Klumme
Læsetid: 3 min.

2010: USA’s præsident Barack Obama lader magten glide sig af hænde

I sin iver efter at få republikanere med på sin sundhedsreform forhandler den nyvalgte præsident Obama endeløst – og nyttesløst. Han taber kostbar tid. Derpå mister hans parti sit greb om Kongressen
Som præsident valgte Obama at satse på at få sin sundhedsreform igennem som det første – og så måtte andre reformer vente. ’Den prioritering er måske ikke smart,’ skriver David Rehling.

Som præsident valgte Obama at satse på at få sin sundhedsreform igennem som det første – og så måtte andre reformer vente. ’Den prioritering er måske ikke smart,’ skriver David Rehling.

Martin Bureau

Udland
15. oktober 2020

Året er 2010. Stedet er USA’s hovedstad, Washington D.C. Jeg er til et af de halvårlige møder i den amerikansk-internationale miljøjury, som jeg fra 1994 til 2016 er medlem af.

Generalsekretæren for juryen er republikaner, og han siger med et grin:

»Meget kan man sige om Obamas regering, men vovemodig er den ikke.«

Det irriterer mig, at generalsekretæren siger det. For det er jo rigtigt. Demokraten Barack Obamas mangel på dristighed og handlekraft er til at fortvivle over.

Det er mindre end to år siden, at Obama vandt præsidentembedet med 53 procent af de afgivne stemmer og et overvældende flertal i valgmandskollegiet. Obama er den første sorte amerikanske præsident. Han er ombølget af en sådan popularitet, at demokraterne ved valget i 2008 vandt et robust flertal i Repræsentanternes Hus. I Senatet endte de endda med 60 ud af de 100 sæder. Det betyder, at republikanerne ikke kan blokere for lovgivning.

Kort sagt: Obama og hans demokrater kan gennemføre deres program, som de vil.

Men Obama har valgt det anderledes. Det er det, miljøjuryens republikanske generalsekretær sigter til. Obama har valgt at satse på først at få sin sundhedsreform igennem. Og han lægger afgørende vægt på at få i hvert fald nogle republikanere med. Alle andre større reformer må vente. Den prioritering er måske ikke smart, for det ser ud, som om Obama snarere kunne have fået republikanere med på andre store reformer: for eksempel en klimalovgivning og bedre kontrol med private skydevåben.

Men det kommer altså til at vente.

Clintons fiasko

Når Obama vælger denne strategi, kan det skyldes den fiasko, som overgik Obamas demokratiske forgænger som præsident, Bill Clinton. Efter sit valg i 1992 havde Clinton også flertal i Kongressen, men Clinton kiksede sit ambitiøse forslag til en sundhedsreform. Blandt andet fordi Clinton satte sin hustru Hillary i spidsen for at lave en lovtekst. Det pustede processen voldsomt op og tiltrak republikansk benspænd. Clinton fik aldrig samlet noget flertal for sit forslag, og ved hans første midtvejsvalg i 1994 mistede demokraterne Kongressen til republikanerne. Clintons sundhedsform var stendød.

Disse spor kan selvsagt skræmme Obama. Han forhandler og forhandler med udvalgte republikanere. Og han udvander sit forslag for at lokke dem. Problemet er bare, at det republikanske bagland er svunget så langt til højre, at ingen valgt republikaner tør gå på forlig med Obama. De republikanere, han forhandler med, ender alle med at springe fra.

Kennedys død

Det betyder et tab af værdifuld tid. Demokraternes stilling i Kongressen bliver undervejs ringere på grund af et helt ironisk forløb. Den demokratiske senator Edward Kennedy, der tidligt støttede Obamas kandidatur og måske dermed sikrede Obama selve opstillingen, blev under Obamas indsættelsesceremoni slået omkuld af alvorlig sygdom – en hjernesvulst, som Kennedy fik konstateret et halvt år tidligere. Uanset sin nu alvorligt svækkede tilstand møder Kennedy i foråret 2009 op i Senatet for at stemme mod republikanernes forsøg på at sabotere sundhedsreformen.

Indsatsen er tænkeligt med til at udmarve Kennedy. Han dør i august 2009. Grotesk er det, at demokraterne ikke vier særlig opmærksomhed til det suppleringsvalg, der skal finde sted i Kennedys hjemstat Massachusetts. Kennedys sæde går – helt uforudset – til republikaneren Scott Brown. Dermed kan republikanerne bedre obstruere. Det kræver en kraftanstrengelse for demokraterne at få reformen igennem i marts 2010. Ingen republikanere stemmer for.

Men dermed har Obamas kongresflertal opbrugt sin handlekraft. Selv om sundhedsreformen navnlig er til gavn for USA’s mindrebemidlede og middelklassen, lykkes det ved midtvejsvalget i november 2010 republikanerne at ophidse netop disse grupper. Resultatet er, at demokraterne massivt taber flertallet i Repræsentanternes Hus og kun lige holder skindet på næsen i Senatet.

Presset Obama

Obama genvinder aldrig sit greb om Kongressen. Han vælger i stedet at styre med præsidentielle dekreter. Det er ikke særlig demokratisk. Det er også farligt, for de dekreter kan en efterfølger fjerne med et pennestrøg.

Også på andre måder bliver Obama presset. Op mod hans genvalg i 2012 bliver han fra højreekstreme kredse mødt med en racistisk kampagne om, at han slet ikke er født i USA, men derimod i Kenya – og dermed ikke valgbar som USA’s præsident. Under mine halvårlige besøg i Washington studser jeg over kampagnen. Den er noget af det mest grebet-ud-af-luften ondartede, jeg har oplevet i amerikansk politik.

Først sent i april 2011 går det op for Obama, hvor skadelig kampagnen er for ham. Obama fremlægger i forbindelse med et pressemøde sin officielle dåbsattest fra delstaten Hawaii. Det lukker luften ud af kampagnen. En af de drivende kræfter bag mistænkeliggørelsen meddeler, at den pågældende alligevel ikke vil søge opstilling som præsident i 2012. Om han stadig har politiske ambitioner, står uklart.

Hans navn er Donald Trump.

Serie

David Rehlings amerikanske erindringsglimt

Siden 1966 har Informations David Rehling på nært hold oplevet Amerikas politiske kamp som studerende, universitetslærer og rejsende. I denne serie fortæller han om, hvad der har mødt ham gennem årene – og opdager at den gamle historie ofte kan minde om den nye virkelighed i præsidentvalgåret 2020 til forveksling.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Lindholm

I USA bygger systemet på alles kamp mod alle i boksearenaen med de rigeste 10% som tilskuer. 10%, som nyder at se kampen alt i mens de nyder deres tilværelse skabt på værdier af andre menneskers hårde arbejde.

Det kaldes også kapitalisme. Nydelse for de få og helvede for de fleste.