I USA er mange vælgere vandret ud på fløjene. Det er både Trump og demokraternes skyld

’Det her er ikke Amerika’

Tonerne fra soundtracket til westernfilmen The Good, the Bad and the Ugly fylder Jesse Lee Jones’ garage i udkanten af countryhovedstaden Nashville i midten af sydstaten Tennessee.

Med hovedet under kølerhjelmen bliver hans hvide T-shirt mere og mere plettet, som den 50 år gamle motor går fra fedtet og støvet til skinnende ren. Den orange 1973 Pontiac Firebird er nyeste medlem i hans samling af 39 klassiske, skinnende amerikanerbiler og symbol på hans kærlighed til USA og produktet af hans jagt på den amerikanske drøm. Chryslers, Cadillacs, originale antikke politibiler og Trans Ams på rad og række oplyst af diner-neonskilte langs væggen med et stort amerikansk flag i midten.

Siden Jesse Lee Jones kom til USA fra Brasilien for over 30 år siden, har han været på en personlig og politisk rejse. Fra at være stor fan af demokraten Bill Clinton, har han rystet på hovedet ad den krigsglade Bush junior, været rasende på Obama, skeptisk over for den korrupte Hillary Clinton og er nu landet på højrefløjen, hvor han efter et tvivlende kryds til den rapkæftede, politisk uerfarne Trump tilbage i 2016 nu bakker fuldt op om fire år mere til præsidenten.

En bevægelse mod højre, der blev kickstartet af Obama, som ifølge Jesse konstant brød med forfatningen med sine vetobeslutninger og trådte på USA’s ry ved at rejse rundt og bukke undskyldende for verdensledere på vegne af Amerika.

Inde i huset over for garagen kan han nu se billederne af vrede demonstranter og byer i brand køre hen over fjernsynsskærmen og mærker, hvordan splittelsen i det land, han ellers elsker så højt, bliver større og større.

»Det her må stoppe nu! Vi bliver nødt til at få genetableret lov og orden. Det her er ikke Amerika.« Han peger mod tv-nyhederne.

Et land i opløsning

Og vejen til lov og orden findes ifølge Jesse Lee Jones ikke længere hos demokraterne. Det boblede i ham af vrede, da han i forrige uge fulgte demokraternes konvent.

»Det eneste budskab, jeg fik fra konventet, var et land i opløsning og had mod Trump. Vi er alle ved at dø, og det er Trump, der dræber os. Er de da gået fuldstændig fra forstanden? Had er ikke noget budskab. De siger, det er Trump, der gør folk vrede, men det er dem, der spreder had og opfordrer folk til at brænde gaderne ned,« lyder det fra Jesse Lee Jones.

Frustreret og vred tændte han for republikanernes konvent ugen efter, og her så han endelig, hvad han så længe har savnet. Et patriotisk parti med en stærk leder i spidsen, der talte om et land, der allerede er »great« og fuld af muligheder italesat af politikere og borgere, der respekterede de kerneværdier, landet er bygget på. Da de fire dages konvent blev afsluttet med et gigantisk fyrværkerishow på himlen over Det Hvide Hus, trillede tårerne ned ad Jesses kinder.

»Dét er landet, jeg kom hertil for,« forklarer Jesse i garagen med nyt vand i øjnene. Der er nu ikke længere nogen tvivl om, at hans stemme vil gå til præsidenten »who gets things done«.

Lukket ned af pandemien

Som 16-årig forlod Jesse Lee Jones en tilværelse med fattigdom og ustabilitet og rejste alene mod USA med under hundrede dollars på lommen i jagten på den amerikanske drøm. Ti år senere blev han amerikansk statsborger og har i dag en karriere som succesfuld countrymusiker og ejer af en af Nashvilles mest kendte honkytonks, baren og spillestedet Robert’s Western World på byens legendariske Broadway. Han er en »selfmade man« og har USA at takke for at have kunnet drive det så vidt, fortæller han.

Men de seneste måneder har han set sit livsprojekt blive lukket ned af pandemien. Byens demokratiske borgmester beordrede barerne lukket, og adskillige millioner senere er Jesse Lee Jones’ forretning nu kun en skygge af sig selv. Politisk overstyring og et angreb på den frihed, som USA bygger på, ført an af demokratiske borgmestre og guvernører, der ifølge Jesse Lee Jones overbevisning forsøger at ødelægge Trumps økonomi.

Med til angrebet på økonomien og borgernes frihed kommer nu bølgen af demonstrationer mod det amerikanske politi, som altid har haft en særlig plads i Jesses hjerte. Han er uddannet betjent. For at give tilbage, og ære den lov og orden, han respekterer ved USA.

Dårlige eksempler

Han ser med forfærdelse på, hvordan den orden er under angreb fra voldelige demonstranter, der kaster molotovcocktails og fyrværkeri efter politiet, og han føler, at et valg af Joe Biden vil være ensbetydende med at give demonstranterne frit lejde.

»Biden vil tage pengene fra politiet. Det kan godt være, han siger, han ikke vil, men han er en dukke for den yderste venstrefløj og har ingen rygrad,« lyder Jesse Lee Jones’ vurdering.

Han måtte slukke for fjernsynet, da han hørte politiets syv skud mod den sorte Jacob Blake i Kenosha, Wisconsin i sidste uge, ligesom drabet på George Floyd fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham. Jesse er hundrede procent enig i fordømmelsen af betjentene, som efter hans mening er eksempler på dårlige mennesker i et stort korps af ellers godhjertede betjente, og han støtter op om fredelige demonstrationer.

Men grænsen går, så snart protesterne udvikler sig til kriminelle handlinger. Da demonstranterne fyldte Nashvilles Broadway tilbage i maj, stod han derfor med rifler over skuldrene ude foran Robert’s og hænderne i vejret som symbol på sine ikkevoldelige intentioner – men ret til at forsvare sin forretning, hvis protesterne skulle udvikle sig til hærværk.

»Jeg kunne mærke deres frustration, og jeg vidste, at hvad de gjorde, var rigtigt. Og hvor er det fantastisk, at vi bor i et land, hvor vi kan gøre sådan. Men der er en grænse. Dine rettigheder ender, hvor mine starter, og jeg støtter Trump hundrede procent, når han siger, han vil sende føderale styrker ind for at stoppe voldelige protester. Han er nødt til bringe lov og orden tilbage til vores land. Det er hans ansvar som præsident.«

’Demokraterne vil ikke give plads til venstrefløjen’

Stacey Weaver ligner et sikkert kryds for Biden. 46-årig bibliotekar fra en forstad til Harrisburg i svingstaten Pennsylvania med en fortid som socialrådgiver og børneterapeut. Hendes mand er selvstændig elektriker, medlem af fagforeningen og sammen har de tre børn, der alle er under uddannelse. Staceys mor er hvid og fra den nordlige østkyst. Hendes far var sort og voksede op i Sydstaterne, hvor han var en del af Martin Luther Kings borgerrettighedsbevægelse, gik med ved Marchen til Washington og kæmpede blandt andet for bedre undervisning for børn om sortes historie og rettigheder.

Men Stacey Weaver vil ikke stemme på Biden. Hun hører til på den yderste venstrefløj, og vil ikke længere bakke op om Det Demokratiske Parti, som efter hendes mening er alt for konservativt og styret af det elitære »establishment«. Hun kæmper nu en stille kamp på nettet for at få ligesindede progressive venstrevælgere med på vognen og stemme Howie Hawkins fra Det Grønne Parti til november.

På sin computer har hun en mappe, hvor hun gemmer truslerne, hun får på Twitter. »Hvis du bliver ved med at nægte at stemme på Biden, håber jeg, dine børn bliver skudt foran dig.« »Trump er det værste menneske på jorden. Hvor vover du? Du er nazist!«

Stacey er så langt til venstre, at hun næsten får lyst til at give sin stemme til Trump i protest mod både twittertrolle og Det Demokratiske Parti.

»Jeg er færdig med demokraterne. Jeg var allerede forholdsvis langt til venstre, inden Biden blev nomineret. Men efter at have set hvordan partiet manipulerede primærvalgene imod Bernie Sanders, og fik Obama til at komme ind i sidste øjeblik og overbevise de andre kandidater om at droppe ud – bakket op af medierne der italesatte Biden som kandidaten, inden han var officielt nomineret – har afgjort, at jeg aldrig vil stemme på Biden,« fortæller Stacey Weaver, mens hun sidder i bibliotekets tomme sale, der er lagt øde hen på grund af coronaens fjernundervisning.

Far som forbillede

Stacey Weavers far er et forbillede, der tog politisk stilling og kæmpe for indflydelse og forandring. Han var den primære årsag til, at hun i 20 år var aktivt medlem af Det Demokratiske Parti. Men lige så længe, som hun var medlem, lige så lidt forandring og fremskridt så hun. Tværtimod har hun siden Bill Clintons præsidentperiode i 90’erne følt en voksende væmmelse over partiets manglende ambitioner om egentlig forandring, forklarer hun.

Da Barack Obama trådte ind i rampelyset i år 2000, var hun ved at sprænges af forventning. Endelig en der ikke lignede de andre, lovede nye tider og gav hende håb. Hun donerede med det samme til hans kampagne. En investering hun den dag i dag stadig er bitter over.

Med Obamacares oprettelse steg prisen på hendes selvstændige mands sygesikring så meget, at han ikke havde råd til at betale den og måtte gå uden dækning i årevis. I fjernsynet kunne de se præsidenten, der ellers havde lovet færre krige og militær nedtrapning, gå ind i Libyen, alliere sig med Saudi-Arabiens bombninger i Yemen, udføre droneangreb i Mellemøsten som aldrig før og søsætte alverdens overvågning af amerikanerne.

Fængslerne blev der ikke gjort noget ved. Sorte amerikanere blev ved med at blive spærret inde i årevis for små forbrydelser og i langt højere grad end hvide. »Det var én stor gigantisk skuffelse,« konkluderer Stacey Weaver bag sin computer ved biblioteksskranken.

I fire år har hun nu hørt venstrefløjen beskylde Trump for alle de mangler og problemer i det amerikanske samfund, som efter hendes mening eksisterede længe inden byggematadoren flyttede ind i Det Hvide Hus.

Hun er på ingen måde fan af Trump, især ikke hans måde at tale på og hans manglende afstandtagen fra de åbenlyst racistiske grupper, Weaver mener, befinder sig blandt hans vælgere. Men ser hun på hans politiske bedrifter, mener hun ikke, der er megen forskel på Trump og hans forgængere.

»Al denne her snak om, at Trump er ligesom Hitler og vil blive i Det Hvide Hus for evigt, er latterligt. Ja, han er en idiot, men i forhold til politik er intet af det, han har gjort, mere eller mindre horribelt, end hvad enhver anden præsident har gjort hele mit liv.«

Venstrefløjen skal have tid

På Twitter lyder anklagerne mod Stacey Weaver især, at en stemme på alle andre end Biden vil forære Trump sejren. Men hvis Stacey skal være helt ærlig, vil hun hellere have fire år mere med Trump, hvor det progressive venstre i mellemtiden kan organisere sig bedre, end fire år med Biden, der efter hendes overbevisning vil medføre årtier af det samme demokratiske parti med moderate ledere som Kamala Harris og Pete Buttigieg i spidsen.

Men forandringen, som Stacey Weaver så gerne vil se, kommer ikke uden organisering, og her ser hun med bekymring på den ydre venstrefløjs manglende ledelse og de voldelige protester, der lige nu foregår i blandt andet Kenosha og Portlands gader.

»Jeg forstår godt, hvor demonstranternes vrede og hærværk kommer fra, men det er ikke produktivt og får bare folk til at ville have en stærk mand til at komme ind og tage sig af problemerne,« siger hun og understreger endnu en gang, at den vrede både Black Lives Matter og sympatiserende grupper som Antifa og andre mere hvide grupperinger udtrykker, bygger på årtiers racediskrimination og generel undertrykkelse, som Trump ikke kan gives det ultimative ansvar for.

Ifølge meningsmålingerne identificerer mere end en tredjedel af de demokratiske vælgere sig som progressive venstrefløjsfolk, og hvis de derfor stillede krav om indflydelse, mener hun, der er rigeligt grundlag for, at de ville opnå forandringer. Men hendes erfaring er, at parolen »vote blue no matter who« stadig styrer. Derfor ser hun ikke venstrerevolutionen tage form i denne omgang.

Når republikanske politikere, vælgere og konservative medier på den anden side hævder, at Biden er en dukke for den socialistiske venstrefløj, ryster hun på hovedet af beskyldningerne.

»Det er komplet sludder. Hvis Biden virkelig var så venstreorienteret, så ville partiet aldrig have ladet ham vinde. Hele motivationen for medierne og Obama til at gå ind at sikre, at Bernie tabte, var, at de ikke vil give plads til den yderste venstrefløj,« siger Stacey Weaver.