Klumme
Læsetid: 4 min.

1992: I USA’s præsidentvalg stiger Bill Clinton op fra Sydstaterne – medbringende Hillary

Den unge guvernør fra Arkansas Bill Clinton har en sympatisk fremtoning, men et skødesløst forhold til sandheden – og til ægteskabelig troskab
Bill Clinton sammen med Hillary og Chelsea i 1992.

Bill Clinton sammen med Hillary og Chelsea i 1992.

Adam Scull

Udland
12. oktober 2020

Det er foråret 1992, og jeg er på en lang cykelrejse i USA. Første del fra syd til nord i Florida, anden del rundt om hovedstaden Washington og tredje del fra Nevadas ørkenby Reno over bjergene til San Francisco og derefter Los Angeles.

Mens jeg cykler, holder de to store amerikanske partier deres primærvalg. Republikanernes er der ikke meget spræl i. De genopstiller den siddende præsident George H.W. Bush. Han er ikke nogen humørbombe. Til gengæld er der livligt hos demokraterne. Bush’ overvældende popularitet efter den succesrige afslutning på Den Første Golfkrig i 1991 har fået de mest kendte demokrater til at afstå fra at udfordre ham. Det har åbnet feltet for en flok temmelig ukendte. Blandt dem er der én, der begynder at skille sig ud.

Jeg lægger mærke til hans tv-reklamer, hvor han på byggepladser går rundt med sikkerhedshjelm og stikker arbejdere på næven, mens han jovialt banker dem i ryggen. At han har kunnet få sikkerhedshjelmen trukket ned over sit hoved, er noget af en bedrift, for han har et en kæmpefyldig frisure. Hans navn er Bill Clinton, og han er guvernør i den forholdsvis ukendte sydstat Arkansas.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@David Rehling

Båda Ross Perot og George H. W. Bush havde skabt sig deres formuer i Texas,
kendte hinanden - og kunne ikke fordrage hinanden.

Jeg husker det sådan, at da Perot trak sig ud af vagkampen lå Bush til sejr -
hvilket fik Ross til at melde sig på banen igen !!
og han oplevede jo også den glæde at se Bush blive væltet noget så eftertrykkeligt.

På trods af Bill Clintons åbenlyse brister, var han samtidig en god præsident for USA. Økonomien trivedes og hans særdeles veludviklede sociale tendens, hjalp ham til at kunne samarbejde med både demokrater og republikanere.

Han lavede nogle få store fejltrin, og de kom til at definere hans eftermæle. Fordi der kun var få store fejltrin kunne medierne bore i dem rigtigt længe, og derfor satte disse fejltrin sig fast i vælgernes hukommelse.

Hvis man sammenligner Bill Clinton med Trump, så laver sidstnævnte så mange og så groteske fejltrin, at det er som om mængden af fejltrin hjælper Trump. Fordi mængden af fejltrin forhindrer at det enkelte fejltrin sætter sig fast i vælgernes bevidsthed.

De enkelte fejltrin fra Trump bliver kun omtalt kortvarigt i medierne, fordi det næste fejltrin kommer kort efter, og så skrives der om det nyeste fejltrin - kun indtil det næste fejltrin kommer fra Trump - og det gør det hurtigt....