk science fiction, men Lawrence Douglas’ bedste bud på, hvad der kommer til at ske i dagene efter præsidentvalget i USA. Han er juraprofessor ved Amherst College i Massachusetts og forfatter til bogen Will He Go? Trump and the Looming Election Meltdown in 2020, der udkom tidligere i år.

»Baseret på alt, hvad vi ved om ham, og alt, hvad han har gjort de seneste fire år, opfatter jeg det som utænkeligt, at Donald Trump uden videre anerkender et valgnederlag, særligt hvis det er snævert,« siger han.

En uoverskuelig situation, mener professoren.

»For der er intet i hverken lovgivning eller forfatning, der sikrer en gnidningsfri, rolig overdragelse af magten. Den afhænger af normer, god vilje og respekt for demokratiet.«

Troværdigheden af det amerikanske præsidentvalg har udviklet sig til et åbent spørgsmål. Trump anklager demokraterne for at ville fuske med brevstemmerne, demokraterne anklager præsidenten for at ville forhindre millioner i at stemme, og Trump lader allerede til at forberede sig selv og sine tilhængere på en situation, hvor han kommer til at bestride valgresultatet.

»Jeg må se på det,« svarede han, da Fox News i juli spurgte, om han ville trække sig efter et nederlag.

»Jeg har ikke tænkt mig bare at sige ja, jeg har ikke tænkt mig at sige nej, og det gjorde jeg heller ikke sidste gang.«

Efter at Trump har angrebet medierne, blandet sig i verserende retssager og udnyttet embedsværket til egen politisk vinding frygter demokraterne og politiske iagttagere, at Trumps krig mod de demokratiske institutioner er nået til den mest basale: selve valghandlingen.

Allerede nu står det klart, at USA – planetens eneste supermagt og verdens ældste moderne demokrati – er blevet den slags land, hvor begge partier sår tvivl om valgets integritet, og det er uklart, om den siddende leder vil gå af, og hvad der i så fald vil ske.

Information har talt med tre eksperter, der forsøger at give et overblik.

Kommer posten ud?

Nu er det ikke sådan, at man skal forestille sig det amerikanske valgsystem som fuldstændig fejlfrit, inden Trump kom til. Der har været masser af problemer med f.eks. vælgerundertrykkelse og lignende. Men præsidenten har sat tingene på spidsen på en ny måde, og de seneste måneder har diskussionen først og fremmest handlet om postvæsenet.

USA er vant til at håndtere mange millioner brevstemmer. I 2016 stemte knap hver fjerde vælger pr. brev. Det tal forventes imidlertid at stige markant som følge af pandemien, og den udvikling er primært drevet af Joe Bidens vælgere.

En undersøgelse bragt i The Wall Street Journal viser, at blot 11 procent af Trump vælgere mod 47 procent af Joe Bidens har tænkt sig at brevstemme.

Siden april har Trump løbende betegnet brevstemmer som »farlige« og »fulde af snyd«. Jo flere, der brevstemmer, jo større er risikoen for fusk, snyd og demokratiske fiksfakserier, hævder han.

Nogle gange kan det være svært at slippe mistanken om, at Trumps anklager mod andre i virkeligheden er en projektion af hans egne planer. I hvert fald mener demokraterne, at det er ham, som pønser på at fuske med brevstemmerne.

I løbet af sommeren udpegede Trump nemlig en ny chef for postvæsenet – den republikanske stordonor Louis DeJoy – som straks indledte en række besparelser, der ifølge demokraterne var designet til at forhindre millioner af amerikanere i at stemme.

Lederen af Repræsentanters Hus, Nancy Pelosi (D), kaldte kongresmedlemmerne tilbage fra ferie før tid, og DeJoy endte med at udskyde besparelserne til efter valget.

Alligevel mener Judith Kelley, at demokraterne har håndteret kontroverserne omkring brevstemmer bemærkelsesværdigt dårligt. Hun er dekan ved institut for offentlig politik på Duke Universitys Intitutut og forfatter til en bogen Monitoring Democracy.

»Jeg er ikke specielt bekymret for valgsvindel i klassisk forstand,« forklarer hun.

Donald Trump er hverken Putin eller Bashar al-Assad, han har slet ikke den slags kontrol over institutionerne, og det amerikanske valgsystem er – på godt og ondt – ekstremt decentraliseret. Der er et enormt kludetæppe af valgdistrikter og stemmecentraler med forskellige procedurer, maskiner og optællingsmetoder, som gør det svært at forestille sig systematisk valgfusk, forklarer Kelley. 

Professoren kender faktisk den nye, republikanske postchef DeJoy personligt. Han bor i nærheden, de anbefaler hinanden bøger, når de mødes, og Kelley har svært ved at forestille sig, at han skulle være centrum i et komplot om at forhindre millioner amerikanere i at deltage i valget.

Desuden skal man huske, siger professoren, at postvæsenet håndterede godt 25 millioner brevstemmer i 2016, og selv om det er flere denne gang, svarer det stadig blot til en brøkdel af, hvor mange stykker post postvæsenet leverer på en almindelige uge.

Til gengæld frygter hun, at Trump spiller et andet og mere sofistikeret spil.

»Normalt når vi ser valgsvindel i skrøbelige demokratier, er der tale om en stærk leder, der fusker og efterfølgende forsøger at overbevise offentligheden om, at valget var frit, fair og transparent,« siger hun.

Trump gør det modsatte.

»Han kan ikke stjæle valget, men det er tydeligt, at han gør alt, hvad han kan for at underminere amerikanernes tillid til valget,« siger hun. Og det har demokraterne bidraget til ved at reagere så voldsomt på sagen om postvæsenet. 

»Decideret kaos«

I 2018 var det lige ved og næsten, at guvernørvalget i Florida endte i den situation, som Lawrence Douglas og Judith Kelley frygter til præsidentvalget. 

På valgaftenen førte den republikanske kandidat, men som brevstemmerne blev talt op, halede hans demokratiske modkandidat ind på ham. 

Det endte med en snæver sejr til republikaneren, men inden da havde Trump allerede tweetet: 

»Et stort antal stemmesedler dukkede op ud af det blå, mens andre er forsvundet eller blevet forfalsket. En ærlig optælling er ikke længere mulig – stemmesedlerne er forurenede.« Og så sluttede han med udråbet »Must go with Election Night!«.

Vi må holde fast i resultatet fra valgaftenen. Det er præcis, hvad Lawrence Douglas regner med, Donald Trump kommer til skrive, sige og råbe i al den tid, der går, mens brevstemmerne bliver talt op.

»Jeg frygter decideret kaos. En situation, hvor Trump inciterer optøjer i gaderne, og republikanernes advokater udfordrer validiteten af visse stemmer,« forklarer han.

Der er selvfølgelig en række ubekendte, erkender han. For det første skal valget blive tæt. Vinder Biden overbevisende, vil Trump have begrænsede muligheder for at udfordre resultatet.

For det andet bliver det afgørende, hvor længe de afgørende brevstemmer er om at blive talt op.

Jo længere tid, der går, jo bedre muligheder har Trump for at piske en stemning op og skabe pres på lokale valgdistrikter for at kassere stemmer, der er ankommet sent. Allerede nu er de juridiske armlægninger i gang i flere af de afgørende i svingstater. I Pennsylvania og Michigan forsøger demokraterne for eksempel at få ændret reglerne, så det er muligt at begynde optællingen af brevstemmer inden selve valgdagen.

Endelig er han afhængig af opbakning fra Det Republikanske Parti. Vil The Grand Old Party virkelig fortsat stå bag Trump, hvis han prøver at underminere et frit og fair valg?

Det har Judith Kelley svært ved at forestille sig.

»Forsøger Trump at bestride, hvad der ligner en åbenlys sejr til demokraterne, tror jeg i sidste ende, at Det Republikanske Parti vil stille sig på demokratiet og institutionernes side,« siger hun.

Lawrence Douglas er ikke så overbevist.

»Der har været mange, mange gange over de seneste fire år, hvor vi har siddet med en uindfriet forventning om, at nu vil republikanerne trække en streg i sandet,« siger han.

»Proceduremæssigt mareridt«

Men hvad sker der helt konkret, hvis både Trump og Biden hævder at have vundet valget?

Alexander Keyssar er professor på Harvard University, hvor han underviser i det amerikanske valgsystem, som han også har skrevet en række bøger om, senest Why Do We Still Have the Electoral College? Med andre ord har han altså en vis indsigt i, hvad der kan ske, hvis det hele går i hårdknude den 3. november.

Det kan nemt ende i »et proceduremæssigt mareridt«, forklarer han.

Nu gælder det om at holde tungen lige i munden, for det bliver en lille smule teknisk.

Delstaterne skal indrapportere resultatet af valget inden den 8. december.

Allerede her kan den første komplikation opstå. Tag for eksempel en afgørende svingstat som Wisconsin. Under optællingen vil republikanerne kunne tænkes at forsøge at underkende en del af stemmerne ved at hævde, at de er blevet indleveret for sent, ikke har de korrekte underskrifter eller noget helt tredje. Så trækker optællingen ud og risikerer ikke at blive færdig til tiden.

I Wisconsin er guvernøren demokratisk, mens republikanerne sidder på delstatens lovgivende forsamling. Hvis de to organer ikke kan blive enige om, hvilke stemmer der tæller, og hvad resultatet af valget egentlig er, kan de ikke indstille nogen af kandidaterne som vinder.

Ifølge Lawrence Douglas er det særligt uheldigt, at en række af de afgørende svingstater som Wisconsin, Michigan og Pennsylvania har demokratiske guvernører og republikanske flertal i de lovgivende forsamlinger.

Så er der andre stater, hvor republikanerne sidder på hele magtapparatet, så kan de i princippet lade være med at godkende valgmændene, selv om de faktisk burde tildeles Biden på baggrund af de afgivne stemmer.

»Det kunne for eksempel være Florida,« siger Keyssar.

»Men,« fortsætter han og begynder så selv at le af, hvor absurd det er, at det er en valghandling i verdens ældste moderne demokrati, vi diskuterer.

Det kan nemlig godt være, at det kan lykkedes Trump og republikanerne at obstruere valget, men det giver ikke nødvendigvis ’The Donald’ fire år mere i Det Hvide Hus. For hvis der ikke bliver indrapporteret nok valgmænd, så kan ingen få flertal på 270 ud af 538 valgmænd. Så starter en helt ny kamp i det nyvalgte Repræsentanternes Hus, påpeger Keyssar.

Og her dukker Nancy Pelosi op igen. Hvis demokraterne stadig har flertal i Huset efter valget, er det nemlig op til flertalslederne – altså Pelosi, hvis hun stadig har posten – og demokraterne at finde en vej gennem moradset. Her kan de vælge at spille »hardball« – som svar på republikanernes angreb – som det hedder i en analyse af Harvard-professor Daniel Carpenter i The Washington Post.

Men »fordi alt det her ikke er sket før, ved vi ikke præcist, hvordan det kommer til at udspille sig. Hvis delstatsmyndighederne ikke indrapporterer valgmændene, kan domstolene så for eksempel tvinge dem til det? Måske, måske ikke«, skriver Carpenter.

Uden normer, intet demokrati

For det er jo slet ikke meningen, at præsidentvalget skal afgøres på den måde, og heldigvis er det også ekstremt usædvanligt. Ikke siden 1876 har det været tæt på at komme så vidt, og dengang indgik partierne en studehandel og undgik en bureaukratisk afgørelse.

Og i 2000 da valget mellem Al Gore og George W. Bush blev afgjort af 537 stemmer i Florida, endte sagen i højesteret, som afviste Al Gores krav om en omtælling. Samtlige republikansk udpegede dommere stemte imod, og alle demokratisk udpegede dommere stemte for. Ifølge Lawrence Douglas var mange i Det Demokratiske Parti af den opfattelse, at Højesteret slet ikke havde jurisdiktion til at træffe sådan en afgørelse om et valg, og opfordrede Al Gore til at gå videre med sagen og udfordre afgørelsen.

»Forfatningen sikrer ikke en fredelig overdragelse af magten, den antager det som en præmis,« gentager Lawrence Douglas.

Al Gore endte med at trække sig af hensyn til »folkets samhørighed og demokratiets styrke«.

»Selv om vi ikke deler og kæmper for de samme overbevisninger, er der en pligt, som går forud for den, vi skylder vores politiske partier. Det her er Amerika, vi sætter nationen over partiet, og vi vil stille os samlet bag vores nye præsident,« sagde Al Gore.

Det er svært at forestille sig Trump gøre noget lignende, og i den nuværende situation er det heller ikke sikkert, Biden ville gøre det.

En af de store erkendelser efter fire år med Trump er, hvor meget normer betyder for det amerikanske demokrati, mener Judith Kelley. 

»Vi havde alle sammen en forestilling om håndfaste regler i lovgivning eller forfatning, som forpligtede præsidenten til at fremlægge sine skattepapirer og forbød ham at udnytte statsapparatet til egen fordel eller benåde sine venner,« siger hun.

At demokratiets grundlæggende regler faktisk var regler, og at der var konsekvenser, hvis præsidenten brød dem.

»Det viser sig imidlertid, at meget af det hviler på normer, traditioner og moralsk konsensus,« siger Judith Kelley.

Normerne binder det hele sammen, og Trump har vist os, hvor skrøbeligt demokratiet er, hvis de afgørende aktører overskrider dem. 

Men hvordan ender det indledende scenarie, hvor Trump vandt på valgnatten, tabte efter brevstemmerne og nu nægter at gå af?

»Det er ikke sådan, at jeg forestiller mig, at militæret må storme ind på Det Ovale Kontor og fjerne ham med magt,« siger Lawrence Douglas.

»Men mens jeg håber, at vi om nogle årtier vil se på trumpismen som en midlertidig afvigelse i amerikansk politik, mener jeg, at det er et åbent spørgsmål, hvad der kommer til at ske.«

Judith Kelley ser ikke så sort på situation.

»Nej, institutionerne er for stærke, medierne for frie og den demokratiske tradition for indgroet i samfundet‚« siger hun.

Uanset hvad skal vi vænne os til, at USA er blevet den slags land, hvor medier, politikere og professorer tager sådan et spørgsmål alvorligt.