Nyhed
Læsetid: 7 min.

Trump vidste, hvor farlig COVID-19 var, men nedtonede truslen

I ny interviewbog, skrevet af journalistveteran Bob Woodward, erkender den amerikanske præsident, at han godt vidste, at coronavirus var noget »livsfarligt stads«
»Den er rimelig drilsk, rimelig speget. Den er også mere livsfarlig end selv en barsk influenza. Det er noget livsfarligt stads,« sagde Donald Trump i en telefonsamtale med journalisten Bob Woodward tilbage i februar. Men til offentligheden underspillede han truslen. Det beskriver ny bog af Woodward.

»Den er rimelig drilsk, rimelig speget. Den er også mere livsfarlig end selv en barsk influenza. Det er noget livsfarligt stads,« sagde Donald Trump i en telefonsamtale med journalisten Bob Woodward tilbage i februar. Men til offentligheden underspillede han truslen. Det beskriver ny bog af Woodward.

Carlos Barria/Ritzau Scanpix

Udland
11. september 2020

WASHINGTON – Donald Trump var allerede i februar klar over, hvor farligt udbruddet af coronavirus kunne blive. Men alligevel besluttede han sig for at »underspille« truslen og førte dermed forsætligt offentligheden bag lyset. Det fremgår af en række samtaler, som en af USA’s mest anerkendte undersøgende journalister, Bob Woodward, har ført med den amerikanske præsident.

18 gange fra december 2019 til juli 2020 lod Trump sig interviewe af Woodward, og disse interview udgør kernen i Woodwards nye bog, Rage, som Washington Post og CNN har set før dens udgivelse den 15. september.

Bogen refererer, ifølge de to medier, flere markante udtalelser fra Trump. For eksempel kalder han tidligere præsident George W. Bush for »en stupid narrøv« og udtaler sig i hånlige vendinger om bevægelsen Black Lives Matter og dens kamp mod racisme og politibrutalitet.

Af bogen fremgår også, at USA i 2017 tilsyneladende kom tæt på en atomkrig med Nordkorea.

Modsætningsforhold

Rage udstiller et modsætningsforhold mellem Trumps offentlige og private udtalelser om COVID-19-pandemien, som har taget livet af over 195.000 amerikanere og udløst den værste økonomiske krise siden den store depression i 1930’erne.

Allerede den 28. januar får Trump en »alarmerende« melding fra sin nationale sikkerhedsrådgiver, Robert O’Brien, om, at COVID-19 har potentiale til at blive »den største nationale sikkerhedstrussel« i Trumps embedstid. En melding, der ifølge bogen får præsidenten til »spærre øjnene op«.

Tre dage efter giver Trump ordre til at indføre restriktioner på indrejser fra Kina, men på dette tidspunkt er virussen for længst ankommet til USA.

I en telefonsamtale med Woodward den 7. februar siger Trump:

»Den spredes gennem luften. Det er altid sværere end ved berøring. Man kan jo bare lade være med at røre ting. Ikke sandt? Men luften, man indånder jo bare luften, og det er sådan, det sker. Så den er rimelig drilsk, rimelig speget. Den er også mere livsfarlig end selv en barsk influenza«.

Og han tilføjer: »Det er noget livsfarligt stads.«

Alligevel blev februar en forspildt måned i pandemibekæmpelsen, mener Woodward og mange analytikere. Og 27. februar erklærede Trump i en offentlig udtalelse: »Den kommer til at forsvinde af sig selv. En skønne dag vil den – som et mirakel – være væk«. Og i et tweet den 9. marts sammenligner Trump coronavirussen med en banal influenza og understreger, at »Vi lukker ikke ned for noget, og livet og økonomien går videre«, også i influenzasæsonen. »Det kan I godt regne med!«

Men allerede 19. marts må Trump alligevel erklære national nødsituation. Om dette forløb siger han til Woodward: »Det var hele tiden mit ønske at underspille det. Jeg vil stadig helst underspille det. Jeg ønsker ikke at skabe panik.«

Lejemordsjob

I Det Hvide Hus afviste Trump onsdag bogen og dens afsløringer som »endnu et politisk lejemordsjob« og forsvarede sin håndtering af pandemien. Han tilføjede:

»Jeg vil under ingen omstændigheder drive det her land eller verden ud i vanvid. Vi vil gerne udstråle selvtillid, vi vil gerne udvise styrke som nation, og det er, hvad jeg har gjort. Og vi har også klaret det rigtig godt ud fra alle standarder. Man kan bare se på vores tal i sammenligning med andre lande, andre dele af verden, at det er et fantastisk stykke arbejde, vi har gjort.«

USA har ifølge tal fra onlinetjenesten Worldometer det højeste antal smittetilfælde af alle lande i verden – 6,550.000 den 10. september – og også det højeste dødstal, over 195.000 på samme dato. Det har også en af verdens højeste dødsrater: 57,97 pr. 100.000 indbyggere.

Senere udtalte Trump til Fox News: »Jeg sagde: Gå ikke i panik. Jeg er heppekorsleder for dét her land, og jeg vil ikke se nogen panik«.

Ved et vælgermøde i Warren, Michigan, kommenterede den demokratiske præsidentkandidat, Joe Biden, bogens afsløringer med disse ord:

»Han (Trump, red.) vidste godt, hvor dødbringende den (virussen, red.) var. Den var meget mere dødbringende end influenza. Han vidste det, og han underspillede det med vilje. Hvad værre er: Han løj også for den amerikanske befolkning. Han vidste besked og løj med fuldt overlæg om den trussel, som den (virussen, red.) i mange måneder har stillet landet over for.«

Biden tilføjede:

»Han havde alle informationerne. Han vidste, hvor farlig den var, og mens denne dødbringende sygdom farede hærgende gennem vores land, svigtede han med vilje sin opgave. Det er et forræderi på liv og død af den amerikanske befolkning. Eksperterne siger, at havde han handlet bare en uge tidligere, havde 36.000 mennesker kunnet reddes«.

Ringeagt

Nancy Pelosi, den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, sagde til tv-kanalen MSNBC:

»Jeg læser to ting ud af det, han (Trump, red.) sagde. For det første: hans svaghed. Han anede ikke, hvordan han skulle håndtere denne udfordring for vores land«.

»For det andet: hans foragt for og fornægtelse af videnskaben, som har svarene. Vi kunne på et tidligere tidspunkt have inddæmmet det her. Men større end alt det her var hans totale ringeagt over for effekterne på de enkelte familier og på vores land.«

Efter et møde i Det Hvide Hus med den særlige coronavirus-taskforce 3. april talte Trump stadig pandemifaren ned: »Jeg har sagt, at det vil gå væk, og det går væk,« sagde han. Men bare to dage senere betroede han Woodward: »Det er en modbydelig ting. Det er helt utroligt.« Og 13. april indrømmede han: »Den smitter så let, at man tror, det er løgn.«

I maj spurgte Woodward, om Trump kunne huske O’Briens dystre advarsel fra 28. januar. Præsidentens svar lød:

»Nej, det kan jeg ikke. Det kan godt være, han sagde sådan – ved du hvad, jeg er sikker på, han nok har sagt sådan. Fin fyr.«

Og i det sidste interview i juli sagde Trump til Woodward:

»Virussen har ikke noget at gøre med mig. Den er ikke min fejl. Det er … Kina slap den fordømte virus fri.«

Rage indeholder også skarpt fordømmende vurderinger af Trumps kritiserede lederskab i indsatsen mod virussmitten, for eksempel hans manglende vilje til at beordre økonomiske nedlukninger og månedlange undvigelser og modstand mod påbud af mundbind.

Anthony Fauci, USA’s førende ekspert i smittebekæmpelse, citeres for at betegne Trumps lederskab som »helt uden styring«. Trumps evne til at holde opmærksomhed på noget er »under nul«, siger Fauci også og tilføjer: »Han eneste fokus er at opnå genvalg.«

77-årige Woodward har vundet to Pulitzer-priser og skrevet om ni amerikanske præsidenter. Hans dybdeborende journalistik med Washington Post-kollegaen Carl Bernstein om Watergate-affæren banede vejen for Richard Nixons utidige afgang i vanære i 1974. Trump har imidlertid udtalt sin beundring for Nixon og forsøger sig for øjeblikket med en »lov-og-orden«-strategi, der ligner den, som sikrede Nixons første valgsejr.

Men Trump siger i bogen, at Woodward »fik Bush til at se ud som en stupid narrøv, hvad han også var.« Om Barack Obama siger han: »Jeg mener ikke, Obama er klog … jeg synes, han er enormt overvurderet, og jeg synes ikke, han er nogen stor taler.«

Han fortalte desuden Woodward, at Nordkoreas diktator, Kim Jong-un, var af den opfattelse, at Obama var et »et røvhul«.

I juni, da protesterne imod racisme efter politidrabet på George Floyd i Minneapolis i maj var på sit højeste, spurgte Woodward, om ikke hvide og privilegerede mænd som han selv og Trump burde være mere lydhøre over for, at sorte amerikanere ofte har vanskeligere kår.

Hertil svarede Trump med hånlig stemme: »Nej. Du har virkelig labbet alt det vrøvl i dig, har du ikke? Du skulle bare høre dig selv. Nej, det synes jeg overhovedet ikke.«

Samtidig citeres Jared Kushner, Trumps svigersøn og toprådgiver, for, at der findes fire nøgletekster, man skal kende for at forstå Trump, og en af dem er Lewis Carolls Alice i eventyrland. Kushner parafraserer så fortællingens Cheshire-kat: »Hvis du ikke ved, hvor du skal hen, vil alle veje føre dig til dit mål«.

Woodward skriver også, at Trumps nationale sikkerhedshold i 2017 advarede ham om, at USA var kommet tæt på en atomkrig med Nordkorea. James Matthis, dengang forsvarsminister, sov angiveligt med tøjet på, hvis Nordkorea skulle finde på at affyre et missil, og gik i Washington National Cathedral for at bede. Udenrigsminister Mike Pompeo citeres for at sige: »Vi vidste aldrig, om truslen var sandhed eller bluff.«

I en kryptisk udtalelse praler Trump over for Woodward om et hemmeligt nyt våbensystem: »Jeg har bygget et nukleart – et våbensystem, som ingen i det her land tidligere har haft.« Woodward skriver, at andre kilder bekræfter påstanden, men blev overraskede over, at Trump ville afsløre det.

Woodward opsnappede desuden 27 ’kærlighedsbreve’, som Trump udvekslede med Kim. I disse kalder Nordkoreas diktator ham smigrende for »Deres Excellence« og skriver, at »det dybe og helt særlige venskab mellem os vil virke som en magisk kraft«. Kim skriver i et andet brev, at et nyt møde imellem dem vil kunne blive »som en scene i en eventyrfilm«.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jamen en farlig sygdom i progression er virkelig ikke godt for den amerikanske økonomi. Og det er i sig selv ikke godt hvis man hedder Donald Trump og vil genvælges. Mon ikke også sådanne overvejelser har spillet ind i det hvide hus?

Anne-Marie Krogsbøll

Trumps meldinger ligner meget det skønmaleri, vi i starten hørte fra vores hjemlige SST, SSI og øvrige SST-tro eksperter, som også var mere optagede af at berolige og undgå panik, end af at oplyse befolkningen og undgå epidemien.

Det er også nogenlunde som at høre Søren Riis paludan i dag:
"- Jeg forventer, at de tal, vi ser lige nu, vil være i det her niveau i nogle dage.
- Hvis tiltagene kommer til at have den ønskede effekt, som jeg faktisk tror, at de vil, så vil vi stille og roligt se, at tallene går ned, siger Søren Riis Paludan."

Vupti! Pludseligt en dag er det væk....

Mikkel Zess, Alvin Jensen, Erik Winberg og Peder Bahne anbefalede denne kommentar
Thomas Østergaard

Det er lidt sjovt: Sådan ca. ingen - heller ikke hans tilhængere - tror på at Trump korrekt forudså fremtiden samt smittefarligheden og implikationerne af covid tidligt i forløbet. Men demokaterne og mainstreampressen vurderer - muligvis korrekt - at det vil virke bedre at beskylde ham for massemord end for at være en løgnagtig pralhals. Nok fordi de omsider har indset at tilhængerne og svingvælgerne udmærket godt er klar over at han er en løgnagtig pralhals.

Alvin Jensen, Carsten Wienholtz, Jørgen Mathiasen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Jens Jørn Pedersen

Der er et problem med løgn. Hvis man siger: Jeg lyver altid, så er sandheden implicit, men lyver man altid men siger, det er sandheden, så er der ingen, der kender til, hvad der er rigtigt.
Det skaber virkelig et usikkert samfund. Ingen kan stole på nogen.

Anne-Marie Krogsbøll, Alvin Jensen og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Thomas Østergaard

Jørn Pedersen:
Logisk set er det eneste mulige scenarie #2 - hvis en person fortæller at han altid lyver og taler sandt, lyver han ikke altid.
Og alle ville vide hvad der var sandt, hvis man har den information at personen altid lyver.
Men der er mange måder at lyve uden at lyve på, man kan overdrive, man kan undlade at give visse informationer, ensidigt give andre, man kan bringe information uden for sin naturlig kontekst o.m.a. Og Trump er langtfra den eneste spiller på den bane.