Baggrund
Læsetid: 9 min.

Vidne fra Minsk: Det lykkedes ikke politiet at gøre os bange, hvis det var det, de ville. Vi er en bevægelse, og vi vil gå på gaden

Hundredvis af hviderussere er blevet udsat for vold og tortur under regimets hårdhændede behandling af de Lukasjenko-kritiske demonstranter, der er gået på gaden siden præsidentvalget. Information bringer her fire personlige beretninger om statens overgreb i Hviderusland
En af ofrene, Information har været i kontakt med, fortæller, hvordan det hviderussiske uropoliti, OMON, førte dem hen til en bus, mens de fortalte, at de snart ville opleve helvede.

En af ofrene, Information har været i kontakt med, fortæller, hvordan det hviderussiske uropoliti, OMON, førte dem hen til en bus, mens de fortalte, at de snart ville opleve helvede.

Ritzau Scanpix

Udland
30. september 2020

»Ostanovite nasilie,« lyder et kampråb, der siden den 9. august har fyldt gaderne i Hviderusland.

»Stop volden.«

Siden præsidentvalget er tusindvis af hviderussere blevet anholdt af politiet, og FN’s særlige udsendte, der arbejder med forebyggelse af tortur, melder om 450 dokumenterede sager om tortur og umenneskelig behandling.

Volden har ifølge menneskerettighedsgrupper og ofre været voldsom og systematisk. Senest søndag blev mindst 50 tilbageholdt.

Samtidig bliver der meldt om sager om seksuel vold og voldtægter begået af ordensmagten. Flere demonstranter er døde og andre sporløst forsvundet.

Efter at Aleksandr Lukasjenko den 23. september under en hemmeligholdt ceremoni blev svoret ind som Hvideruslands præsident, er volden taget til med fornyet styrke, og bag kulisserne er et større arbejde i gang med at dokumentere overgrebene, så de ansvarlige i fremtiden vil kunne blive retsforfulgt.

Information har været i kontakt med en lang række ofre for tortur samt observatører, der har dækket overgrebene begået af det hviderussiske politi, og bringer her et uddrag af en række af vidneberetningerne.

Aleksej Kovtun, 33 år. Kundeservicemedarbejder

»Omkring klokken 22 begyndte politiet at bruge granater og gummikugler. Vi hørte eksplosioner og skud mange steder i byen. Folk forsøgte at samle sig, men politiet forhindrede det. De brugte granater og tåregas, og mange måtte flygte gennem boligblokkenes baghaver. Nogle blev anholdt. Det samme foregik andre steder i Minsk. Det var ligesom en krigszone. Sådan gik det for sig i flere timer.«

»Klokken et om natten besluttede vi at gå tilbage. Vi gik til jernbanestationen og købte billetter hjem. Der var flere timer, til toget gik, men da der var varmt på stationen, besluttede vi os for at gå en tur. Byen var nu tom. Ikke langt fra stationen dukkede OMON (det hviderussiske uropoliti, red.) op. De spurgte, hvad vi lavede i Minsk, og hvor vi var fra. De beordrede os til at låse vores telefoner op og vise vores billedgalleri. Jeg havde billeder fra protesterne, og det var nok til at anholde os.«

»Først ødelagde de min telefon og smed den væk. Så førte de os hen til en bus, mens de fortalte, at vi snart ville opleve helvede. En af dem slog mig i siden og kastede mig ind i bussen. Her begyndte de at tæske os. Derefter beordrede de mig til at lægge mig ned på bussens gulv og kravle ned ad gangen. De tæskede os med knipler, sparkede og slog. Jeg fik flere slag med gummiknipler.«

»Mens jeg lå på gulvet, trådte de hen over mig og truede mig med voldtægt. Efter et stykke tid kom der nye arresterede ind i bussen, og de fik at vide, at de skulle lægge sig oven på os. Jeg lå allernederst. Flere gange tjekkede en af politibetjentene, om jeg havde mistet bevidstheden. Efter omkring en time kørte de os til politistationen.«

»Da fængslet på Okrestina-gade i Minsk var overfyldt, blev vi ført til Sjodino. Vi var 25 i en avtosak (en særlig bil til transport af fanger, red.). Der var varmt og indelukket. Vi havde intet vand. Nogle mistede bevidstheden. Da vi ankom, måtte vi holde i flere timer og vente i kø for at komme ind. Der var otte biler med arresterede i kø.«

»Attituden i fængslet var virkelig god. De slog os ikke. Vagterne sagde, at de selv var chokerede over, hvad der skete i Minsk. Af brutalitet. Vi blev ført til vores celler og var endelig et sted, hvor vi kunne sove.«

»Vi sov på skift på senge eller på gulvet. Vi fik mad. Men nogle foretrak ikke at spise, fordi der ikke var noget toiletpapir. Vi havde én rulle toiletpapir, der løb ud den første dag. Da der var gået tre dage, begyndte de at frigive os tidligt om morgenen.«

»Inden demonstrationerne var jeg parat til at blive anholdt. Men jeg blev overrasket over politiets brutalitet. Hvis jeg skal være ærlig, var det virkelig skræmmende. Værre end du kan forestille dig. Men på den anden side var det intet, sammenlignet med hvad de oplevede i fængslet på Okrestina-gade.«

Anastasija Lasareva, 21. Piercer

»Vi formåede at gå et stykke i retning af Kuntsevsjina-kvarteret, da vi så en mur af skjolde komme i vores retning. Et stort antal politivogne og busser kørte bag skjoldene. Det var tydeligt, at vi ikke kunne gå længere, men vi kunne heller ikke vende om. Politimændene begyndte at bevæge sig hurtigere. Folk fra de omkringliggende huse råbte dørkoderne ud ad vinduerne, så vi kunne komme ind i opgangene. Men et eller andet gik galt. Koden virkede ikke. Vi prøvede igen. Igen ingenting. Vi blev nødt til at løbe mod en anden dør, men vi havde ikke tid. Våben blev rettet mod os. ’Ned på knæ. Hænderne bag hovedet’. Vi blev kastet ind i en lastbil til persontransport.«

»Flere blev kastet ind i den lastbil, hvor vi var. En, der gjorde særlig meget modstand, blev grebet i nakken og i bukserne og fik smadret sit hoved ind i lastbilens stålside. Det virkede klart, som om det ikke kun var ordrer. De var som vilde hunde med maskingeværer.«

»Vi forsøgte at joke og holde modet oppe hos hinanden, da vi forstillede os, at selve arrestationen måtte være det mest ubehagelige øjeblik, og at alt nu helt sikkert ville blive bedre. Vi vidste ikke, hvor de tog os hen. Efter 30-40 minutter stoppede lastbilen, og vi blev ført ud. Vi forstod senere, at det var Frunsenskij-distriktets politistation. ’Vi bliver sikkert behandlet i overensstemmelse med loven nu,’ tænkte vi.«

»Vi blev ført til en gymnastiksal, hvor der allerede var nogle mænd, der lå på gulvet i bunker. Vi blev også lagt ned på maven med hænderne bag på ryggen, benene ud til siden og hovedet vendt til venstre. Konstant kontrol fra politibetjentene. Hvis man bevægede sig, fik man slag med kniplen. Det var mest mændene, der fik slag.«

»De prikkede mig i numsen med deres knipler, men i dag forstår jeg stadig ikke, hvad det skulle gøre godt for.«

»Til venstre for mig var der en fyr med kun én nyre. Han havde store smerter og begyndte at stønne og forklarede, at han kun havde en nyre. Da de havde opdaget hans svage punkt, begyndte de at tæske ham i nyren i lang tid og voldsomt. Skrigene var vilde. Ikke engang svin på slagteriet skriger på den måde.«

»På vej til garderoben, hvor forhøret fandt sted, så jeg en fyr, der blev slæbt gennem en korridor bevidstløs og dækket af blod. En pøl af blod blev trukket bag ham. Det var svært ikke at kigge. Under forhøret filmede de en, mens de spurgte: ’Hvem stemte du på? Hvor meget betalte de dig?’«

»Imens gik personalet bare rundt og sprøjtede med en luftfrisker. Vi stod alle og ventede på, at det skulle få en ende. Vi håbede, at der kun var tale om en lille smule mere, og så ville det være slut. Jeg begyndte at sige til mig selv: ’Jeg er en sten. Dette skader mig ikke’, for at det hele skulle føles bedre.«

»Vi fik numre. Jeg var nummer 36. De lagde mig på gulvet igen. Efter et stykke tid råbte de mit nummer.«

»Vi blev tvunget til at messe ’Vi vil ikke længere ødelægge vores land. Vi elsker vores præsident. Aleksandr Grigorevitj Lukasjenko er vores eneste præsident.’«

Anonym

»Jeg blev anholdt, da jeg forlod valgstedet. De havde ingen juridiske eller officielle dokumenter. De sagde ikke noget. De forklarede ikke, hvorfor de tog mig, eller hvor jeg skulle hen. De introducerede ikke dem selv. Det var kun på grund af uniformen, jeg vidste, at det var politiet.«

»De slog os ikke, da de anholdt os, men det gjorde de i fængslet. Hver gang vi blev taget ud af vores celler og bragt et andet sted hen, slog de os.«

»De stod i to rækker og fik os til at løbe. Så slog de os på skuldrene, i hovedet og på benene med knipler. Det var hele tiden og overalt. De ydmygede os. De talte til os, som om vi var kriminelle. De beskyldte os for at forråde vores fædreland og spurgte, hvor meget vi blev betalt.«

»Jeg blev fanget på en søndag. Tirsdag var der en såkaldt retssag. Der var ingen advokat. Der var ingen vidner. Deres vidner var deres egne folk, og faktisk tog hele retssagen kun fem minutter.«

»På et tidspunkt bragte de os ind i en anden celle. Der var allerede omkring 25 mennesker, og vi var også der omkring. Det var en celle, der var beregnet til måske fire mennesker. Vi var omkring 50 mennesker i nogle timer med lukkede døre og vinduer. Det var som en sauna. Der løb vand ned ad væggene, og det dryppede fra loftet. Vi var alle gennemblødte. Nogle besvimede, mens andre kastede op. Men de bragte ingen læger eller hjælp.«

»Men i cellen med de andre grinede, snakkede og jokede vi også. Men de tog os hele tiden ud af cellen for at demoralisere os. Gøre os bange. De blandede os og bragte os fra en celle til en anden. Alligevel snakkede og grinede vi.«

»Jeg vil gerne have, at du fremhæver, at vi ikke var bange for politiet, da vi var i fængslet. Hvis de ville gøre os bange, så fejlede de. Vi er del af en bevægelse, og vi vil gå på gaden.«

Oleg Koslovskij. Researcher for Amnesty International

»Vores hovedformål er at observere begivenhedernes udvikling og samle førstehåndsbeviser for den vold og brug af magt, der bliver benyttet mod demonstranterne og af demonstranterne.«

»Jeg har været i Hviderusland en hel del gange i løbet af de seneste tyve år, men omfanget af protesterne og det niveau af vold, politiet bruger, er aldrig set før i hviderussisk historie.«

»Det første besøg var virkelig traumatisk for mig på grund af alt det, der udfoldede sig for øjnene af mig.«

»Jeg var i en stor gruppe sammen med min kollega. Vi observerede denne fuldstændig fredelige folkemængde, som messede slogans, sang sange og flagede med nationalflaget. De gjorde intet, der kunne blive forvekslet med at forstyrre den offentlige orden. De prøvede alle at mødes nær Sejrsparken.«

»Pludselig kastede uropolitiet chokgranater ind i menneskemængden.«

»Jeg er tit til forskellige protester, og jeg har gennem årene set meget hårdhændet politiarbejde i forskellige lande, men i begyndelsen vidste jeg slet ikke, hvad det var, der skete. Jeg troede, at demonstranterne havde skudt fyrværkeri efter politiet. Det var så uforudset, at politiet med det samme ville bruge disse granater mod noget, der lignede en fest.«

»Politiets kontante og meget voldelige reaktion chokerede mig. Der var sådan en kontrast mellem den fredelige folkemængde og måden, politiet reagerede på. Demonstranterne lignede mere nogle, der skulle på natklub end nogle, der deltog i en revolution.«

»Der blev brugt en vandkanon mod demonstranterne, og jeg så, hvordan politiet skød gummikugler direkte midt ind i folkemængden uden nogen grund. Så stormede politiet ind i folkemængden, hvorefter den straks opløstes, mens politiet tæskede løs med deres knipler og trak demonstranter, de fangede, ind i deres busser.«

»På et tidspunkt var jeg sammen med en mindre gruppe, der var ved at spredes, men pludselig var vi omringet af politi fra alle sider, og politiet stormede ind i gruppen. Vi var heldige at slippe væk gennem et åbent marked. Hvis vi ikke var sluppet væk, ved jeg ikke, hvad der var sket.«

»Det var helt tilfældigt, om man blev anholdt eller ej. Det var kun held, at det ikke skete.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Og hvad gør EU, intet! Hvad gør Danmark , intet!

Mads Kjærgård

Yeah gå på gaden. Afsæt præsidenten, så kommer IMF og EU og gør de rige rigere og de fattige endnu mere fattige. Lad os se, hvor meget U.S.A. bekymrer sig om Hvide Rusland når først de har opnået deres mål via "de nyttige idioter." Ikke at man ikke bør gøre noget, men at tro, at man får noget fra EU og U.S.A., det er nok lige at forvente for meget!

Randi Christiansen

Det er alligevel mærkeligt, at nogen vil gå til så store yderligheder for at bevare magten. Frie åbne valg må kunne afgøre, hvem der skal have rorpinden. Er vi ude i hjerteløse mafiosi eller autistiske idealister?

Magtkampene udspilles overalt - fra usa til nagorno karabak. Sidstnævnte med oprindelse i tyrkernes massemord på armenerne. Som tyrkerne ikke vil indrømme. Hvilket eu må konfrontere dem med. Det skal helt frem på lystavlen samtidig med, at en freds-og forsoningsproces i lighed med f.eks. den sydafrikanske iværksættes. Endeløse blodhævnfejder er for dumt, og strid om ressourcer er ødelæggende og må bilægges på den voksne måde.

Skjulte kræfter må mistænkes for at puste til ilden og dermed destabilisere samfundsordenen så meget, at vejen for fascistisk magtovertagelse beredes. I f.eks. kina griber man til uhyggelige former for undertrykkelse og kontrollering af befolkningerne - f.eks. uighurerne - og social kontrol ved hjælp af bl.a. ansigtsgenkendelse. Overalt i verden kan borgerne overvåges i den nye digitale verden.

Ophavet til denne menneskehedens dødelige sygdom må identificeres og helbredes.