Klumme
Læsetid: 4 min.

1992: I USA’s præsidentvalg stiger Bill Clinton op fra Sydstaterne – medbringende Hillary

Den unge guvernør fra Arkansas Bill Clinton har en sympatisk fremtoning, men et skødesløst forhold til sandheden – og til ægteskabelig troskab
Bill Clinton sammen med Hillary og Chelsea i 1992.

Bill Clinton sammen med Hillary og Chelsea i 1992.

Adam Scull

Udland
12. oktober 2020

Det er foråret 1992, og jeg er på en lang cykelrejse i USA. Første del fra syd til nord i Florida, anden del rundt om hovedstaden Washington og tredje del fra Nevadas ørkenby Reno over bjergene til San Francisco og derefter Los Angeles.

Mens jeg cykler, holder de to store amerikanske partier deres primærvalg. Republikanernes er der ikke meget spræl i. De genopstiller den siddende præsident George H.W. Bush. Han er ikke nogen humørbombe. Til gengæld er der livligt hos demokraterne. Bush’ overvældende popularitet efter den succesrige afslutning på Den Første Golfkrig i 1991 har fået de mest kendte demokrater til at afstå fra at udfordre ham. Det har åbnet feltet for en flok temmelig ukendte. Blandt dem er der én, der begynder at skille sig ud.

Jeg lægger mærke til hans tv-reklamer, hvor han på byggepladser går rundt med sikkerhedshjelm og stikker arbejdere på næven, mens han jovialt banker dem i ryggen. At han har kunnet få sikkerhedshjelmen trukket ned over sit hoved, er noget af en bedrift, for han har et en kæmpefyldig frisure. Hans navn er Bill Clinton, og han er guvernør i den forholdsvis ukendte sydstat Arkansas.

For at afvise republikanske beskyldninger om at være blødhjertet over for lovovertrædere afbryder Clinton sin kampagneturné for at rejse hjem til Arkansas og overvære henrettelsen af en sort mand, som staten har dødsdømt, selv om han efter et selvmordsforsøg er hjerneskadet. Clintons kynisme får mig til at studse.

Sexafsløring

Endnu mere opmærksomhed skaber det, da fotomodellen Gennifer Flowers umiddelbart inden New Hampshires præsidentvalg træder offentligt frem og erklærer, at hun gennem 12 år har haft et seksuelt forhold til Clinton. Hun kan endda præsentere en båndoptagelse af en telefonsamtale, hvor de to kurrer som elskovsduer. Det får Clinton til atter at afbryde sin kampagne, denne gang lammet af skræk. Det lykkes ham imidlertid at ride stormen af, da hans hustru, Hillary, træder frem i et tv-interview og erklærer om båndoptagelsen:

 »Det er ikke sandt. Det er simpelthen ikke sandt.«

Jeg kan huske, at jeg dengang tænkte, at nok reddede Hillary Bill, men til gengæld gjorde han sig fuldstændigt afhængig af hendes fortsatte vilje til at dække over ham.

Med til billedet hører, at Bill Clinton under et edssvorent vidneudsagn i en retssag seks år senere, i 1998, vedgik, at han rent faktisk havde haft et forhold til Gennifer Flowers.

Ingen kan under 1992-kampagnen være i tvivl om, at Hillary Clinton er en stærk personlighed, der i egen ret har en glorværdig karriere som advokat. Bill stiller i udsigt, at hun i en regering under ham vil få en indflydelsesrig rolle. Han siger, at hvis vælgerne vælger ham, »får de to for éns pris«. Ikke alle synes, at det er en god handel.

Hillary vækker vrede blandt kønsrolletraditionalister, da hun erklærer: »Jeg går ud fra, at jeg godt kunne være blevet hjemme og bagt småkager og gået til teselskaber, men det, jeg besluttede, var at virkeliggøre min karriere, som jeg begyndte, før min mand trådte ind i offentlighedens søgelys.«

Bill Clintons karakter bliver ved med at være til debat. Medier beretter, at han hjemme i Arkansas går under navnet »Slick Willie« – åleglatte Bill. På en eller anden måde er det typisk for ham, at han under kampagnen indrømmer, at han har røget marihuana, dog med tilføjelsen: »Men jeg inhalerede ikke.«

I det seriøse ugemagasin The New Yorker bemærker jeg, at den velorienterede Washington-korrespondent Elizabeth Drew skriver om Bill Clinton: »Han omgås sandheden skødesløst.«

Op mod to

Uanset Bill Clintons mulige karakterbrister lykkes det ham at vinde tilstrækkeligt med demokratisk vælgertillid til, at han kan hive partiets præsidentopstilling i hus.

Dermed er Clintons vanskeligheder – på en måde – kun lige begyndt. For han er faktisk oppe mod to modkandidater. Udover præsident Bush også Texas-milliardæren Ross Perot, der stiller op som uafhængig – med løfter om at bruge sin forretningsmandserfaring til at bringe USA’s finanser i balance og få landet trukket ud af Den Nordamerikanske Frihandelsaftale. I meningsmålinger i juni ligger Perot i spidsen med 39 procent, fulgt af Bush med 31 procent og Clinton med ynkelige 25 procent. I juli 1992 vækker Perot sensation ved at trække sig som kandidat – for igen at melde sig nogle uger senere. Som begrundelse for at være midlertidigt droppet ud anfører Perot det yderst ejendommelige, at præsident Bushs folk skulle have forsøgt at forstyrre Perots datters bryllup.

Disse forviklinger vender op og ned på kandidaternes vælgergunst. Frem mod valget i november fører Clinton over Bush, med Perot på en tredjeplads.

Det hjælper Clinton gevaldigt, at han viser sig at være en fremragende taler, hvad hverken Bush eller Perot er. Hertil kommer, at den amerikanske samfundsøkonomi er gået i stå, hvad Clinton selvfølgelig lover at rette op på. I hans kampagnehovedkvarter hænger et skilt med formaningen: »The economy, stupid.« Underforstået: Spild ikke energien på andet end økonomien.

Og sådan lykkes det for Bill Clinton. På valgdagen får han 43 procent af stemmerne, Bush får 37,5 og Perot 19.

Valgets udfald får flere af USA’s tv-satireværter til at beklage sig: Nu hvor en oplyst, sympatisk og populær personlighed har indtaget Det Hvide Hus – hvad skal de så gøre grin med i deres programmer?

Det viser sig at være en unødig bekymring.

Serie

David Rehlings amerikanske erindringsglimt

Siden 1966 har Informations David Rehling på nært hold oplevet Amerikas politiske kamp som studerende, universitetslærer og rejsende. I denne serie fortæller han om, hvad der har mødt ham gennem årene – og opdager at den gamle historie ofte kan minde om den nye virkelighed i præsidentvalgåret 2020 til forveksling.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@David Rehling

Båda Ross Perot og George H. W. Bush havde skabt sig deres formuer i Texas,
kendte hinanden - og kunne ikke fordrage hinanden.

Jeg husker det sådan, at da Perot trak sig ud af vagkampen lå Bush til sejr -
hvilket fik Ross til at melde sig på banen igen !!
og han oplevede jo også den glæde at se Bush blive væltet noget så eftertrykkeligt.

På trods af Bill Clintons åbenlyse brister, var han samtidig en god præsident for USA. Økonomien trivedes og hans særdeles veludviklede sociale tendens, hjalp ham til at kunne samarbejde med både demokrater og republikanere.

Han lavede nogle få store fejltrin, og de kom til at definere hans eftermæle. Fordi der kun var få store fejltrin kunne medierne bore i dem rigtigt længe, og derfor satte disse fejltrin sig fast i vælgernes hukommelse.

Hvis man sammenligner Bill Clinton med Trump, så laver sidstnævnte så mange og så groteske fejltrin, at det er som om mængden af fejltrin hjælper Trump. Fordi mængden af fejltrin forhindrer at det enkelte fejltrin sætter sig fast i vælgernes bevidsthed.

De enkelte fejltrin fra Trump bliver kun omtalt kortvarigt i medierne, fordi det næste fejltrin kommer kort efter, og så skrives der om det nyeste fejltrin - kun indtil det næste fejltrin kommer fra Trump - og det gør det hurtigt....